Hvad nytter den skønneste symfoni....?

Af
| DMT Årgang 53 (1978-1979) nr. 06 - side 237-240

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Nogle bidrag til den opblussende debat om den nykomponerede orkestermusiks vilkår i Danmark.


Ved Bendt Viinholt Nielsen

Hector Berlioz beretter i sine 'Mémoires' følgende (1):

For 2 år siden, på et tidspunkt da min hustrus dårlige helbred satte mig i mange udgifter, drømte jeg en nat, at jeg komponerede en symfoni, og jeg hørte den i drømme. Da jeg vågnede næste morgen, kunne jeg genkalde næsten hele første sats, en allegro i a-mol og 2/4-takt (det er alt hvad jeg kan huske om den nu). Jeg gik til skrivebordet for at begynde at nedskrive den, da en tanke pludselig slog ned i mig: »Hvis jeg begynder, bliver jeg nødt til at komponere den færdig. Mine ideer er tilbøjelige til at gribe om sig, og denne symfoni kan meget vel blive af et enormt omfang. Så skal jeg måske bruge 3-4 måneder på den (det tog mig 7 at skrive Romeo og Julie) og i den periode får jeg ikke skrevet nogle artikler, eller kun nogle få, og mine indtægter vil som følge deraf blive formindsket. Når symfonien er færdig, kan jeg være svag nok til at lade mig overtale af min kopist til at få den udskrevet, hvilket med det samme vil give mig en udgift på 1000-1200 franc. Når så stemmerne er skrevet, vil jeg være fristet til at lade værket opføre. Så vil jeg give koncert, og indtægten herfra vil knapt nok dække halvdelen af omkostningerne - det er uungåeligt i vore dage. Så mister jeg alt det jeg ikke har i forvejen, kommer i forlegenhed for midler til at forsørge min stakkels syge hustru, og kan ikke længere klare mine personlige udgifter, ej heller betale min søns underhold på det skib han snart skal med.« Disse tanker fik mig til at gyse, og jeg kastede pennen fra mig og tænkte: »Det kan være det samme! Jeg har alligevel glemt symfonien i morgen«. Om natten dukkede den op igen og fortsatte hårdnakket med at køre rundt i mit hoved. Jeg hørte allegroen i a-mol helt klart. Hvad mere var, jeg synes at se den som nedskrevet. I en tilstand af feberagtig uro vågnede jeg. Jeg nynnede temaet for mig selv. Dets form og karakter tiltalte mig i høj grad. Jeg skulle lige til at stå op, da mine tanker fra i går slog ned i mig og og holdt mig fast. Jeg lå stille, gjorde mig hård over for fristelsen og klamrede mig til håbet om at jeg ville glemme musikken. Endelig faldt jeg i søvn, og da jeg vågnede næste morgen var erindringen om den forsvundet for altid. - »Kujon«, vil nogle unge fanatikere sige, »Du skulle have taget risikoen. Du skulle have skrevet det ned. Du skulle have ruineret dig selv. Man har ingen ret til at undertrykke sine ideer på den måde. Det er uhyrligt at tage livet af et kunstværk og tvinge det tilbage til glemslen, hvorfra det har kæmpet for at komme frem.«

Selvfølgelig er alting anderledes i dag end på Berlioz tid - også vilkåerne for komponisterne. Men historiens morale er alligevel aktuel: Komponistens trivsel, den udtryksform han (m/k) vælger, og det musikliv der udfolder sig omkring han hænger nøje sammen. Komponisterne er ikke frit i luften svævende størrelser, der uafhængigt af tid og rum lader sjælen strømme og producerer værker i denne og hin genre efter forgodtbefindende. Som i Berlioz-fortællingen er der givetvis ideer, der tvinges tilbage i glemslen, bevidst eller ubevidst, og andre ideer der ændrer form som følge af de muligheder og vilkår det omgivende musikliv byder. Det er altafgørende for komponisten at få værket til at klinge - at få det opført. Og det er »partiturkomponisternes« mest sårbare punkt, at netop dette kræver andres velvillighed, interesse, tid og dermed penge, nemlig musikernes og musikinstitutionernes. Komponisternes afhængighed af musiklivet på den ene side, og de stimulanser der virker tilbage fra musikere, ensembler og institutioner på den anden side, er i dagens Danmark i virkeligheden et kulturpolitisk spørgsmål. I hvert fald når det gælder en så stor og kompliceret ting som orkestermusik.

