Symposion

Antifoni - Sympati

Med ondt skal ondt fordrives ... eller hur??

Lad mig sige med det samme, at jeg finder, man skal være Hans Gefors og DMT-redaktionen meget lidt taknemmelig for offentliggørelsen i den foreliggende version af HG's funderinger over Pelle Gudmundsen-Holmgreens orkesterværk Antifoni. Det er slemt nok, at HG's indlæg »Antifoni - Antipati« er kommet på tryk i u-tide, men det gør ikke sagen bedre, at redaktør Holtens oversættelse fra HG's svenske manuskript ikke er præcis nok. Jeg har set den svenske tekst igennem og anfører i tilknytning til mit indlæg nogle ændringsforslag til den danske tekst, som den står i DMT, marts 1979, p. 219 (højre spalte) og 220 (venstre og højre spalte).

Det værste ved HG's bidrag til den almene forvirring er ikke, at han - efter mit skøn og i nogen grad til min forbavselse - her kommer for skade at blamere sig som komponistkollega, som musikskribent og som musikkritiker (-tilhører). Det helt slemme er den skade, et så velformuleret æselspark kan komme til at tilføje PG-H ved bl.a. at få hans modne komponeren (som dokumenteret i Antifoni) til at fremstå som en kynisk arbejden med patenterede tricks, som publikum er naivt eller kynisk nok til at falde for under frydeskrig.

Antifoni har ikke været til at høre siden uropførelsen i januar og er ikke udgivet på tryk eller som manuskript, endsige præsenteret i en analyse eller lignende. På den anden side anvender HG sig i sit indlæg af så velkendte (også fra andres, fx PG-H's egen, essayist-pen) kløgtige 'DMT-diskussion- om-Ny-Enkelhed-og-Stilpluralisme-og-Beckett-mig-her-og-hvem-venter rørklokkerne-på' tonegange, at den Antifoni-løse læser (og især måske den, som end ikke hørte uropførelsen, som i øvrigt blev sendt i radio) risikerer at tage det hele for gode varer og tager bestik derefter.

Vi venter på Antifoni - men tænk om HG's opsats på forhånd vækker antipati mod værket, så at det næste gang mødes med sind, der ikke er opladt og åbne, men efter DMT-læsning er garneret med ruser og faldgruber, der får værket til at plumpe i, før det overhovedet er nået derind, hvor musikken skal til at 'ske' i os? HG's beretning om sin egen antipati-reaktion ved mødet med værket er jo i sig selv en dokumentarisk fremlagt og egentlig rystende skildring af, hvor galt det kan gå, når éns modtage-apparat på forhånd er så skævt, ja næsten anti-musikalsk justeret, at komponistens værk-formidlede signaler forvrænges og ens, sans for den musikalske detaljes funktion i den lokale og den storformale værksammenhæng er forstyrret; og en ditto ditto skildring af, hvor galt man kan komme af sted, når man er så optaget af at skrive omkring musikken, at man får fem gale høns ud af de par sølle fjer, man nøjedes med at plukke det musikalske kunstværk for, inden man lod (ur-)opførelsen blive lydkulisse til en indre privatpalaver om alt det, som tæller mindre end den levende musik (-oplevelse).

Min egen situation er i skrivende stund ikke forskellig fra HG's i den forstand, at jeg skulle have haft lejlighed til at genhøre eller gense Antifoni siden uropførelsen. Men jeg havde lejlighed til at stifte bekendtskab med større dele af værket før uropførelsen, idet jeg sad sammen med komponisten ved flere arbejdsprøver i koncertsalen og hørte på, mens vi kiggede i partitur og ind imellem nåede at tage lyndrøftelser af kompositionstekniske, opførelsesmæssige og (navnlig) stilistiske og formale detaljer. Jeg gjorde mig mine tanker om dette og hint, så lige som HG (- der jo som kollega og kender har viet bl.a. PG-H og hans musik megen interesse -) kunne jeg siges at se frem til uropførelsen med en relativt 'specialiseret' interesse.

Min situation ved uropførelsen af Antifoni var altså, at jeg i modsætning til de allerfleste i publikum kendte stykkets ingredienser og på forhånd kendte lokaliseringen af de stilistiske og formale tricks og 'hovsa-steder'. Jeg havde på grundlag af mine forhåndserfaringer dannet mig et vist indtryk af stykket og mente, jeg kendte den Antifoni ret godt, som også jeg ved uropførelsen skulle høre for første gang i sin helhed fra begyndelse til ende. Det spændende for mig var egentlig 'blot', hvordan De Spændende Steder ville fungere i sammenhængen.

