Symposion: Hverken lod eller del

En PSEUDO-analyse

Af Sv. Erik Tarp

... og det begav sig en septemberdag i det Herrens år 1976, at Danmarks Radios musikafdeling rykkede ud med tone vogn og hele pibetøjet for i Ålborg at lave en optagelse af min 5. symfoni med Ålborg By-Orkester under ledelse af Jens Schrøder. Uropførelsen fandt sted den 26.9. 1978 i Ålborghallen, og lidt senere på aftenen lod resultatet af optagelsen sig høre i æteren. Erik Damberg dækkede koncerten for »Jyllandsposten«, og den 30.9.1978 skrev han i dette blad bl.a.:

»... Alene uropførelsen af Sv. Erik Tarps 5. symfoni var aftenen værd.

Symfonier med nummeret fem er ofte de store, dramatiske værker. Til en vis grad kan Tarps symfoni rummes inden for denne kategori. Den ostinate rytmik i l. satsen tager tydeligt sit udgangspunkt - også instrumentationsmæssigt - i Carl Nielsens 5. symfoni, men i de andre satser føres man ad andre veje: via det elegante og vittige i 2. satsen til 3. satsens elegiske tæthed og 4. satsens næsten forgæves forsøg på at samle det hele sammen til en hymnisk afslutning.

Men det forgæves var blot tilsigtet, for Tarp berørte ikke blot Nielsen, men også den franske, den ungarske og den engelske musiktradition fra vort århundrede. Og det kan være svært at samle under en hat.

Men jeg synes, det lykkes ovenud godt for ham - og det endda samtidig med, at han talte i sit personlige sprog med sin vanligt fremragende instrumentation.

Med denne symfoni viste han, at han formår at samle traditionens tilsyneladende uforenelige elementer til noget unikt. Og det er en stor præstation!«

Se, dette var jo en ganske overordentlig smuk og opmuntrende anmeldelse - men holdt den stik på alle punkter? Jeg havde mine tvivl og besluttede desårsag at gå i gang med en grundig undersøgelse af symfonien.

Hvad det egentlig er, der foregår, når man (når jeg) komponerer, ved man (ved jeg) egentlig fortvivlende lidt om. Det eneste, jeg havde gjort mig klart, da jeg påbegyndte arbejdet på den 5. symfoni i foråret 1976, var, at førstesatsen - en ALLEGRETTO - skulle beherskes af en ostinat rytmisk figur:

Hvordan alt det andet, intervallerne, på langs og på tværs, op og ned, horizontalt og vertikalt, hvorledes motiver skulle dukke op, udvikles, varieres, afløse hinanden + selve (stor) formgivningen - hvad vidste jeg om det? Intet, intetsomhelst, jeg har faktisk ikke haft noget med det at gøre, stoffet har formet sig uden bevidst medvirken fra min side, det er blot min forbandede pligt lydigt at sætte nodetegn på papiret, nodetegn, som dikteres mig af - hvem? Min INSPIRATOR synes at have et væld af ideer at tilbyde, nogle gode, andre mindre gode, men ned skal de, med djævelens vold og magt på nodepapiret, på 127 partitursider.

Nu er det, at jeg - provokeret hertil af den ovenfor citerede anmeldelse - beslutter mig til at foretage en ABSOLUT OBJEKTIV analyse af symfonien. PROTEST! UMULIGT! tordner det imod mig: Man kan ikke være objektiv over for noget, man selv har produceret, et postulat om det modsatte strider mod al sund fornuft og simpel logik - det hævder alle store og små (også bittesmå) clichéstruttende, anæmiske, klikebefængte kritikere, kronikører, kommentatorer, nævenyttige jordemødre M/K samt frustrerede og hjernevaskede DMT-abonnenter, det mener (mon ikke?) også bladet selv, dette blad, som uden smålig skelen til ytringsfrihedens forbandelse formentlig (igen: - ???) vil finde det uforeneligt med bladets linje, dets sigte, dets tendens, dets (ak, så skrøbelige) reputation, dets selvskabte image at befatte sig med noget så forstemmende interesseløst, for ikke at sige rent ud inferiørt, som en symfoni, nedfældet på prent af en Nodeskribent, som af en københavnsk musikanmelder, uden blusel, er blevet karakteriseret som værende »uden for enhver diskussion aristokraten blandt vore nalevende komponister« - måske en noget tvivlsom kompliment, al den stund der vitterligt findes mennesker, for hvem »aristokratisk« / dag betragtes som synonymt med ærkereaktionær.

Men jeg bliver ved mit: Jo, man kan udmærket godt forholde sig objektivt over for et arbejde, man har lavet i sonambul trancetilstand på en 3-4 uger for flere år siden, og som man ikke har skænket en tanke, siden det kom ud af vagten - fordi man nu var helt og aldeles opslugt af tanker om og arbejdet på en 6. og 7. symfoni.

Jeg lytter til opførelsen af nr. 5, jeg får partituret frem, jeg genkender INTET, IKKE EN LYD, jeg sidder og glor på en masse noder, bragt til verden af en mig fuldkommen ubekendt ophavsmand, jeg er totalt FREMMEDGJORT over for værket - har jeg virkelig skrevet dette, umuligt, hvordan i alverden skulle jeg kunne have klaret det? (På baggrund af denne erkendelse virker det naturligvis uhyre komisk, at hver gang man har fået et nyt stykke frem, ja, så sker der det, at så kommer uvægerligt en forskrækkelig mængde mennesker, som klapper en på skulderen og i ekstatisk begejstring udbryder: »GUUD, hvor det ligner dig - det stykke kunne OVERHOVEDET ikke være skrevet af nogen anden!«)

Nå. - Mon ikke det nu er på tide at prøve at finde ud af, hvordan min gode eller onde ånd, hvordan han, den anden har skruet det hele sammen. Jeg nævnte indledningsvis den o stínáte rytmiske figur, som skulle være den bærende idé i førstesatsen, skulle være det kit, som holdt sammen på fugerne. Denne figur pusler med stor konsekvens rundt i instrumenterne, nu i strygerne, så i træblæserne, og når disse instrumenter har andet at tage vare på, påtager lilletrommen sig at fastholde rytmen. Men for at begynde med begyndelsen: Det er bratscherne, der først lancerer ideen, suppleret med nogle tertsgange i fagotterne:

Banalt, n'est-ce pas? Men vent og se og hør (nej, ikke »Se & Hør«, men) prøv at se og høre, hvordan det hele fungerer på længere sigt. Slet ikke så dumt - eller hur?