Stimulanserne fra landets orkesterinstitutioner er i øjeblikket særdeles ringe. Den statistik over og kommentar til de danske symfoniorkestres sæsonprogrammer 1978/79 som blev offentliggjort i DMT nr. 3 (december 1978) viste tydeligt dette, og i forlængelse heraf har redaktionen udsendt et spørgeskema til Dansk Komponistforenings medlemmer, for - om muligt - at kunne bedømme konsekvensen for komponisternes produktion af orkestrenes manglende interesse for ny dansk musik. Altså: Hvor mange skriver orkestermusik i dag, hvor vilkåerne er så ringe og tilskyndelserne så få?

Men inden vi beskriver resultatet af undersøgelsen, skal et par forhold, der er kommet frem under den noget overspændte debat om det danske musikinformationscenter, resumeres.

I en radiodiskussion blev det - pudsigt nok fra den såkaldte »rytmiske« musiks repræsentant - fremført, at landsdelsorkestreiie åbenbart ikke opfylder de lovbefalede krav om fremførelse af dansk musik, et krav hvis opfyldelse er en ikke uvæsentlig forudsætning for den statsstøtte orkestrene modtager. I musiklovens § 4, stk. 2, pkt. l hedder det nemlig »at det er orkestrets hovedopgave at afholde orkesterkoncerter omfattende et alsidigt repertoire af såvel ældre som nyere musikaiske værker med særlig hensyntagen til værker af danske komponister.« Altså: Nyere musikalske værker ... danske komponister. Man må gå ud fra at det ikke har været lovgivernes tanke, at det skulle være gjort med at spille en Nielsen-symfoni i ny og næ og begynde et par koncerter med en Ossian- eller en Yrsa-ouverture. Statistikken viser, at såvel »nyere musikalske værker« som »danske komponister« og i særdeleshed fællesmængden af disse to kategorier forsømmes i utilladelig grad.

I den ovennævnte radiodiskussion blev det endog hævdet fra »rytmisk« hold, at det på denne baggrund såmænd gjorde mindre, om man slagtede et par af disse landsdelsorkestre, hvis man så til gengæld fik frigivet midler til »bedre« formål, fx. til uddannelse af musikere inden for den rytmiske musiks område. På det udsendte spørgeskema har Bent Lorentzen reageret på dette: »Rytmefolkets kritik af orkestrene er rigtig. Dansk komponistforenings medlemmer ville ikke mærke om der manglede et eller to orkestre. Vi kunne for den sags skyld undvære dem helt, hvis nøden tvang stálen til at skære ned på tilskudene.«

Når Bent Lorentzen og »rytmefolket« kan være enige i et så radikalt synspunkt, er det ud fra forskellig baggrund: Rytmefolket ønsker midler frigivet til eget brug - hvad der i øvrigt af rent lovgivningsmæssige årsager ikke kan lade sig gøre - mens Lorentzen sætter modsætningsforholdet mellem orkestrenes opførelsespolitik og komponisternes interesser på spidsen. »Partiturkomponisterne« og orkestrene er altså ikke to alen af samme stykke, sådan som de »rytmiske« uoverlagt har hævdet og tilmed brugt som hovedargument mod musikinformationscentret. Tværtimod er både rytmefolket og partiturfolket lige dårligt stillede over for det institutionaliserede og etablerede musikliv. Det ulykkelige i polemikken om informationscentret har været, at den rytmiske musiks bannerførere har slået de »seriøse« i hartkorn med det etablerede. Bo Holten og Svend Aaquist Johansen har i en fyldig kommentar i weekendavisen 30.3.79 gjort forsøg på at rette op på misforståelsen og i stedet få alle »uetablerede« til at holde bare lidt sammen i stedet for at bekrige hinanden. Uenighed er altid vand på modpartens mølle. Tilbage til musiklovens ord om opførelse af nyere og dansk musik: Det skal retfærdigvis nævnes, at ét orkester synes at tage lovens ord bogstaveligt, nemlig Århus Byorkester. Både med sit workshoparrangement, sin deltagelse i NUMUS-festivalen og i sæsonenprogrammet i almindelighed har orkestret vist sin gode vilje. I forbindelse med en omtale af netop dette orkesters uopførelse af Bent Lorentzens 14 år gamle værk »Natten« kommer Jens Brincker i Berlingske Tidende 6.4.79 ind på den mere »kulturmoralske« side af sagen. Til indledning skriver han: »Den dag, det officielle danske musiklivs regnebræt skal gøres op, vil man på debet-siden finde en tyngende post af undladelsessynder. Al den danske musik, der i årenes løb ikke er blevet spillet af vore orkestre, vil møde frem fra skufferne og arkiver med ét spørgsmål til musiklivet: Levede I op til de gyldne kæder, samfundet skænkede jer i form af rimelige musikerlønninger, landsdelsorkesterordninger osv?«

