Strygeudvikling og strygerpleje

Af
| DMT Årgang 54 (1979-1980) nr. 01 - side 34-37

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Målsætningen for European String Teachers Association (ESTA)

I Dansk Musiktidsskrifts novembernummer 1978 fortalte undertegnede i artiklen »Pædagogik for strygere« om eksistensen af European String Teachers Associatio (ESTA) i anledning af, at der var blevet etableret en dansk afdeling af denne europæiske »stryger-faggruppe«. Hvad er der sket siden? Udover strygerseminaret på grundlæggelsesdagen for ESTA i Danmark har arbejdet været præget af det foreningsorgani-satoriske. Medlemsskaren er kommet op på omkring 80, og bestyrelsen består af prof. Henry Holst (præsident), Hans Erik Deckert (formand), Eyvind Sand Kjeldsen (næstformand), Tove Detreköy (kasserer), Preben Fahnøe (sekretær) samt Anker Buch, Béla Detreköy og Jørgen Due. Forberedelsen til det første årsmøde, der den 6. og 7. oktober skal finde sted i København, er begyndt. Man må håbe, at dette årsmøde, der vil have karakteren af et strygerseminar under medvirken af to kendte personligheder indenfor det strygerpædagogiske område (forhandlinger føres i skrivende stund) samt kunstneriske bidrag, vil være begyndelsen til et betydeligt mere koncentreret arbejde end hidtil med en af de væsentligste forudsætninger for et kvalificeret musikliv i Danmark: udviklingen og pleje af strygere. Med udviklingen sigtes først og fremmest til en kvalificeret elementærundervisning, så denne kan blomstre op overalt i landet, igangsat af undervisere, der ikke blot behersker instrumentet og en pædagogisk »førstehjælp«, men som råder over »gnisten« der får eleven til at »fænge«. Der findes rundt om i verden utallige eksempler på, at en ganske bestemt lærerpersonlighed, ofte i samvirke med en bestemt metode er i stand til at udslette alle eventuelle argumenter om manglende interesse eller andre hæmninger for et sådant arbejde på kort tid, og hvor der ligefrem opstår små hærskarer af gode strygere, adskillige tillige med talent i professionel retning, -og dette på steder, hvor der måske før havde været en musikalsk ørken! Også i Danmark har vi i den senere tid fået flere strygerpædagogiske »kildevæld«, hvoraf en del betyder en stor opmuntring. Men der er dog meget langt igen! Der er efterhånden utallige musikundervisningssteder landet over, og det er nok ikke gættet helt ved siden af, når jeg formoder, at der for hver 1000, der spiller el-orgel, kun findes én bratschist!

Nu vil man kunne påstå, at de før nævnte »gnist«-lærere så sandelig ikke hænger på træerne. Det gør de rigtignok ikke, men en udvikling af strygere forudsætter, at også strygelæreren udvikles, dvs. at han søges og findes blandt talenterne, -altså at strygertalentet plejes! Dermed sigtes mod det andet område af ESTA's målsætning, plejen af strygere. Hvad gør lande som f.eks. Sverige, Finland, England, Ungarn for at pleje strygere? Her findes et væld af skoleorkestre, ung-domsorkestre, kammerorkestre samt sammenspilsgrupper, der udelukkende består af strygere. Flere af disse ensembler har en professionel standard. Der findes regelmæssigt tilbagevendende kurser, i Sverige f.eks. »Lundgrenska Stiftelsens Sommarkurser for unga svenske ESTA-afdeling); i Finland f.eks. foruden talentkurser tillige nationale konkurrencer for henholdsvis unge violinister og cellister, afholdt af forskellige byer i samvirke med den finske stat. Det er først of fremmest en talentpleje af denne art, altså en udviklingshjælp til begavede strygere udover den, der gives i den daglige undervisning (det være sig privat, på musikskoler eller på konservatorier), der har medført den stærke vækst i strygernes andel i de pågældende landes musikliv, og hvor det er en naturlig sag - i modsætning til forholdene i Danmark -, at såvel de professionelle orkestres strygere som pædagogerne på de forskellige undervisningsstadier i stor udstrækning rekruteres under den inspirerende og så resultatrige indflydelse af disse stryger-musikalske »ynglepladser«, beliggende i hjemlandet!

