Symposion

Det følgende brev beretter om en historie fra det virkelige liv. En utrolig historie, vil den almindelige mu-sikinteresserede sige. En triviel historie, vil mine komponistkolleger sige, for de har næsten allesammen oplevet noget lignende eller værre i forbindelse med in-studeringen af deres orkesterværker med danske orkestre.

Jeg havde forestillet mig at blive indkaldt til et møde om sagen, men månederne gik, uden at jeg hørte det mindste fra DR's orkesterafdeling. Da vi nærmede os 2-årsdagen for den fatale produktion, og jeg stadig ikke havde hørt fra Danmarks Radio, besluttede jeg mig til at offentliggøre sagen for i det mindste at få en debat ud af denne håbløse historie. DMT's redaktion accepterede at bringe de foranstående breve som et bidrag til den standende debat om orkestrenes forvaltning af de betroede talenter, men pladsmangel forårsagede en udskydelse til nu i efteråret 79.

I mellemtiden er der sket følgende: I begyndelsen af april 79 traf jeg tilfældigt solisten i trompetkoncerten, Svend Åge Mott, som til daglig er solotrompetist i underholdningsorkestret. - Nu skal vi jo til at spille din musik igen, sagde han. -Nå?, sagde jeg. - Ja, sagde han, men jeg skal altså ikke nyde noget af at være solist én gang til, - jeg gider ikke at stå og være til grin for orkestret bare for at få et sølle solisthonorar.

Det lød jo opmuntrende, og kort efter kom der da også besked fra DR om, at produktionen skulle laves om med ny dirigent, solist og producer. Den nye produktion løb af stabelen i slutningen af maj, og belært af erfaringen holdt jeg mig på lang afstand af radiohuset.

Der var nu heller ikke nogen, der havde ytret ønske om min tilstedeværelse.

Jeg har dog på eget initiativ haft lejlighed til at lytte båndene igennem, og hvordan lyder så de fornyede anstrengelser sammenlignet med de gamle? Tja, det første man tænker er ... o.s.v. Noget er bedre, noget er ringere, og intet er så godt, at man kan abstrahere fra udførelsen og koncentrere sig om selve musikken. Men det er man jo så vant til ... En sandsynlig udgang på historien er, at den sidste indspilning bliver sendt i radioen en gang inden 3-årsda-gen for produktionens begyndelse. Til den tid kan man så selv vurdere sagen, og i mellemtiden håber jeg at dens principielle aspekter vil blive diskuteret grundigt. Gunner Møller Pedersen

Emdrup d. 14/4. 1978 Kære Erik Moseholm.

Det er vel nu omtrent et år siden, den ulyksalige produktion af mine værker »Clouds - 2 songs«, Instant Music og 'rompetkoncerten tog sin begyndelse. Jeg har n- lyttet båndene grundigt igennem, og selv om jeg kr blive helt træt bare ved tanken, føler jeg, at jeg må ne .fælde nogle kommentarer på prent. Jeg var naturligvis glad, da din opfordring til mig om at skrive noget for underholdningsorkestrets blæsere pludselig resulterede i at nogle af mine orkesterværker kunne opføres med kort varsel. Det er mærkeligt for en komponist at opleve, at hans værk, der som min trornpetkoncert har ligget og samlet støv i 12-13 år, nu pludselig kunne blive opført i løbet af 14 dage. Fuld af optimisme gør man nodematerialet klart og møder så op i studiet på produktionsdagen, uden honorar selvfølgelig, men indstillet på samarbejde om den bedst mulige realisering af partiturerne. Men optimismen fik sig en begmand allerede inden den første tone havde lydt, og siden blev det værre og værre. Det første, dirigenten Alf Sjøen sagde, efter at vi havde hilst på hinanden, var følgende: Du, hvad mener du egentlig med det, der står her i partituret, og så skulle jeg til at forklare helt elementære nutidige nodemæssi-ge udtryk, mens orkestret ventede. Senere under produktionen viste det sig, at det var ham nærmest umuligt at få rytmegruppen og orkestret til at følges ad i »Clouds« og at jeg personligt måtte anmode om at orkestret stemte om, så det ikke spillede en kvart tone ved siden af klaveret, skal kun nævnes for at fuldstændiggøre billedet af en rystende mangel på professionalisme fra dirigentens side. Når jeg nu som den eneste, der var til stede, som ikke fik løn for at være der, alligevel var der, kunne jeg iøv-rigt gøre gavn som vandrende samtaleanlæg idet den interne kommunikation ikke fungerede den dag. I kontrolrummet sloges Robert Cornford som producer bravt for, at Instant Music, der oprindeligt er skrevet for amatører, skulle komme til at lyde som om det blev spillet af professionelle. Det lykkedes nu knap nok.

Der var iøvrigt også vrøvl med teknikken, og musikerne blev mere og mere utålmodige, hvad der vel ikke er noget at sige til.

