»... har altid villet gøre det på min egen måde. «

Af
| Årgang 54 (1979-1980) nr. 02 - side 57-59

Erik Jørgensen samtaler med Axel Borup-Jørgensen

A. Du debuterede jo iflg. de officielle kilder som komponist i 1935 med en Concerto grosso. Det var altså i en periode, da neobarok og neoklassik spillede en stor rolle både her og ude i den store verden, selv om Stravinsky og Bartok vel også havde nogle ord at sige i Danmark på det tidspunkt.

E. Ja det er rigtigt, men jeg vil så afgjort lægge hovedvægten på det som Strawinsky og Bartoks værker havde at sige os.

A. Du skrev så en række værker i 30'erne og begyndelsen af 40'erne. Hvordan vil du beskrive stilen i disse værker?

E. Inspirationskilderne var jo de ovennævnte, men jeg tror at jeg som regel har følt mig fri og uhæmmet overfor forbilleder og altid har villet gøre det på min egen måde.

Jeg husker som et ejendommeligt og næsten forud-varslende tilfælde da jeg i min studietid forelagde min for mig på så mange måder betydningsfulde lærer Finn Høffding den langsomme sats af min violinkoncert, at han sagde (og ikke som en ubetinget ros), at den jo næsten var schønbergsk, en retning, der mildest talt ikke var in på det tidspunkt i Danmark. A. Så var du tilsyneladende tavs i en årrække. Hvad var der sket?

Der var sket det, at jeg ganske vist fortsatte med at komponere, men blev mere og mere utilfreds med mit musikalske stof, der jo trods alle krumspring havde den klassiske tonalitet som basis. Der var for mig ingen sandhed længere i dette stof, men vejen ud af sumpen kunne jeg længe ikke få øje på.

Det var først da min desperation havde nået et højdepunkt i midten af 50'erne at jeg satte mig ned og næsten modvilligt, for jeg har aldrig brudt mig om hans musik, begyndte at studere Schønbergs teknik. Og denne teknik viste sig for mig som en åbenbaring. Jeg begyndte selv at opstille strukturer på basis af

12-tonerækker, og helt nye klangkombinationer af stor skønhed og en helt ny måde at anskue det musikalske stof på viste sig pludselig for mig og gav mig en rasende appetit på at komponere.

A. Og så kom du altså igang igen med »Modello per arche« fra 1957.

E. Ja, og dette værk er mit eneste strengt gennemførte dodecafone værk. Allerede i det næste værk »Figure in tempo« for cello og klaver er de dodecafone bånd løsnet til fordel for friere dannelser af figurativ-ornamen-tal art.

Jeg opdagede hurtigt, at den strengt gennemførte dodecafoni, som jo var fremstået som den yderste konsekvens af det klassiske gennemføringsarbejde, ikke var min sag.

A. Så rammer Jan Maegaard måske noget centralt, når han i sin artikel om dig i Sohlmans leksikon skriver at

Erik Jørgensen

Program for portrætkoncerten på Louisiana 10.11.79

Strygekvartet (1965) Variationer for klaver (1966) Improvisationer for blæserkvintet (1971) Figurer i tid formet af cello og klaver (1961) Stemninger og tilstande. Kvartet for fl., horn, vi., ogvc L (1973)det ikke så meget er selve dodecafonien, men snarere ar ten af lovmæssighed, som denne danner indgang til, der har virket befrugtende på din fantasi. E. Ja, det er meget skarpsindigt set og udtrykt. A. ... »I hvert af værkerne som nu fulgte, anslås og fastholdes musikkens karakter ved en for det enkelte værk speciel fremgangsmåde, der samtidig garanterer den musikalske strukturs objektivitet. Ved således i forvejen at tilrettelægge den kompositoriske procedure, der også ofte omfatter seriel organisation af det rytmiske, sætter EJ sig i stand til at opbygge og dyrke et vidt felt af musikalske udtrykskarakterer, uden at være henvist til at udtrykke sig ekspressivt-gestisk. « E. Som den clairvoyante analytiker udtrykker Jan Maegaard her bevidst, hvad der for mig kun har været halvt bevidst. - Men nu ved jeg altså hvordan jeg gør og hvorfor.

A. Du har ofte talt om din store interesse for såvel fjernøstlig visdom som for moderne atomfysik og kosmologi. Hvilken rolle har disse begreber spillet i din musik? E. Jeg er vist desværre så meget vesteuropæer, at det endnu ikke er lykkedes mig at realisere min drøm om at indkorporere den fjernøstlige begrebsverden i min musik, men jeg tror, at de fleste af mine værker i deres urgrund hviler på impulser fra denne fjernøstlige verdens dybtborende forståelse af vor kosmisk-biologiske situation.