Spørgsmålet er da, hvad man i dagens musikliv i Danmark kan gøre for en udvikling og en pleje af strygere. Det er her, ESTA kommer ind i billedet som et organ, en »faggruppe«, der på tværs af musiklivets institutioner og organisationer, men forhåbentlig i tæt samarbejde med alle dem, hvis funktion mere eller mindre er afhængig af tilstedeværelsen af strygere (f.eks. orkestre, konservatorier, musikskoler, andre musikundervisningssteder), vil fremme denne så forsømte del af musilivet, til gavn for dette musiklivs helhed! Altså til gavn også for musiklivets institutioner og organisationer! Til at begynde med er ESTA selvfølgelig et mødested for strygerpædagogerne samt alle, også amatører, der er »bidt« af en stryger. Men mødested skal ikke være (blot) snakkested eller hyggested, men arnested! Arnested for initiativer, hvor især impulser fra udlandet virker som inspirator. Vi må have en kursusvirksomhed for elementærundervisning på de enkelte strygeinstrumenter - en art løbende efteruddannelse. Vi må have et eller nogle steder i Danmark, hvor vi f.eks. hver sommer i nogle uger samler danske strygertalenter i skolealderen til kursus. Vi må have danske og måske også internationale strygerkonkurrencer (og samtidigt arbejde for, at sådanne konkurrencer ikke undermineres for meget af ikke-musikalske motiver - faren er altid tilstede i denne form for talentpleje). Og endelig må vi hjælpe alle dem, der spiller et strygeinstrument, til en større instrumental frigørelse, og da især den frigørelse, der fører til en større og dybere oplevelse af det musikalske - gennem instruktionsweekends, lejrskoler, sommerkurser og lignende. For det er netop det, der sker udover musikundrvisningens daglige situation, der gang på gang virker som katalysator, og som giver dagligdagen og ikke mindst øvningen et rigere perspektiv. Tænk blot på den konservatoriestuderende, der begynder efterårssemestret under indflydelse af sommerens kursus og koncertoplevelser! Eller tænk på musikskoleeleven, der tager en uge eller to af sommerferien for at mødes med ligesindede til kammermusik eller orkesterkursus på f.eks. en folkehøjskole eller et slot!

I begyndelsen af juni i år afholdt ESTA-hovedorganisation-en sin 6. kongres i Stockholm (med afstikker til Helsingfors), denne gang med fuldgyldig dansk deltagelse. Referaterne og foredragene omfattede alle tænkelige strygepædagogiske a-spekter såsom f.eks. »Fingrenes ansvar under arbejdet med en musikalsk tonedannelse« (Joan Dickson, England), »Beethoven-Interpretation på violin« (Max Rostal, Schweiz), »Violinteknik mellem Sevcik og Flesch« (Radovan Lorko-vic, Jugoslavien), »Medicinske synspunkter i forbindelse med spillet på strygeinstrumenter« (dr. Lennart Silverstol-pe, Sverige), »Musikelevens udviklingsstadier« (dr. Anund Hallen, Sverige). Her strømmede igen en kilde til fornyelse af undervisningens indhold. Her vistes igen et eksempel på, at ESTA kan være det arnested for impulser i musiklivet, der medfører, at strygerudvikling og strygerpleje får et vægtigt indhold.

Tiden er nu moden til at råbe myndighederne op. Der må ske noget herhjemme, der mærkbart forbedrer strygernes vækstbetingelser. ESTA-årsmødet i begyndelsen af oktober vil forhåbentligt konkretisere disse ønsker.

