Ny musik i Amerika (I)

Af
| DMT Årgang 53 (1978-1979) nr. 06 - side 257-260

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Poul Ruders var i marts en tur i Buffalo, USA, for -på universitetet der - State University of New York at Buffalo, fkt. S.U.N.Y. - at instruere og overvære opførelser af 3 egne værker, bl.a. uropførelsen af »Recitatives and Arias« for klaver og orkester med pianisten Yvar Mikhashoff som solist. Undervejs spillede Ruders - på bånd ved et seminar om dansk musik - værker af Gudmundsen-Holmgreen, Hans Abrahamsen, Svend Åquist Johansen, Karl Aage Rasmussen og Erik Højsgård. Ydermere foretog R. interviews med 3 specialister i ny musik: slagtøjsspilleren Jan Williams, pianisten Yvar Mikhashofh og fløjtenisten Robert Dick, alle lærere ved S.U.N.Y. og internationalt kendte solister.

Hver af de adspurgte forsøger - med udgangspunkt i deres eget instrument - at give et personligt syn på, hvad der rører sig i ny musik i USA i dag.

Vi bringer her den første samtale. Percussionisten Jan Williams, 40, har gæstet Danmark flere gange, sidst i 1977, hvor han var solist i Lukas Foss' slagtøjskoncert, med Sjællands Symfoniorkester. Til bedre forståelse af nedenstående, er det nødvendigt at vide, at man i USA ikke, som i Danmark, skelner skarpt mellem en teoretisk musiklinie, koncentret på universiteterne og den mere praktiske musikeruddannelse på konservatorierne. Kortene er mere blandet på de amerikanske musikfakulteter, Music-departments. Der findes ikke konservatorier i den forstand vi kender dem, snarere eliteskoler, som f.eks. den berømte Juliard School i New York.

PR. »Udover din udbredte virksomhed som interpret, er du også med til at lede koncerterne med ny musik her på S. U.N. Y. Det er overvældende for mig at være vidne til denne kolossale aktivitet med koncerter næsten hver dag. Er disse koncerter et obligatorisk led i de studerendes uddannelse, en slags kombineret orkestertræning og scenetilvænning?«

JW. »Ja, aktiviteten er virkelig intens under vores normale semester, som går fra september til midten af december, og fra januar til midten af maj. Der sker naturligvis knap så meget i sommermånederne. Vi har forskellige slags ensembler på musikfakultetet. De fleste af disse ensembler er forbundet et bestemt studiehold eller en bestemt defineret studiekreds, således at de studerende kan, eller har mulighed for at tilmelde sig et bestemt ensemble og derigennem opnå musikerfærdighed - og en god portion anseelse fra universitetets side - sideløbende med den øvrige uddannelse.

Selv dirigerer jeg slagtøjsgruppen, som består af fire studerende, og sammen med Yvar Mikhashoff dirigerer jeg vores blandede ensemble, som udelukkende tår sig af den nye musik. Alt dette betyder dog ikke, at elever, der ikke har meldt sig fast til et af ensemblerne, ikke kan deltage spontant, hvis de kan spille et eller andet instrument og har lyst. F.eks. da vi spillede dine Middelaldervariationer, var der to studerende, som viste interesse og ønskede at deltage, uden at de i forvejen havde tilmeldt sig. Der er ingen tvang. Vi tilbyder blot vore studerende mulighed for at erhverve sig en vis eraring og rutine.«

PR. »Du leder som sagt en slagtøjsgruppe her i Buffalo. Der blir komponeret en del soloværker til dig og også en mængde værker for hele gruppen. Kan du på nogen måde nævne nogle ny værker, som efter din mening tilføjer noget decideret nyt og spændende til det allerede eksisterende repertoire?«

JW. »Det er jo et svært spørgsmål. Jeg får hele tiden nye værker ind ad døren, og jeg gør vitterligt en del for at opføre så meget slagtøjsmusik som muligt. Det er svært for mig at fremhæve et enkelt stykke, som er særskilt nyt og opfindsomt. Jeg er ikke specielt interesseret i nye instrumentaltekniske landvindinger, bare for nyhedens skyld. Det interesserer mig langt mere at finde stykker frem, som er godt komponeret for mediet og som udforsker de allerede foreliggende instrumenters muligheder på en ny og forfriskende måde. Vi har naturligvis alle vores specielle »kæphest« inden for de forskellige genre, men i det store og hele forsøger vi i gruppen at spille så mange forskellige retninger inden for den moderne musik, som vi kan overkomme, og det kan jo kun være en fordel. Jeg forsøger bevidst på, at lære eleverne så mange skoler eller retninger at kende, som det er muligt.

Personligt synes jeg, at en komponist som Steve Reich, har bidraget væsentligt til slagtøjsrepertoiret inden for den specielle retning, som vi kalder »proces-music« eller »pattern-music«, på linie med Terry Riley og Phil Glass. Indenfor det vi kalder East coast eller New York-skolen er Steve Reich uden tvivl af stor betydning. Jeg tror der ligger en stor udfordring for lige netop slagtøjsfolk at spille den specielle slags musik. Personligt holder jeg selv meget af at lytte til den. Reich's stykke »Drumming« er uden diskussion et meget betydeligt stykke for slagtøj.

