Debat

Af
| DMT Årgang 53 (1978-1979) nr. 06 - side 270-273

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

Om at rulle eller at kaste med sten

Man sidder unægtelig med en mærkelig fornemmelse, når ens allerførste pip i DMTs spalter straks medfører et let nedladende og korreksende angreb, ovenikøbet af selve stormesteren udi dansk musik. Men lad os da bare se nærmere på sagen, for jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har misforstået noget. Først lidt om formen:

At jeg i et 'bekvemt' interview med mig selv vælger den 'flatterende selvforståelse' kunne godt tyde på, at jeg lidet af et fremskredent tilfælde af hybris, men der er nu også en anden forklaring.

Miseren skal ses på baggrund af, at der i de sidste 12 år ikke har stået så meget som ét ord i DMT om min virksomhed som komponist og koncertarrangør. Andre sager har vel været vigtigere, set fra de skiftende redaktørers synspunkt, og hvis jeg ikke havde presset på over for den nuværende (og heldigvis mere åbne) redaktion, var der heller ikke kommet en artikel om Elektronmusik i Vinterhaven. Mit til dels selvvalgte exil fra ny dansk musiks main stream har ikke altid været lige praktisk for mig, og den kollegiale isolation, det har medført alene på in-formationsplanet, har ofte vanskeliggjort mit arbejde. Betingelsen for en artikel var da også: skriv den selv (underforstået: - der er ingen andre, der gider), og det gjorde jeg så.

At artiklen blev til et interview skyldes den omstændighed, at jeg gennem mange års ansøgningsskriveri efterhånden var nået til et punkt, hvor jeg gik i stå, en slags formuleringstærskel, om du vil. Jeg ved det ikke, men jeg tror, du kender den fornemmelse af skizofreni, som kan bemægtige sig én, når man skal forholde sig til sig selv som skabende kunstner, både skabe og formidle og samtidig som en anden repræsentant i vaskemidler forholde sig til det, man laver, i salgsøjemed.

Jeg har i hvert fald følt det stadig mere korrumperende for mit forhold til sproget, år efter år at skulle skrive ansøgning på ansøgning, hvor man ud over at kæmpe for en 'sag' også, fordi det var en del af sagen, var nødt til at krænge vrangen ud på sig selv. Alt sammen for at få disse ansøgninger, hvis positive modtagelse i diverse fonds ikke bare mit kunstneriske arbejde, men hele min eksistens afhang af, til at lyde så tilforladelige og overbevisende som muligt. Nu er en sådan mangel på mulighed for at ytre tvivl om egen fortræffelighed nok ikke lige tyngende for alle mennesker.

Men efter 10-12 års uafbrudt og intenst ansøgningsskriveri opdagede jeg, da jeg skulle skrive artiklen til DMT, at jeg simpelt hen ikke kunne undgå, at den kom til at lyde som endnu en ansøgning, og at jeg ikke længere kunne holde mig selv ud i den rolle. Interview-formen, en formel accept af skizofrenien, blev min foreløbige redning, og samtidig kunne jeg glæde mig over for en gangs skyld at have en interviewer, der havde sat sig grundigt ind i den sag, han skulle behandle.

Ærgerligt kun, at den ansøgningsfødte vanemæssige selvtilfredshed stikker hovedet frem i ny og næ. Men nu til selve sagen.

Ja, jeg føler mig virkelig som en anden Sisyfos, og jeg er overbevist om, at stenen nok skal rulle ned for mig endnu nogle gange, inden jeg, i modsætning til min antikke navnebroder, udfries af trængslerne og dør af overanstrengelse.

Og beskrivelsen i interviewet af, hvordan du, med din TV-pausemusik, fik stenen til at rulle hen over fødderne på mig og dernæst helt ned i bunden af dalen, er rigtig nok, sådan oplevede jeg det faktisk. Helt og skurk er der ikke tale om, men du efterlod såvel min ringhed som alle andre positivt interesserede i ny musik, og specielt elektronmusikken, i en forbandet vanskelig situation.

For uanset, hvad vi kunne fremføre til dit og musikkens forsvar, uanset vore argumenter om dine storslåede visioner med din elektroniske kalendermusik, så kunne ingen af os bortforklare, at det faktisk lød ad helvede til.

Eller, sagt lidt mere nuanceret, - der var for stor en afstand mellem ideen, visionen, og det rent faktisk klingende resultat.