Hans Erik Decken

XII NMPU-kongres på Dipoli i Esbo, Finland, 30/7-4/8 1979

Hovedtema for kongressen:

Folkemusikkens betydning og anvendelse ved individets opdragelse og musikalske udvikling

Det var et pretentiøst emne, man her forsøgte at tackle, på samme tid, som der foregik en masse andre musikpædagogiske kurser og foredrag. Fra en finsk kantelegruppe, samt andre finske folkemusik- og dansegrupper, til Ole Hjort fra Sverige med sit spelmanslag, til den fantastiske Knut Buen fra Norge med sin hardangerfele, over de færøske kædedanse og kvadresange til de islandske kvintsange fra 1300-tallet; havde Danmark faktisk ikke"" noget at bidrage me-d. Jeg véd godt, at man gør ihærdige forsøg herhjemme'ög kryber i vad-melskoften. Men det er, som qm denne nordiske musik kommer fra egne, der ligger adskillige breddegradder nord-ligere end vore, og som derfor ikke er rendt over ende af den europæiske kunstmusik, importeret fra vores sydlige nabo. Det er nok det, der er sagen, for man skal sikkert mere end 100 år tilbage for at finde en dansk-nordisk folkemusik. Men det findes der sikkert bedre egnede folk til at udtale sig om end mig. Så lad os derfor se på, hvad netop denne nordiske folkemusik, der er så særpræget for Norden, og så forskellig fra land til land, kan give musikpædagogikken. Allerførst kan man jo henvise til Madeleine Ugglas forelæsning om durforgiftning, som findes gengivet i dette nummer. Alene dette kunne jo give inspiration til undervisningsmateriale for såvel sang- som instrumental-undervisning. Dernæst kunne den måske præge det melodiske, således at den nordiske populærmusik (pop) kunne få sit eget tonesprog. Man kunne bruge den i skoler og musikskoler som sang- og spille-materiale. Endelig kunne den danne basis for sammenspil og korsang.

Gruppeundervisning

Selvom vi snart er i 80'erne, er der mærkeligt nok mange instrumentalpædagoger, der betragter ene-undervisning som eneste mulighed for at lære at spille et instrument. På kongressen var der forelæsning i gruppeundervisning for forskellige instrumenter, men da man ikke kan være alle steder, koncentrerede jeg mig om strygerundervisningen. Her var først og fremmest Kåre Opdal fra Trondheims Musikskole. Der var her tale om en undervisning af børn og forældre (moderen eller faderen, alt efter hvem der bedst kunne frigøre sig en times tid fra sit arbejde i dagtimerne). Undervisningen byggede på norske børnesange og folkeviser, og som supplerende materiale Carl-Bertil Agnestigs violinhæfter. Ved demonstrationen foregik det hele i en behagelig og afslappet atmosfære, hvor man dyrkede sammenspil og løste de tekniske problemer gennem musikken. I sammenspillet spillede Kåre Opdal med på klaveret, og her på kongressen medvirkede også en harmonikaspiller, der havde lavet nogle af de arrangementer, der blev spillet. Det var femte år, man prøvede denne undervisningsform, og selvom der havde været begyndervanskeligheder, synes man efterhånden at have fundet en form, der fungerer. Nu synes problemerne derimod at være af en anden art, idet der ikke kan opdrives en børneviolin i hele Norge (1/8-1/4-1/2). I den nye sæson er man nået op på 400 violin-elever. En helt anden form for gruppeundervisning på violin bliver praktiseret af den kendte svenske spillemand, Ole Hjort. Han har lært at spille gennem den legendariske Hjort-Ånders. Ole Hjort er ansat ved Musikskolan i Stockholm, hvor han forestår den pædagogiske linie for spillemænd og folkemusikere. Han er desuden violinlærer ved Stockholms musikpædagogiske institut og Stockholms kommunale musikskole. Med sig havde han en gruppe elever, med hvilke han demonstrerede sin undervisning af svenske »spelmanslåter«. Der er her tale om en anden undervisningsform end Kåre Opdals, idet det her blev opbygget på gehørspil.

