debat

Slutreplik til Gunnar Møller Pedersen:

Tak for dit tilbud om at optage min TV-kalendermusik i Glyptoteks-repertoiret! Desværre er den påhæftede betingelse om »færdiggørelse« på »Egg-syntheziseren« endeligt blokerende for den pæne tanke. Der kan nemlig ikke blive tale om afpudsning o.lign., men kun om total nybegyndelse ud fra de oprindelige formler, hvilket som projekt næppe er realistisk - set ud fra hverken prof. Egelands eller mit synspunkt, løvrigt havde jeg i sin tid - (72?) - allerede lavet en afpudsning med tilføjelse af rumklang og ringmodulation i mildt tilskud, i et radiostudio. De af dig omtalte »blop« eller »klik« var desværre uhjælpeligt indbygget (som perceptionsfænomem) og kunne ikke fjernes - en særlig specialitet ved det daværende E.M.S. og som fulgte dette studios egenartede produktionsmetode...

Per Nørgård.

I anledning af Bendt Viinholt Nielsens artikel i nr. 6/1979 (side 239) om opførelser af ny musik, vil jeg gerne supplerende oplyse, at også Gladsaxe Amatør-Symfoniorkester dirigeret af Richard Dahl Eriksen har gjort en indsats.

1 maj 1977 uropførte vi Svend Larsens »Harmonade« for 8 træblæsere og 8 messingblæsere. Værket bliver sandsynligvis spillet igen ved Dansk Amatørorkester Samvirkes sommerstævne 1979 på Askov højskole. Endvidere har vi været »forsøgskaniner« for komponistelever.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at opfordre komponisterne til at interessere sig for symfoniorkester-blæserbesætningen: dobbelt træ 4- 4 horn, 2 trompeter og 2 basuner. Der skulle være et marked for sådanne værker blandt amatørblæsere.

Ejvind Solberg Hansen

Flemming Weis (1898):

Strygekvartet nr. 6 »Und wird in den Alléen hin und her...« (Rilke).

Kunstindustrimuseet. 16./4.

Musikantisk trilogi. For messing kvintet. 23/1.

Studier. For sopran og cl. Lyngby Stadsbibliotek. 16/12.

Henning Wellejus (1919):

Tivoli-ouverture. For orkester. Århus. 18/5.

Trio da chiesa. For trompet, basun og orgel. DR. (Dato uoplyst).

Sven Erik Werner (1937):

5 stykker. Det jyske Musikkonservatorium. 13/12.

Svend Aaquist Johansen (1948):

I maj skal syrenerne blomstre, de skal!. For cello solo. Århus. 8/5.

Antifoni-replik

Jeg kunne sige meget om svarene på min Antifoni-Antipati (DMT nr 5 og 6) men jeg indskrænker mig til en først og fremmest principiel udtalelse. Når man kommer ind til den musikalske strukturs knogler er der stadig noget tilbage som tonerne ikke alene forårsager, noget som opstår i et værks forhold til omverdenen. Personligt er jeg lidenskabeligt interesseret i hvordan et værk forholder sig til tilværelsens væsen, menneskets eksistensbetingelser, den kulturelle situation. Alle værker er ikke lige givende i den sammenhæng, men et fåtal formår at stille disse sager på spidsen. Antifoni er et sådant værk. Det er bare det at jeg afskyr den form for kynisme dette værk giver udtryk for. (Jeg vil kraftigt understrege at det er foreteelsen jeg angriber, ikke personen. Jeg har al respekt for Pelle både som menneske og kunstner.) Den illusionsløshed det drejer sig om her vækker min antipati fordi den ligesom en virus angriber alle udtryksmuligheder og tilintetgør dem. Bare selve tilintetgørelsen står tilbage som et meningsfuldt aktiv. Og det er dette facit jeg reagerer så heftigt imod.

Svend Ravnkilde & Steen Pade gør klart at de ikke bryder sig om at jeg hører holdninger i værket (hvordan »man får fem gale høns ud af de par sølle fjer«), ja, man får det indtryk at det er forkert at høre holdninger i musik i det hele taget! R & P måtte bortcensurere den ophobning af referencer som peger uden for Antifonis »detaljers funktion i den storformale værksammenhæng«. Hvordan skal disse referencer forklares? Et det et slumpetræf at Passacaglia er rent og Antifoni heterogent? Gennem hele Pelle Gudmund-sen-Holmgreens produktion går en genuin interesser for både holdninger og strukturer. At udelukke holdninger er at kastrere musikken. Det bliver praktiseret repressiv tolerance som fornægter at Antifoni er et provokerende værk.

Ingen af de tre svar overbeviser mig om at kernespørgsmålet i Antifoni ikke skulle være: - Er tilværelsen ikke sådan her, barsk og kapriciøs? Kanske at det i så fald er et negativt bevis på det Per Nørgård mener: at Antifoni er et »huskeværk«. Men jeg forbeholder mig friheden til at svare »Nej« på dette spørgsmål.

Hans Gefors