Om den unge svenske elektronmusik ...

Af
| DMT Årgang 53 (1978-1979) nr. 06 - side 260-262

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

Rundt omkring os, på plakatsøjler og i aviser, bliver vi mindet om historie. Tendenser fra 40'erne og 50'erne dikterer hvordan vi skal gå klædt og hvordan vi skal leve. Vi bliver ikke mindet om historie i den forstand at vi har noget som helst at lære af den så vi kan komme videre; i stedet bliver den et hjælpemiddel til at glemme det der ligger foran os. Vi søger det allerede kendte, det trygge. Vi længes hjem, vi føler nostalgi. Denne store nostalgifeber rummer egenskaben at rationalisere; vi forenkler historien til årtier og leder efter det tidstypiske. Det rendyrkes siden og vi begynder at lytte til 50'er-rock, går på diskotek med udelukkende 60'er-musik og vi forsøger at få hold på ånder fra de mørke 30'ere. Sjældent har vi været så tilbøjelige til at placere historie i 10-årsperioder som nu. Historien kommer nærmere og nærmere ind på os. Vore snart svundne 70'ere bliver til et rekapitulationens årti, til et tilbageslag.

I musiklivet giver denne nostalgi sig fx udslag når ældre komponistkolleger taler sig varme om de aktive 60'ere. For den unge generation, som voksede op i 60'erne og var uvidende om hvilket »revolutionerende og vitalt« årti de befandt sig i, opfører sig i dette her tilbageslag temmelig mærkværdigt. Det er jo umuligt at have tømmermænd uden at have været med i selve rusen.

For at belyse denne situation har jeg valgt at præsentere fire komponister fra den yngre generation. De har alle det tilfælles at de har syslet meget med elektronmusik. Elektron-musikken er jo trods alt et eksempel på noget som voksede sig stærkt i 60'erne og som i 70'erne er gået mod stadig større fuldendelse og perfektion, i det mindste i Sverige.

Elektronmusikken har pr. tradition stærkt fodfæste i Sverige. Det har sine naturlige forklaringer i at man så tidligt som i 1964 grundlagde en samlende institution for den, nemlig Stiftelsen Elektronmusikstudion (EMS). Dengang begyndte man at bygge dét op, som idag er blevet til en omfattende virksomhed med to studier: et data-studie og et mindre analog-studie. Et andet eksempel på i hvor høj grad man tog elektronmusikken alvorligt er at der blev bygget et studie på Musikhögskolan i Stockholm 1972. Det betyder naturligvis ikke blot meget for komponisternes uddannelse men også meget for at skabe en bredere interesse for elektronmusik i andre musikgrupper. Lars-Gunnar Bodin har haft umådelig stor betydning gennem sin pædagogiske virksomhed ved Musikhögskolan (indtil 1976) og nu på EMS.

Det koster naturligvis mange penge at udruste og holde et elektronmusikstudie i gang, og efter nogle års tvivlrådighed fra statens side er der blevet bevilget 1.000.000 Skr. til at føre EMS ajour, mens studiet på Musikhögskolan fører en hensygnende tilværelse p.g.a. den store slitage. Man kan håbe på at Musik-högskolans studie, der er af største betydning for elektronmusikkens videre vækst også får imødekommet sine ansøgninger så det kan overleve.

Åke Parmerud (f. 1953) har i 1978 haft internationale succes'er med sin elektronmusik-komposition »Närheter« som placerede sig som nr. l i en af klasserne på elektronmusikfestivalen i Bourges.

ÅP: »Det sker let at man gror fast og bliver puttet i en bås hvis man kommer til at havne i et »Det-unge-Tonekunstnerselskab-repertoire«. Helst af alt kunne jeg tænke mig at få mine værker fremført i situationer hvor publikum mere åbent møder musikken. Jeg er overbevist om at der rundt om i samfundet findes store potentielle lyttergrupper som aldrig nås af fx elektron-musikken.

