Gustav Mahlers 10. symfoni

Af
| DMT Årgang 53 (1978-1979) nr. 05 - side 196-201

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Pionerer & outsidere
  • Annonce

    Lyden af fremtidens rum
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

»Meine Symphonien erschöpfen den Inhalt meines ganzen Lebens; es ist Erfahrenes und Erlittenes, was ich darin niedergelegt habe; Wahrheit und Dichtung in Tönen.«

(Mahler, 1893)

Efter at have dirigeret 44 koncerter samt fibre operaforestillinger i New York i løbet af fem måneder rejste Gustav Mahler i april 1910 tilbage til Europa, hvor han skulle komme til at opleve den mest hektiske og fortvivlede sommer i sit liv.

Tre år forinden havde han mistet sin ældste datter, havde sagt sin stilling op som direktør for Hofoperaen i Wien og havde taget mod tilbudet om at gæstedirigere ved Metropolitan Operaen i New York i nogle måneder af året, og han overtog senere ledelsen af New York Philharmonic Orchestra. Hans godt 9-årige ægteskab med den 20 år yngre Alma Marie Mahler gik ikke ubekymret hen, omend han - hvad hans breve til hende tydeligt tilkendegiver - forblev dybt betaget af hende indtil sin dødsdag: hun flirtede konstant og utilsløret med andre mænd, var ofte syg, var begyndt at drikke og hertil kom - eller måske netop derfor, at hun indtil flere gange havde aborteret i de forløbne år.

Men Mahler var på sin side så sandelig ikke nogen let person at leve sammen med - og han vidste det, havde endog forberedt Alma på det, da han i december 1901 friede til hende: »Du har fra nu af kun én opgave her i livet: at gøre mig lykkelig!«, hedder det i et brev til hende, skrevet lige før forlovelsen blev offentlig bekendt. Han lagde kortene åbent på bordet, og hun syntes at have accepteret samtlige 'krav'. Det var hendes store fejltagelse. Sommeren 1910 bragte katastrofen.

Centrum for denne sommers aktiviteter var forberedelserne til uropførelsen af Mahlers 8. symfoni, der skulle finde sted i september. Efter at have dirigeret en opførelse af sin 2. symfoni i Paris (i øvrigt med den danske sangerinde Povla Frisch som solist), drog han til Rom, hvor to koncerter var planlagt, men den ene aflyst grundet uoverensstemmelser med orkestret. I juni tog Alma Mahler til et kursted nær Graz, og Mahler rejste til München, Leipzig og Wien, hvor han afholdt prøver med de mange kor, der skulle medvirke ved koncerten i september. I juli var han i Toblach i Tyrol, hvor han havde tilbragt de sidste to somre og hvor han havde komponeret sin 9. symfoni og »Das Lied von der Erde«, og her begyndte han at skitsere sin 10. symfoni samtidig med at han modtog besøg af diverse solister som han indøvede deres partier i den 8. symfoni med. Den 7. juli kunne han fejre sin 50-års dag, hvilket skete i al ensomhed. Fra Alma indløb fra tid til anden foruroligende breve, der gjorde ham rastløs og bekymret, men som han ikke kunne finde, endsige få nogen fornuftig forklaring på. Endelig kom også hun til Toblach i slutningen af juli, hvor han var godt i gang med den 10. symfoni, men i kølvandet på hende fulgte en ung arkitekt, Walter Gropius, som hun havde truffet på kurstedet og efter al sandsynlighed havde indledt en affære med. Han var i hvert fald optændt af den største lidenskab for hende og var uden hendes (?) vidende fulgt med til Toblach, og i et brev til hende, som han mærkværdigvis nok havde adresseret til Mahler, opfordrede han hende til at flygte væk med ham. Mahler, der intetanende modtog og åbnede det famøse brev, fik et chok - og så væltede bebrejdelserne fra Alma ned over ham, alle de ling han ni år tidligere havde forudsagt blev nu slynget i hovedet på ham.

