BRNO 1978 -Janácek-festival og kongresser

Den tjekkiske komponist Leoš Janácek døde i 1928, 74 år gammel, og 50-året for hans død blev højtideligholdt gennem årets musikfestival i Brno (29/9 til 17/10), hvor de fleste af hans værker kom til opførelse. At lytte sig igennem en komponists hele produktion, vel at mærke i levende opførelser, er noget, man sjældent har mulighed for, -men som - når det lader sig gøre - i eminent grad støtter forståelsen af hvert enkelt værk. Når tilmed opførelserne næsten uden undtagelse ligger på et meget højt musikalsk plan, og man har lejlighed til at orientere sig før hver koncert eller opera i et udførligt programhefte og gennem samtaler med kolleger, der står komponistens baggrund nærmere, kan man ikke ønske sig bedre vilkår for at lære denne musikers udtryksformer at kende. Det er vel operaerne, der står stærkest i det udenlandske publikums bevidsthed, og de blev alle opført. Det var i den sammenhæng interessant, men ikke så meget mere, at høre tidlige værker som Cárka (1887) og Begyndelsen til en Roman (1891), og operaen Skæbne (1904) fristes man til at regne med i samme gruppe, selv om den er komponeret efter afslutningen af Jenufa. Man kunne i hvert fald ikke undre sig over, at Janáceks ry som operakomponist hviler på de for længst mere velkendte: Jenufa (1894-1903), Kaija Kahanová (1919-21), Den fiffige lille ræv (1921-23) og Sagen Makropoulos (1923-25). Alle blev de opført i udmærkede iscenesættelser på den store Janácek-opera, hvis brede scenerum både rummer muligheder og problemer. Ofte søgte iscenesætteren ved lysets hjælp at begrænse rummet. Til titelrollen i Katja Kahanová havde man fra USA tilkaldt Alexandra Hunt, som viste en meget gribende opfattelse af denne store kvindeskikkelse - naturligvis sunget på originalsproget. To bemærkelsesværdige operaer endnu: den ironisk hud-flettende udlevering af den selvsikre borgermand i Hr. Brouceks udflugter (1917) - et værk, der i almindelighed anses for at være »for tjekkisk« til at kunne spilles i udlandet, men mon det passer? - og så Fra et kælderdyb (1927-28), Janáceks sidste værk, hvis libretto bygger på Dostojevskijs »Optegnelser fra et kælderdyb«, dvs. et fængsel, hvor mordere, voldsforbrydere, politiske fanger og uskyldigt anbragte tilsammen udgør et samfund, der i kraft af sin isolation og sine snævre rammer giver plads for udfoldelsen af menneskelige følelser af såvel hadefuld som øm og sart karakter. Operaen blev også spillet ved sidste års festival, men nyopsætningen i år afdækkede endnu dybere lag i værket. Den havde man gerne taget med sig hjem. Koncerterne bød på glimrende opførelser af hans Sin-fonietta, Taras Bulba og den Glagolitiske messe. Sammen med de to strygekvartetter hører de nok til de hyppigst opførte af Janáceks værker. Men der var også blandt de (i hvert fald her) sjældnere hørte meget bemærkelsesværdige kompositioner, f.eks. blæsersekstetten Mladí (Ungdom), Ríkadla (Børnerim) for en vokal (dobbelt) kvartet med klaver og blæserensemble, samt sangkredsen Zápisník zmizelého (Dagbog fra en, der forsvandt). På flere koncerter hørtes en række af komponistens korværker, rigt varierede og til tider særdeles vanskelige, men altid fængslende satser for forskellige korbesætninger.

