Dansk Mahler reception 1904-79

»Mein Gott! Die Weltgeschichte wird auch ohne meine Kompositionen weitergehen!«

(Mahler til R. Strauss, 1891)

Det er i år trekvart århundrede siden, at man for første gang kunne høre kompositioner af Gustav Mahler i en dansk koncertsal. Det skete i København i november 1904, hvor den unge sopran fra Skelskør, Anna Heilmann, 'vovede' at synge tre af komponistens tidligere Lieder ved en koncert:

»... af programmet kan fremhæves tre tiltalende sange af Gustav Mahler,« skrev Alfred Toft i Berl. Tid., og hans kollega ved Politiken, Charles Kjerulf, tilføjede, at »der var en hel mængde sang-musik uden for den slagne landevej, som f.eks. tre sange af direktøren for Wiens Hofoper, kapelmester Gustav Mahler, der allerede i sin Hamburger-tid (1891-97) var et musikalsk enfant terrible. «

Først ni år senere kunne man atter opleve Mahler i en dansk koncertsal, hans egentlige danske debut, idet den initiativrige Fr. Schnedler-Petersen med sit Tivoli Orkester to gange i løbet af en uge i juli 1913 opførte Mahlers l. symfoni.

Da havde Mahler imidlertid allerede været død i to år, og netop hans død gav anledning til den første større omtale af ham i den danske dagpresse, idet flere aviser bragte hans nekrolog. Lidt ironisk-absurd synes det, at Berl. Tid. allerede havde sin i bladets morgenudgave den 19. maj 1911, når man ved, at Mahler døde omkring midnat dagen forinden. Man var åbenbart velforberedt:

»Som komponist besad han ligefrem imponerende dygtighed og kunne netop i kraft af sin beherskelse af det tekniske sætte sig de største mål. Derimod var begrænsningens kunst ikke hans sag. Hans store symfonier overgår hinanden i længde og har til trods for deres fantasifulde orkesterbehandling og mange andre gode egenskaber måttet høre for deres ubeherskede bredde, og de tidligere for, at de ikke var tilstrækkeligt afklarede (...) Mahler var en utrolig higende ånd, en jernflittig arbejder, der næppe undte sig hvile, og utvivlsomt må grunden til hans tidlige død søges i, at han har tæret for stærkt på sin livskraft.« (usign.)

I Politiken skrev Kjerulf: »Han komponerede store, ja overstore værker, 9 symfonier af uforholdsmæssige dimensioner (...) Han havde en falanks om sig af fanatiske ildtilbedere, men lige så mange hidsige fjender. Overhovedet hørte han til disse moderne forte-fortissimo-musik-genier, der skal storme Olympen mindst en gang om ugen og som er syge, om de ikke forbløffer verden hver fjortende dag. De henlever deres liv i prestissimo-tempo og arbejder altid med fuldt orgelværk. Kender knapt nok pauser og fermater. Musik var alle dage en farlig kunst for sarte nerver. Noget som morfin. Herligt smertestillende og døvende i små portioner, men rent ud ødelæggende, når den tager magten fra en og kræver de store doser. Mahler gjorde allerede som ung indtryk af at være en sådan musikforminist.«

I de forløbne 75 år har man kunnet høre Mahler ved henved 270 koncerter landet over, spændende fra det man i tysktalende lande kalder »Abendfiillend«-koncerter til sangaftener, hvor han har været repræsenteret med en enkelt Lied. Næsten alle hans værker er blevet opført, nogle adskillige gange, andre kun en gang.

Det turde være bekendt, at Mahler begrænsede sit kompositoriske udsagn til næsten udelukkende at omfatte to genrer: symfonien og Lied'en. Henved firs kompositioner kender vi af ham. Heraf er elleve symfonier, resten Lieder, samt et korværk med soli, og så ellers mere eller mindre ufuldendte og nu tildels forsvundne kammermusikværker. Påstår man at det Mahler'ske udsagn kvantitativt er lille, så må man også tilføje at så godt som intet er Nebensache.

Som sin tids berømteste (og i hvert fald mest berygtede) dirigent var Mahler selv i stand til at varetage opførelsen af sine værker efterhånden som han skrev dem, og ligeledes virkede han som akkompagnetør ved Lied-aftener med egne værker, men også andre samtidige musikere fandt vej til hans værker og resultatet var, at man har kunnet registrere henved 500 opførelser af hans kompositioner alene i hans levetid, inklusiv de tre Lieder i København. Rent forlagsmæssigt havde Mahler fået sine værker i 'omsætning' i løbet af godt 20 år, idet hans første kompositioner blev trykt i 1892 og de sidste forelå kort tid efter hans død.

