Bernhard Lewkovitch: Memoria apostolorum

Af
| DMT Årgang 53 (1978-1979) nr. 06 - side 256-257

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

Under kejser Valerians regeringsperiode (253-60) havde den endnu unge kristne kirkes romerske menighed en ret, som ifølge bestemmelserne gav den lov til at højtideligholde mindet om apostlene Peters og Pauls matyrium på selve dagen for henrettelserne. Bestemmelserne tilsagde endda de kristne ret til at samles ved de grave, hvor de efter henrettelserne under Nero år 64 med sikkerhed vidste at apostlene lå, nemlig i udkanten af Rom (Vartikanet) og på Via Ostia. At de kristne benyttede sig af denne frihed, er let at forstå. De to apostelfyrsters ord og gerninger var nærværende som var de fra dagen før, og såvel fiskerens som missionærprædikantens milde formaninger om trofasthed og tålmodighed i trængsler for hans skyld, for hvem de gik i døden, var nedarvet så at sige fra menighed til menighed, og skulle vise sig at besidde en slidstyrke ingen uden for de kristnes beskedne rækker rigtigt fattede. Man strømmede til gravene på årsdagen for martyriet, holdt liturgisk memoria med tale og lovsang som om denne gang var den sidste, og drog bort i tavshed med ønsket om gensyn ved gravene næste år. Det var jo intet mindre end livsfarligt at være kristen, alle vidste det, og ingen følte sig sikre. For trods de retslige bestemmelser, der således gav de kristne lov til denne ene gang om året at fejre mindet om de to martyrer ved deres grave, undgik denne begivenhed aldrig at have myndighedernes skjulte bevågenhed, og jo større forsamlingerne blev og jo mere intensivt møderne forløb, des mere ulmede uroen blandt de eksterne iagttagere. For hvad var dette andet end en stille demonstration for den bevægelse på 12 personer, hovedsagelig fiskere og håndværkere fra egnen omkring Tiberias-søen, der fra at være efterlyste for sammensværgelse pludseligt og uforfærdet og ganske åbenlyst drager samlet ind til myndighederne i Jerusalem for dér at klargøre for dem hvem de er, hvad de agter at foretage sig og hvem der har sendt dem. Og de romerske kejsere må have grundet meget over, om alene den korsfæstedes død kan have udløst denne bevægelses fremaddrivende kræfter, skønt ingen adspurgt kristen har lagt skjul på, at årsagen er at finde i det, der skete efter hans kors. Det var på denne baggrund, at kollision skur sen var lagt. Kejseren var urolig, de kristne vidste det, ja, kendte endda prisen, og regningen kom. Valerian iværksætter år 258 en af de frygteligste forfølgelser, hvorunder også den populære Laurentius brændte til døde på gloende jern i fuld offentlighed og med fyrbødere som bødler, (10. aug.). At disse foranstaltninger så i sig selv ikke førte til en standsning af den kristne bevægelses videre vækst, men tværtimod øgede den, er en ganske anden sag, og nogen større forklaring på fænomenet skal man ikke lede efter. Enhver forklarings sandsynlighed stiger i værdi jævnsides med sin simpelhed, modsat den omvendte. Jo større modstand de mødte, des mere styrkedes de i troen. Kun få generationer skilte dem fra folk, som ved selvsyn var vidner til begivenheder, der fik dem til at fornægte konger og kejsere, og Valerian havde på forhånd tabt, men vidste det ikke. Nu fulgte med forfølgelserne et edikt, hvorefter det forbydes de kristne overhovedet mere at vise sig ved apostelgravene. Det indskærpes dem, at overtrædelse af forbudet kan betyde overgivelse til bødlerne. Derimod ville myndighederne ikke blande sig i de kristnes private måde at fejre de to martyrer på, blot det ikke skete ved henrettelsesstederne, ved gravene. I praksis kom dette til at betyde, at de kristne ikke mere behøvede at bekymre sig om gravenes forfald og hele tilstand i øvrigt, om ligrøvere, skændere osv. Den romerske gravret var nemlig ukrænkelig. Til gengæld var menighederne nu henvist til at forsamles under andre forhold og former, og et mindre kapellignende kenotaf bliver af pave Xystus, selv martyr samme år, rejst i en dalsænkning ved Via Appia med mausolæer og fællesgrave af hedensk art som umiddelbare omgivelser. Ikke til gudstjenestebrug, men udelukkende som et afsides liggende tilflugtssted, hvor man uforstyrret og uden at vække opsigt kunne holde refrigerium, dvs. vederkvæge sig, nyde måltid og samvær. Og her er det så, at denne skjult beliggende og i sig selv ubetydelige lille pavillon bliver til den arkæologiske ejendommelighed, der fik navnet Memoria Apostolorum. Talrige såkaldte grafitter er nemlig indridset på væggen med navne og data, og mange er letlæselige som f.eks..: »At Petro et Paulo Refrigeravi«, (Hos Peter og Paulus har vi holdt refrigerium), »Petre et Paulo sub venite Primitivo peccatori«, (Peter og Paulus kom synderen Primitivo til hjælp), osv., alt sammen ting, der vidner om hvilke personer de havde i tankerne når de i hemmelighed mødtes her.

I over et år koncentrerede de kristne romeres intense aposteldyrkelse på dette sted, og først efter at Galeanus år 259-60 indstiller forfølgelserne, og giver den unge kirke al konfiskeret ret og ejendom tilbage, herunder også gravarealerne med apostlenes lig, ophører forsamlingerne på dette sted. Efter den tid henligger det lille mindekapel som en åndfuld gåde i kristendommens og kirkens historie, som et vidnesbyrd om rædselsåret 258, og som udtryk for den trøst i trængslen, man hentede her.

Memoria Apostolorum var netop den titel, der med sin meningsfyldte baggrund var egnet til at danne rammen om en musikalsk murtavle med korte inskriptioner, og med apostelnavnene i centrum. Ikke som en række motetter, ikke som en ubrudt helhed, men som en musikalsk tillægstanke til et opdelt, i sig selv hvilende sammenhæng på 12 korte tekstbilleder. Som en stille dvælen ved navnene på de tolv i en slags musikalsk kursivering på en væg eller søjle i et ydmygt kapel. Det liturgiske års Martyrologium er rigt på sådanne småtekster, som det ikke voldte besvær at finde frem til, og som i deres klangdragt i sig selv er rene små sproglige orkesterværker:

Sancte Paule Apostole,
prædicator veritatis,
et doctor gentium.

(Hellige apostel Paulus,
sandhedens forkynder og
hedningernes lærer.)

Et cecidit sors super
Matthiam, et annumeratus
est cum undecim Apostolis.

(Og lodret faldt på
Matthias, og han regnedes
lige med de elleve Apostle.)

Ecclesiam tuam, Domine,
benignus illustra: ut
beati Joannis Apostoli
tui et Evangelistæ illuminata doctrinis, ad dona
perveniat sempiterna.

(Herre, lad nådig lyset
skinne for din kirke, for
at den, oplyst ved din
apostels og evangelists,
den salige Johannes' lærdomme,
må nå til de evige gaver.)

At Johannes Døberen også er medregnet, har den teologiske begrundelse, at hans disciple var de første apostle, og at han var den, der ved søbredden pegede på Herren med ordene: Se det Guds Lam. Således er den egentlige forløber for Ham også her blevet en forløber, nemlig for apostlene, hvis navne undtagelsesvis fortrænger satsbetegnelserne, og som er bærende for udformningen af dette Memoria Apostolorum.

Årgang 53/1978-1979, nr. 06