Det, som skete mig under uropførelsens første minutter, var imidlertid noget stik modsat af det, HG kan berette om for sin del - jeg blev nemlig så grebet i nakken af en 'spontan-opleven', at jeg glemte at høre fremad i værket med min forhånds viden og glemte at gøre mig mine tanker om det, jeg på forhånd havde gjort mig mine tanker om. Da jeg var kommet til mig selv (kommet 'tilbage' fra Musikken) efter koncerten, kunne jeg så konstatere ved eftertanke og efterrationalisering, at De Spændende Steder ikke havde været nær så spændende og slet ikke nær så vigtige i det levende formforløbs udvikling, som jeg havde forestillet mig ud fra det meget overskuelige partitur og de som partial-opførelser meget vellykkede arbejdsprøver. Jeg var slet og ret under uropførelsen under indflydelse af formkræfter, hvis spil var langt mere raffineret (dvs., på én gang mere komplekst og mere enkelt) end som så, og som viste, at Antifoni, som autonomt kunstværk under klingende udfoldelse, er rigere og stærkere end summen af sine detaljer, ja måske endda rigere og stærkere i sine musikalske udsagn, end selv komponisten vidste af, da han overgav sit færdigskrevne produkt til dets skæbne.

Efter mit skøn står Antifoni sikkert på benene, selv om formudviklingen er kapriciøs, og stilen slår sine bukkespring - men det er synd, om et DMT-indlæg som HG's skulle få lov at spænde ben for nogen på vejen til Antifoni. Derfor ovenstående erklæringer (-mere kan det ikke blive til denne gang, for jeg har ikke haft lejlighed til at gense partituret og kan således ikke give mig ind på at fremlægge mine synspunkter på værket i analytisk form, endsige præcisere min uenighed med HG's opfattelse af visse værk-detaljer -) og derfor nedenstående bidrag til en klargørelse af den trykte version af HG's erklæringer.

219/h. sp./l. 16 f.o. »et mønster«, læs »mønstret«.

219/h. sp./l. 6 f.n. »Alle elsker bekræftelser«, læs »Alle elsker en bekræftelse«.

220/v. sp./l. 12 f.o. »middelbart«, læs »umiddelbart« (sættefejl).

220/v. sp./l. 17-11 f.n. HG's tekst lyder som følger: »Se hur löjliga uttryck ar om man spelar ut dom mot varandra!«, skrattande vander vi oss mot varandra. Men till sist är bara skrattet kvar, for varje uttryck, akta som oäkta, ja t o m Pelles egna blir löjliga, otänkbara (= ej möjliga att tänka). Vagen är utstakad. Då är det inte roligt längre.« Oversættelsen må være noget i retning af: »»Se, hvor pudsige / åndssvage / sjove / underlige ... [etc. 'Löjlig' er et af hverdagssvensks meget rigtfacetterede ord] udtryk er, hvis man spiller dem ud mod hinanden!«, leende [grinende?] vender vi os mod hinanden. Men til sidst er kun latteren [grinet?] tilbage, for hvert udtryk, ægte som uægte, ja til og med Pelles egne, bliver 'löjliga' [cf. ovenfor], utænkelige (= ikke mulige at tænke). Retningen [vejen] er afstukket. Så er det ikke morsomt længere.«

220/h. sp./l. l f.o. HG's tekst har »Det är for mig angelägnare an att sitta ...«, og Bo Holtens
»magtpåliggende« er næppe den bedste løsning på problemet med at få oversat HG's »angelägnare« i dets ikke helt klare kontekst.

HG's slutgestus,(som iflg. hans manuskripts udseende er sat på senere end renskriften og signaturen) skal læses: »Jeg ser frem til at høre Antifoni endnu en gang [/ en gang til]«.

PS: Det hedder contradictio in adjecto, sæføli.

Svend Ravnkilde

25.4.79.

Antipati - Antipati

Kære Hans Gefors! Så vidt jeg kan forstå af din artikel, kunne du efter uropførelsen af Pelles Antifoni ikke lide værket. Mere synes jeg ikke der burde være at sige om den sag. Det hænder tit for os allesammen, at vi hører et stykke musik vi ikke kan lide; men indtil jeg har haft lejlighed til at høre det pågældende værk flere gange og måske endda har haft mulighed for at se i partituret, synes jeg både for min egen og komponistens skyld, det er rarest at holde en æstetisk dom omend ikke helt for for mig selv, så dog på det mundtlige plan.

Jeg går nemlig ud fra at din kritik ikke kan opfattes og heller ikke er tænkt som en kvalificeret værk-analyse, men hvad skal den så egentlig bruges til andet end at mistænkeliggøre Pelle over for læsere, der ikke har hørt Antifoni? Rent ud sagt synes jeg det er groft at kalde Pelle kynisk, når det må stå uimodsagt. Antifoni er jo endnu ikke indspillet på plade, endsige bare udgivet, så din påstand har læseren ingen mulighed for at efterprøve.