Geza Szilvay og Helsingin Joniorjuset (The Helsinke Junior Strings)

Her er tale om et ensemble og en undervisning, der har vundet opmærksomhed over hele verden. Dette gjorde, at Geza Szilvay måtte forlade kongressen de sidste dage for at tage til den IV Internationale Kodály-kongres i Sydney, Australien, hvor han var specielt indbudt til at holde forelæsninger om sin metode. Sammen med sin broder, Csaba Szilvay, der er cellist, har han opbygget Helsinki Junior Strings. Orkestret blev oprettet i 1972 og bliver rekrutteret gennem elever fra Itä Helsingin Musiikkiopisto (Østre Helsingfors Musiksko-le).

Geza og Csaba Szilvay er født i Budapest og startede med at studere musik ved Bêla Bartok musikskolen samme sted; derefter kom de ind ved Liszt konservatoriet, hvorfra de har taget afgangseksamen. Eftersom de har gået i skole i Ungarn, har en stor del af deres tidlige musikundervisning været baseret på Kodálys system. Derfor er det meget naturligt, at Szilvays violinundervisning bygges på en Kodaly-Hubay-me-tode, han har udarbejdet gennem sin undervisnig ved Østre Helsingfors Musikskole.

Grund-idéen i begynderundervisninge bygger på solmisa-tion, dvs. at eleverne spiller og synger efter håndtegn, hvilket også er basis i Kodály-systemet. Dette videreføres også for melodirepertoirets vedkommende, idet det består af finske og ungarske folkesange, som Szilvay arrangerer i forskellige sværhedsgrader. Ved demonstrationen så man systemet demonstreret med 5 små begynderelever (5-6-års alderen). Sammen med de 5 begynderelever var der indkaldt 15 af de ordinære medlemmer af Helsinki Junior Strings. Det interessante ved dette arrangement var, at nogle af de melodier, de små elever spillede, også blev spillet af de ældre elever i en sværere udførelse. De små elever kunne spille sammen med deres dygtigere kammerater, eller de kunne høre deres melodier i en anden udførelse. Til det sidstnævnte skal tilføjes, at der var tale om 2-3-4-stemmige violinkor. Selvom dette ikke foregik i hver undervisningstime, ligger der heri en kontinuerlig bevægelse fra undervisningssituation til orkesterspil. Det ordinære orkester består af 45 medlemmer, hvor kun bratscherne ikke var repræsenteret. Også her var de forskellige stemmer opbygget i forskellige sværhedsgrader. Violinerne kunne være delt i 4-5-6 stemmer og celloerne i 2-3, hvorved der var stemmer, der kun bevægede sig i 1. stilling. Men det var også temmelig svære stemmer, ofte med solister, hvor der tilmed var indlagt solokadencer. Foruden de arrangementer, som Geza og Csaba Szilvay lavede, har nogle finske og ungarnske komponister skrevet direkte til orkestret: Einojuhani Rautavaara, Ahti Sonni-nen, Per Henrik Nordgren og László Rossa. Szilvay udgiver nu sin metode for violinundervisning på Fazer med studiemateriale og lærervejledning. Så kan man jo også stille sig det spørgsmål, hvad der er vigtigst: lærebøger eller underviseren?

Jeg mener, at vi her har en pædagog-musiker-arrangør-komponist-dirigent med et personligt mål med sin undervisning. Til dette skal tilføjes, at han meget fremhæver sin broders hjælp ved celloundervisnig, ved prøver og koncerter. Og endelig må man være opmærksom på de muligheder og ressourcer, der bliver stillet til éns rådighed fra en musikskoles side. Som jeg ser det, er her i høj grad tale om uddannelse -personlig stillingtagen og kreativitet. For det er vel ikke muligt, at der pludselig opstår 100 Szilvays og strygeorkestre.

Man kan nu stille sig det spørgsmål: Findes der en nordisk musikpædagogik?

Hvis man forsøger at drage sammenligninger med systemer som Orff-Kodåly o.a., må svaret selvfølgelig blive negativt. Men til dette kan man så stille det modspørgsmål - om det er det man ønsker?