I mit stykke »Närheter«, som er en slags allegori over en kulturopløsning, vil jeg beskrive tilværelsen som opdelt i forskellige bevidsthedsplaner. Jeg tror at den opfattelse er fantastisk vigtig for forståelsen af virkeligheden. I politisk henseende er det meget farligt at glide ind i en forfladigelse s-mentalitet, hvor man forenkler og glatter alting ud til ét todimensionelt plan. Eftersom jeg har syslet mest med elektronmusik vil jeg nu udvikle mine færdigheder i at skrive instrumentalmusik for at kunne nå frem til en syntese mellem den og elektronmusikken. Det bliver altså noget af en omvendt proces, at gå fra elektronisk komposition til mere traditionelle fremgangsmåder. Det påvirker sikkert min måde at komponere instrumentalmusik på, fordi elektronmusikkomposition indebærer en helt anden måde at tænke musik på.«

Pär Lindgren (f. 1952) går på sidste semester i kompo-sitionsklassen på Musikhögskolan i Stockholm, og han har netop færdiggjort et større elektronmusikværk med titlen »Elektrisk musik«.

PL: »Jeg tror at elektronmusikken på en eller anden måde er knyttet til vor generation. Den genspejler vor tid bedre end det store orkesterapparat, som man let forbinder med visse sociale miljøer. Det har meget at gøre med klangen, denne her elektriske klang som også findes i rock-musikken. Jeg tror at det er lettere at kommunikere med sin egen generation via elektronmusikken som ikke er så traditionelt belastet.

Popmusikken var jo den musik jeg begyndte med, og som jeg har mine rødder i. Jeg vil forsøge at finde tilbage til et sprog som jeg kan acceptere, og som jeg kan komponere med.

»Elektrisk musik« er et forsøg på at beskrive en kultur der er blevet mere og mere dekadent. Der findes lidt af »den synkende stad« i musikken: noget forførerisk smukt som samtidig har noget råddent og vammelt over sig. Det er skønt og farligt på en gang.

Jeg tror at man må komme bort fra snobbismen i den traditionelle komponistkarriere og forsøge at finde nye kanaler hvor man kan nå ud med sin musik: At komponister og musikere starter egne grupper som spiller på andre steder end i de traditionelle koncertlokaler og at man samarbejder med kunstnere inden for andre medier.

Tommy Zwedberg (f. 1946) er den første og hidtil eneste som er blevet optaget i kompositionsklassen med udelukkende kompositorisk virksomhed inden for elektronmusikken bag sig. Efter kontakter med Jan Bark er han nu blevet slušet ind på kombinationen film/musik. En ny film (Like Mother, like Child) har han netop gjort færdig; til den har han lavet både tegninger og musik.,

TZ: »Jeg tror at mangelen på det visuelle i elektronmusikken (man har jo bare et par højttalere at kigge på) gør at man har lettere ved at binde den sammen med andre medier. Men det har også noget at gøre med nysgerrighed og opdagelsestrang. Er man én gang begyndt på elektronmusik er man på en eller anden måde avant-gardist, og som sådan søger man jo altid videre. Jeg vil dog gerne have at filmen skal fungere som musik og ikke som en illustration til musikken, eller omvendt.

»Like Mother, like Child« handler om samfundets evige cirkelgang, hvor autoriteten (faderen) påvirker moderen, som derefter påvirker barnet. Barnet vokser op og mønstret gentages. Udviklingen i samfundet står egentlig stille.

Anledningen til at jeg har valgt at lægge det meste af mit arbejde i elektronmusik har sikkert flere årsager. En ting som betyder meget er at man får resultatet af ens komponeren at høre med det samme, og at man har mulighed for at arbejde med kompositionen helt frem til opførelsen. Det ligger der en tryghed i. At arbejde med elektronmusik er en udmærket måde at drive kompositionsstudier på. Man får trænet sin tids-fornemmelse og har som sagt fordelen af at høre musikken klinge.«

Rolf Enström (f. 1951) skal til efteråret repræsentere Sverige på ISCM-festivalen i Athen med sit billedspil MYR for bånd og dias.