På en vis måde skulle dette synspunkt udelukke enhver form for førstehåndskritik, deriblandt aviskritik, og stort set kunne vi vel også godt undvære den. Men når endelig galt skal være, så er jeg ked af den ideologiske iklædning du giver dine sure opstød over Antifoni. For 10-15 år siden lanceredes begreberne stilpluralisme, nyenkelhed, attituderelativisme og meget andet godt, der i den historiske sammenhæng havde mening, fordi disse begreber tjente til at tydeliggøre en musikalsk gentænkning af fænomener, der var tabuer i Darmstadttiden. Sådan er situationen bare ikke mere. På mig virker disse begreber historiske og i værste fald ideologisk indsnævrede. Det interessante ved en melodi i c-dur, en tonal kadence eller en volgasang, er for mig ikke den holdning hvormed de er brugt, (hvad ved vi til syvende og sidst om den), men ene alene om det pågældende sted har mening lokalt og i forhold til den storformale helhed. Kort sagt: Om Pelle har brugt Volgasangen som Beckett eller brdr. Marx er hamrende ligegyldigt. Det væsentlige i den sammenhæng kan kun være det pågældende værk.

Stilpluralismen rettede bl.a. opmærksomheden mod ejendomsforholdene i musikken: ingen har »fundet på« c-dur, og ingen har for den sags skyld »fundet på« volgasangen. Den selvsamme intervalfølge findes hos Chopin (a-moll præludiet), Mahler (5.symf.) og Berg (Wozzeck 3. akt), så hvad siger det egentlig om Antifoni, at Pelle tilsyneladende citerer volgasangen?

I øvrigt blev jeg irriteret dels over dine konservatorie-agtige dogmatiske definitioner på hvornår et ostinato er fremaddrivende, og dels over som kollega at blive taget til indtægt for at du synes Antifoni er morsomt. For med henblik på ovenstående må jeg tilstå, at jeg aldrig har hørt og oplevet Pelles musik i de sædvanlige danske modernistiske kategorier. Selv et stykke som Tricolore IV, der ellers som regel omtales for dets ekstreme nyenkelhed og »antigestikulerende« holdning, har jeg altid hørt som et solidt stykke europæisk gestik, af den slags man finder i al stor musik.

Antifoni var for mig, (hvis jeg som modvægt til Ge-fors, må sige min helt private, ukvalificerede mening), en utrolig oplevelse af, at den store symfoniske gestus ikke er død, og at al den snakken om stilpluralisme og nyenkelhed er håbløs. Måtte dette tjene som opfordring til DMT's redaktion om på baggrund af en analyse af Antifoni at starte en debat om stykket og ikke om de tendenser eller holdninger der måske er eller ikke er i Pelles symfoniske Antifoni.

Steen Pade

»Energien er glæden i verden«

(Inger Christensen: Det)

I sin i øvrigt overbevisende analyse af selvmodsigelsen i Pelles Antifoni overser Hans Gefors noget centralt. Ikke underligt i øvrigt - at han overser det - for dét han overser, tilhører et forståelsesplan bag ved (eller »over«, hvad man vil -) det plan, han analyserer så præcist og indgående! Hans Gefors (som vil blive kaldt Hans Gefors i det følgende) overser nemlig den glæde, som har fyldt Pelles sind mens han komponerede Antifonien. »Alle elsker bekræftelser« - osv.: succesen lå forventet i baghovedet, Pelle forventede omsider at være publikumsmæssigt på niveau med samtidens forståelse - og så måtte regningen for selvmodsigelsen (som Pelle formodentlig har indset længe før Hans Gefors) vente til senere ...

Det er en glæde af og til at opleve ægte resonans (bekræftelse) - det gælder også for Pelle, og det er mit bud på succesen, at det blev en rigtig succes (et »huskeværk« af de sjældne), fordi det er komponeret med en stor, indre glæde over at forvente at være på niveau med samtidsforståelsen. En sådan glæde er uvurderlig som motor for kompositionsprocessen, - ideerne myldrer frem, man har råd til at kassere, studere, udvælge og lade sig beruse med gentagne kontroller af hvert knudepunkt og stræk i værket.

Denne glæde var mærkbar ved værkets usædvanligt inspirerede mikrostrukturer, som også Hans Gefors jo tilkender »rituel« udkomponerethed. Og det var denne glæde - over den forventede succes - som var driv kraften, overskuddet der skabte en sådan succes. Som Pelle sådan glædede sig til ...

Denne glæde kommer naturligvis kun indirekte til syne ved en analyse af den Geforske slags; den fordrer en mere forfinet analyseform.

Per Nørgård