Men det var ikke Jensen og Pedersen og Sisyfos ved deres TV-skærme i de tusinde hjem, der var skyld i, at du ikke havde lavet dit arbejde ordentligt færdigt. Og ingen kan fortænke dem i at tage udgangspunkt i det, de rent faktisk hørte med deres egne ører. At dine ideelt udtænkte rene sinustoner først af EMS's tonegeneratorer og dernæst af de gennemgående små og dårlige højttalere i folks TV-apparater blev forvandlet og forvrænget til en mellemting mellem trekant og firkanttoner er én sag.

Og at de af dig ideelt tænkte, men af andre programmerede og realiserede, op- og ned-fadeninger af enkelttonerne ofte lød så mekanisk og ufølsomt, som var det en Storm P. robot, der udførte dem, er en anden sag.

Men jeg kan ikke tro, at du skulle have foreskrevet den meget markante mekaniske ujævnhed i afspilningen, dette utrolige flutter, der fik de lange, jomfrueligt rene toner til at lyde, som om de blev spillet af en dansk gennemsnits violinist med delirium tremens. Alt dette oven i købet leveret fuldstændig laboratorie-agtigt, klinisk og knastørt, uden nogen form for formildende klanglig bearbejdning, som kunne have fået i det mindste en lille smule af budskabet igennem de gennemgående usle TV-højttaleres nåleøje. Og billedsiden, som jeg ikke vil gøre dig ansvarlig for, skønt du ifølge sagens natur må have godkendt den, fjernede på ynkeligste vis enhver rest af universel tænkning ved sin primitive og forudseelige mekanik, og gjorde ved sit bundne parallelløb kun de mekaniske svagheder i lyden endnu tydeligere. Man måtte have flere hundrede års træning bag sig for at kunne meditere til det, der kom ud af TV-højttaler-ne, men det var faktisk disse realiteter, folk så og hørte og reagerede på, ikke dine ideer og visioner. Jeg erfarer først nu, at du i Viktor B. A.'s Maskinfabrik har sammenlignet folks reaktioner på din TV-pausemusik og min elektroniske koncert i Lyngby Storcenter.

Her må vi nok også prøve at nuancere lidt. Den omtalte koncert blev bragt i stand i forbindelse med en TV-udsendelse om emnet 'musikforbrug', som Carsten Overskov lavede.

Han ville i praksis afprøve, om min 'stilfærdige og menneskevenlige' elektronmusik ikke i virkeligheden bare var en ny slags finkulturel 'luksus-muzak', så derfor plantede han mig midt i Lyngby Storcenter og satte kameraerne på.

Jeg var faktisk på forhånd klar over, at det ikke ville gå, at stressniveauet et sådant sted var for højt til, at en almenmenneskelig kommunikation ville være mulig.

Alligevel overraskede koncertens forløb både Carsten Overskov og mig. For publikum, folket, vendte sig ikke i harme mod denne nye og uvante musik. De blev faktisk så interesserede i at følge med i musikken (bl.a. Minos Silver Music), at det begyndte at gå ud over stedets helligdom, omsætningen. Det var således ikke publikum, for de stod som sagt og lyttede, men det kommcercielle præsteskab, der drev mig ud af templet, det var centerledelsen, der ellers havde været så glade for TV's tilstedeværelse, der truede mig med klippe kablerne over, hvis jeg ikke forsvandt omgående.

På samme vis var det ikke publikumsreaktionerne, der forhindrede min koncertturné med elektronmusik, for publikum var glade for musikken, når koncerten først var kommet i stand.

Jeg oplevede endda, at en flok gymnasieelever på eget initiativ lejede en bus for at kunne komme til at overvære endnu en koncert i en anden by. Dem, der til sidst umuliggjorde min turné, var de lokale, forsigtige og gennemgående konservative kulturpinger, ganske almindelige musikelskere, der sagde: Når Per Nørgårds elektronmusik lyder så hæsligt, så lyder al elektronmusik nok lige sådan, eller endnu værre. Min frustration gik på, at jeg ikke kunne få lejlighed til at vise dpm, at de tog fejl, jeg var afskåret fra at lade musikken selv tale sin sag.

Du havde til gengæld vores mest effektive massemedie, TV, til din rådighed, med officiel opbakning i alle ender og kanter, introduktionsudsendelser og tryksager, og den chance tabte* du så eftertrykkeligt på gulvet, at det faktisk kom til at betyde et tilbageslag, ikke bare for min virksomhed, men for ny musik i det hele taget.