RE: »MYR handler om menneskets underlige trang til at sætte sin autograf på naturen. Om hvordan vi vil dokumentere over for os selv at vi er noget mere end naturen. Det kunne i jernalderen finde sit udtryk i at man rejste monumentale gravsten, og i vore dage i miljøødelæggelse og anden rovdrift på naturen. Det handler også om hvordan vi laver forenklinger af virkeligheden; at vi forsøger at lave rektangler ud af komplekse strukturer.

Alt dette er det muligt for mig at sige lige ud uden omskrivninger, men jeg tror at man ved at skildre problemerne gennem kunsten rammer et andet bevidsthedsniveau hos dem man vil nå. Man får sværere ved at vægre sig.«

I Rikskoncerters regi har RE arbejdet med pædagogiske opgaver i forbindelse med elektronmusik. På en ungdomsgård i Stenungsund har en gruppe unge stiftet bekendtskab med elektronmusik-komposition.

RE: »I arbejdet på Stenungsund forsøgte jeg at skabe en bevidsthed om hvad lyd betyder gennem at diskutere »kompositioner« som de unge selv havde lavet. Jeg havde et mobilt elektronmusikstudie til min rådighed og en del andet teknisk udstyr. Der var mange positive træk og følelser i dette arbejde. Det mest positive var måske at initiativet kom fra de unge selv og ikke fra mig. Det negative var at der kun fandtes få muligheder for at følge arbejdet op efter at jeg havde forladt stedet. Der må være en kontinuitet i dette arbejde for i det mindste at have noget at sætte imod de kommercielle kræfter når de kommer anstigende med John Travolta.«

I lyset af disse fire komponisters udtryksvilje er det svært at tale om 70'erne som noget stagneret og tilbage skuende. Eller er det resignationen som nu er begyndt at få sin reaktion? at den helt enkelt tvinger os til at se fremad og finde nye veje. I så fald er det ikke lykkedes for den kommercielle verden at slå mønt af vor utryghed.

Ud over den relative vilje til at se fremad og gå videre er der en mængde ligheder mellem disse fire komponister, og også, tror jeg, for en større del af den øvrige svenske komponistgeneration.

En af disse ligheder, som måske også udgør et brud med traditionen, er den fælles baggrund. For den unge generation indebar 60'erne ikke avantgardisme og happenings men Beatles og Rolling Stones, sagt på en enkel måde. Den finder udtryk i valget af medium (elektronmusik), men sandelig også i valget af tonesprog. Den har også indflydelse på spørgsmålet om holdningen til musik-distributionen. Man har en sand vilje til at komme ud til nye publikumsgrupper og føler for alvor forpligtelsen i at tage kampen op mod kommercialismen. Den i Sverige helt hensovede »musikrö-relsen« kan måske få nyt liv ved hjælp af »kunstmusikken«.

En anden fællesnævner er det politiske engagement som giver sig udtryk på en anden måde end den man traditionelt tænker på. Der findes ingen træk af provokation i deres måde at behandle politiske spørgsmål på, men snarere forsøg på at kommentere og beskrive den daglige situation. Samtidig med at man har accepteret musikkens besvær med at sige noget entydigt, har man begrebet dens muligheder for at nå andre bevidsthedslag hos modtageren.

Denne hurtigt opridsede skitse af en del af det svenske musikliv som føles vital midt i alt det stagnerede, gør absolut intet krav på at være total. Total kan den kun blive når man har hørt den musik som de har talt om. Med tanke på at elektronmusik er let at transportere, tror jeg at det danske publikum med god grund kan gøre sig forhåbninger om snart at få skabt sig dette totalbillede.

Thomas Jennefelt

Årgang 53/1978-1979, nr. 06