Bøger

Af
| Årgang 54 (1979-1980) nr. 02 - side 95-98

Forskning og lignende

Musik og forskning. 1977. Københavns Universitet Musikvidenskabeligt institut / C. A. Reitze L Musik og Forskning. 1978. do. / do. Dansk årbog for musikforskning. Bd. VII, 1973-76. Bd. VIII, 1977. Bd. K, 1978. Dansk Selskab for Musikforskning / Dan Fog.

Fem bind dansk musikforskning, udgivet inden for et år: 1075 sider, 37 kortere og længere afhandlinger, samt bog- og pladeanmeldelser (i DÅ) og referater af specialer (i MF). Årbogen er mest traditionel, men også mest substantiel. MF rummer en masse bidrag af svingende kvalitet, men ofte i sammentrængt referatform (efter øvelsesrækker på universitetet). Til gengæld rummer MF 78 en afhandling, der er en hel bog: Morten Topps storartede og højst tiltrængte Jørgen Bentzon-monografi. Årbogen er især i bind 7 meget indrettet på historisk petitesseforskning; de fleste bidrag handler om særdeles specielle emner inden for dansk musikhistorie før 1800 - og redaktionen undskylder selv dette i forordet og udtrykker håbet om, at årbogen kan komme til at blive »et alsidigt lokalt talerør for en stadig mere forgrenet og heterogen musikvidenskab«. Dette bestræber man sig for at efterleve i bd. 8 og 9: 8 har artikler om et københavnsk cembalomanuskript fra det 17. årh., om Stravinskys Feens kys og om klokkeringning i Cornwall, og 9 har en stor teoretisk afhandling af Per Nørgård, en grundig historisk rapport om et betydningsfuldt fund af det ældste danskbyggede cembalo (af Moritz Georg Moshack) og en stærkt kritisk artikel om sidste bind af Danmarks gamle Folkeviser. Det er godt nok. Derimod er jeg i tvivl om DÅ's voldsomme udvidelse af anmel-delsesstoffet: jeg synes man burde begrænse sig til anmeldelser der havde noget videnskabeligt nyt at sige om videnskabeligt betydningsfulde (helst danske) bøger - altså f. eks. meget gerne hele Søren Sørensens opposition ved Peter Ryoms disputats, som vi her kun får et sammendrag af, i stedet for mange høflige og ret ligegyldige referatanmeldelser. Dette gælder i endnu højere grad pladeanmeldelserne, der hvis de overhovedet hører hjemme i DÅ må bidrage med original forskning. Det er selvfølgelig udmærket at f.eks. Jan Jacoby endelig får lov at vise, at han også kan anmelde plader, men det skulle han da meget hellere gøre i DMT! (I det hele taget var det vel ikke umuligt at forestille sig en form for koordination mellem vore tre seriøse musikpublikationer, DMT og de to årbøger -?)

Jeg har læst de fleste af de 37 afhandlinger - nogle af dem er registranter og kataloger og ikke beregnet til læsning - og fundet mange interessante og spændende ting rundt omkring. Men det store flertal af dem har været for specielle og af for ringe rækkevidde til egentlig at vedkomme mig, og jeg kan ikke lade være med at undre mig over forholdet mellem arbejdsindsats og resultater i mange af disse detailundersøgelser af mindre problemer i specielt ældre dansk musikhistorie. Er musikvidenskaben virkelig stadig så konservativ og stiv og tør? - Også her får jeg medhold af DÅs redaktion, der i forordet til DÅ 9 udbryder: »'Glem ikke den nye musik!' kan man undertiden have lyst til at foreholde musikhistorikeren,, hvis analyseapparat og æstetiske synspunkter ofte synes præget af ældre normer«.

Det er klart at man som totalt udenforstående, men dybt engageret i kunstarternes problematik, leder efter netop nye og tidssvarende analyseformer og æstetiske normer. Men det er også vigtigt at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt i den traditionelle historiske og analytiske forskning. Og her synes to artikler mig særlig betydningsfulde, fordi de peger på komponister og værker som bør tages op. Der tales ofte med respekt om Jørgen Bentzon, og han spilles da også af og til, men Morten Topps storartede monografi er virkelig en udfordring til musikere (og radio og pladeselskaber!): spil ham! Og det samme gælder i endnu højere grad Johannes Mul vads inciterende artikel i DÅ 7 om Balders Død og Fiskerne: disse to værker er virkelig, hvad Mulvad kalder »de størst tænkte musik-dramatiske værker, der er skabt i dette land«, og derfor bør de findes tilgængelige. En dobbelt-LP udbedes!

