debat

Kære Gunner Møller Pedersen

Dit brev er ikke stilet til mig men til en administrerende instans. Dit brev er ikke bragt i »Dansk Musiker Tidende«, eller radioens personaleblad »Dråben«, men i DMT nr. 1. Og yderligere må jeg indrømme, at jeg intet kendte til sagen omkring radio-produktionen med un-derholdningsorkestret af dine værker »Clouds« 2 songs og trompetkoncerten, før jeg læste dit indlæg her i sidste nummer.

Men jeg føler mig provokeret af dit syn på den danske musikerstand. Og har helt mod skik og brug mod på at forsvare den lidt.

Dirrende dirigenter, alfaderlig administration, kræsne kritikere og nu også konsternerede komponister, alle har de lov til, - og tradition for - at pukke på musiklivets sande arbejdsmænd i symfoniorkestrene. Står produktet af en »virksomhed« som f.eks. radioens orkesterafdeling ikke mål med grammofonindspilninger fra London og Berlin - så må det være musikernes skyld. Kære GMP - selv den mest forbenede direktør vil søge flere forklaringer på at »varen« er utilstrækkelig end arbejdernes lave moralske stade, og det skulle du også gøre.

Dit indlæg er i alt væsentligt et dybtfølt og krænket angreb på musikerne. Hvis nogen skulle have glemt brevet eller sprunget det over, citerer jeg her et par passager: »Tja, det første man tænker er: typisk dansk, halvfalsk, klattede indsatser, manglende klangkultur, slap frasering ...« eller »Orkestret mindede mere og mere om en skoleklasse, der har fået ny vikar« eller »Det var koncentration af modellen: Lad os nu se at få det her lort overstået, så vi kan komme hjem i en fart«. Og sådan går det på livet løs i to stive DMT-sider (rubrik »Symposion«).

Som om kløften mellem komponister og musikere ikke var gabende nok i forvejen. Gud ved hvor megen interesse og good-will resten af Danmark har tabt ned i den kløft. Og det ærgrer alle os musikere, som interesserer os for ny kompositionsmusik og - ligesom komponisterne - bruger kræfter på den.

Var det ikke en idé at spørge nogle af musikerne hvorfor det gik som det gik med dine radioproduktioner, i stedet for at søge trøst og skulderklap hos komponistkolleger som »har været udsat for noget lignende eller værre ... med danske orkestre«?

F.eks. har jeg også været med til nogle ret skandaløse ny-musik-sessions. Som da man i forrige uge efter omfattende prøvearbejde transporterede Radiosymfoniorkestret til Athen for bl.a. at opføre Thomasz Sikor-ski's klaverkoncert med komponisten selv som aparte kla verst j erne. Han havde ikke takseret vores store, skønne cellogruppe højere end til tre toner pr. musiker (værket varede ca. l/2 time).

Det er måske flovt men realistisk at måtte indrømme, at den slags ikke fremmer den gensidige respekt. Værkets evt. andre kvaliteter ufortalt. Værker som viser komponistens desinteresse for det rent instrumentale vil altid have en desillusionerende tendens på sine udøvere. Et faktum som først er blevet tilsidesat meget sent i musikhistorien, og som man nok skal have fat i, hvis man vil opførelsesproblemer omkring den ny musik til livs,

Jeg ved godt at musikerne peb lidt da de skulle uropføre Beethovens sidste kvartetter. Men de fire afdøde strygere har sikkert hele tiden vidst, at de selv i Beethovens døve øren spillede store roller. Det er musik for-og ikke imod - strygeinstrumenters natur. Det kan også gøres i dag. Jeg husker f.eks. med fornøjelse Poul Ruders og mit samarbejde om celloens muligheder og umuligheder, da han skrev sine »Bravour Studien« for solocello.

Men der kommer yderligere mindst et aspekt til, når det drejer sig om ny orkestermusik. Nemlig det, at vi ofte føler os som »arbejdstagere« under den ene eller anden administration. Ganske vist bliver vi ikke sat til at arbejde med kompositioner eller dirigenter, som er under begrundet mistanke for at være kræftfremkaldende, men det er naivt at tro, at musikere i alle tilfælde står inde for administrationens dispositioner. Det er rigtigt, at der er noget som trænger til at blive diskuteret omkring mange opførelser af ny musik. Men lad os ikke nøjes med at ryste på hovedet af hinanden, det kan godt blive bedre hvis vi benytter hinandens erfaringer.

Ingen kompositionsmusik uden komponister. Ingen kompositionsmusik uden musikere. Det skulle da lige være elektronmusik -.

Venligst Morten Zeuthen solocellist i Radiosymfoniorkestret