Debat

En Århus-historie

Der må foreligge en eller anden misforståelse, eller mis-orientering, når Hans Gefors i februar-nummeret af DMT i artiklen: Hvordan er en musikerkonkurrence? kan udtale: »Som den første dansker har du (Karl Petersen) placeret dig i den franske radios internationale guitarkonkurrence i Paris ...« Til trods for en omkringfarende tilværelse håber jeg stadig at kunne accepteres som dansker. Hvis dette er tilfældet, så er det hermed tredje (3.) gang, at en dansker har placeret sig ... etc.

Det er kedeligt for ikke at sige pinligt selv at skulle oplyse et musiktidsskrift som DMT om sådan en ting, men allerede i 1966 var jeg med i finalen i denne verdens højest reputerede guitarkonkurrence, og måtte dele andenpladsen med en østriger. Beethoven gik af med sejren. Han kom i øvrigt fra Uruguay. Min instrumentale baggrund var autodidaktens, støttet op af en bogbinder og en arkitekt. Jeg spillede uden negle, faktisk rendyrket Sor-teknik. Instrumentet var en Bo-lin-guitar. Musikalsk set havde jeg gået i en fornem skole. Som tilknyttet Ejvin Andersens studiegruppe for udførelsen af gammel musik fik jeg den mest inspirerende musikalske påvirkning, som har kunnet gives i Danmark i en menneskealder. Senere blev jeg hårdt skolet igennem arbejdet med Prisma-ensemblet. Alt dette foregik i øvrigt mens jeg var i lære som håndværker. Så kom kontakten med det store udland og ikke mindst med Julian Bream, hvilket faktisk blev ret afgørende for mit forhold til mange ting. I 1972 fik jeg lyst til at deltage i konkurrencen atter engang, og igen blev jeg placeret mellem de fire bedste i finalen, men fik kun en broncemedalje. Det var i de år svært for os Skandinavier at blive accepteret som vinderobjekter. Robert Vidal, den »kære« dreng, har altid sat mest pris på tyrefægtere. Per Olof Johnson var i finalen i begyndelsen af 60'erne, men måtte »nøjes« med en andenplads. Derfor må det anses for såvel et personligt gennembrud, som et gennembrud for den skandinaviske spillestil, når nu Göran Söllcher, som den første skandinav har vundet guldmedalje. Derfor: stort Til-Lykke til Göran Söllcher og Karl Petersen. Om det er for at skabe lidt musik-historisk Århus-kolorit, eller det bare er fordi, I har glemt at spørge købmanden henne på hjørnet, så lov os en anden gang, at I orienterer jer lidt mere før I kører frem med »først« og »størst« trompeten.

Mange hilsner fra Ingolf Olsen

Redaktionen svarer:

Nej kære Ingolf Olsen, det är inget medvetet försök på att förklara dig för icke-dansker! Att jag utnämner Karl Petersen till den forste dansk som placerai sig i gitarrtävlingen beror helt enkelt på att jag last den li-sta over resultaten av de nitton foregående tävlingar som publicerades i årets tävlingsprogram. Dar står forstå- och andrapristagara, en och annan gang en tre-dje-pristagare, och dar finns du inte nämnd. Den slut-sats jag nu drar är att den inte är tillförlitlig. Lát oss kalia det en missorientering som du nu har rättat till: Karl Petersen är den andra dánská gitarrist som placerai sig i den franska radions internationella gitarrtavlin S - Hans Gefors

Tvangsforestillinger

Gunner Møller Pedersen gør det nok lidt for bekvemt for sig i sit interview med sig selv i DMT nr. 4. I stedet for at grave bare en smule i årsagen til folkestormen på min TV-pausemusik underforstår han, at denne musik var så rædsom at han, Sisyfos, G.M.P., nu måtte i gang med at få elektronmusikens image rullet op igen; (formodentlig afventer han et nyt styrt, siden han kalder det »sisysfosarbejde«?). Imidlertid føler jeg mig fristet til at forplumre det klare billede Gunner Sisyfos har gjort af sig selv og mig som elektronscenens helt og skurk. Så tidligt som i 1975 skrev jeg nemllig følgende (»Musik er billeder«, Vikt. B.A.'s Maskinfabrik nr. 2, 1975): »Suget fra klokke verdenens blomsterliv er for stort, for uoverkommeligt i en stresset hverdag, man mister grunden - og bliver selvfølgelig vred. Dette erfarede jeg selv under folkestormen med de korte TV-udsen-delser med min »pausemusiks« stilfærdige kalender; og komponisten Gunner Møller Pedersen erfarede tilsvarende at blive smidt på porten af vrede folk, da han i et større indkøbscenter lod »Midas Silvermusic« klinge ud over den uforberedte kundemasse (min udhævelse), skønt det var små, stille rislende toneforløb uden nogen provokatorisk suggestion. I stress-si-tuationerne som før flyafgang, foran TV-apparatet med familien, i supermarkedet, i banken fordres velbekendthed!« - Altså Muzak. Læren for mig i f orb. med pausemusikken var, at man ikke skal lade ny kunst være en tvangsforestilling -man skal kunne gå ind med viden om hvad der kan vente én, som f.eks. i Glyptoteket i koncerttid - men ikke overrumples som foran TV-apparatet eller i supermarkedet.

Det havde været positivt om Gunner havde reflekteret lidt over disse, indrømmet: nuancerede forhold, fremfor at vælge den flatterende selvforståelse han fremviser.

I øvrigt burde han vide, at det ikke var noget »pausesignal«, men en meditationsmusik.

Per Nørgård