Men det nye, det nye! I MF 77 har Morten Levy en artikel om »Music and Pattern« med en Schumann-analyse, og han fortsætter i MF 78 med en Scarlatti-analyse - og det er enten revolutionerende nytænkning eller helt skævt, jeg kan ikke afgøre det, men må vi godt få en diskussion om det. Og i MF 8 skriver Bo Marschner om Stravinsky og vil analysere ham semiologisk, men foretager så et for mig utilladeligt spring over i Jung - og artiklen fører direkte ingen steder hen. Marschners afhandling er meget vidende og klog, men så »metode-seriøs«, at man godt ville have hørt hvad Stravinsky selv kunne have haft at bemærke til Robert Craft om den.

For øvrigt skal det siges at Marschners bidrag er oversat til engelsk af John Bergsagel på så fremragende vis, at man sjældent har set noget lignende. Endog »betydningsindhold« er det lykkedes ham at overføre til engelsk - »content of meaning« bliver det til, simpelthen, men det er ikke spor simpelt, det er flot.

Også Per Nørgårds artikel trykkes i engelsk oversættelse, men her syntes jeg det var meningsløst at læse den på engelsk, så jeg rekvirerede gennem biblioteket fra Konservatoriet i Århus den duplikerede original, »Hierarkisk genesis« fra 1977 og dens korte forspil »Musik som tilblivelse« fra 1976. Efter bare at have læst Per Nørgårds skrifter en gang (men jeg bliver ved!) og kun have forstået en brøkdel, tror jeg alligevel jeg tør erklære at dette er sensationelt. Der foregår altså to steder i Danmark kunstundervisning på det højeste og mest avancerede plan: hos Per Nørgård i Århus og hos Richard Mortensen på Kunstakademiet i København. Der er for mig ingen tvivl om, at disse to steder foregår det vigtigste i dansk kunstliv i dag. Og Per Nørgårds lærebog (og hans øvrige skrifter - den mand kan ikke sætte fingeren på skrivemaskinen uden at ny-tænke -) bør hurtigst muligt udgives i bogform, om det så skal ske med bevilling fra Musikrådet. Dette er vigtigt.

Og hvis DÅ 78 når uden for Danmarks grænser - hvad man jo må regne med, siden man trykker bidrag på engelsk og andre sprog - så har den fortjent det bare på grund af Per Nørgårds afhandling. (Og så må de godt for min skyld beholde alle de øvrige bidrag til »den nationale musikhistorie«, såmænd inclusive min ven Moshack.)

Poul Borum

PS. På vej op til DMTs redaktion for at aflevere ovenstående fik jeg en god idé: hvad nu hvis man så bort fra alle prestigehensyn og lavede en årbog (evt. i MIC-regi!) man kunne kalde: Danish Musicology, Essays and Abstracts, indeholdende de artikler fra DÅ, MF og DMT, som måtte have international interesse, i deres helhed i oversættelse eller i referat. Så kunne både DÅ og MF nøjes med at trykke på dansk. Og årets danske musikliv (med vedføjede rapporter m.m.) kunne nå udenlands i koncentrat. Ideen står til fri afbenyttelse ...

The Opera af Robert Donnington i The Harbrace

History of Musical Forms

Edt. Karl Geiringer. University of California

Endnu en operaens historie på godt 200 sider. Robert Donnington har skrevet bindet om operaen som musikalsk form i The Harbrace History of Musical Forms; en serie der søger at skrive både attraktivt og autorativt om de forskellige musikalske genrer og former. Forfatteren gør selv i forslagene til videre læsning opmærksom på nogle af de hidtil eksisterende bøger om emnet, og han giver dem tilmed karakterer. Grout's velkendte »A Short History of Opera« er således »a magnificent compendium«, Kerman's »Opera as Drama« er stadig »one of the most thought-provoking and valuable books ever written on opera«, og Leslie Orrey's uhyre populære »A Concise History of Opera« er »possibly the best of the short introductions«.