Personligt er jeg af den opfattelse, at der findes en nordisk folkemusik og en nordisk mentalitet, der er væsensforskellig fra den central-europæiske. Dette giver sig for det sidstes vedkommende udslag i en helt anden indstilling til opdragelsen i skolerne. Denne indstilling giver, hvad enten man kan lide den eller ej, et andet grundlag for indlærings-situationen, end et fastlagt system kan bære. Derfor har man nok et andet udgangspunkt for musikundervisning i de nordiske lande. Det er ikke fordi jeg går ind for system-metode-fri undervisning, tværtimod, men den skal foregå på elevernes og lærerens betingelser, hvor det er musikken, der bestemmer metoden, og hvor der er plads til kreativ udfoldelse. Det er muligt at lave en meningsfuld undervisning, hvor musikkens grund-elementer bliver tilgodeset, hvad enten udgangspunktet er folkemusik i rytmisk musik - lydformning - eller traditionel musik. Den bedste musikundervisning foregår alligevel der, hvor undervisningen føler sig hjemme, d.v.s. den musik, han kan lide og i det miljø, han og eleverne har skabt. Kongressen afslørede, at der findes en lang række musikpædagoger i de nordiske lande med mange inspirerende idéer, der hvis de bliver ført ud i livet, vil betyde en kolossal udvikling for musikundervisningen i Norden. Selvom jeg har ofret mere plads på Szilvays undervisning, mener jeg, at Kåre Opdals og Ole Hjorts er af lige så stor værdi - her er blot tale om forskellig målsætning.

Til slut vil jeg lige nævne Finlands indsats i deres arrangement af kongressen. Selvom de kun fik to år til det, var det et interessant program, der her var sat sammen. Næste gang bliver det Danmarks tur, og man vil her prøve at holde det to-årige interval, man er kommet ind på, således at man bedre kan følge en kontinuerlig linie fra kongres til kongres. Preben Fahnøe

Så er den 12. NMPU-kongres slut, og helt uundgåeligt bliver man - om ikke af andre, så af sig selv - stillet overfor spørgsmålet: »Fik du noget ud af den? Var den pengene værd?« Jo - jeg fik noget ud af turen til Finland og af kongressen, omend måske noget andet end jeg havde ventet. Forhåndsinformationerne var få, men det endelige program opviste et sandt overflødighedshorn af tilbud om foredrag, kurser og seminarer, som det kunne være endog meget svært at vælge imellem, hvilket indirekte giver svaret på et andet spørgsmål, der i videste forstand bør opfattes som: »Fik alle deltagerne det optimale udbytte af det, det har kostet i tid og penge at arrangere kongressen?«

Nej! det tror jeg ikke, for der var for mange gode tilbud, der lå samtidigt, og dermed fik for få glæde af dem. Men dette fører ind i en problematik, som kræver en bred og dybtgående debat hos dem, der skal tilrettelægge den 13. kongres, der efter planen skal finde sted her i Danmark om to år, og denne debat hører ikke hjemme i DMT's spalter. Så lad mig gå lige til sagen og fortælle om noget af det jeg oplevede. Jeg er klaverpædagog, men med al respekt for Claus Jørgensen, der havde små tre kvarter til at gennemgå sin nye bog, så var her ellers intet nyt at hente; jeg snusede i stedet for med stor glæde og interesse til bl.a. korsang og stildans og kom ved et lykkeligt tilfælde til at høre et foredrag om musikarkæologi, og det førte meget godt med sig. Nu var kongressens overordnede emne jo: »Folkmusikens betydelse och användning for individens fostran och musikaliska ut-veckling«., og i Caja Lunds foredrag om de ældste musikinstrumenters historie og udvikling og Åke Egevads frappe-rende evne til at blæse melodier på alt, fra bensplinter til lurer og sækkepiber, blev emnet pludselig nærværende. Foredraget blev fulgt op af koncerter med folkemusikinstrumenter, der den dag i dag anvendes i Norge, Sverige og Finland; nogle kendte vi i forvejen, men andre, f.eks. den finske kan-tele - i sin enkleste form fem strenge, spændt ud over en klangbund, stemt enten i dur eller mol - var spændende bekendtskaber. Sammenholdt med et foredrag om musikken på Færøerne og det islandske pigekor vi hørte, gav det god o-rientering om folkemusikken i Norden - et emne, det ikke er nemt at samle i hverdagen------og samtidig en beklemmende erkendelse af, at siden luren har Danmark åbenbart ikke bidraget til musikhistorien med noget der har været beva-ringsværdigt!