Blandt de europæiske værker vil jeg fremhæve lannis Xenakis' solostykke »Psappha« fra 1975, skrevet til Sylvia Gualdo fra Paris.

For at vende tilbage til Amerika, er der for mig ingen tvivl om, at de senere værker af Lukas Foss er yderst vigtige. Hvis man betragter Lukas Foss' udvikling fra han startede sin improvisationsgruppe i .starten af halvtredserne og til nu, kan man iagttage, ikke blot en generel musikalsk modning og udvikling, men i særdeleshed en yderst spændende udforskning af slagtøjsmediet, udviklet af en usædvanlig begavet og teknisk overlegen komponist. Han står for en overordentlig betydelig side af slagtøjslitteraturen.«

PR. » Slagtøjsmediet rummer jo mange muligheder for nye instrumentale opfindelser. Udover de mere eller mindre eksotiske forekomster, som vi kender, er der så en stadig strøm at »nyheder«, hvor du, på linie med lægerne, må holde dig daglig ajour med de sidste forskningsresultater, for nu at sige det på den måde?«

JW. »Jeg er medlem af The Percussive Arts Society -det er en international organisation. I Danmark, f.eks. er Bent Ly Hof formand for den lokale fraktion. Jeg modtager jævnligt fra denne organisation en bunke oplysninger og artikler om hvad der foregår. Jeg er som sagt ikke vanvittig interesseret i at holde trit med det allersidste nyeste nye, det er faktisk noget mine elever sørger for. De ved ALT hvad der sker, så jeg kan til hver en tid indhente de nyeste frontberetninger hos dem.

Jeg forsøger hele tiden at lade nyhederne komme til mig gennem eleverne og komponisterne, specielt de sidste overlader jeg trygt og gerne forskningsarbejdet. Det må være deres opgave at opfinde de nye »lyde« og så lade musikken diktere mig i hvad retning jeg skal gå for at finde frem til en evt. ny klangverden, i stedet for at rende til komponisterne med et katalog over alskens sindssyge lyde. Så ender man næsten altid med at få tilsendt opremsning af lydeffekter.

Faktisk sker der ikke så farligt meget hvad angår ny-opfindelser inden for slagtøj smediet, slet ikke sammenlignet med hvad vi kan se dukke op ustandseligt i den elektroniske musik.«

PR. »Du har arbejdet en del sammen med kendte komponister som Morton Feldmann og Lukas Foss. Kan du sige lidt om dit samarbejde med dem?«

JW. »Jeg har været så heldig, efter 15 år her i Buffalo, at have truffet og arbejdet med en lang række komponister, som har været her for kortere eller længere tid. Lukas Foss var chef for symfoniorkestret i 7 år, Buffalo Symphony, og han grundlagde The Contemporary Musicgroup her på universitetet og Morton Feldmann leder ensemblet nu sammen med mig. Jeg har været i daglig kontakt med mange komponister, som har været her hos os og spillet deres musik, og de har - sagt i al beskedenhed - været tilfredse med mine opførelser. Jeg kan nævne navne som Elliot Carter, Mauricio Kagel, Sylvono Busotti og mange andre. Det har virkeligt været spændende for mig at arbejde med så mange forskellige komponister. Nogle har været yderst fremme med nyskabende måder på slagtøjet, andre har arbejdet mere traditionelt med mediet, alt efter dennes personlige stil og temperament. Jeg har virkelig været heldig.

PR. »Du spiller en del koncerter i Europa og må have hørt en masse nye værker. Er det relevant at tale om en amerikansk og europæisk slagtøj s skole, både hvad angår komposition og spillestil?«

JW. »Vi har naturligvis de »klassiske« stykker fra 30'erne og 40'erne, hvor man kan tale om et amerikansk særpræg. Der er dog kun små forskelle fra de europæiske værker. Man kan se det på notationsteknikken og på intrumentvalget. Hvad angår selve spillestilen, kan man måske sige, at europæerne har større erfaring med og er bedre skolet i »hand drumming«, altså bongos, congas og den slags. Jeg kender mange franske percussionister, som har studeret i Marokko og Algier og flere europæiske end amerikanske komponister anvender disse instrumenter og deres teknik. Jeg bryder mig virkelig ikke meget om at generalisere, men i store træk vil jeg mene, at europæiske slagtøjsspillere gennemgående er bedre all round uddannede musikere end de amerikanske. De får en bedre uddannelse i solfege, teori og klaver. På den anden side har amerikanerne en anelse mere udviklet teknisk kunnen inden for selve slagtøjsmediet, men det er naturligvis meget groft trukket op.

