Om den klassiske guitartradition og Emilio Pujol's skole

Af
| DMT Årgang 53 (1978-1979) nr. 06 - side 246-248

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Når man iagttager de store guitaristers spil, er det slående så stor lighed der er i teknikkens logik, trods personlige afvigelser og enkelte indvivduelle træk. Det er tydeligt, at der ligger bestemte traditioner bag. Fra hvilken kilde stammer disse traditioner, som så mange øser af, direkte eller indirekte, uden at kende forhistorien? (og afviger fra, uden at vide, hvornår!) Mon ikke de fleste i dag er klare over, at guitar-traditionens rødder er i Spanien? Og at guitaren gennem lang tid har inspireret europæisk musik!

De Falla skriver herom i sin prolog til Emilio Pujols skole:

»Beundringsværdige instrument, både sobert og rigt, som med barskhed eller sødme besnærer sindet, og som gennem tiderne har opsummeret forgangne ædle instrumenters væsentlige værdier - som en rig arv - uden at miste sin egen krakter, som er af folkelig oprindelse.

Det kan ikke fornægtes, at blandt strengeinstrumenter med gribebræt er guitaren det mest fuldkomne og rige p.g.a. sine harmoniske og polyfone muligheder.

Men skulle alt dette ikke være nok til at fremhæve dens betydning, så viser musikhistorien os dens strålende indflydelse som formidler af spanske klanglige værdier til en stor del af den europæiske kunstmusik. Med hvilken betagelse opdager vi ikke dens åbenlyse genspejling hos Domenico Scarlatti, hos Glinka og hans landsmænd, hos Debussy og Ravel! Og hvor meget vor egen musik skylder dens indflydelse kan vi fx. se i den vidunderlige Iberia, som Abeniz skænkede os.«

Herhjemme er der gået en rum tid siden jeg, som den første med klassisk guitar som hovedfag vovede at bane mig vej til det kgl. Danske Musikkonservatorium. Det var i 1938. Der var dengang megen modstand og almindeligt ukendskab til instrumentets rige fortid og værdifulde klanglige muligheder. Nu er vi langt om længe nået dertil, at den klassiske guitar studeres og er accepteret på alle vore konservatorier. Og takket være kvalificeret undervisning er niveauet nået der til, at vi har klassiske guitarister i solistklassen, at danske guitarister har kunnet placere sig ved internationale guitarkonkurrencer (som fx. de, som den franske radio hvert år arrangerer), samt at danske komponister komponerer for instrumentet.

Bag al denne fremgang ligger der naturligvis traditioner og tekniske retningslinjer, som er uundgåelige for enhver der vil beherske instrumentet.

Med spansk guitar mener man også klassisk guitar. Klassisk refererer her til den seriøse guitar med fingeranslag i modsætning til de mange varianter af guitaren.

Efter spanierne Dionisio Aguado (1784-1849) og Fernando Sor (1778-1839) blev det så afgjort Francisco Tárrega (1852-1909) der lagde grunden til vor tids guitar renaissance, idet han - udover at være en stor kunstner på sit instrument og at komponere for det - fandt frem til visse fornyende og væsentlige principper inden for teknikken, uden hvilke guitaren næppe havde nået de højder, som den har nået verden over i dag.

Francisco Tárrega nåede ikke selv at skrive en skole, og mange af de øvelser han skrev på stedet til sine elever blev spredt for alle vinde. Det blev derfor hans elever der førte principperne videre. En af de elever der stod ham nærmest er den nu 93-årige Emilio Pujol, som har udgivet et værk, baseret på Tárregas tekniske principper.

I sin biografi om Emilio Pujol skriver den spanske musikhistoriker Juan Riera, at Arguados og Sors skoler væsentligst satser på det musikalske, men glemmer at vejlede m.h.t. hvilken teknik der skal til for at opnå den ønskede intonation, hurtighed og renhed i klangen. Det er her Tárregas principper sætter ind med effektive forberedende øvelser, som kan imødekomme alle forekommende musikalske problemer. FX.) I modsætning til Sor, der anbefalede at undgå ringfingeren i højre hånd, indfører Tárrega den tværtimod som ligestillet med de andre fingre. Eller endog som særlig vigtig.

Pujol viderefører i sin Escuela Razonada denne logik på en endnu mere rationel og radikal måde. Belært af sine mange elevers vidt forskellige vanskeligheder - og af den nyere musiks særlige tekniske krav, udvikler og tilføjer Pujol gennem alle sin skoles fire bind utallige øvelser, sådan at det samlede værk må siges på en gang at være det a jour-førte Tarrega-system og en dagbog over Pujols livslange arbejde med at gøre dette system tilgængeligt for alle.