Vender vi tilbage til førsteopførelsen af hans 1. symfoni i 1913, så kan man notere sig, at allerede den forårsagede en pressepolimik, idet musikhistorikeren Gottfred Skjerne i ugebladet Illustreret Tidende (20.7.13) havde skrevet en introduktion til Mahler og hans værk, der ugedagen efter blev fulgt op af et skarpt svar fra komponisten, pianisten og kritikeren Fritz Crome og yderligere en kommentar fra Skjerne.

Sidstnævnte lagde for ved at skrive: »Omsider er den store tyske tonemester nået herop. Det skal da ikke kunne siges, at vi i højere grad lader os anfægte af verdens-larmen. Nu har der snart en snes år stået en kampens gny om dette navn, og dog har det ikke været muligt at vække den danske musikverdens nysgerrighed såvidt, at det blev et krav at gøre bekendtskab med mandens værker (...) Nu er Gustav Mahler indregistreret blandt de navne, der kan høres her. Og dog hvor tamt! Om det er for at begynde med begyndelsen, eller fordi frygten for noget mere revolutionært har gjort sig gældende, skal være usagt. Med hans 1. symfoni er der i alt fald ingen fare for, at de gamle guder skal styrte i grus. At Mahler som symfoniker på sin vis virkelig er en revolutionær, vil da indtil videre næppe gå op for os, hvis der ikke begyndes fra den anden ende. Og vil det mon ske den første menneskealder?« Videre skriver Skjerne, at »Mahlers hovedegenskab er (...) på trods af det klangmættede klædebon, tankens klarhed og formens logik. Han havde en aldrig svigtende evne til at stille det i forgrunden, der for ham var det væsentligste. Han understregede alt og gentog, alt for tydelighedens skyld (...) Dertil var han fri for al tradition (...) Hans rige og komplicerede følelsesliv gjorde ham i sjælden grad tilgængelig for enhver kunstnerisk intention. Hele sjælelivets farveskala mestrede han, og i hver node levede ham med.« Skjerne slutter sin artikel med at citere Hugo Riemann's ord om »at det skin af universalitet, der knytter sig til hans (Mahlers) skaberevne, vil antagelig slukkes hurtigere end de aner, der for tiden vil stemple ham som en stormester« og for egen regning tilføjer Skjerne: »Men selv om den tyske mester i det lange løb måtte reduceres til en stjerne af noget lavere rang, vil han altid være stor nok til at indtage en plads i vor tids musik.

Denne artikel affødte som sagt en kritisk kommentar af Fritz Crome, der ligeså meget var rettet mod det danske musikliv som mod den - efter Cromes mening -ligegyldige behandling Mahlers symfoni havde fået i pressen. Crome taler bl.a. om den »træge stilleståen, som efterhånden har bredt sig over moderne dansk musikliv. At det ikke er lykkedes en by af Københavns størrelse at få afgjort spørgsmålet om en ny dansk operascene i positiv retning, at man nu i Danmark faktisk står uden en eneste blot nogenlunde fremragende koncertdirigent og at det herlige danske vrøvl og klikevæsen hindrer de meget få, vi har i blandt os, i at gøre sig gældende efter fortjeneste, at Danmark endelig har erhvervet sig det ret tvivlsomme ry at være et af de lande, hvor den betydelige moderne musik, som sætter andre landes musikalske sind i bevægelse, kommer allersidst hen, når interessen er begyndt at blegne for den andetsteds - alt dette og meget mere er resultatet af det musikalske dødvande, vi nu alt for længe har vandret rundt i herhjemme.« I sin omtale af opførelsen af 1. symfoni har Crome - modsat dagbladenes anmeldere - ikke noget godt at sige, og han skælder sine kolleger ud, bl.a. fordi »ingen havde bestilt et eneste af de små bekvemme og forholdsvis billige studieudgaver af symfonien« (trykt 1906) og spørger om »det tyder på nogen stor eller levende deltagelse hos vore musikmennesker?«, hvor bl.a. en kendt året forinden havde spurgt ham: »Gustav Mahler, er han egentlig noget?« Han omtaler blæserne, der havde spillet sjuskede og falsk, indsatser der var kommet dumpende gemytligt efter hinanden og dynamiske anvisninger som man helt havde negligeret. »Jeg går med vilje slet ikke ind på den mere subtile udarbejdelse af værket - det ville være håbløst - men det virker unægtelig forbavsende på en udenforstående, at end ikke én af disse grove synder i kritikken fik en eneste reprimande. Hvem tror for alvor, at hr. Schnedler-Petersen, næste gang en nyhed skal frem, vil bringe den i en mere soigneret skikkelse, når ingen bemærker manglerne ved en udførelse som denne?«