Janácek-kollokvium

Under musikfestens første uge fandt et musikvidenskabeligt kollokvium sted med Janáceks musik som eneste err.ne. Jirí Vysloužil ridsede i sit indledende foredrag op, hvilke opgaver der i dag må anses for de mest påtrængende i denne forbindelse. Ingen af dem vil forekomme overraskende i kort formulering, idet de alle i forvejen er behandlet i Jaroslav Vogels grundige biografi (Prag 1958), men Vysloužil opfordrede til at søge bredere grundlag for komponistens virksomhed og til syntetisk at inddrage flere sider af tilværelsen i hans samtid. Også receptionshistorien, der stadig udvikler sig, understregede han som vigtig. Den sidste emnekreds havde tiltrukket mange bidragydere til kongressen, så at der efterhånden tegnedes et ganske detaljeret billede af, hvordan musikken var blevet - og bliver- modtaget såvel i hjemlandet som ude omkring. Således gav schweizeren Jakob Knaus en meget præcist dokumenteret beskrivelse af operaernes opførelser i Vesteuropa og i,US A. Og Jirí Fukac havde opbygget et klassifikationssystem for receptionshistorie. Varoslav Volek søgte ad semiologisk vej at beskæftige sig mere indgående analytisk med musikken. Han sigtede på én gang mod en beskrivelse af de udsagnsbæ-rende stiltræk, der gør Janáceks musik forskellig fra alle samtidiges, og mod en redegørelse for den særlige baggrund i komponistens omverden, der har været med til at forme hans tonesprog. Et mere traditionelt overblik over komponistens produktion og hans placering i den musikalske samtid (omend med rigelig glori-fïcering af Janácek på andres bekostning) gav italieneren Luigi Pestalozza. En ny biografi siges at være på vej fra ham.

I øvrigt handlede mange bidrag om Janáceks forhold til folkloren, specielt den mähriske folkemusik, og om dens betydning for hans asymmetriske rytmer, hans »polycentriske« melodik (Volek) og hans modale harmonik. Om Janáceks egne studier af folkemusikken, der var af lignende omfang og art som Bartóks, berettede Dušan Holý (på grundlag af Vysloužils udgave af disse studier i 1955), og flere bidrag handlede om komponistens virksomhed som musiker (korleder, organist), som teoretiker og som lærer, især i hans egenskab af leder af orgelskolen i Brno. Kollokviet bød tillige på nyopdagelser: Milan Skarnpa, bratschist i Smetana-kvartetten, fortalte om fundet af et ældre partitur til 2. strygekvartet, »Intime breve«, som har afsløret, at autografen hos Universal-Edition i Wien er stærkt korrigeret. Han anbefalede en tilbageføring til den ældre version. Nogle dage senere spillede kvartetten 3. sats i denne ældre version som ekstranummer ved deres koncert.

I forbindelse med kollokviet var der arrangeret udflugter til Janáceks fødeby Hukvaldy i det nordlige Mähren, hvor der er indrettet mindestuer i det hus, som Janácek beboede de sidste år af sit liv, og til slottet Židlichovice i Sydmähren - her havde man arrangeret en koncert med udvalgte fragmenter! - ligesom der var lejlighed til at besøge det nyåbnede museum i Janáceks hus i Brno bag den daværende orgelskoles bygning.

Efter week-end'en startede en ny talerrække, denne gang i en af UNESCO arrangeret konference om de slaviske nationers musik og dens indflydelse på den europæiske musikkultur. Der blev fra begyndelsen, i indledningsforedrag af Jirí Vysloužil, Jaroslav Jiránek og sociologerne Milan Kudelka og Vladislav Štastný gjort forsøg på at definere den »slaviske« musik, hvilket ikke viste sig nemt. For på hvilket grundlag kan man forstå det slaviske fællesskab? Åbenbart ikke som resultat af et sprogligt eller nationalt slægtskab, og heller ikke i en fælles etnisk oprindelse. Den materialistiske sociologi har endnu ikke på overbevisende måde gennemlyst spørgsmålet om »det slaviskes« natur, hed det udtrykkeligt, og det blev antydet som mulighed, at man vil komme til at afvise begrebet. Men når denne tvivl er gjort klar, står det tilbage som en historisk realitet, at »det slaviske« har været accepteret som objekt inden for bl.a. linguistik, litteraturforskning og musikforskning siden forrige århundrede. Og så at sige alle bidragydere syntes at acceptere det, hvad enten de nu først problematiserede det, eller forstod det på linie med »det nationale« element i det 19. århundredes musik eller rent ud undlod at definere det. Det blev derfor navnlig musik fra det 19. og 20. årh., der kom til at tjene som eksempler. Milo Velimirovic gav en detaljeret begrundelse derfor i sin gennemgang af en lang række vidnesbyrd om musikeres og musiks tilknytning til østeuropæisk sprog og kultur (eller måske blot: geografi) i middelalderen og fremefter, idet han måtte konkludere, at en national musikkultur først blev erkendt i det 19. århundrede. De få, der talte om musik fra det 18. årh., f.eks. Barry S. Brook om de böhmiske symfonikere, Zdenka Pilková om den böh-miske musikeremigration og Günther Fleischhauer om Telemanns forhold tii polsk folkemusik, omgikkes da også problemet om det nationale udsagn i musikken med forsigtighed. Men de fleste bidrag handlede om komponister, der i forvejen er almindeligt accepterede som repræsentanter for østeuropæisk, national musikkultur, som Smetana (Jaroslav Šmolka, Vladimir Hudec), Glinka ( Olga Lewaschewa7), Janácek (Jaroslav Volek) m.fl., og om den nationale udvikling i enkelte lande: Sovjetunionen (Abraham Gozenpud), Jugoslavien (Dragotin Cvetko, Zija Kucukalic), Bulgarien (Rosalia Biks), Tjekkoslovakiet (Marta Ottlová, Milan Pospíšil). Eller referenterne belyste forholdet mellem øst og vest, f.eks. receptionshistorisk som John Clapham, der blandt mange oplysninger om Smetana- og Dvorak-opførelser også kunne berette om