For Mahler, der i bund og grund var en naiv og følsom sjæl, der var ærlig og redelig, opofrende og fremfor alt elskede sin hustru dybt og inderligt, betød dette sammenbruddet i hans verden.Vi har ikke en sammenhængende beretning fra ham om begivenhedernes gang, de blev senere nedfældet af hustruen, men de fragmenter, digte, telegrammer, noter og fremfor alt skitserne til den 10. symfoni, hvor han i de tre sidste satser har kradset fortvivlede nødråb, skrig om hjælp - alle disse stumper stykket sammen giver et billede på hans tilstand i disse dage. Et besøg hos Siegmund Freud blev arrangeret, nogle få timers samtale i Holland, hvortil han alene af den grund var rejst hen, skabte ikke klarhed over problemerne, men det synes som om Alma slog sig til tåls med tingenes tilstand som anede hun, at der ikke var langt igen.

Ikke desto mindre fik Mahler udkastet hele den påbegyndte symfoni i sin fulde udstrækning, så det er muligt at analysere den som et fuldt færdigt værk. Han fik bragt orden i satsernes rækkefølge, der åbenbart havde voldt ham store kvaler og endelig var han begyndt at instrumentere symfonien, men blev kun færdig med l.sats samt godt 30 takter af 3. sats. Resten burde han have gjort færdig i løbet af vinteren og den følgende sommer, hvis han havde fulgt sin sædvanlige praksis, men stik imod alle vaner rejste han i oktober tilbage til New York uden sine skitser som han efterlod i Wien. Derimod reviderede han både 5. og 9. symfoni samt læste korrektur på partituret til den 8. symfoni, der var i trykken, og desuden skulle han afvikle koncertsæsonen, der i år skulle omfatte 65 koncerter. Den 21. februar 1911 dirigerede han for sidste gang, hvorefter han lagde sig syg, og tre måneder senere var det helt forbi.

Samme efterår uropførte Bruno Walter ved en mindekoncert »Das Lied von der Erde« og i juni 1912 den 9. symfoni. Herefter mente alle, at Mahler havde sagt sit sidste ord. Man talte ganske vist om en 10. symfoni, men kun de færreste vidste egentlig noget om den.

Den voksende interesse for Mahlers musik - der blev afholdt adskillige 'Mahler-Fester', den berømteste i Amsterdam i 1920 - og måske lige så meget pekuniære spørgsmål foranledigede Alma Mahler til i 1924 at offentliggøre en faksimile-udgave af skitserne til den 10. symfoni (ikke komplet!) og samtidig overtalte hun sin svigersøn, Ernst Krenek, til at redigere to af satserne (l + 3) så de kunne opføres. Det skete den 12. oktober 1924 i Wien. Kort tid efter blev de opført af Zemlinsky i Prag, af Mengelberg i Amsterdam og af Klemperer i Berlin. Bruno Walter var dybt forarget og tog fuldstændig afstand fra hele projektet: efter hans mening burde skitserne brændes. De omtalte to satser blev udgivet litografisk af Universal Edition i Wien i 1926, men først i 1951 blev de trykt i en yderligere revideret form i New York.

Foranlediget af 100-året for Mahlers fødsel holdt den engelske musikforsker og komponist Deryck Cooke en række foredrag i BBC over Mahlers værker sideløbende med en komplet opførelse af alle hans værker. Cooke havde også i sinde at opføre i hvert fald 1. sats af den 10. symfoni og af nysgerrighed begyndte han at se nærmere på den faksimileudgave, der var udkommet i 1924. Han begyndte at renskrive det noget ulæselige partitur og til sin store forbavselse opdagede han, at der i realiteten var tale om et i konturerne færdigt værk, der blot behøvede en hjælpende hånd med hensyn til harmonisering og orkestrering. Tiden var knap så han kunne ikke nå at gøre arbejdet helt færdigt. Imidlertid indhentede man Alma Mahlers tilladelse til at foretage eksperimentet, og den 19. december 1960 sendte BBC en 100 minutter lang udsendelse, hvor man for første gang kunne høre satserne 2, 4 og 5. Selve opførelsen varede 65 minutter og blev bistået af Cooke, der angav hyor mange takter man sprang over og også annoncerede den komplette opførelse af 1., 3. og 5. sats. Udsendelsen blev gentaget juleaften, men et par uger efter kom Alma Mahlers brev, hvori hun forbød yderligere udsendelser, idet hun mente at være blevet misforstået. Det skal bemærkes, at hun overhovedet ikke havde hørt udsendelsen, endsige ytrede ønske herom.