Når forfatterne af endnu en operaens historie mener således, bliver man straks betænkelig. Hvad har Donnington da selv at byde på og hvilken karakter skal han selv have? Personligt synes jeg, at hans bog er temmelig overflødig, idet Donnington ikke introducerer noget videre nyt endsige skriver den kendte historie på en særlig »attraktiv måde«. Allerede indholdsfortegnelsen får én til at bleve mistænksom. Efter et upræcist kapitel om hvad opera er for noget går forfatteren igang med den egentlige gennemgang. Den disponeres i fire dele hver behandlende fire store perioder; men ser man efter er det hele opfattet som én stor periode fra den første opera til idag. Har operaen ikke været i forfald, spørger man sig uvægerligt? Jo, men det gør Donnington ikke meget ud af.

Bogen tager sit udgangspunkt i forholdet mellem musikken og poesien, og der åbnes med noget, der pretenderer en definition: »Opera is drama unfolding as much in the music as in the words«. Men videre går det ikke. Det er tydeligt, at bogen skal være lettilgængelig, og derfor bliver det ved de flotte udtalelser som f.eks.: »In matters and the heart, music has great powers of persuasion«. Det kan undre at Robert Donnington ikke trænger lidt dybere ned i problemerne, ikke mindst når man tænker på, hvad han ellers har skrevet. Bogen »Wagner's Ring and its Symbols« viser Donnington som en på flere måder provokerende nytænker indenfor et af operalitteraturens store klassiske områder. Gennemgangen af operaens historie er i meget brede linjer ridset op i de enkelte kapitlers indledninger, medens resten af teksten centreres omkring et skønsomt udvalg af berømte hovedværker. Man får god besked om disse hovedværkers handlinger, ligesom enkelte musikalske elementer fremhæves, men det populære sigte standser hele tiden fremstillingen netop der, hvor den bliver interessant. Donnington giver en fin gennemgang af Monde verdis »Orfeo«, så starten er god; men hurtigt tynder det yd. Udvalget og gennemgangen af de enkelte værker kommer mere og mere til at ligne en bedre opera guide, med angivelse af handling og de vigtigste melodier. Donnington piller lidt ved myten om Gluck som den store operareformator. Det ville være spændende at høre lidt mere om hvorfor! Men fremstillingen går aldrig i dybden. Mozart er blevet tildelt megen plads og gennemgås da også meget godt, men derimod er jeg ikke glad for den alt for overfladiske behandling af den romantiske operas opstå-en. Først når Donnington kommer frem til Wagner bliver forestillingen interessant igen.

Nu vel, det skal være en lille og lettilgængelig bog. Det er det også; men er den attraktiv? Udstyret er temmelig fattigt, med en række ikke altfor interessante billeder fra Metropolitans Programmer, hvoraf ikke ét er i farver. Er det et inspirerende billedmateriale man ønsker sig, så er »The Phaidon Book of the Opera: A Survey of 780 operas from 1597« at anbefale. Og er det en lidt mere dybtgående fremstilling af emnet, ja så har Donnington selv givet titlerne i sin litteraturfortegnelse.

Ole Nørlyng

Darmstadter Beitrage zur Neuen Musik XVII. Ferienkurse '78. Schott, Mainz 1978. 110 s.

Ny enkelhed har man nok talt om her i landet så længe, at det har mistet sin prægnans som slagord. Af en noget nyere dato er dets brug i Vesttyskland, og sammenholdt med at man et godt stykke tid også har kendt i hvert fald engelsk og amerikansk ny enkelhed, kan fænomenets sene fremkomst i Centraleuropa give anledning til spekulationer om den særlige musikhistorisk progressive rolle af fornyelser hos de »perifere« lande, der repræsenterer et forenklet syn på tingene. Ligesom da østeuropæerne Penderecki og Ligeti befriede kompositions-tænkningen fra tolvtone-modellerne og (igen) rettede den direkte mod klang og tid - eller for at gå tilbage i historien, ligesom da englænderne i middelalderen var de første til direkte at komponere flerstemmige motetter over tekster, mens man på fastlandet endnu forstod motetten som abstraheret fra en liturgisk-musikalsk sammenhæng, således at en færdig motet med tekst så besynderligt det end lyder, forudsatte en forudgående udarbejdelse af en tekstløs motet. Hvad sker der så, når »perifert« opståede fornyelser påvirker den »centrale« udvikling? Ligeti blev både akcepteret og efterlignet af mange komponister. Penderecki var mere kontroversiel med sin for en del vesttyskere provokerende form for enkelhed; Ulrich Dibelius beskrev dengang reaktionerne således: »nogle ... bøjede sig over partituret og opdagede tykke, sorte bjælker ... de så deri en frivillig prisgi-velse af det kompositoriske arbejde ... De andre '... talte om ... det dristige gennembrud til musikalsk umiddelbarhed« (Melos 1967, s.7).