8. Nordiska Musikforskarkongressen 25-30. juni 1979 i Ljungskile, Sverige.

Musikforskere fra de nordiske lande har siden 50'erne samledes hvert fjerde år, for at fremlægge arbejdsprojekter, udveksle erfaringer og for et sådant plenum at fremme en samlet nordisk musikforskeraktivitet.

Svenskerne arrangerede denne gang og benyttede tidspunktet til at gøre status over 70erne under titlen »Nordisk Musik och Musikve-tenskab under 1970-tallet« - med underpunkter som: den musikanalytiske metode«, »populærmusik-kunstmusik«, kompositioner-musikforskere«.Kongressen har været under forberedelse siden 75 med indhentning af ideer og emner fra respektive landes universitetsinstitutter, og forud for afholdelsen var således fremsendt en gedigen materialesamling beregnet til behandling i kongressens arbejdsseminarer, emneoversigt gives her til orientering (oversigt 1) Som noget nyt på NMFK var nordiske komponister inviteret (Alfred Jansson, Egil Hovland, Per Nørgård) - en videreførsel af nordiske komponisters invitation til musikforskere ved seneste Nordiske Musikdage. De bidrog med værker, musikteoretiske indlæg foruden opførelsespraktisk i korlederen Gunnar Erikssons seminar »Ny Kormusik på 1970-tallt«, som på udemærket vis var integreret i kongressen. Hertil kom desuden et omfattende koncertprogram, der vidner om et meningsfuldt, bredt musikmiljø på den svenske vestkyst. Kongressen kompletteres af »frie referater« - fremlægning og diskussion af større, løbende projekter, om hvilke oversigt 2 kan orientere. Alt i alt må man sige at tilrettelæggelsen var grundig, kun sjældent nåede man at opdage de spændende skærgårdsomgivelser under kongressens fortættede program: morgenmusiceren, arbejdsseminar, frie referater, koncerter, sammenkomster, morgenmusiceren osv. Som arbejdet i arbejdsseminarerne skred frem kom spørgsmålet om analysemedtoder til at stå centralt, især som følge af sammenstillingen popmusik - kunstmusik. En generel opfattelse fremstod efterhånden og sammenfattedes i slutdebatten af den finske Fabian Dahl-strom: den traditionelle rent stilanalytiske undersøgelse af kunstværket strækker ikke langt i nutidig musikforskning; forskellige kontekster må inddrages, hvis man vil fremhæve betydningen af detaljeret musikanalytisk beskæftigelse for andre end den snævre, kodebevid-ste kreds. Det synes da også at kravene fra 1968 nu er naturlige retningslinjer i det daglige arbejde. - Det fremgår bl.a. af det intense arbejde for at få social balance i historieskrivningen - i projekter omkring folkemusikken, arbejdermusikken, jazzmusikken, popmusikken, børnemusikken m.m., og det fremgår kompositorisk hos de nordiske komponister her inviteret i bestræbelserne mod musikalsk in-klusivitet.