Tre år senere fik hun imidlertid lejlighed til det og dybt bevæget gav hun Deryck Cooke sin fulde velsignelse til at han kunne fortsætte arbejdet, idet hun gav ham rådighed over yderligere skitseblade, der ikke var blevet publiceret i 1924. Cooke havde imidlertid ikke ligget på den lade side, men det nye materiale gjorde det påkrævet at gennemarbejde partituret endnu en gang. Endelig kunne han, den 13. august 1964, præsentere hele symfonien ved en koncert i London, dirigeret af Berthold Goldschmidt, der også havde hjulpet Cooke med råd og dåd under udarbejdelsen. Det var i sidste øjeblik, thi i december samme år døde den nu 84-årige Alma Mahler.

Året efter fulgte den amerikanske premiere under ledelse af Ormandy, der kort tid efter også indspillede symfonien på plade. Imidlertid følte Cooke stadig ikke at han var færdig med værket og han reviderede den gentagne gange i de kommende år. Yderligere dukkede der nye skitser op, der nødvendiggjorde disse revisioner. Som hjælpere havde han to engelske Mahler-forskere, brødrene Colin og David Matthews. Resultatet af den sidste og 'endelige' revision blev klangligt realiseret ved en koncert i oktober 1972 dirigeret af Wyn Morris, der samtidig også indspillede symfonien. I efteråret 1976 forelå partituret trykt, og samme efterår døde Deryck Cooke.

Det viste sig imidlertid, at Cooke ikke var den eneste, der intensivt havde beskæftiget sig med Mahlers 10. symfoni. En anden englænder, Joseph H. Wheeler, havde siden 1946 arbejdet med skitserne og havde omkring slutningen af 1964 et partitur klart. Hans version blev spillet offentligt af et amatørorkester i begyndelsen af 1965 og blev også antaget af et amerikansk forlag, der imidlertid aldrig har ladet det trykke. En amerikaner, Clinton A. Carpenter, har ligeledes udarbejdet et partitur, men hans version er aldrig blevet opført og er heller ikke offentlig tilgængeligt. Endelig har en tysker Hans Wollschläger i en årrække forsøgt at lave en opførelsesversion, men han har nu helt opgivet det.

For Mahler var udarbejdelsen af et partitur en lang proces, der gik over flere stadier, og selv med trykningen af et værk, var han sjældent 'færdig' med det, men kunne ustandselig korrigere i det. Man kan generelt sige at en komposition gennemgik følgende stadier:

1. Første idé til et værk blev som regel nedfældet i en lille notesbog. Dette stadie findes der meget få eksempler på.

2. Forberedende skitser, hvor udviklingen og mulighederne af forskellige temaer og motiver gennemprøves, deres rækkefølge angives. Dette stadie nedfældes gerne i particel på 2 eller 4 linier og indeholder også få instrumentationsanvisninger.

3. Foreløbige udkast i hvilken rækkefølgen af de musikalske ideer i en sats fremlægges og satserne angives i omrids. Dette stadie er som regel nedfældet på particeller med 4 nodesystemer og indeholder som regel nøje instrumentationsanvisninger.

4. Udkast til orkesterpartitur i hvilken orkestreringen foreligger temmelig nøjagtig og detaljeret, men dog ikke nødvendigvis behøver at være fuldt udarbejdet. Ændringer i melodi, harmonik m.v. kan forekomme.

5. Det endelige orkesterpartitur i en forholdsvis pæn udførelse og med en fuldt udarbejdet orkestrering. Der er dog stadigvæk mulighed for ændringer.

6. Partituret går til afskrift hos en kopist, hvorefter Mahler kan og ofte foretager ændringer.

7. Stikforlæg med yderligere korrektur og ændringer.

8. Korrekturaftræk, hvorpå Mahler kan indføre nye ændringer.

9. Det færdigtrykte partitur. Mahler foretog ved opførelser af sine værker instrumentationsændringer m. m.- som han selv engang sagde, så ville han uropføre sine symfonier hver femte år.