Lidt senere: Her er der noget, der åbenbart skal forestille en slags sidetema, meget enkelt og traditionelt, men tilsyneladende søgt gjort »anderledes« og »interessant« ved hjælp af nogle dissonerende mellemstemmer i det videre forløb:

Et par ff-paukeslag indvarsler en passage, der til min store fryd bliver til nogle takters kakofonisk imbroglio-inferno - Dødsskønt! Ellers kører vi videre derudaf, ret så forudsigeligt og logisk, indtil der lægges op til den første tutti-kulmination:

Og nu begynder det jo virkelig at blive spændende! For det går pludselig op for mig, at disse tertsgange i messinget jo har forbindelse med, ja ligefrem synes afledte af fagotflgurationerne i satsens begyndelse. Det er bestemt ikke noget, jeg har opfundet, det har aldrig tidligere så meget som strejfet min tanke, det må være noget, han, den anden, har hittet på, og som jeg nu simpelt hen må tage til efterretning. Så blev man så meget klogere: Det lønner sig altså at analysere. Nysgerrig og med stedse stigende forundring fordyber jeg mig i det videre forløb, jeg genkender stadig intet, genkender ikke mig selv, men mit navn står på titelbladet, så ...

MEN: Pludselig bliver jeg grebet på fersk gerning: Jeg får præsenteret et strygermotiv, som faktisk godt kunne ligne mig - det kunne måske endda NÆSTEN have stået i et af mine tidligere arbejder:

Lidt senere fængsles jeg af kontrasten mellem en næsten ren A-dur akkord og violinernes »frække« indsats på et C:

Hvordan har nogen nu kunnet få dette barokke indfald? spørger jeg mig selv. I stor og berettiget forundring.

2. sats: MOLTE VIVACE. De sordinerede violiner hvirvler af sted, som var fanden i hælene på dem, i en hidsig tagfat med marimbaens intervalspring, og pludselig kommer den idiotiske' »jernbaneklokke« helt absurd og rytmisk skævt ind i klangbilledet:

Hornene skal også have lov at muntre sig (et stænk Riisager?):

Min ubarmhjertige DIKTATOR, til hvem jeg har et ambivalent forhold, har nu besluttet at spille sit trumfkort ud: han afdækker en (bl.a. i instrumentationsmæssig henseende) simpelt hen GENIAL C-dur akkord. Efter opførelsen af min 6. symfoni i Tivoli (sommeren 1978) skrev Jurij Moskvitin i Politiken: »En sådan cis-mol akkord som den, der afsluttede symfonien, har jeg aldrig hørt før.« Og jeg må tilstå, at jeg selv aldrig tidligere har hørt en sådan C-dur akkord som den ovenfor omtalte; men ved en omhyggelig granskning finder jeg frem til årsagen til denne specielle akkords elektrificerende effekt og klang. Det viser sig nemlig, at medens de øvrige instrumenter ALLE spiller enten C, G eller E, har et par af hornene set deres snit til at smugle et H og et FIS ind i klangen, som altså ikke er »ren« C-dur:

Jeg tror, jeg bør lade det blive ved disse eksempler. 3. sats: LARGO AFFETUOSO rummer vistnok partier af både lyrisk sødme og storslået (har jeg ladet mig fortælle) passioneret og dramatisk patos (lidt a la Shostakovich - måske). Men satsen, betragtet som helhed, forekommer mig for bredt udformet, for uoverkommelig og overdimensioneret. Rabiate Bruckner -og Mahler - fans vil utvivlsomt slikke sig om munden, når de hører denne sats - LAD DEM. Det er ikke helt min livret, det er lige som for billigt, for nemt - der er jo nu en gang ikke noget, der er lettere at komponere end »skønne«, »betagende« langsomme satser med brede cantilener isprængt passager af gådefuld mysticisme, som kan gøre tilhøreren lettere forvirret - (men det er nok det »sikreste« at antage en mine, der tyder på, at man har »forstået« det og derfor giver anledning til lovord).

Så er vi da nået frem til finalen. Det var jo om denne sats, at Erik Damberg fastslog, at »det var lykkedes ovenud godt at forene traditionens tilsyneladende uforenelige elementer til noget unikt.« Her er jeg bange for, at jeg som ÆRLIG og REDELIG, UBESTIKKELIG og OBJEKTIV dommer ikke kan være helt enig med min ærede Århus-kollega. Det er korrekt, at der findes mange forskelligartede elementer i denne sats, også et par enkelte ganske gode påhit, men de samler sig efter min opfattelse ikke til noget organisk hele. Så er der forøvrigt også (blandt de mange uforenelige elementer) et par Sibelius-reminiscenser, man gerne ville have været foruden.

Lad mig da, som en gammel og dreven rotte i faget, tilhviske det mystiske X, som må bære ansvaret for dette finale-misk-mask det velmente råd: Tag konsekvensen! Revidér! Skriv satsen om!

Sv. Erik Tarp