Ny musik i Amerika (II)

Af
| DMT Årgang 54 (1979-1980) nr. 01 - side 20-22

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

I forrige nummer af DMT interviewede Poul Ruders den amerikanske slagtøjsspiller Jan Williams. I dette nummer fortsætter Ruders med en samtale med pianisten og komponisten Yvar Mikhashoff, som i særdeleshed kommer ind på musikuddannelsen i USA, og han giver et personligt syn på især ny amerikansk klavermusik.

Y.M. er uddannet på Eastman- og Juliard School i klaver og komposition. Han har specialiseret sig i sin samtids klavermusik, de moderne »klassikere« samt Liszt's og Debussy's musik.

Udover sin stilling som lærer på State University of Buffalo, S.U.N.Y., er Y.M. på hyppige koncertturneer i USA og Europa. Sidste år spillede han i DUT i f orb. med et seminar på konservatoriet i København, og til næste år er han solist ved DR's Musik-Nytår arrangement.

P.R. »Det er jo almindelig kendt, at man i New York City skelner _ i store træk ganske vist _ mellem »uptown« og »downtown« komponister, dvs. konstruktion/ streng arkitektur versus en mere spontan, »løs«, allround eksperimenterende kompositionsstil. Lad os tage Milton Babbit som eksponent for den første retning og John Cage for den anden. Hvad foretrækker du personligt at arbejde med og kan du give noget signalement af hvad du synes tegner en markant profil i ny amerikansk musik i dag?«

Y.M. »Ja, de to komponister du nævner dér står jo unægtelig langt fra hinanden. Naturligvis er der mangt og meget imellem. De to retninger som Babbit og Cage repræsenterer, afspejler på den ene side en streng klas-sisme, hvad man kunne kalde »heart on the sleeve« romantik, modsvaret af den mere eksperimenterende, tolerante »downton« retning. (I New York står down-town-betegnelsen for det sydlige Manhattan, i særdeleshed Greenwich Village, som man kan kalde byens kunstner og »latinerkvarter«. P.R.) Jeg kan ikke sige hvad jeg specielt holder mig til af disse to hovedretninger. Jeg spiller begge slags jo, men jeg vil mene, at der fra omkr. 1975-76 er dukket nogle meget væsentlige soloklaverstykker op, fra begge lejre, betydelige stykker endog. Det er som om komponisterne igen er begyndt at betragte instrumentet udra den klassisk/romantiske tankegang, og ikke bare som en bar »tonekilde«. Lad mig nævne Frederyc Rzewski's »Four Pieces«, Charles Wuorinen's »2nd. sonata«, Morton Feldman's »piano« og Christian Wollfs »Bread and Roses«.

P.R. »Man taler også _ i store træk _ om østkyst- og vestkystkomponister, f.eks. Elliot Carter og Louis Harrison for at nævne to markante personligheder fra hvert »hjørne«.