Pujol siger det selv på denne måde i forord til bind 3:

»Tárregas grundlæggende principper er åbne for alle tendenser. De søger at fremlægge et værktøj, som kan anvendes selv under musikkens stadige udvikling og stilforandringer.«

Og i bind 4 siger Pujol:

»Dette bind drejer sig om virtuositet. Det er først og fremmest en arbejdsbog. Den udvider og uddyber det essentielle indhold i de tre foregående bind og bringer nye eksempler og supplerende øvelser, som for de flestes vedkommende ikke har været udgivet før. De er koncentrerede i mnemotekniske formler, som er nemme at huske og kan transponeres til forskellige strenge, områder og tonearter, og som bidrager på den mest effektive måde til at smidiggøre fingrene og koordinere dem med bevidstheden.«

Disse få citater giver allerede et indtryk af Pujol som pædagog, og netop denne side af hans mangesidede virksomhed vil jeg her uddybe lidt. Emilio Pujol er som sagt den eneste nulevende elev af Francisco Tárrega. Han har skrevet en omfattende biografi om sin lærer. At det netop blev Pujol, der måtte tage arven op efter Tárrega skyldes nok også, at han - ligesom Tárrega - er komponist og selv har kunnet skabe sine musikalske eksempler, akkurat som Tárrega gjorde det for sine elever.

Emilio Pujol er født i Granadella i provinsen Lérida i Spanien d. 7. april 1886 og var indtil i Cor optaget af sine mesterkurser for guitar, barokguitar, vihuela og luth. Men han fortsætter stadig sin lange række musikvidenskabelige værker, som udgives bl.a. af Instituto Espanol de Musicologia i Barcelona, samtidig med at han udbygger sin omfattende guitarskole.

Pujol har været professor i guitar i 20 år på Conservatorio Nacionál de Musica i Lisboa, Portugal, og professor i vihuela på konservatoriet i Barcelona. Guitar-og vihuela-lærer i 10 år ved de eksklusive mesterkurser på »Accademia Musicale Chiggiana« i Siena, hvor den store verdens musiknavne udgjorde lærerstaben (såsom Pablo Casals, Sergovia, Casado, Cortot, Zabaletta, Celibidache m.fl.).

Endvidere har Emilio Pujol forestået guitarundervisningen i Paris på L'école Normale de Musique, som grundlagdes af Cortot. De fleste guitarister herhjemme kender Max Eschigs (Paris-) udgaver af Emilio Pujols lange rækker af kompositioner, transkriptioner etc., men de kender næppe det fulde omfang af hans enorme bidrag til guitarens repertoire og pædagogik! Jeg har haft den glæde at studere hos Emilio Pujol både i Siena og i Lérida.

Men som han plejede sig sige: »Jeg underviser ikke, jeg hjælper jer blot med at studere.«

Han hjalp netop sine elever til at opdage deres egen personlighed og til at lære dem, hvordan de kunne udtrykke den i overensstemmelse med musikken.

En gang jeg ankom nogle dage forsinket til et af hans kurser modtog han mig med et begejstret: »De kan ikke tænke Dem, hvor meget jeg lærer her!«

Hans undervisning udstrålede både visdom, godhed og beskedenhed, men en underfundig humoristisk sans manglede dog heller ikke. Ved et af kurserne var der en meget besværlig elev, hver gang hun skulle spille for maestro var der altid noget i vejen. En dag ventede vi forgæves på hende ved det fælles spisebord. »Hun har nok mødt et problem,« sagde Pujol med en skælm i øjet.

Når han svarede sine elever var det som havde han røntgenfotograferet dem, og hans ord var som vejet på guldvægt.

Alberto Ponce (professor ved Ecole Normale de Musique i Paris) sagde på sin sædvanligt kortfattede måde: »Hans undervisning er ikke blot for guitarister, men for alle mennesker.« Vi var enige om, at han i sin undervisning søgte at bringe os frem til værdier, som lå over musikken.

På kursus i Siena var der en italiensk guitarist, der spillede som var han på rulleskøjter. Blev han bedt om at spille en skala havde han været op og ned ad gribebrættet i flere oktaver inden vi havde trukket vejret.

En sen aften på fortovskafé ( med udsigt til Sienas stolte rådhustårn) sad vi nogle guitarister sammen med Pujol. Den ovemnævnte guitarist udbredte sig om et kæmpelegat han ville søge for herefter at øve sig 18 timer i døgnet - så han kunne blive verdensvirtuos.

Der blev en pause, hvorpå maestro stilfærdigt bemærkede, at nu om dage kom det ikke så meget an på at øve sig 18 timer i døgnet: »En musiker må være orienteret i så mange andre kunstarter som muligt - maleri, litteratur, dramatik etc. - være åben og give sig tid til at leve - så han har noget at øse af til sin kunst.«

Pujol har engang sagt, at en god skole meget vel kan frembringe en god teknikker, men kunstneren vil altid være hævet over en hvilken som helst skole eller system!