Den sociologiske indsats i 70erne har været et grundigt rensemiddel i musikforskningen, en bremse for stadig mere teknisk orienteret værkdissektion per se - som Jan Ling, Göteborgprofessoren formulerede om hensigten med den rent stilistiske forskningsmetode: »Musikanalytikerns uppgift blir att dechifrere konstmusiken til hjalp for lyssnaren. Därmed är allt gott och val. Men är det tillräckligt? Staller vi inte konstområden på en marklig planform utanfor livets ström? Samtidig må man imidlertid fastslå at sociologien nu befinder sig på et ligeså folkefjernt og akademisk-teoretisk niveau som fx. den kompositionsbedkæftigelse man så inderligt bebrejdede indenfor a-vantgardens retninger - for, som Ling fremhæver det: »Det antropo-logiska eller sociologiske sybsättet tenderer ibland att reducere mu-siken till en etikett, vårs innehåll är likgiltigt for själve analysen. Denne vag kan leda musikveteran bort emot metoder och teorier, dar det komplicerede problemet med själve objektet musik kan negligeras« - på tide de to lejre finder sammen og opdager at man er del af samme bevægelse i dagens samfund.

Frans Nerudas virksomhed i Danmark, eller Jürgen Mainka, der talte om en sammenhæng mellem Schubert og Chopin og Frank Schneider, der kunne dokumentere indflydelse fra Smetana, Dvorák og Janácek på Schönbergs tidlige værker.

Undertiden var der i bidragene stof, der indbød til diskussion. Dog kom det kun sjældent dertil, dels fordi sprogbarriererne trods dygtig simultantolkning var følelige (emnerne indbød til tale på de østlige modersmål), og dels fordi - man havde nær sagt: som sædvanlig på kongresser - der ikke var tid til dem. Alligevel betød mødet i Brno ligesom ved tidligere lejligheder, at kontakterne mellem østlige og vestlige kolleger kunne fornys - og det var navnlig udbytterigt.

Carsten E. Hatting

Det synes dog, som det tydeligt fremgik af kongressen, at behovet for faglig udveksling stadig stærkere dukker op her mellem 70erne og 80erne: hvad kan den sociologisk kontekstuelle give den musikalsk strukturelle metode og hvad kan den musikalsk strukturelle give den sociologisk kontekstuelle metode? I Finn Gravesens »Partymusik« mærkedes forsøget på at nærme sig et industrielt ritual med på samme tid musikalsk, personlig indlevelse og musikforskerens betragtning. Sådanne projekter kan givetvis videreføre den næsten givne sociologiske konklusion mod en dybtgående og mere bevidst-gørende musikalsk tolkning. Her viser sig imidlertid behovet for en fornyet musikalsk semantik, der kan blive mødepunktet for 80ernes musikforskning. Philip Tagg viste med sit bidrag - Abbas »Fernando« - forsøg mod sådant fornyet musikalsk semantik, tilbrug i forbindelse med den tiltagende kompositorisk-raffinerede popmusik. Tagg søger med kritisk sigte men med grundliggende perceptions-mæssigt engagement at tyde sammenhængen i associationerne fra de talrige, men skjulte mikromotiviske referencer popmusikken kom-poneres af.

Udgangspunktet for Tagg bliver således et uhyre referencerigt, holistisk stilperspektiv - en korrespondensmetode som også benyttes af Lennart Hall i hans analyse af lårs Edlunds Nenia« og som ligeledes er en grundtanke i »Hierarkisk Genesis«, Per Nørgårds musikalske teori. Philip Tagg fremlagde disse ideer i en doktorafhandling dette forår: »Kojak 50 seconds of Television Music: towards the Analysis of Affect in Popular Music« - (netop TV-seriemusik blandt de mange popgenrer, fordi den både har popmusikkens visuelle myteindhold i særlig grad og samtidig eksisterer som selvstændig, særdeles kompleks, komposition i plademediet fx.). Samarbejder indenfor sådanne centrale nye områder, som stiller store krav til såvel sociologisk som stilanalytiske arbejdsmetoder, kan meget vel tænkes at blive en væsentlig del af nordisk musikforskning de kommende år op til de næste NMFK i 1983, som afnoldes i Danmark. Ideer og emner til denne bragtes allerede for dagen her: »korbevægelsen som fænomen«, invitationer til både komponister og popmusikere« og man kunne pege på »kvindemusik«, som ikke behandledes her; endvidere foresloges: »musikken i kriseperioder« og »musik i massemedier«. Kongresberetning udsendes senere på året.