Et halvt år efter opførte Musikforeningen under Franz Neruda for første gang Mahlers 4. symfoni (27.1.14) som det andet af Mahlers symfoniske værker i en dansk koncertsal. Det fik Alfred Toft til i Berl. Tid. at udbryde: »Så hurtige som i gamle dage er vi ikke mere herhjemme. Der kan nu en betydelig komponist som Gustav Mahler leve og dø i Tyskland, i mange år endda så nær som i Hamburg, uden at man herhjemme føler trang til at opføre nogle af hans værker.«

At opføre Mahlers symfoniske værker kræver imidlertid mere end blot trang og lyst, det kræver i allerhøjeste grad et teknisk velfunderet orkester og en dirigent med indfølingsevne for Mahlers specielle tonesprog. Og så kræver det en ordentlig koncertsal Spørgsmålet var om man herhjemme egentlig var i stand til at honorere disse krav.

Musiklivet i Danmark var omkring 1900 og i de følgende årtier koncentreret i København. Her fandtes de eneste professionelle symfoniorkestre, der havde mulighed for at spille de moderne komponisters krævende partiturer. Ganske vist eksisterede der ude i landet symfoniorkestre - al respekt for dem - men de kunne ikke klare opgaver af den art som en Mahler forlangte. Det er således betegnende for situationen, at først i 1958 kunne man høre et symfonisk værk af Mahler uden for København!

Men også hovedstaden led fatalt under manglen på en fast koncertinstitution i lighed med udlandets, f.eks. Göteborg, Stockholm, Hamburg, London, Wien osv. København havde i realiteten kun to faste orkestre, der lig Tordenskjolds soldater gik igen under forskellige navne, nemlig Det kgl. Kapel og Tivolis Symfoniorkester. Førstnævnte lagde således 'krop' til Musikforeningens Orkester, dog med bistand fra Tivolis Orkester, der så på sin side om vinteren var identisk med Palækoncerternes Orkester, Dansk Filharmonisk Orkester samt til flere andre orkestre, der i århundredets første årtier dukkede op og forsvandt igen. Kapellet gav imidlertid dengang som i dag kun få symfoniske koncerter om året, omend dengang lidt flere, og Mahler tog det først på programmet ved en koncert i 1924, hvor man så til gengæld også præsenterede en nyhed, den 5. symfoni, under Georg Høebergs ledelse (22.2.24).

Hvad angår koncertsale rådede byen dengang og helt frem til begyndelsen af 1940'erne, da Radiohuset blev bygget, ikke over nogen decideret koncertsal. Odd-Fellow-Palæets store sal med sine godt 1.300 pladser var ganske simpelt økonomisk urentabel for orkester-koncerter, bortset fra den ikke har et orgel som flere af Mahlers symfonier fordrer. Og med hensyn til de fjernorkestre som Mahler såvel som andre samtidige komponister har forskrevet i visse værker, så eksisterer der endnu i dag ingen koncertsal i København, der kan honorere et sådant krav. De løsninger man i givne tilfælde har præsteret har alle været utilfredsstillende, idet komponisternes intentioner (en mening er der jo med galskaben) er udeblevet.

At der har været tilløb til at ændre ved disse tilstande bør imidlertid nævnes. Således fristes man i disse år, hvor man taler og skriver så meget om at ombygge Det kgl. Teater, til at sende en tanke til det store projekt til en permanent opera- og symfoni-institution, der i 1919 blev forelagt Rigsdagen og Københavns magistrat, og som - hvis ikke også det var druknet i snak - ville have været svaret på datidens såvel som nutidens opera- og koncertproblemer.

Denne institution var planlagt placeret nær Vesterport Station, mellem Farimagsgade og Nyrupsgade, over for Paladsteatret, men med en overdækket banegrav som bindeled. I den projicerede bygning, der var af enorme dimensioner (arkitektonisk næppe en perle) opererede man med en opera til 2.300 tilskuere og tre koncertsale, hvor den største var med plads til 2.500 tilhørere og et stort koncertorgel, de to andre med plads til henholdsvis 1.100 og 400 tilhørere. Bygningen skulle desuden rumme prøveværelser, bibliotek, kontorer, restaurant, mødelokaler og regulære forretninger i stueetagen rundt om bygningens tre sider etc. Det ville have været blevet en storstilet ramme omkring det københavnske musikliv. Men vi fik den aldrig. Derimod fik vi kompromisser -og det i mere end en betydning. Og dem lever vi stadig med.