Af 10. symfonis 5 satser er kun 1. sats samt de første 30 takter i 3. sats nået til 4. stadium som ovenfor angivet, med hensyn til 1. sats måske dog 5. stadie. De resterende satser er i bedste fald kun nået til 3. stadium ligesom det også er tilfældet med 3. sats bortset fra de nævnte første 30 takter. Desuden foreligger der til symfoniens fem satser løse skitseblade, i alt 58, der dog er ulige fordelt på de enkelte satser.

Det betyder, at Cooke - og også de andre bearbejdere - har måttet orkestrere det meste af symfonier på egen hånd, samt også harmonisere den. Dette er naturligvis sket med forskellige resultater, hvilket jeg skal komme nærmere ind på senere.

Symfonien er som sagt i fem satser, som Cooke i sin 1. version havde inddelt i 2 afdelinger i lighed med Mahlers tidligere symfonier, således at 1. afdeling var 1. + 2.sats, og 2. afdeling de tre sidste satser. Denne inddeling er han imidlertid gået bort fra i sin sidste version. Symfoniens satser er som følger:

1. Andante-Adagio, Fis-dur

2. Scherzo (1): Schnelle Viertel, fis-mol

3. Allegretto moderato, b-mol (kaldet »Purgatorio«)

4. Scherzo (2), e-mol med d-mol slutning. Satsen har ingen tempoangivelse. Cooke har givet den betegnelsen Allegro pesante, hvorimod Wheeler og Carpenter foretrækker Allegro vivace.

5. Finale: Einleitng (ingen tempoangivelse, men sikkert som slutning af 4. sats, dvs. langsomt - derefter Allegro moderato). Satsen begynder i d-mol og slutter i Fis-dur.

Hvor alle tre versioner er enige om satsfølgen, så er der visse forskelle i antallet af takter i de enkelte satser, hvilket skyldes fortolkningen af visse problematiske steder i skitserne, hvor man ikke nøjagtig kan se, hvad Mahler egentlig ville med evt. overstregede takter. Størst forskel er der i 4. sats, hvor Cooke har 12 takter mere end Carpenter, og Wheeler 6 takter færre end Cooke. Ellers er forskellene kun en enkelt takt.

Med så sporadisk angiven instrumentation i originalen er det selvsagt naturligt, at de tre versioner divergerer. Det viser sig dog, at Carpenter og Wheeler på mange punkter ligger hinanden nærmere, hvor Cooke har en helt anden opfattelse af problematikken, ke har en helt anden opfattelse af problematikken. Cooke er den mest 'nodetro' af alle tre versioner, hvorimod de to andre, specielt Carpenter har følt, at det var nødvendigt at 'komponere' mere til for at få partituret til at klinge. Også med hensyn til dynamikken er der store forskelle, visse steder ret voldsomme divergenser. Orkesterbesætningen er imidlertid nogenlunde ens. Carpenter foreskriver f.eks. 2 harper, hvor Cooke og Wheeler kun har en. Derimod har Cooke en basun mere end Carpenter.

En kort gennemgang af satserne:

1. sats

Denne sats blive normalt betragtet som værende Mahlers sidst fuldendte komposition, især fordi Det internationale Mahler Selskab i Wien har legitimeret den ved at udgive den i sin samlede udgave af Mahlers værker. Men som ovenfor påpeget, så mangler den endnu et par stadier for at kunne siges at være færdig i Mahlers udlæggelse af dette ord. Det er uheldigt, at så mange mennesker føler at netop denne sats er fuldendt og at derfor resten symfonien helst ikke burde spilles. Faktum er imidlertid at hele symfonien er ukomplet, men at 1. sats er mere komplet end de resterende satser. Man kan påpege adskillige passager i den, hvor man med sikkerhed kan sige, at således vil-Mahler aldrig have efterladt den. Det er da også betegnende, at de tre versioner af den har fyldt flere huller ud, men her er Capenter den mest drastiske.