Ivan Hansen

Oversigt 1: Materialesamling til kongressens arbejdsseminarer

Eigil Hovlands »Saul« (Finn Benestad)

Aulis Sallinens 1. Symfoni (Solveig Blix)

Abbas »The Name of The Game« (A. Carlsson - Lars Lilliestam)

Partymusik (Finn G*avesen)

Lars Edlunds »Nenia« (Lennart Hall)

Per Nørgårds »Seadrift« (Jens Johansen)

Erkki Salmenhaaras »Pianosonate nr. 2 i H-dur« (Outi Jyrhämä)

Egil Hovlands »Rapsody 69« (Christian Killengren)

Den hierarkiske musik - om Per Nørgårds kompositionsteknik udfra »Frostsalme« 1976 (Erling Kullberg)

Åge Aleksanderssons »French Only« - norsk rock (Ola Kai Ledang) Ingvar Lidholms »Greetings from an old world« (Günter Mayer DDR)

Egil Hovlands »Klaverkoncert« (John Inge Quale) Ake Hermansens »Masse for Måser«/LJ.Werles »Nautical

Preludes« (Jan Oluf Ruden) Abbas »Fernando« (Philip Tagg) Inge May Hörnbergs »Ånde Skön« (C & W i pingstørrelsen) (Stig Magnus Thorsen) Egil Hovlands »Elementa pro Organo« (Per Hroar Østern)

Merit Hemmingsons »O tysta Ensamhet« - från känslosam (på 1700-tallet) til hembygdsnostalgi (Jan Ling) Leif Segerstams »Tensions« (Karl Kurkela)

Oversigt 2: Frie referater ved Nordisk Musikforskerkongres

Anne Elisabeth Andersen: Charles Rosens framstilling av wiener-klassisk stil. Et alternativ til traditionel evolutionistisk historieforklaring.

Niles Fink Ebbesen: Problemer og metode i forbindelse med forskning i arbejderbevægelsens musik- og sanghistorie i Danmark.

Kjell Skyllstad: Musikk som verdisystem. Bidrag til en flerdimensionel analyse, nel analyse.

Ilkka Oramo: Om Bartoks tonsystem

Folke Bohlin: Tobias Norlind och musikvetenskap som universitets-ämne.

Per Nørgård: Hierarkisk Genesis - trin henimod en naturlig musikteori.

Herbert Rosenberg: Abbapladernes salgsresultater i Danmark 1970-78.

Olav Harsløf: Den politiske musik i Danmark 1968-78.

Lennart Hedwall: Ny svensk vokalmusik (med tonvikt på vokallyrik/ romans).

Johan Fornas: Musikrorelsen. Om den popularmusikaliska konspirationen. Till kritiken af myterne om massekulturen.

Kjell Åke Hamren: Om polsk-rytmer.

Niels-Gören Sundin: Interpretationsforskningsprojektet.

Tor Sverre Lande/Olve Sørensen: Databehandling som hjelpemidel i systematisk musikanalyse

Karin Sivertsen: Musik og materialisme.

Stig-Magnus Thorsen: Musik- det monopolkapitalistiske samhällets religion.

Henning Urup: Spillemandsmusik og folkedans i Danmark o. 1929-vilkårenes indflydelse.

Hans Åstrand: Semiotik/Semiologi - ett musikalskt dilemma.

Finn Mathiasen: »Samfundsrelevans« som praktisk opgave og teoretisk problem i 70ernes musikforskning.

Erik Kjellberg: Orientering om ett forskningsprojekt i aldre svensk jazzhistorie.

Erik Wiedemann: Kilder til dansk jazzhistorie.

Per Dahl: Barns musikalske rytmeoplevelse.

Lennart Reimers: Den svenske barnvisan i skolsåmgbocker från 1970-talet. Struktur och ideologi.

Bertil Wikman: Att tolka och forstå en musikalsk foreteelse.

Krister Malm: Fonogrammen i Sverige under 1970-talet - några forandringer och tendenser i utbud, försäljning och mottagande.