Men trods de utilstrækkelige forudsætninger blev der spillet musik i datidens Danmark, forbavsende meget endda. Avisernes spalter bugnede med koncertannoncer hele sæsonen igennem. Ikke blot de gamle mestre blev hørt, men også datidens avant-garde fik ørenlyd. Foruden de hjemlige blev udlandet repræsenteret af navne som R. Strauss, Delius, F. Weingartner, Scirabin, Sibelius, Schönberg, Glazunow, Holst og mange flere. Og også Mahler blev indrømmet en plads. Opførelsen af hans 1. symfoni i 1913 skabte tøbruddet, i det følgende ti-år fulgte førsteopførelser af 2., 3., 4., 5 og 9. symfoni samt »Das Lied von der Erde«. Sidstnævnte ved et gæstespil af Göteborgs Filharmoniske Orkester under Wilhelm Stenhammer (22.3.17).Den første danske opførelse af værket fulgte i 1922 under Paul v. Klenaus taktstok (27.10), der i øvrigt en måned forinden havde dirigeret værket i Wien to gange med vor hjemlige Ingeborg Steffensen og Richard Tauber som solister.

Det var personligheder som Georg Høeberg, Paul v. Klenau og frem for alt Fr. Schnedler-Petersen, der forsøgte at skabe en dansk Mahler-tradition. Sidstnævnte var især en varm og ihærdig forkæmper for Mahler med ikke mindre end femten opførelser af komponistens værker mellem 1913-28. Specielt den 3. symfoni nød godt af hans gunst, idet Schnedler dirigerede den i alt otte gange, hvoraf dog de syv kun var forkortede udgaver (minus vokalsatserne).

Hvor Mahlers symfoniske værker blev opført af danske dirigenter, så er det bemærkelsesværdigt at det var udenlandske sangere, der fortrinsvis fremførte hans Lieder. Navne som Ludwig Wüllner, Sara Cahier, Therese Behr-Schnabel, Jaques Urlus, Sigrid Onegin, Delia Reinhardt, Elisabeth Schumann, Schlussnus, Domgraf-Fassbaender og Enid Szantho legitimerede med deres gentagne opførelser af Mahlers Lieder disses kunstneriske værd over for et (måske) skeptisk publikum. Fremhæves må især Cahier (bosat i Sverige), der i årene Í914-30 gav fem koncerter med Mahlers Lieder både i København og i provinsen. »Lieder eines Fahrenden Gesellen« førsteopførte hun således i 1919 og sang dem desuden igen i 1921 (endog »På opfordring«), både i København og i Odense. Det var tyskeren Ludwig Wüllner, der førsteopførte »Kinder-totenlieder« i Danmark, så tidligt som i 1913. Han havde været den sidste sanger som Mahler selv havde opført dem, med, i New York 1910, men i København blev det med klaverledsagelse. Først i 1952 blev de opført herhjemme med orkesterakkompagnement af Else Brems og Radioorkestret dirigeret af Thomas Jensen.

Med en komplet (?) liste over danske Mahler-opførelser foran sig er det muligt at opsummere og danne sig et billede af omfanget og udviklingen i receptionen af Mahlers musik herhjemme. Jeg finder det rimeligt at opdele de 75 år i tre perioder af ulig varighed: I 1904-40, II 1941-65 og III 1966-79.

Første periode er det »frie« initiativs, hvor programlægningen i allerhøjeste grad var præget af den enkelte dirigent, der mere eller mindre enerådigt afgjorde, hvilke værker der skulle spilles. Den mekaniske musik (radio og grammofon) fik først i periodens sidste år indflydelse, så publikum havde ikke mange muligheder for at orientere sig internationalt.

Den anden periode er præget af den tyske besættelse, hvor Mahler som jøde var tabu. Overraskende nok kan man dog midt under krigen, i 1942, opleve at sangerinden Gertrud Egede havde sneget sig til at sætte to af Mahlers Lieder på et koncertprogram i København. Perioden virker som et tomrum, hvor Mahlers navn kun sjældent finder vej ind i konceertsalen. Mellem 1940-52 bliver således ingen af hans symfonier opført og frem til 1960 sker det kun syv gange. Det danske musikliv lader sig knapt afficere af 100-året for komponistens fødsel, og den internationale anerkendelse som Mahler fik fra midten af 1950'erne nåede først ca. 10 år senere frem til Danmark. Siden er Mahler blevet »fast inventar« i det danske orkesterrepertoire, men stadigvæk med vægten lagt på de 'lette' symfonier I og IV, med henholdvis 33 og 24 opførelser i alt gennem årene.

