Suzuki: Undervisningsmetode og filosofi

En af de undervisningsmetoder, der inden for violinpædagogikken har tiltrukket sig størst opmærksomhed, er den japanske violinpædagog Shinichi Suzuki, hvis metoder og resultater har skabt opmærksomhed langt uden for violinspillets rækker. Således er Suzuki-metoden også overført til cello og klaver.

Da der skal afholdes et stort Suzuki-seminar i München d. 23.-28. juni i år, må det være aktuelt at fortælle DMTs læsere om nogle af de basis-ideer, der ligger bag undervisningen. Violinpædagogen Tove Detreköy, der selv har studeret hos Suzuki i Japan, har vist mig den store velvilje at overlade mig noget af sit materiale, hvoraf jeg vil forsøge at uddrage det vigtigste.

Der er 3 grundlæggende ideer i Suzuki-undervisningen:

1. Modersmål-metoden

2. Udenads-indlæring

3. Moderen som »hjemmelærer«

Disse tre former for indlæring bryder væsentligt med traditionel undervisning i europæisk kunstmusik. Metode l og 2 er taget fra foredrag, som Suzuki har holdt henholdsvis for det japanske institut for undervisnings-psykologi: The Law of Ability and The »Mothers Tongue Method« of Education (Der er tale om pædagogisk psykologi i almenhed, ikke specielt i musik-sammenhæng) og et andet foredrag, holdt for musikpædagoger i USA: »Every Child can be Educated«, Let us adopt Methods for Developing the Abilities of Every Child.

Metode 3, Moderen som »hjemmelærer« er taget fra en længere artikel af Constance Starr: 'Starting Young Pianists' fra det amerikanske Clavier Music Magazine. En af de ideer, der differentierer fra den europæiske musikpædagogik, er gehørs-indlæringen. Den stærke tro på, at man lærer musik ved at læse noder, var jo desværre blevet hovedsagen i musikundervisningen her på vore længde- og breddegrader. Men det kan måske være interessant at betragte sagen fra en anden vinkel.

Suzuki, der havde studeret violin her i Europa, vendte tilbage til Japan og startede med at undervise i violinspil. Og der var jo ikke nogen tvivl om, at han var tvunget til at finde på andre metoder end dem, der var gængse i Europa. For europæiske børn fandtes der et børnesangs-repertoire, som metodisk og harmonisk bygger på dur- og mol-tonalitet. Meget af denne musik indgik i diverse klaver- og violin skoler, og op til koncertrepertoire var denne musik stadig basis. Situationen i Japan var en helt anden, for der findes i høj grad en japansk musik, der hverken i melodisk eller harmonisk henseende kan sammenlignes med den europæiske (jeg hørte ved ISME-kongressen i Montreux i 1976 et ensemble udføre vidunderlig japansk musik). Man må gå ud fra, at denne japanske musik også læres af børn, og det giver store vanskeligheder derefter at komme med en europæisk musik, der må føles fremmed for dem. Derfor gjaldt det for Suzuki at præparere børnene med europæisk musik, inden den japanske fik tag i dem.

Jeg må dog indrømme, at det er en hypotetisk udlægning, der helt må stå for egen regning. Derimod er uddraget af Constance Starrs artikel i høj grad kompetent, idet hun sammen med sin mand og børn i 1968 tilbragte 13 måneder ved »Shinichi Suzuki Talent Education Institute« i Matsumota i Japan.

Efter disse to uddrag vil der blive bragt en kort fortegnelse over en del af det materiale, der findes af såvel almenpædagogisk stof som direkte »skoler«, plader og bånd.

Jeg skylder Tove Detreköy tak for det materiale, hun har stillet til rådighed. Det skal tilføjes, at Tove Detreköy har gjort et stort pædagogisk arbejde, ikke blot ved at undervise elever, men også ved at holde kurser for pædagoger i Suzukis metode.

Preben Fahnøe