Og så til vor undersøgelse.

Det spørgsmål, der blev stillet komponisterne, lyder: »Påvirker det faktum, at DR's orkestre og landsdelsorkestrene er så lidt interesseret i at spille ny dansk musik din kompositionsvirksomhed?«

Der kom 35 spørgeskemaer retur, hvilket svarer til at ca. en trediedel af komponistforeningens medlemmer har reageret på forespørgslen. Dog var 4 af de returnerede skemaer ubesvarede for dette spørgsmåls vedkommende. Af de resterende 31 bekræftede 20 komponister, at forholdene havde større eller mindre indflydelse på deres produktion, mens 11 komponister svarede nej, dog flere med forbehold. Komponisterne blev bedt om at begrunde deres besvarelser, og i det følgende er udvalgt argumentationer fra en række komponister, idet jeg har forsøgt at få alle de synspunkter, der er fremkommet, dækket:

Ilja Bergh:

Jeg han kun beklage, at de danske orkestre udviser så lidt interesse for vor tids musik. Man sporer denne mangel ikke mindst i Danmarks Radio, når man sammenligner med f.ex. det spanske progr. 2 eller det franske program Musique France som begge hele dagen bringer seriøs musik med megen vægt på ny musik.

Hovedsagelig har jeg skrevet klaver- og kammermusik, men er nu i gang med et symfonisk værk. Tanken om, hvorvidt et sådant værk vil blive opført eller ej, influerer ikke på min skriveaktivitet. Derfor må jeg indrømme, at jeg ikke forstår spørgsmålet. Der findes dog andre orkestre end de danske. Jeg synes, at komponisterne først og fremmest skulle sende deres værker til udlandet, og betragte de danske orkesteropførelser som nødløsninger.

Ole-Carsten Green:

Nej, egentlig ikke - grund: Jeg har været så heldig nylig at få antaget både trompetkoncerten og » Sang til Afrika« til studieproduktion.

Herman D. Koppel:

Det er i hvert fald inspirerende at få ting opført af de forskellige orkestre. Men mangel på opførelse påvirker ikke min virksomhed som komponist.

Per Nørgård:

Nej, ikke egentligt. Jeg komponerer fortsat for orkester (måske mindre end hvis der havde været et levende orkesterspil af danske og nutidige komponister, dog!) (...)

Sv. Erik Tarp:

Nej, i og for sig ikke - for jeg komponerer mest for min egen fornøjelse, fordi det morer mig at skrive musik. Men for øvrigt har jeg ikke så dårlige erfaringer med landsdelsorkestrené, de fleste af dem har - bortset fra det sidste l ½ års tid - været flinke til at benytte mine værker.

Erik Jørgensen:

Da der kun er én ting der er værre end at komponere - nemlig ikke at komponere, fortsætter jeg trøstigt mit daglige kompositoriske arbejde trods O opførelser.

Hermed være ikke sagt at manglende bestillinger og fremførelser ikke lægger sin klamme hånd på tanken om at påbegynde et større symfonisk el. operamæssigt foretagende, der jo uvægerligt vil gå en usikker fremtid i møde. Jeg kan ikke se andet, end at vi efterhånden er havnet i tidligere sydlige og nuværende østlige tilstande, hvor avanceret kunst i større format henvises til skrivebordsskuffen. Herved blir ens værkrække i alt forhøj grad præget af småtingsafdelingen, og i tid og rum begrænset til en mulig Dutopførelse, men uden mulighed for spredning gennem DR, i hvert fald under det nuværende (af politikere dirigerede?) regime. (...)