På lidt samme måde er nyenkelheden noget af en bombe midt i tyskernes traditionsopfattelse. En replik hørt i salen efter et romantisk præget, ny-enkelt stykke ved en opførelse i Vesttyskland for 3 år siden dukker op i min erindring: en kritisk bemærkning om, at stykket ville kunne gøre sig ved Konrad Adenauers 150-års dødsdag. Altså, som det synes, med romantikken som genstand for et had-kærlighedsforhold, som noget pompøst og surrealistisk-inderligt. Darmstädter Beitrage's 78-bind indeholder bidrag på tysk af en række komponister, der kan sættes i forbindelse med ny-enkelhedstendensen: Hans-Jürgen von Bose, Wolfgang Rihm, Jolyon Brettingham Smith, Gérard Grisey samt at folk fra mere etablerede årgange: komponisten Helmut Lachenmann og musikhistorikeren Carl Dahlhaus. Yderliggere er der en teoretisk artikel om live-elektronik af Hans Peter Haller, der udgør den slags »føljeton« sammen med tilsvarende artikler af samme forfatter i Darmstädter Beiträge 74 og 76. - Hans-Jürgen von Bose ser, foruden i en »søgen efter et nyt skønhedsideal« (titlen på hans artikel), den kritiske holdning til den vestlige fremskridtstro som fælles for en række komponister. Dette tema er gennemgående; hos Wolfgang Rihm sættes heroverfor en »nyvurdering af det eksperimentelle. Omgangen med materialet kan ... ikke længere være eksperimentel. Mennesket selv, der omgås materialet, må blive eksperimentelt« (s. 42 f.). Smith fører kritikken over på de vestlige begreber om musikalsk tid, der opfatter den målrettet som en »marsch mod selvrealisation«, modsat asiatiske tidsopfattelser.

Dahlhaus' indlæg er en kommentar fra den ældre generation til de »nyenkelt« orienterede komponister. Hans hovedkonklusion er, såvidt jeg kan se, den at opfordre til diskussion af det for en »almindelig« historisk betragtning mærkværdige i at præsentere det velkendte som betonet nyt og som det »rendyrket skønne«, hvilket sidste filosoffen Hegel har betegnet som en mistænkelig »Ah und Oh des Gemüts« - holdning. Dahlhaus mener, man med historie og teori kommer ud over visse ureflekterede tænkémønstre og præsenterer selv den interessante tolkning, at den fornyede reflektion over kontrapunkt og harmonik er udgået fra 60-ernes klang-fladekomposition, idet den kompositoriske konstruktion er blevet mere klart hørbar, men uden at man går tilbage til funktionstonaliteten. Selvkritisk føjer Dahlhaus til, at betragtningerne bygger på forestillingen om en lineær udvikling, hvor retninger forholder sig til hinanden som konsekvens eller omslag i det modsatte.

Komponist-udsagt og »anvendt musikhistorie« hos Dahlhaus, en ikke uspændende sammenstilling. Men tør læsning uden de klingende eksempler der hører til en del af de aftrykte foredrag.

Carl Bergstrøm-Nielsen

Martin Giertz: Den klassiska Gitarren Nordstedts 1979, 312 s., ill.