Hvordan ligger det med, hvad man kunne kalde midtvestkomponisterne?«

Y.M. »Man kan faktisk tale om en tredie hovedretning i den nyere amerikanske musik. Den har eksisteret i lang tid, en slags amerikansk romantisk, humanistisk retning. Jeg ved ikke om man kan bruge betegnelsen midwest-komponister. Jeg tænker på folk som Samuel Barber, Aaron Copland og Gian-Carlo Menotti. Der eksisterer en mere eklektisk retning som er typisk for midtvesten, en blanding af serielle, aleatoriske og minutiøse principper/teknikker, det hele med et slags humanistisk ansigt, - jeg tænker i denne forbindelse på værker af Karol Husa og Leon Kirchner.« P.R. »Musikfakultetet her i Buffalo er kendt for sin store betydning for den nye musik, både for komponister og udøvere med fremragende lærekræfter som dig selv, Jan Williams og Morton Feldman. I gennemfører jo en bunke koncerter med ny musik, så eleverne - der jo i stor udstrækning er medvirkende -kan få ei grundigt kendskab til den ny-tidige opførelses-praksis. Hvor mange kompositionsstuderende er der egentlig på fakultetet og er der til samme sted knyttet en særlig »smag« eller hvad man nu skal kalde det?« Y.M. »Vi har en 20-30 kompositionsstuderende og uendeligt mange flere ansøgere. Men lærere som Leja-ren Hiller og Morton Feldman stiller usædvanlig høje krav, så der sker en vis filtrering ved udvælgelsen. Når man senere står som færdiguddannet hos én af de to nævnte lærere, er man ikke helt dårligt udrustet. Jeg mener ikke at vi dyrker nogen speciel smag her på stedet, hverken kompositorisk eller instrumentalt. Det er meget mere interessant, at de kompositionsstuderende faktisk producerer en masse, masse musik, som naturligvis i enkelte tilfælde bærer præg af indflydelse fra de pågældende lærere, men i det store og hele, prøver vi at opmuntre den enkelte elev til at prøve at skabe et eller andet som ikke entydigt har noget specifikt tilhørsforhold til den ene eller anden retning. Det er svært, selvfølgelig, og kræver naturligvis et solidt kendskab til div. skoler og retninger. P.R. »Jeg har ikke kunnet undgå at lægge mærke til, at du stiller dig meget åben overfor alle disse mulige og u-mulige skoler og retninger osv. Tillader du din egen smag at blande sig i dit repertoirevalg, eller har du en slags sjette sans mht. hvad du gider give dig i kast med?« Y.M. »Jo, jeg er vel nok ret åben over for de forskellige typer af den nye musik, men naturligvis betyder min egen smag en del for mit repertoirevalg. Det vigtigste for mig er, at vide når jeg står med et værk, om jeg kan spille det overbevisende. Jeg ville aldrig instudere et stykke, som jeg ikke er fuldstændig sikker på at kunne spille overbevisende nok, - ikke engang hvis jeg rent faktisk kunne lide det.

Det er i virkeligheden et spørgsmål om smag, snarere end en sjette sans. For mig er det naturligvis et meget praktisk udgangspunkt.«

P.R. »Indenfor det klassiske repertoire, er det Liszt og Debussy du foretrækker. Er det fordi disse to kompo nister var banebrydende for den moderne klavertek-nik?«

Y.M. »Jeg er specielt glad for disse to komponister på grund af den klaver-idiomatiske skrivemåde. For min egen part, føler jeg, at jeg er romantisk pianist af natur, og spiller som sådan, - og i særdeleshed Liszt og Debussy, både med stor fornøjelse og en vis lethed. Jeg er mest tilfreds når jeg har hele klaviaturet »under mig« og har mulighed for at arbejde med klangfarver og dynamiske lagdelinger.«

P.R. »Og nu tilbage til universitetet. I Danmark skelnes der ret klart mellem den teoretisklpædagogiske musikuddannelse på universitetet og den praktiske musikeruddannelse på konservatorierne med klart sigte på senere ansættelsen ved orkestrene. Sådan er det jo ikke her. Kunne du fortælle lidt om praksis i USA?« Y.M. »Vores musikfakulteter byder faktisk på begge former for uddannelse. Med variationer, naturligvis. F.eks. her på stedet har vi eksaminer for udøvende studerende og viderekommende (en slags for- og hovedskoleinddeling. P.R.). Hvad angår teori og komposition, er der kun afgangsmuligheder for viderekommende elever.

De teoristuderende skal faktisk udvise og opøve en vis musikerfærdighed på et eller andet instrument under studiet, - der gøres kun undtagelser herfra, hvis den teori- eller kompositionsstuderende viser helt ekstraordinære evner inden for hovedfaget, og vedkommendes lærer skønner at pågældende elev simpelthen ikke behøver nogen musikertræning. - Men, det er sjældent, kan jeg love dig.

De studerende, der har valgt den musikerpraktiske del af studiet, har dog stadig, selv på det videregående plan en god portion teori sideløbende med koncertforpligtelserne.