Gudrun Lund:

Ja, bortset fra at den manglende interesse virker hæmmende, kommer den meget væsentlige fase af komponistens arbejde til at mangle, hvor hun under indstuderingen af et nyt værk lærer sin musik at kende ud fra de udøvende kunstneres forudsætninger og derved erfarer, hvilke kvaliteter i musikken det kan være værdifuldt at arbejde videre med.

Gunner Møller Pedersen:

Ja, i høj grad, jeg har faktisk for længe siden opgivet at skrive orkestermusik af samme grund.(...)

Jeg har ikke skrevet orkestermusik siden 1973, da jeg fik en (i øvrigt gratis) bestilling fra Danske Amatørsymfoniorkestres Samvirke på et værk, som skulle kunne prøves igennem og lires af inden for 2 timer, ligesom hos de rigtig professionelle. Værket fik titlen 'Instant Music'.

Men jeg har faktisk været skeptisk over for tanken om, at der skulle kunne komme en frugtbar skabende proces i en ånd af samarbejde mellem komponist og orkester, lige siden jeg i 1968 kom rejsende langvejs fra til den sidste prøve på min 1. symfoni og fik at vide, at den var aflyst.

Dirigenten havde bladet lidt i partituret og var derpå blevet enig med sig selv og orkestret om, at det så jo let nok ud, så derfor behøvede man ikke at spilde mere tid på det. Så fik man jo også en dejlig lang week-end.

Resultatet blev, ud over at jeg som den eneste mødte op til prøven, at symfonien blev uropført uden at have været spillet igennem i sin helhed.

Senere har jeg erfaret, at sådanne ur-gennemspilninger ingenlunde er u-typiske. (...)

Jørgen Plaetner:

Ja. Det er simpelt hen økonomisk uoverkommeligt at investere 3-4 måneders arbejde uden udsigt til blot at kunne få udgifterne dækket ind inden for en overskuelig tid. Derfor har jeg væsentligt koncentreret mig om: kammermusik, båndmusik og musik for amatører.

Poul Rovsing Olsen:

Til en vis grad: ja. Havde vi i Danmark som i kulturbevidste udlande kunnet opleve en bestillingspolitik, hvor radio og orkestre satsede på at fremprovokere ny orkestermusik,
havde jeg givetvis komponeret nogle store orkesterværker i løbet af de seneste år - dog under forudsætning af, at de var bestilt hos mig! Og i øvrigt: selvfølgelig er opførelsespolitikken deprimerende.

Svend Erik Taggaard:

Det faktum at jeg udelukkende lever af at komponere, gør da DR og landsdelsorkestrene er så ualmindelig træge, at jeg må skele til, om jeg kan få mine værker spillet af andre, at jeg fortrinsvis komponerer kammermusikværker. Altså det påvirker mig desværre, da jeg egentlig holder mest af at komponere orkestermusik.

Svend Aaquist Johansen:

Ja, naturligvis er man meget tilbageholdende med at kaste sig ud i orkesterprojekter, der ofte kan tage flere år at fuldføre, når man i allerbedste fald kan håbe på l opførelse inden for et overskueligt åremål.

Det betyder på forhånd også en kraftig hæmning for selve få-ideer-processen. Fantasien styres af »mulighederne« (i bredeste forstand) mere end vi aner!

Af de indkomne besvarelser synes det at fremgå, at det fortrinsvis er de yngre og/eller mindre kendte komponister, der lader sig påvirke af opførelsesmulig-hederne. Måske hænger det sammen med, at mange komponister af de ældre generationer alene i kraft af deres navn har lettere ved at få ting frem. Når de skriver et orkesterværk, vil der ikke være problemer med opførelse. Samtidig modtager denne gruppe vel i højere grad opfordringer. Og så er de fleste ældre komponisters stil mere velkendt og byder ikke på overraskelser notations- og spillemæssigt; musikken er derfor mere umiddelbart »indbydende«, når man tænker på, at den skal klares på almindelig dirigent- og musikerrutine - helst! Måske dette kan være årsag til at kendte/ældre komponisters værker foretrækkes af orkestre frem for yngre/mindre kendte og mere eksperimenterende komponisters værker. Eller er det bare et andet symptom på, at orkestrenes sæsonplaner skal være stjerneparader - jo mere »berømt«, jo bedre - ? Det gælder jo for solister og dirigenter, så hvorfor ikke også for komponister.