2. sats

Dette må vist siges at være den mest problematiske sats, da det er den Mahler har udarbejdet allermindst. Der mange 'huller' i den, adskillige passager, hvor der kun foreligger en melodistemme uden nogen form for harmonier. Tempoet »Schnelle Viertel - Alla Breve -ganze Takte schlagen«, kræver et noget hurtigt tempo, hvor man imidlertid fornemmer at et langsommere ville være at foretrække. Carpenter har således angivet sit til »In gemächlicher Bewegung. Ohne Hast«, og erkender samtidig, at det har derfor været nødvendigt at instrumentere den temmelig kraftigt, da den ellers ville falde fra hinanden.

3. sats

Den eneste sats med en titel i stil med Mahlers tidligere symfonier, hvor han dog slettede dem ved senere lejligheder: »Purgatorio oder Inferno« (sidste ord strøget) - af mange betragtet som henvisning til Dantes berømte værk, men dog snarere henviser til en digtsamling af Mahlers ungdomsven, Siegfried Lipiner, som Mahler netop i disse år var begyndt at læse i igen. Satsen er kun 170 takter og er dermed Mahlers korteste. Den er i almindelig ABA form, og kun de første 30 takter er orkestreret, hvilket gør det muligt at gætte sig til billedet af resten af satsen. På et punkt adskilte Cooke fra de andre i sin version, idet han i sidste takt havde foreskrevet en gong-gong i lighed med Krenek-udgaven. Satsen slutter nu i alle versioner i piano. I denne sats træffes de første af tidligere omtalte heftige udråb som Mahler har nedkradset imellem noderne: »Tod! Verk.« (Verklärung?), »Erbarmen! O Gott! O Gott, warum hast du mich verlassen?«

4. sats

I sin første version var Cooke mere drastisk med hensyn til orkestreringen som han dog i 2. version har lüget temmelig meget, så satsen til tider får et noget bart skær. Især har han neddæmpet dynamikken, hvilket får de forskellige klimakser til at fremstå så meget desto tydeligere. I takt 219 har han foreskrevet »mit Parodie«, hvor Mahler ganske enkelt har skrevet »Tanz«. Det er diskutabelt om denne disposition er rigtig. Ingen af de andre har denne opfattelse af passagen. Heller ikke undertegnede. Cooke referer til titelsidens »Der Teufel tanzt es mit mir. Wahnsinn fass mich an« osv., osv. Cookes partitur er imidlertid mere transparent end Carpenters og Wheelers. I slutningen af satsen forekommer det berømte trommeslag, der får en vigtig funktion i 5. sats. Cooke lader det udføre forte-fortissimo, hvor Mahler foreskriver forte på en »Vollständige gedämpfte Trommel« og yderligere har tilføjet: »Du allein weisst was es bedeutet!« og fra Alma Mahlers erindringer hører vi om episoden, der henvises til. En brandmand var død under udførelsen af sit arbejde. Hans begravelse kom Alma og Mahler ufrivilligt til at overvære fra vinduerne i deres hotelværelse. Alma skriver: »Der Obman tritt vor, hält eine kurze Ansprache, wir ahnen im 11. Stock mehr als wir hören, daß gesprochen wird. Kurze Pause, dann ein Schlag auf die verdeckte Trommel.« Såfremt trommeslaget i symfonien skal gengive denne episode, så er det enorme slag som Cooke foreskriver sidst i 4. sats og adskillige gange inde i 5. sats helt forfejlet.

5. sats

Allerede i åbningen af denne sats divergerer opfattelsen af orkestreringen hos Cooke på den ene side og Carpenter og Wheeler på den anden. Cooke foreskriver en bas-tuba, hvor de andre to har engageret kontrabasserne og celli. Det samme gør sig gældende hvor passagen senere (takt 72 ff) atter forekommer. Efter min mening er Wheelers og Carpenters løsning mere idiomatisk. Også i slutningen af satsen har Wheeler og Carpenter uafhængigt af hinanden fundet frem til de nogenlunde samme løsninger af orkestre-ringsspørgsmålet. Selve sluttakterne har Carpenter skrevet alene for strygere, hvor Wheeler tager harpen til hjælp og Cooke har strygere og horn. Også i indledningens fløjtesolo er der endog forskelle, idet Wheeler i visse takter foreskriver to fløjter unisont, hvor de andre dog har ladet sig nøje med et instrument.

