Kommentar til programkommentaren:

Af
| DMT Årgang 53 (1978-1979) nr. 05 - side 220-220

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

»... anvendelsen af puls og rytme og gentagelse som led i et fremaddrivende ritual.« Antifoni er ikke fremaddrivende. Det antifone princip modarbejder effektivt den fremaddrivende bevægelse. Forvandling - men ikke vekselspil - er et nødvendigt element for at den energi som oplades i et ostinato skal kunne udløses i en fremaddrivende bevægelse. Hvis Pelle havde skrevet Ravels Bolero, (et i høj grad sig-selv-gentagende, i slutningen fremaddrivende stykke) så ville han sikkert have afbrudt satsen middelbart inden den forløsende forvandling, og have fortsat med en - ragtime. Men en afbrudt Bolero er som kærlighed uden orgasme, et sindbillede på frustration.

Antifoni er heller ikke noget ritual (det betyder »fastsat orden«, og stammer fra ordet ritus, »hellig sædvane«.) Ganske vist kommer de forskellige moduler på mikroplanet tilbage med energisk regelbundethed. Men som lytter er man totalt usikker på om og i så fald hvornår de skal komme tilbage inden for storformens ramme. Sikker er man kun på at Pelle nok skal overraske én endnu en gang. En sådan storform har ikke meget med »fastsat orden« at gøre. Jeg har en mistanke om at der et eller andet sted i stykkets idé findes en contradicio in adjecto: at Pelle har forsøgt at sætte sig på to stole samtidig. Mellem stykket og programkommentaren er den i alt fald åbenbar. Hen mod det principielle:

»... der opstår gnidninger mellem de forskellige musikalske udtryk.«

Selv gnidningerne er borte fordi stilcitaterne kører i så nedslidte spor at modstanden er forsvundet. Jeg greb mig selv i at sidde og længes efter ægte rag-time, ægte Mahler, ægte Sacre. Jeg savnede kort sagt hver stils ovenoner. Hermed er jeg fremme ved det principielle.

Stilpluralismen lever på karikaturer eller rendyrkninger af eksisterende stilarter. Problemet er at karikaturer har den ubehagelige egenskab at de bliver endimensionale, alt for entydige; har man fået fat i pointen har man fattet »det hele«. Det bliver en karikaturkunst for de indviede. - »Se hvor tåbeligt udtrykket bliver hvis man spiller disse to ting ud mod hinanden!«, grinende vender vi os mod hinanden. Men til sidst er bare grinet tilbage, for hvert udtryk, ja selv Pelles egne, bliver ejendommelige, utænkelige (= ikke mulige at tænke). Retningen er afstukket. Og så er der ikke noget ved det mere. En lille fugl kvidrer i mit øre: - »Det er det her der er det alvorlige i stykket.« Men nu har vi snart hørt den fugl lukke næbbet op så mange gange at det minder mistænkeligt om en undskyldning. I særdeles-hed fordi man kunne sammenligne direkte med den alt andet end entydige humor i den indledende Symfoni. Udsagnet dér var hverken karikatur eller noget andet, der er lige så let at definere. Derfor giver det mulighed for udvikling. Måske nye udtryk, nye stiltyper ...

Det er for mig mere magtpåliggende end at sidde med mine kolleger og le af at fra nu af kan intet udtryk mere tages alvorligt. Det alvorlige er at herefter er kun leg tilladt. Dejligt ansvarsløst ... Sen januar-kommentar: Ny-enkelheden har givet den danske musik mulighed for at udtrykke sig så klart at man som lytter ikke behøver at være i tvivl om hverken hensigt eller indhold. Dette kunne være begyndelsen til en almen-menneskelig udtryksfuld-hed. Men sådan noget sker næsten aldrig. Ny-enkelheden går helst ikke uden for sin rolle som stil, med alt hvad det indebærer af patenterede tricks (hvilket man kunne høre under koncerten). Mistroen mod det udtryksfulde og værdsættelsen af tingen-i-sig-selv synes at hindre fødslen af lad os sige en ny-enkel opera. (Jeg synes ikke Nørholms stil er ny-enkel.) Som det ser ud nu passer ny enkelhed bedst til lyrique pure og ironi.

Tidlig februar-kommentar: Stilpluralismen grasserer i Danmark og andre steder. Den er blevet til vor tids traditionsbevidsthed, ofte en letkøbt måde at komme over et vanskeligt spørgsmål. Let og smertefrit (ligesom lægemiddel-reklamen forsikrer) løses alle problemer med at genskabe det lytterfokus som forsvandt i musikken da melodien opereredes bort efter krigen. Man sætter bare noget ind som engang var til. Jeg tror man overvurderer bærekræften af de nye sammenhænge man skaber ved hjælp af citater. Med al respekt for dybe strukturer får vi ingen absolution for at have forsømt det der er lige op i dagen. Jeg ser frem til at høre Antifoni en anden gang.

Hans Gefors (overs. B.H.)

Kære DMT!

Jeg har gjort i nælderne ved i min artikel »Om salg af grammofonplader i Danmark« i DMT nr. 4, februar 1979, at operere med et forkert tal. Fejlen ændrer ganske vist ikke det i artiklen opridsede billede, men den bør alligevel rettes. Nederst på side 162, højre spalte meddeler jeg, at dansk EMI har solgt 12.806 kassettebånd af Abba-albumet PMC 282. Først efter at min artikel var gået i tryk opdagede jeg, at dette tal er forkert. Dansk EMI fík faktisk afsat 112.192 bånd. Dette medfører følgende ændringer i samme spalte: Linie 22: 636.708 ændres til 736.094. Linie 24: 1.329.346 ændres til 1.428.732. Linie 25: Arne Lamberths 4% skrumper ind til 3l/2%. Linie 31: Svenne och Lottas andel reduceres til 18%. L,inje 37: Abbas andel stiger fra 64V2% til 76V2%. De i artiklen dragne slutsatser vedr. salget af Abba-fonogrammer berøres ikke af de meddelte korrekturer, og hvad specielt Abba-albumet POLS/ PMC 282 angår står stadig ved magt, at det ikke vakte større interesse hos konsumenterne.

Herbert Rosenberg

Årgang 53/1978-1979, nr. 05