Og her kommer på mærkelig måde moderne atomfysik ind i billedet, idet der jo i nyeste tid har vist sig visse ejendommelige lighedspunkter mellem denne fysik (specielt feltteorierne) og så fjernøstlig tænkning. Rent konkret har f.eks. kvanteteoriens ubestemthedsrela-tioner og sandsynlighedsbølger spillet en rolle for min musikalske forestillingsverden, men det vil vist føre for vidt at komme nærmere ind på det her. At de elektromagnetiske svingninger i atomer, molekyler og celler, iflg. videnskaben, i deres funktioner har stor lighed med de akustiske fænomener i lydfrem-bringende instrumenter gir jo også stof til eftertanke, og at deres samlede virkning indenfor biologien resulterer i et uendeligt finmasket net af ind- og udgående signaler og informationer ligger jo tæt op af musikalsk tænkning og arbejdsmetode. A. Du har også beskæftiget dig med opera. E. Ja, jeg har i 69 skrevet en kammeropera »Skyggen af en drøm«, som efter en konkurrence blev udvalgt til en DUT-tourné, og i 74 børneoperaen »Eventyret«, en madrigalkomedie, der i 75 vandt 1. pris i en af de nordiske operascener udskrevet konkurrence om en opera for børn.

A. Føler du så at du har udtømt emnet opera? E. Nej, tværtimod ser jeg uanede muligheder for gennem musikdramatik at udtrykke noget væsentligt om vor tid.

Men da min sidste prisbelønnede opera tog mig 4 år at fuldende og endnu ikke er kommet til opførelse nogetsteds, så viger man jo tilbage for at gå igang med et nyt projekt helt ud i det blå.

.- Mozart skriver i et af sine breve: »Jeg brænder efter at skrive en opera, men har ikke fået nogen bestilling«.

Erik Jørgensen er privatuddannet som pianist (A. Rachlew), organist (P. S. Rung-Keller og Knud Jeppesen) og komponist (Finn Høffding) og har desuden studeret hos Hermann Scherchen i Geneve (1936). Han tog statsprøvet musikpædagogisk eksamen i klaver 1947, i teori og musikhistorie 1948. Siden 1947 har han virket som lærer, derefter som docent i musikteori og musikhistorie ved Statens Institut for blinde og svagtsynede.

Erik Jørgensen Værkfortegnelse

1933-34 Concerto grosso for fl. cl. fg. og strygeorkester 1934-35 3 vekselsange (F. Mistral) for sopran, tenor og kammerorkester.

1935 Havet (W. Whitman) for 7-stemmigt kor a-capella

1936 Koncert for violin og strygeorkester med klaver

1937 Introduktion og tema med var. for fl., vi., vel. og klaver

1938 Concertino for fl., cl., vi., og klaver 1939-40 Rapsodi for vi. og klaver

1942 Sonatine for cl. og fg.

1957 »Modello per archi« for strygeorkester el.-kvartet. Samf.

1960-61 »Figure in tempo« for vel. og klaver. Samf. Gram. 2. reviderede udgave 79. Version for vel. og slagtøj 1968

1962 Kvintet for 2 klaverer, 2 slagtøjsgrupper og kontrabas. Samf. Gram.

1963 Modello 2 for soli, kor og instrumentalensemble

1964 »Astrolabium« kammerkoncert for 11 instrumenter 1964-65 Strygekvartet. Samf.

1965 »Notturno« for 24 soloinstrumenter. Samf.

1966 Variationer for klaver. Samf. Gram. 1967-68 Konfrontationer for ork. Samf.

1969 »Skyggen af en drøm«, kammeropera for 4 vokalsolister og 4 instrumentalister. Ord fra »The family of man« 1970-71 Improvisationer for blæserkvintet. Samf. 1972 Movimenti for soloblokfløjte

1973 »Stemninger og tilstande«, kvartet for fl., horn, vi., vel. 1974-77 »Eventyret« en madrigalkomedie for små og store. Idé og handlingsudformning af komponisten. Teksten af Ulla Ryum i samarbejde med komponisten. 1975 Kvartet for blokfløjter (s.a.t.b.)

1978 »Fragmenter af Højsangen« for sopran, fl., basel., celeste, klaver, guitar og 2 janitsjarer

1979 Orkestersuite af børneoperaen »Eventyret«

(Ikke medtaget er mindre værker for kor a-capella m.m.)