Der har gennem arene været hæftige diskussioner om, hvorvidt det var kunstnerisk moralsk at rekonstruere - rettere 'konstruere', thi man kan ikke rekonstruere noget der aldrig har eksisteret - Mahlers 10. symfoni, og for den sags skyld alle andre ufuldendte værker. Kampen har i vort tilfælde stået mellem London og Wien, hvor hovedsædet for Det internationale Mahler Selskab ligger. Selskabets nu afdøde præsident, prof. Erwin Ratz, var en hæftig modstander af eksperimentet, fordi - som han engang sagde - folk efterhånden anser netop den 10. symfoni som værende Mahlers allerbedste værk. Siden blev det en principsag for ham. I et brev til en kollega skrev han således i 1964: »Det forholder sig således med Cooke: Deryck Cooke, en ung sympatisk englænder, er af den opfattelse, at man udfra de af Mahler efterladte skitser kan rekonstruere et kunstværk. Det er hans principielle fejltagelse. Han er overhovedet ikke til at drive fra denne opfattelse og han fører en kæmpemæssig pressekampagne for sit 'Don Quichotterie'. Jeg ville slet ikke have noget imod det, hvis det drejede sig om et isoleret engangs-eksperiment, men det som vi på det skarpeste må tage afstand fra, er at hr. Cooke mener at kunne rekonstruere et værk af Mahler. Det kan i bedste fald højst komme til at dreje sig om fantasier af Cooke over temaer af Mahler, der tilmed er ret så 'kitschig' instrumenteret. Desværre har hr. Cooke flere penge til sin rådighed end vi, og på den måde var det ham muligt at opsøge den dødsyge Alma Mahler og overtale hende til at tilbagekalde sit tidligere standhaftige forbud mod eksperimentet og give ham en formel tilladelse. Da man senere spurgte Alma, hvordan hun kunne gøre sådan noget, forklarede hun, at det altsammen var Annas (Mahlers datter) skyld. Jeg har korresponderet med Anna, og hun indtager et noget mindre strengt standpunkt end jeg og mener, at man nok lejlighedsvis kunne gøre eksperimentet. Hun synes her at gøre sig illusioner med hensyn til hr. Cookes hensigter, der ønsker at gøre alverden lykkelig med sit arbejde. Det vil nu afhænge af dirigenternes holdning, hvorvidt de lader sig vinde for dette sensationsmageri. En seriøs dirigent ville aldrig gøre det, men hvor mange findes der af dem?« (Brevet er i min besiddelse).

Det er min opfattelse, at alle der holder af Mahlers musik bør være taknemlige over for en Dereck Cooke, en Clinton Carpenter og en Joseph Wheeler, fordi de har gjort os det muligt at høre Mahlers sidste komposition, omend de har rakt ham - taktfuld vel at mærke - en hjælpende hånd, på samme måde som Mahler har 'hjulpet' en Weber, en Schumann, en Bach og en Beethoven - uden dog at ville drage sammenligninger mellem de her nævnte personer.

Som illustrationen til hvad Deryck Cooke's arbejde med at fremstille sin »Performing Version« af Mahlers 10. symfoni egentlig er gået ud på bringer vi fra Fabers ualmindelige veldokumenter ede partiturudgivelse (der både rummer de originale skitser forneden og Cooke's instrumentation med større typer) siderne 131 og 109. Side 131 er typisk: Musikken foreligger på 3/4/5 systemer og det er i og for sig »kun« instrumentationen og de dynamiske og fraseringsmæssige angivelser der mangler. Side 109 viser på underste system et af de fra Mahlers hånd »tyndeste« steder, og man ser hvorledes Cooke (meget behændigt) har adderet med tematisk stof fra den øvrige sats. Kommentaren i Fabers udgivelse gør omhyggeligt rede for alle dispositioner der er foretaget i værket og annoterer fx. så godt som hver eneste staccato-prik som ikke findes i Mahlers particell.

B.H.

Årgang 53/1978-1979, nr. 05