Vi har dog her i landet nogle få skoler, der kan minde lidt om de europæsike konservatorier, f.eks. The Curtis Institute of Music og The Diploma Course ved Julliard School i New York.«

P.R. »Hvordan er egentlig mulighederne for opførelser i USA -jeg tænker selvfølgelig især på værker for større ensembler og orkester - hvis man ikke lige hører til blandt de store kanoner?«

Y.M. »Praktisk taget finder næsten alle ur-opførelser og arrangementer med ny musik sted inden for universitetets regi.

Der er også en masse konkurrencer, som i de fleste tilfælde resulterer i en opførelse for deltagerne. Hvis komponisterne på én eller anden måde er tilknyttet et universitet, så er mulighederne for at få stykkerne at høre ikke så dårlige.«

P.R. »Nu har du jo hørt 5 nye danske værker på mit seminar forleden (Abrahamsen's Stratifications, Højs-gård's Cellokoncert, Gudmundsen-Holmgreen's Passa-caglia, K. Aa. Rasmussen's A ballad of Game and Dream og Sv.Å. Johansen's I Maj skal Syrenerne blomstre, de skal!) __ / efteråret 78 opførte de studerende ved S.U.N.Y. desuden Gudmundsen-Holmgreen's Tableau pour Deux og K. Aa. Rasmussen's Genklang. P.R.). Har du nogle kommentarer?« Y.M. »Jeg er meget glad for hvad jeg har hørt af ny dansk musik, som jeg har en del af i mit bibliotek, forøvrigt.

Jeg er enig med Zygmund Krause, som under sidste Warzawa Herbst, gav udtryk for at den danske musik gjorde størst indtryk på ham, - dog uden at give nogen egentlig begrundelse.

Jeg synes selv, at I har en befriende holdning over for tonaliteten. Det er meget forfriskende, den måde hvorpå mange danske komponister er i stand til at komponere decideret ny musik i et delvis tonalt regi, med vældig effekt og stor, hvad skal jeg sige, - rumfornemmelse. Jeg kan ikke lade være at tænke på et par komponister vi har her i landet, som skriver tonalt på et helt andet grundlag, George Rochberg og David Del-Tredici. Rochberg komponerer i dag i fuldstændig klassiske mønstre, med melodier og det hele og har fornylig i et interview givet udtryk for at han synes han kan mærke udviklingen går mere og mere i den retning, og at de »gamle« modernister, Cage og Stockhausen skulle »stop tormenting themselves« ved at skrive sådan som de gør. Jeg ved ikke rigtigt, det har han jo lov at mene. Jeg kalder hans musik for gammel vin på nye sække, men foretrækker den nye vin i gamle sække, sådan vil jeg karakterisere meget af den danske musik jeg har hørt og spillet selv.«

P.R. »Hvem har magten indenfor den ny musik i USA i dag? Hvem eller hvilke personer er uundgåelige faktorer når programmerne lægges? Jeg tror du forstår hvor jeg vil hen.l

Y.M. »Uha, uha. Det var ellers et ubehageligt spørgsmål, som jeg næsten ikke tør svare på, men jeg kan dog nævne, at i New York er en mand som Charles Wuori-nen ualmindelig betydningsfuld og har enormt meget at skulle have sagt både som komponist, programlægger og pianist (han er faktisk en fænomenal pianist. Jeg er aldrig helt lykkelig når jeg spiller noget af hans musik og han selv er tilstede, hvad man rolig kan regne med at han vil være når jeg spiller i New York City), og han lægger bestemt ikke skjul på sine meninger - han er meget, meget »up-town«. Ellers vil jeg nævne Lukas Foss, som nu dirigerer Brooklyn Symphony. Han ved alt hvad der foregår her i landet, sidder i utallige kom-miteer og rejser over hele verden. Hans ord har megen vægt og alle har kolossal respekt for hans legendariske musikerkendskab. «

Årgang 54/1979-1980, nr. 01