En skematisk oversigt anskueliggør bedst omfanget og udviklingen:

1904-40 1941-65 1966-79 I alt opført

Symfonier 20 14 72 106

Liedv. d. Erde 3 3 11 17

Klagendes Lied 002 2

Gesellen-Lieder 7 2 17 26

Kindertotenlieder 3 9 12 24

Rückert-Lieder 18 12 26 56

Knaben Wunderhorn 45 20 71 136

Lieder u. Gesänge 34 13 7 54

I alt opført 130 73 218 421

Fokuserer man på symfonierne, der er Mahlers vigtigste udsagn, viser følgende skema fordelingen gennem de tre perioder:

1: 4 + 5 + 24 = 33

2: 2 + 2 H- 4 = 8

3: 8 + O + l = 9

4: 3 + 4 -f 17 = 24

5: 2 + 0+ 7= 9

6: 0+0+ 3 =3

7: O + O + l = l

8: 0 + 0+ 2= 2

9: l + 2 + 3 = 6

10: O + l + 10 = 11

Et vist forbehold må dog tages, idet ikke alle opførelser er komplette. Således er den 3. symfoni kun opført i sin helhed 2 gange, og den ene opførelse af 5. symfoni var kun af Adagiettoen og endelig er der tale om ti opførelser af 1. satsen af 10. symfoni af de i alt 11. Det må endelig tilføjes at den voldsomme stigning af opførelsestallet i løbet af 3. periode tildels skyldes den tiltagende (men sympatiske) praksis med at gentage den én gang indstuderede symfoni ved flere på hinanden følgende koncerter.

De i alt 123 opførelser af symfonierne inkl. »Das Lied von der Erde« har involveret atten forskellige ensembler, heraf fire udenlandske gæstespil, hvilket giver et omtrentligt gennemsnitstal på otte opførelser til hver i løbet af 75 år. Imidlertid har kun to orkestre, Kapellet og Tivolis Orkester, været med fra begyndelsen, og tegner sig for respektivt ni og femten opførelser. Radioorkestret der spillede sin første Mahler-symfoni i 1940 har det højeste antal opførelser, nemlig 34.

I billedet af receptionen af Mahlers musik hører også tilhørernes reaktion, men her er vi i den uheldige situation kun at kende den lille skare af tilhørere, der i embeds medfør kommer til koncerterne for at skrive om dem i aviser og tidsskrifter: kritikerne eller anmelderne. Og deres udsagn kan næppe være dækkende for den almindelige koncertgængers opfattelse af et værk og dets udførelse, al den stund anmelderne selv indbyrdes er uenige. I det foregående er der givet enkelte eksempler på opfattelsen af Mahler. Den slags hadefulde angreb og forfølgelser som Mahler i sin levetid var udsat for fra visse kritikere fandt ikke sit sidestykke i Danmark. Dog med undtagelse af en vis Hagen Kohlenberg, der i tidsskriftet »Musik« forsøgte at efterligne sine tyske forgængere med deres grotesk-absurde og latterlige 'anmeldelser'. Mahler selv brød sig naturligt nok ikke om kritikerne, »die Herren Vorgesetzen«, som han hånligt kaldte dem, man han 'brugte' dem ved givne lejligheder, specielt i sine unge år. Hans holdning afspejles måske bedst i bemærkningen: »Wir haben kein Recht, uns über das Lob einer Kritik zu freuen, deren Tadel wir verachten zu dürfen glauben.«

Det blev i begyndelsen antydet at næsten alle Mahlers værker er blevet opført herhjemme. Endnu mangler vi den originale og af Mahler selv kasserede 1. del til korværket »Das klagende Lied«, og ligeledes den kasserede 2. sats (»Blumine«) fra 1. symfoni, Klaver-kvartet-satsen fra 1876, et par tidlige Lieder og hans »Bach-Suite«. Et kapitel for sig er de bearbejdelser, re-orkestreringer m.v. han foretog af værker af Weber (»Die drei Pintos«, »Euryanthe«, »Oberon») og af Schumanns og Beethovens symfonier.