Hvad angår selve klangidealet spiller europæerne gennemgående med lysere og lettere klang, amerikanerne mere aggressivt.«

PR. »Du sagde, at europæiske percussionister var bedre til at spille klaver. Anser du en almen klaver-kunnen for en fordel for slagtøjsspilleren, når der skal spilles xylofon, marimba, vibrafon og den slags?«

JW. »Det er altid værdifuldt for enhver musiker at kunne spille bare lidt klaver. Man får en helt anderledes sikker fornemmelse af harmonik, hele det lodrette aspekt i musikken stabiliseres, hvis man kan spille bare lidt klaver. Den teoretisk, solfegemæssige side af musikeruddannelsen er gennemgående mere tilgodeset i Europa end i USA.

Hvad angår paukespillet er det naturligvis enormt vigtigt for paukisten at kunne høre enormt skarpt og uafhængigt. Ikke bare hvad angår den eksakte stemning af instrumenterne men også at have fornemmelsen for fuldstændig at kunne balancere med messinget i orkestret, ja han skal faktisk kunne sit repertoire, ikke blot sin egen stemme, men være velorienteret i det samlede partitur.

Vi prøver at komme efter det, her i landet, at forbedre den teoretiske side af musikeruddannelsen. Det skal nok komme.

PR. »Du dirigerer jo en del. Er det kun i f orb. med aktiviteterne på S.N. U. Y., eller er det også noget du gør på dine turneer?«

JW. »Jeg startede som sagt med at dirigere slagtøjsgruppen, og så blev jeg mere og mere interesseret i at dirigere større ensembler, men primært dirigerer jeg de forskellige ensembler her inden for vores fakultet, dvs. enten en gruppe studerende eller professionelle ensembler The Creative Associates som har hyppige koncerter, både her i Buffalo og i New York City. For nyligt ledede jeg opførelsen af Alban Bergs kammerkoncert, og til efteråret glæder jeg mig til at dirigere Elliot Carters dobbeltkoncert for klaver, cembalo og kammerorkester, så jeg er så småt begyndt at kaste mig over de lidt større partiturer. Men - og det er vigtigt - jeg forsøger altid at komme uden om at lade et stykke dirigere. Dirigenten i et kammerensemble står der simpelt hen kun fordi det nu engang er det mest praktiske og tidsbesparende, hvad angår prøver. Hvis man på nogen måde kan opføre værkerne uden dirigent, er det det bedste, synes jeg. Men det kræver jo at man må doble eller tredoble prøvetiden, og det er jo næsten altid umuligt. Men, for mig er der ingen tvivl om, at i stykker med op til en 10-15 medvirkende, er det en fordel at komme uden om direktionen.«

PR. »Og nu et næsten umuligt spørgsmål, her til sidst, men kan du på nogen måde trække nogle linier i hvad der rører sig i ny musik i Amerika for tiden?«

JW. »Tja, det er jo ikke ligetil. Vi har jo stadigvæk East-coast-musikken, New Yorker-skolen, So Ho-folkene, »proces«- og »pattern«-skolerne, men jeg kan nu engang ikke udstå, at inddele alting i skoler og retninger hele tiden, for der vil jo altid være nogle som går på tværs af grænserne.

Vi har nogle skoler, specifikt for elektronisk musik, centreret på forskellige universiteter. Næsten al ny musik-virksomhed i USA, foregår jo i universitetsregi, og ikke som i Europa i tilknytning til radiofonierne. Det meste af aktiviteterne i den moderne musik her, foregår hvor komponisterne arbejder med deres elever, og universiteterne ligger som regel også altid inde med de nødvendige faciliteter, så som instrumenter, lokaler, orkestre og div. elektronisk udstyr. Vi forsøger at opretholde en vis polarisering uddannelsesstederne imellem, på den måde, at hvert universitet har sit specielle område, som man søger at udvikle på stedet, og der vil altid være komponister af en vis betydning, som søger netop derhen, hvor de har de bedste betingelser for deres eget område.

Der er ingen tvivl om, at de f fleste amerikanske komponister er meget i vildrede om hvad vej de skal søge. Den enorme aktivitet i 60'erne, men happenings og musikteater har fået mange, mere intellektuelt indstillede komponister til at reagere modsat her i 70'erne, som jo for øvrigt snart er slut.

John Cage arbejder stadig på livet løs, Feldmann ligeså, alle de komponister, som vi kender fra 50'ernes New Yorker-skole, er stadig yderst virksomme. Hvad angår computer-musikken, har vi her i Buffalo Lejaren Hiller-, David Behrmann ved Mills College i Californien, John Bergamo har udforsket det indiske tabla-spil ved California Institute of Arts, et sted som i det hele taget har taget sig meget af, hvad man kunne kalde Den Tredie Verdens musik. Lous Harrison, f.eks. er jo berømt for sit arbejde med den orientalske verdens musik og folosofi.

Ved Wesley universitetet i Connecticut har man simpelt hen fasttilknyttet et indisk ensemble, pakistanske musikere, indonesiske gamalnspillere. Der sker faktisk en masse, rundt om i landet. Som du kan forstå, er det naturligvis umuligt at give et fyldestgørende billede af hvad der sker i den nye musik i et så stort og broget land som Amerika.«

I næste nummer af DMT, bringer vi et interview, som Ruders har foretaget med pianisten Yvar Mikhashoff.

Årgang 53/1978-1979, nr. 06