Så er vi vel kommet til læren af det hele, og også her vil jeg følge dit råd og reflektere lidt mere nuanceret. Du skriver, at man skal undgå, at ny kunst bliver en tvangsforestilling, og det kan der vel være noget om. Men jeg kan ikke følge dig i, at man ikke skal give folk en chance for at blive overrumplede af den nye kunst. En af de mest positive erfaringer, jeg har gjort i Glyptotekets vinterhave, er, at det kan give overordentligt gode resultater, når det lykkes at komme bag om folks fordomme, at overrumple dem, så de pludselig bliver konfronteret med noget af det, de ellers pr. refleks ville afvise og undgå på forhånd, f.eks. elektronisk musik.

Hovedparten af dem, der kommer i vinterhaven i koncerttiden, ved stadig væk ikke på forhånd noget om, at der er elektronmusik på stedet. De bliver overrumplede, og langt de fleste, til deres egen forbavselse, glædeligt overraskede.

Selvfølgelig er der også dem, der bare klapper i og bliver fornærmede, men der er forbavsende få, om end de råber højt.

Flere er desværre de, der allerede har fået deres sanseapparat så grundigt ødelagt, at de hverken kan høre eller se, og dem går musikken så hen over hovedet på. Men adskillige af dem, der er kommet i vinterhaven gennem årene, har over for mig givet udtryk for, at de var glade for, at de var sluppet af med deres fordomme om ny musik på denne overraskende måde. Men nu kan jeg mærke ansøgnings-stilen snige sig ind i sproget, så inden selvtrilfredsheden løber af med mig, vil jeg prøve at få noget konstruktivt ud af denne noget forsinkede debat om mål og midler inden for den elektroniske musik, incl. din kalendermusik. Hvad med om du tog forlægget op igen og realiserede værket endnu en gang, og denne gang med visionerne intakt.

For eksempel ved hjælp af Finn Egelands 'Egg-synthesizer'.

Så kunne vi jo evt. spille din kalendermusik i vinterhaven, - og hjælpes ad med at skubbe stenen op ad bjerget.

Kærlig hilsen

Gunner Sisyfos

ET HJERTESUK FRA NORGE

Der holdes ikke et pedagogisk foredrag i våre dager uten det blir snakket om kreativitet og integrering. Altså aktiviteter som i höyeste grad er oppe i tiden. Hvor mye av integrering og skapende aktiviteter blir benyttet av musikkpedagoger? Jeg tenker her både på privatpraktiserende musikklærere og lærere tilknyttet musikkskoler.

Etter en rundsporring av 70-80 musikkstudenter og andre klaverelever er svaret blitt meget nedslående. Her kommer en liten oversikt:

Sporgsmål 1: Hvor mye får du dikte og lage små

melodier til, i klavertimene? Svar: Ingenting. Vi driver aldri med slikt. Sporgsmål 2: Hvor mye har du av gehörspill? Altså

finne frem melodier du kjenner etter gehör? Svar: Jeg får aldri gjöre det. Sporgsmål 3: Men så driver dere da med hukommel-

sesspill, altså at læreren spiller en melodi eller et

tema for deg og du skal prove å gjennta det? Svar: Noe slikt gjör vi aldri. Sporgsmål 4: Hvor mye over dere på intervaller?

Synger formler på terser, kvarter, kvinter osv. og

finne de frem på instrumentet? Svar: Nei noe slikt gjör vi aldri. Sporgsmål 5: Står du noen gang opp fra klaverkrak-| ken og da beveger deg til en melodi? Svar: En eneste af 80 svarte at hun hadde en

klaverlærer fra Sveits og hos ham gjorde de slike

ting og det syntes hun var så fint. Det var også en annen av de 80 spurgte som fortalte at hun hos sin forste klaverlærer fikk spille langt ut i noteboken uten å kunne notene. Hun så bare at de gikk oppover og nedover, altså leste noter relativt og det likte hun så godt, men så byttet hun lærer og han så: Fyss og fyss! - du spiller jo uten a kunne noter. Og resultatet ble at hun til sin fortvivlelse måtte begynne forfra med notelesning, og noe gehörspill ble det etter den dagen ikke tale om.