Men den måde utålmodigheden ytrede sig på, kan man nok sige lidt mere om, for reaktionen fra orkestrets side var ikke, som man kunne forvente af et virkeligt professionelt ensemble: nu må vi gøre os ekstra umage for at indhente den tid, teknikken har tabt og for at kompensere for en svag dirigent. Tværtimod mindede orkestret i sin adfærd mere og mere om en skoleklasse, der har fået ny vikar. Der blev snakket og pjattet, musikalske og verbale kommentarer føg rundt i studiet, og kun når den røde lampe lyste, samledes koncentrationen om det, musikerne faktisk sad der og iøvrigt fik deres gode betaling for, nemlig musikken. Men det var koncentration af modellen: Lad os nu se at få det her lort overstået, så vi kan komme hjem i en fart.

Det ser jo unægtelig groft ud, når det sådan her står sort på hvidt, men at det virkelig forholdt sig sådan, blev med al tydelighed demonstreret et par dage senere, da trompetkoncerten var på programmet. I mellemtiden var der kommet ny producer på, Ole Kofoed, og »Clouds« 2 songs var røget eftertrykkeligt i vasken med falsk og upræcist spil. De to første satser af trompetkoncerten var indspillet og trods mine energiske protester godkendt af Ole Kofoed, der tilsyneladende så det som sin fornemste opgave at pleje orkestrets magelig- og middelmådighed, var orkestrets formand Poul Ivan Møller klar over, at summen af pinligheder var ved at overstige det selv i Danmarks Radio tilladelige. Han foreslog derfor, at man udnyttede de resterende ll/2 time af dagens produktionstid til at øve sig på de 2 resterende satser, som skulle indspilles dagen efter.

Men han blev stemt ned af orkestret, som istedet gik hjem før tiden. Jeg selv var efterhånden blevet klar over min rolle som afmægtig tilskuer i dette absurde spil, og jeg fulgte kun produktionen for at se hvor langt ud man kunne komme indenfor Danmarks Radio. Jeg havde for længst opgivet håbet om, at der skulle komme en blot forsvarlig udførelse af min musik ud af denne produktion, men da produceren og orkestret fortsatte, blev jeg for at følge slagets gang. Det kan man nemlig altid lære noget af, men da orkestret nægtede at følge sin formand, nægtede jeg også at være med mere, så jeg undlod at møde op på den sidste produktionsdag.

Nu har jeg efter at have ventet et udspil fra DR i næsten et år, endelig haft lejlighed til at lytte båndene fra den gang igennem, og hvordan lyder det så så længe efter, hvor det skulle være muligt at komme med en nøgtern vurdering?

Tja, det første man tænker er: typisk dansk, halvfalsk, klattende indsatser, manglende klangkultur, slap frasering og derudover gennemgående elendig optageteknik.

Det er man efterhånden så vant til, at den sunde harme, som meldte sig under indtryk af den konkrete produktions absurde forløb, nu et år efter har vanskeligt ved at kæmpe sig op til overfladen. Hvad skal det nytte, tænker man, og hvem har iøvrigt lyst og kræfter til altid at gå rundt og være så harmdirrende, som der faktisk er grund til, bliver der ikke noget sandt i det uundgåelige prædikat, man får hæftet på sig: kværulant.

Men alligevel, det er sgu for galt, at de institutioner, der forvalter hovedparten af de midler, som nationen bevilger til varetagelse af musikkulturens tarv, får lov til ganske uantastet at myrde musikken indefra på den måde.

En ting er, at komponisten, hvis værker det er institutionernes, orkestrenes og musikernes erklærede mål at yde størst mulig retfærdighed i udførelsen, i praksis bliver betragtet som et ligegyldigt og besværligt appendix til den musik, han har skabt. , Det får være, en skabende kunstner bør ikke klage over sin personlige vanskæbne, men han har pinedød pligt til at gøre vrøvl, når han bliver vidne til overgreb mod selve musikken.

Hvem gavner det egentlig, at et orkester som i dette tilfælde underholdningsorkestret i sit virke fungerer efter den menneskeligt som musikalsk set laveste fællesnævner? publikum? musikerne selv??? Jeg kender adskillige af orkestrets medlemmer som seriøst arbejdende og ofte fremragende musikere, og de kan ihvertfald ikke være tilfredse med at forvalte deres talenter på denne måde.

Vejen frem må være en slags »moralsk oprustning« blandt orkestrets musikere, for kun bevidste musikere kan stille de krav til hinanden, til administration og teknik, som er de nødvendige forudsætninger for at musikken kan komme til at udfolde sig efter sin erklærede hensigt.

Jeg kender ikke nok til DR's interne struktur og øvrige forhold til at foreslå hvilke følger denne skandaløse produktion bør få for de implicerede. Men et eller andet må der ske, og den mest nærliggende tanke er vel: om igen!- med hele pipetøjet, også alt det, der er næsten godt nok efter almindelig dansk ølle-brødsstandard, d.v.s. Instant Music. Om der bør foranstaltes en storvask i den forbindelse og hvordan, overlader jeg til dig at afgøre, men mon ikke en gentagelse af hele produktionen med ny producer og dirigent ville tale tilstrækkeligt tydeligt for sig selv? Gunner Møller Pedersen