Som et andet led i undersøgelsen er komponisterne blevet bedt om at give oplysninger om deres orkester-komponsitioner fra de sidste 5 år: Hvor mange værker de har komponeret, fået opført, osv. 34 komponister har besvaret, og de 7 har ikke fuldført noget orkesterværk i de seneste 5 år. Kun én af disse 7 komponister har anført, at han er upåvirket af opførelsesfrekvensen, mens de 4 udtrykkeligt har svaret bekræftende på spørgsmålet om, hvorvidt opførelsesvilkårene påvirker dem.

Tilbage er 27 komponister, der i alt inden for de seneste 5 år har komponeret 93 orkesterværker, hvoraf de 23 har været bestillingsværker til danske bestillere. Vi går ud fra at disse bestillingsværker er blevet eller står for opførelse og koncentrerer os derfor om de resterende 70 værker. 12 af disse er forblevet i ophavsmandens skrivebordsskuffe, idet komponisterne angiver at 58 orkesterværker er forsøgt opført. Vi har spurgt hvor mange af disse, der er blevet opført på offentlig koncert og med hvilke orkestre, samt hvor mange værker, der udelukkende er blevet studieproduceret for Danmarks Radio. Af de 58 værker er 25 blevet spillet på koncert. Hertil kommer, at 15 er blevet produceret af DR. Såfremt tallene holder stik skulle der således foreligge endnu 18 orkesterværker, der trods komponisternes forsøg ikke er blevet opført. At dømme efter besvarelserne (skønt det ikke var formuleret som selvstændigt spørgsmål) er højst en håndfuld af de opførte værker spillet mere end én gang.

Og hvilke orkestre har så fremført musikken? Når vi ser bort fra DR's orkestre - der har været langt flittigst - har Århus og Ålborg Byorkestre flest opførelser. Sønderjyllands Symfoniorkester nævnes slet ikke -Sjællands Symfoniorkester og Odense Byorkester tegner sig for hver 2 værker af de 40 spillede. Man skal dog være varsom her, for det er ikke til at sige, om de indkomne besvarelser fra komponisterne på repræsentativ vis indicerer det enkelte orkesters aktivitet. Det er imidlertid pudsigt, at det materiale undersøgelsen har at arbejde med, viser, at amatørorkestrene har været med i formidlingen af ny musik. Der nævnes Axel Billes Musikkreds, Amatørsymfonikerne, Frederiksberg Orkester og Studentermusikforeningen.

Vi har hermed konstateret, at den manglende interesse blandt landets orkestre - i særdeleshed landsdelsorkestrene - for at fremføre ny dansk musik med god grund ikke kan siges at være som følge af manglende udbud af nye værker. Der er nok at tage fat på!

Omvendt påvirker det meget lille antal fremførelser komponisterne, såldes at de er tilbøjelige til at udtrykke sig i andre genrer end orkestermusik, både af psykologiske og praktiske grunde, sidstnævnte, fordi det er arbejds-/pengeøkonomisk urentabelt at komponere orkestermusik, når opførelsesfrekvensen er så ringe.

Til indledning nævntes, at det er et kulturpolitisk spørgsmål, om man vil fremme et sundt og levende orkesterliv, der aktivt formidler den musik, der er udtryk for vor tilværelse i dag, eller om orkestermusik som genre skal hendø, så orkestrene i fremtiden kan nøjes med deres funktion som formidler af museumskultur. Lovgiverne har med formuleringen i musikloven vist, at de ønsker at give nutidig dansk orkestermusik en chance - nu venter vi bare på, at orkestrene skal leve op til lovens ord og vise god vilje.

Den gode vilje har også noget at gøre med, hvorledes musikere stiller sig til et nyt værk, kort sagt: Når musikken endelig bliver opført, hvordan bliver den så udført? Kan komponisten være tjent med kvaliteten af udførelsen? - Det er et underholdende emne, som DMT ved førstkommende lejlighed vender tilbage til.

Bendt Viinholt Nielsen

(1) Oversat efter den engelske udgave: »The Memoirs of Berlioz«, translated and edited by David Cairns. London, 1970. S. 578-579.

Årgang 53/1978-1979, nr. 06