Nå må sporgsmålet bli: Fölger vi musiklærere med i tiden? Eller synes vi at disse skapende og integrerende aktiviteter ikke horer til i en musiktime? Hvor skal så eleverne få utviklet disse evner og lyster? Hva utvikler musikalitet mest enten å lære noter og spilletekknik eller å få skape, lytte, fabulere og bevege seg til musikken? Dalcroze ville ikke at en eneste elev barn eller voksen, skulle begynne en mu-sikktime sittende. Hans teorier har gått verden over, men hvem benytter dem?

Det ligger latent i de fleste av oss et önske om å kunne skape noe, det være i formning, diktning eller i musikk. Hvem skal oppmuntre og stimulere slike interesser hvis ikke en musikklærer når det gjelder aktiviteter som gehörspill, og komponering? Det sisste ordet kan erstattes med å lage små melodier, improvisere og leke.

Oh hva sier Friedrich Schiller i sin frihetsfilosofi? Han sier at: Mennesket er bare füllt og helt menneskelig når det leker.

Å leke er å skape, ja i forste rekke er det det, og sunde barn skaper daglige i nesten alt hva de foretar seg. Leken er vår beste oppdrager, og når vi vet det og læren om kreativitet og integrering blir gjenntatt om og om igjen, var det da ikke på sin plass å få i det minste noen av disse aktiviteter inn i vår musikkun-dervisning?

Kære DMT-redaktion med fruer

Jeg kan sgu ikke dy mig for at skrive til jer. Ikke egentlig som redaktør eller noget i den højpandede stil, men som mand og menneske. Jeg synes ærligt talt, at det er komisk. Plumps ind ad døren får man jeres tidsskrift påtegnet: Mads Tranholm & Frue. Altså, jeg er bøsse og bor sammen med en skøn fyr, der ligesom jeg kun kan se det komiske - og ikke noget diskriminerende - i jeres adressering. Men det forekommer mig nu som et signifikant træk ved hele jeres publikation, at I med den største naturlighed af verden antager, at en gymnasieadjunkt og redaktør med bolig i Bagsværd nødvendigvis må være godt, borgerligt forankret i et ægteskab. Jeg læser jeres blad med temmeligt blandede følelser. Bedre er det blevet, men der er sgu en umiskendelig fims af fortid over hele publikationen. Især - og det hænger sammen med det jeg skrev ovenfor - er der en næsten ubærlig intellektuel maskulin møf over den. Der er ikke for fem flade øre krop og sanselighed i jeres skriverier. Der er tilsyneladende umådelige afstande mellem det i har i bukserne og det I har mellem ørerne. Og så er DMT dræhet for damer. Det nærmeste vi kommer kvinden er den lille irriterende tøs, der står og piber på en Zen-On fløjte fra Engstrøm & Sødring. Hvor fanden har i gjort af dem, kvinderne? Sidder de allesammen hjemme på forhøjningen og baldyrer, mens I udgyder jeres sublime(rende) betragtninger på DMT's (læs: Danske Mænds De Men Te)'redaktionslokaler?

Kærlig hilsen

Mads Thranholm & Fyr

Langmosevej 37

2880 Bagsværd

PS. Jeg overså i skyndingen ISME rapporten på side 223 af Charlotte Gilbert-Jespersen. Men finder blot

Ruth Sommerfeldt Jacobsen min antagelse bekræftet, thi nok er det en kvinde, der skriver, men til gengæld så gør hun det også på en måde, så man ikke et øjeblik skal være i tvivl om det. Indlægget rummer alt, hvad hjertet kan begære af tuttenuttet tantepludren om børn, der optræder med de »yndigste lege« og »henrivende høje stemmer«. Hendes pettinglignende pirring af at ha danset i 30 graders varme med fjerprydede indianer kan passende modstilles Jomfru Ane Band's nummer om festen i Rebild Bakker. I burde brække jer.

Redaktionen svarer:

Kære Mads Thranholm

DMT's redaktion har med begejstring kastet sig over dit læserbrev, og vi iler med at give deg ret over hele linien. Efter en rask beslutning søgte vi Dansk Herre-moderåd om midler til at udvide redaktionen med kvindeligt personale, og man imødekom vor ansøgning - på den yndigste måde. Redaktionen er kisteglad over at kunne fremvise redaktionslokalerne med den nye bemanding - eller hvad det nu hedder.

De hjerteligste hilsener fra redaktionen

Årgang 53/1978-1979, nr. 06