Pujol foretrækker - som Tárrega og Sor - anslaget uden negle, men da han aldrig er fanatisk, men besjælet af en umådelig tolerance - lader han eleverne selv vælge anslagsmåden, efter grundigt at have forklaret fordelene og ulemperne ved begge anslagsformer.

Han har i øvrigt i denne sammenhæng skrevet en afhandling om klangens dilemma.

Udover sin store pædagogiske indsats har Emilio Pujol tilbagelagt 40 års koncertvirksomhed overalt i Europa og Sydamerika. Han gav koncert i København i 1928. Berlingske Tidende fremhævede i sin anmeldelse hans virtuose og kunstneriske fortolkning af det udsøgte repertoire. I den omtalte, nyligt udkomne biografi om Emilio Pujol findes et stort udvalg begejstrede anmeldelser fra mange af disse koncerter, bl.a. ovennævnte. En del af dem var i samspil med hans nu afdøde hustru Mathilde Cuervas, som var en fremragende guitarist og specialist i flamencospil.

Emilo Pujol er nu gift med den portugisiske pianistinde og sangerinde Maria Adelaide Robert.

I mange år levede Pujol i Paris som midtpunkt blandt tidens store musikere. Blandt hans nærmeste venner var Manuel de Falla, som skrev sin »Tombeau a Debussy« til Emilio Pujol, og som i øvrigt har skrevet et forord til hans skole, hvorfra ovennævnte citat er taget.

At forsøge at udtrykke, hvad Emilio Pujol har betydet som menneske for de utallige, som har krydset hans vej er ikke muligt i en kort artikel. Man kan få et nogenlunde dækkende indtryk ved at læse Rieras biografi, hvori en mængde af Pujols kolleger og elever hver på sin måde udtaler samme hengivenhed og dybe beundring for et menneske af enestående format og generøsitet. Komponisten Joaquin Rodrigo slutter sig til dem i sit forord til bogen. Det er kun rimeligt, at Pujol på sin 90-års fødselsdag blev hædret med guldmedalje både i Barcelona og i Lérida.

Som nævnt er han nu 93 år. Han har brugt hele sit liv til at arbejde for den klassiske guitar. Med sit pædagogiske hovedværk Escuela Razonada delà Guitarra vil han fortsat kunne udbrede kendskabet til - og herigennem konsolidere den spanske guitartradition. Der findes i denne skole bl.a. beskrivelser af tekniske finesser, som selv en Konrad Ragossnig (der for nyligt holdt mesterkursus på det jyske musikkonservatorium) ikke kendte.

Ragossnig forelagde i øvrigt en studieplan, som overalt henviste til Emilio Pujols skole. Samtidigt beklagede han, at den endnu ikke er oversat til tysk.

Skolen er netop fremragende p.g.a. sin detaljerede tekstforklaring af enhver finesse, således at enhver der ønsker at korrigere sin teknik, eventuelt uden lærer, virkelig bliver grundigt orienteret. Herhjemme er alt for mange gået glip af denne enestående information p.g.a. sprogbarrieren. Teksten er på spansk og fransk.

Guitarstuderende har til stadighed gennem årene opfordret mig til at oversætte teksten til dansk, således at man lettere kunne følge hans grundige vejledninger vedr. bl.a. den manuelle bevægelsesøkonomi, som er så nødvendig. Gennem vedvarende korrespondance med maestro Pujol - og på baggrund af mine studier hos ham - havde jeg tillid til, at jeg var fortrolig med hans særlige sprogbrug og specielle formuleringer og gik derfor endelig i gang med opgaven i 1976.

Takket være tilladelse fra Riccordi Americana, støtte fra Carlsbergs mindelegat, velvilje fra Engstrøm og Sødring og - sidst men ikke mindst min elev Karen Duusgård Nielsens opmuntring og storartede hjælp ved renskrivning og korrekturlæsning udkom oversættelse til bind 2 og bind 3, som der i øjeblikket syntes at være mest brug for. Bind 4 synes helt ubrugelig såfremt man ikke kan læse teksten, så det er mit håb, at der må blive midler til og mulighed for at fuldende oversættelsen også af dette værk.

I øvrigt arbejder Emilio Pujol videre på bind 5!

Jytte Gorki Schmidt

Henvisninger:

Juan Riera Emilio Pujol. Institute de estudios ilerdenses de la Excma. Diputation Provincial de Lerida. - PI. Catedral-Lerida. (Espana).

Emilio Pujol: Tárrega, Ensayo biografíco. Udgivet som bibiliofilt tryk i Lisabon 1960. For tiden udsolgt.

Emilio Pujol: Escuela Razonada de la Guitarra, I, II, III og IV. Ricordi Americana. Buenos Aires. Argentina.

Jytte Gorki Schmidt: Dansk oversættelse til bind II og III af Emilio Pujols »Escuela Razonada de la Guitarra«. Engstrøm og Sødring. København.

Årgang 53/1978-1979, nr. 06