Som sagt var det et tilfælde, at jeg kom ind i netop denne foredragsrække, som i kraft af sin almene interesse burde have været plenumstof og dermed til glæde og gavn for alle. Kongressens ydre rammer var til gengæld fremragende og meget smukke, og der var mange gode koncerter i vidt forskellige, gode koncertlokaler. Vi hørte bl.a. en masse kor, der både sang godt og tog sig vidunderligt ud (vi var i Marimekkoens hjemland!) og mange helt unge, allerede meget dygtige instrumentalister med Helsinki Junior Strings som de helt suveræne.

Jeg kunne blive ved at remse op, men lad det blive ved disse få glimt. Det var en dejlig uge i Finland, og det er ikke spor for tidligt at begynde at tænke på, hvad vi kan tilbyde, når de nordiske pædagoger næste gang mødes, og det er os, der skal være værter. Jette Borch

Rettelse

I min artikel om guitar var - i afsnit om den klassisk-ro-mantiske periode - desværre to linier faldet ud: På det 6-strengede instrument bliver det således nu muligt at spille tonika-, subdominant- og dominantgrundtoner på de nederste tre strenge i flere tonarter, samtidig med at man anvender de øverste tre strenge til melodi og harmonitoner.

Samtidig her et par literaturhenvisninger, som skulle være fulgt med artiklen:

1) bøger og dissertationer:

Thomas F. Heck: The Birth of the Classic Guitar and its Cultivation in Vienna, Diss. Yale University 1970

Heinz Nickel: Beitrag zur Entwicklung der Gitarre in Europa, Biblioteca de la Guitarra, Haimhausen 1972

Harvey Turnbull: The Guitar from the Renaissance to the Present Day, Batsford, London 1974

Richard Pinell: The Role of Rancesco Corbetta in the History of Music for the Baroque Guitar, Diss. UCLA 1976

Richard Pinell: The Role of Rancesco Corbetta in the History of Music for the Baroque Guitar, Diss. UCLA 1976

Wolfgang Boetticher: Handschriftlich überlieferte Lauten- und Gitarrentabulaturen des 16. bis 18. Jahrhunderts, G. Henle-Verlag, München

Brian Jeffery: Fernando Sor- Composer and Guitarrist, Tecla, London 1977

Konrad Ragossnig: Handbuch der Gitarre und Laute, Schott, Mainz, 1978

Bruno Tonazzi: Liuto, Viluela, Chitarra e Strumenti similari, Berben, Ancona 1971

Bruno Tonazzi: Miguel Llobet, Chitarrista del Impressionismo, Berben, Ancona

2) tidsskrifter

Gitarre 1A Laute, 5000 Köln, BRD, Sielsdorferstr. l a

Guitar, The Magazine for all Guitarrists, Musical New Services LTD., 20 Denmark Street, London WC2H 8NE

The Soundboard, Guitar Foundation of America, 6538 Reefton Avenue, Cypress, California 90630, USA

Il »Fronimo«, Edizioni Suvini Zerboni, Via Quintiliano 40, 20138 Milano, Ital.

Journal of the Lute Society of America, Topanga P.O.Box 194, California 90290, USA

The Galpin Society Journal, 258 Crambrook Road, Ilford, Essex-England

Guitar Review, 409 East 50th Street, New York, N.Y. 100022, USA The Lute Society Journal,VJiton Square 5, London N. 1,England Early Music,Oxford University Press, 44 Conduit Street, London WIR ODE

Maria Kammerling

Årgang 54/1979-1980, nr. 01