Inden for de rammer, forfatteren har sat sig med bogens titel og undertitel »Instrumentet, musikken, mestrene« må man konstatere, at han har nået sit mål. Som oversigtsværk betragtet er bogen udmærket både i disposition og i indhold. Vi har længe manglet et sådant værk på et skandinavisk sprog, især et, der både henvender sig til professionelle og til amatører. Det er »gammeldags« historieskrivning med en æstetikers holdning bag, men kan man gå ind for den holdning, kan man også nyde bogen, der sprogligt set er velskrevet og letlæselig. De mange anekdoter, der dukker op, gør bogen morsom læsning for amatører, men anekdoterne får aldrig lov til at tage overhånd. Hovedlinjerne i bogen er sikkert forankrede på saglighedens grund.

Illustrationerne er varierede og rummer foruden en del af de kendte travere også noget nyt materiale. For den professionelle indeholder bogen intet nyt forskningsmæssigt, men overblikket den giver, er klart og godt. Afsnittet om instrumentets oprindelse er klogt disponeret, -yderligere redegørelser ville føre alt for vidt, (hvilket er tilfældet i forskellige udenlandske værker). I afsnittet om Fernando Sor noterer man sig med glæde den ellers alt for sjældent sete påpegelse af forskellen mellem castellansk og katalansk påvirkning.

Den lette ironiske distance, forfatteren lægger til segoviakul-ten ved at benævne Segovia »kongen« er yderst velgørende her i disse idoldyrkelsernes tider. Det samme er oplysningen om, at Segovia har studeret hos Miguel Llobet i flere år, selvom han foretrækker at kalde sig autodidakt. Kapitlet »Tips og gode råd« henvender sig først og fremmest til amatører. Det er udmærket at have nogle af de mest gængse råd samlet på ét sted, selvom man under afsnittet om brug af fodskammel savner omtale af brug af pude eller støttestativ på venstre lår.

I kapitlet om instrumenternes oprindelse fremfører forfatteren, at vihuelaen ikke skulle være nærmere i slægt med guitaren, hvilket imødegås af Juan Bermudo i »Declaracion de Instrumentes Musicales« Ossuna 1555 bog 2, kap.32 f.XXIX, samt af Heinz Nickel i »Beitrag zur Entwicklung der Gitarre in Europa« 1972.

Endvidere undrer man sig over påstanden om, at vihuelaen mest skulle have været et akkompagnementsinstmrnent. Dette, at størstedelen af den overleverede musik for instrumentet skulle være tabuleringer af vokalværker, er ikke i sig selv noget bevis herfor, da vi fra andre kilder ved, at der har hersket en rig instrumentaltradition, hvilket Luys Milans fantasier vidner om, men at nedskrift langt fra altid har fundet sted, da den improvisatoriske praksis lå på et højt plan. (Il Cortegiano er i øvrigt ikke oversat af Milan, - det sørgede den spanske digter Boscan for 1534 eller 39. Derimod skrev Milan et plagiat af bogen og kaldte den El Cortesano.)

Under afsnittet om barokguitar beklager forfatteren sig over, at ingen for alvor har forsøgt at genoplive Corbettas eller hans samtidiges musik på barokguitar. Er Øresund for bredt til, at man i Sverige har hørt om Maria Kammerling og Leif Christensen, og er England for langt væk til, at navnet Barry Mason får folk til at tænke på barokguitar? I den historiske gennemgang kunne man vel have ønsket en større plads for fx. Carcassi, Carulli og Coste, men da gennemgangen her lige så meget sigter på den historisk-musi-kalske udvikling i sig selv, må det vel være forsvarligt at henvise disse komponister til opslagsdelen. Selvom det nok kunne lade sig gøre at fortsætte med diverse indvendinger mod småtterier rundt omkring i bogen såsom, at Erling Møldrup kun er nævnt som Karl Petersens lærer og ikke for sin store indsats inden for ny dansk musik for instrumentet, og hist og her ønske sig nogle flere litteraturhenvisninger, er det hovedindtryk man sidder tilbage med, efter både en hurtig skimming og et nøjere studium af bogen, absolut positivt, og initiativet til at delagtiggøre andre i sin viden på så positiv en måde, må hilses velkommen. Forresten: Når man har læst det festlige kapitel om guitaren i Sverige, ønsker man brændende, at der var nogen, der ville påtage sig en lignende opgave med henblik på Danmark.

Karen Dusgaard Nielsen