Plader

Der udgives årligt et hav af plader med klassisk musik. Kun et fåtal af dem fyldes med ny musik - og den overvejende del af dette fåtal er helliget de nye klassikere. Når vi nu begynder at anmelde pladery vil vi lægge stor vægtpåfåtallet affåtallet -for her er der dog en lille mulighed for at studere noget nyt på nært hold.

Redaktionen

»Den himmelske og den jordiske kærlighed«

Musik af Per Nørgård med kammerensemblet Sub Rosa

Der findes en efterhånden ret omfattende kreds af århusianske musikere og sangere, professionelle som amatører, der i de sidste år har arbejdet intensivt med Per Nørgårds musik, ligesom langt den største del af Nørgårds nyere kor-og kammermusikværker har haft deres uropførelse i Århus. Kammerensemblet Sub Rosa har tegnet sig for to af uropførelserne, »Nova Genitura« 1976 og »Seadrift« 1978, og disse to værker er nu udkommet på plade under den samlede titel: »Den himmelske og den jordiske kærlighed«. Kombinationen af Nørgårds musikalske idéer, et renæssance/barokensemble som Sub Rosa og de rige muligheder for at fremføre og at opleve Nørgårds musik er lykkelig. Sub Rosa synes i den grad at være fortrolig med Nørgårds tonesprog, at man vanskeligt vil kunne forestille sig en mere fyldestgørende fortolkning end den, der her præsenteres. Værkerne fremføres med netop den mængde frigjort præcision (navnlig i forholdet til den specielle gyldne rytmik), der giver musikken liv og som samtidig skaber rum for en personlig udformning.

Sub Rosas sikre fornemmelse for udførelse af renæssance-og barokmusik kommer ikke mindst værket »Nova Genitura« til gode: sopranen Bodil Gümoes' sparsomme brug af vibrato og rubato, den forsigtige men meget velklingende vokale flerstemmighed, det gennemsigtige lydbillede skabt af de originale barok-instrumenter passer fint til Nørgårds værk om den himmelske kærlighed. Men summen af mange dyder kan i længden blive til laster, og »Nova Genitura« ville måske have vundet en smule i en kortere udgave, det righoldige antal smukke Maria-melodier, hvoraf et par kendes fra tidligere værker, til trods.

Værket om den jordiske kærlighed, »Seadrift«, er i dramatisk henseende »Nova Genitura«s absolutte modsætning. Det er komponeret til tekstfragmenter af den amerikanske forfatter Walt Whitmans »Seadrift« (1. digt »Out of the cradle endlessly rocking« 1855) og betegnes af Nørgård som en kærlighedssang i to vers. Teksten er lagt i næbbet på en fugl, der i første vers besynger den højeste lykke: at være sammen (»Being together«), og andet vers udtrykker den største sorg: at være adskilt (»Torn apart«). Nørgård har udnyttet tekstens kontrasterende indhold til det yderste, hvilket har gjort »Seadrift« til det kompositions-mæssigt frieste af Nørgårds nyere værker. Dette stiller selvsagt vældige krav til hele ensemblet, der her er blevet udvidet med en omfattende slagtøjsgruppe betjent af én mand, Ejnar Nielsen. Men kravene indfries fuldt ud af den usædvanligt velsammenspillende og velfungerende gruppe musikere, der følger hinanden sikkert gennem de mange komplicerede strukturer. Først og fremmest giver værket dog Bodil Gümoes langt flere udfoldelsesmuligheder end »Nova Genitura«. I hovedrollen som fuglen har hun ved uropførelsen og andre koncerter haft en dramatisk kraft og udstråling, som det er lykkedes hende at overføre til pladerillerne. Herved opleves hun af lytteren som den bærende kraft, der får musikken til at hænge sammen og som bringer budskabet om lykke og sorg meget langt frem. En rolle, som hun nok har fået tildelt af kompositionen, men som hun også formår at udfylde og fortolke med sikkert øre for effekter. »Nova Genitura« og »Seadrift« må betegnes som Nørgårds største kammermu^ikalske værker til dato. Det ene betagende med sine lysende smukke melodier, det andet medrivende ved sin udvikling fra 1. vers' optimisme til »dødsarien« og krumhornets klageskrig, der afslutter 2. vers. Og efter pladen at dømme er det ikke uden grund, at »Den himmelske og den jordiske kærlighed« begge er tilegnet Sub Rosa.

Jens Johansen

Johan Strauss d.y.

Valsearrangementer v. Arnold Schönberg, Alban Berg og Anton Webern

Boston Symphony Chamber-players DGG 2530977

Det kan måske umiddelbart lyde underligt, at Arnold Schönberg - der jo ikke ligefrem rubriceres under populærautorer - har lagt navn til udsættelser af nogle af de kendteste Johann Strauss kompositioner, men S. havde Wiener-blut nok til at beundre disse mesterstykker af genrebilleder, -han nærede altid stor respekt for musikalsk folkelighed, når han følte at den var ægte. Da S. kom til USA og fik Gershwin's musik at høre, udtalte han sig positivt om den. Brahms tog jo hatten af for valsekongen og Richard Strauss var mellemfornøjet kun at have navnet tilfælles med det berømte dynasti, og man forstår hvorfor, - en herligere vals end Kaiser-Walzer finder man ikke. Der er det hele: den fabulerende introduktion, hvor sejlene sættes indtil fuldriggeren duver afsted i 4 valseafsnit, mellemspil og en fejende Kehraus.

Selvom jeg personligt foretrækker den originale version (prøv og hør Barbirollis version, for at nævne noget denne anmeldelse uvedkomment), så er der en rørende »Welt von Gestern«-stemning over Schönbergs kammerversion for fløjte, klarinet, strygekvartet og klaver, - en blanding af café-orkester og Forellekvintetten med klaverets oktavfor-doblinger i diskanten, triller og melodiarabesker, i særdeleshed karakteristisk for det andet Schönberg arrangement på samme side: Rosen aus dem Süden.

I 1918 dannede S. »Verein für musikalische Privatauffü-rungen«, som kom til at danne rammen om mange uropførelser af den 2. wienerskoles klassikere. I 1921 fattedes foreningen penge, så Schönberg og hans to mest kendte elever besluttede at arrangere en »Ausseror-dentlicher Abend« med et mere publikumsvenligt program end vanligt, og sammen instrumenterede de 4 Strauss valse hvoraf de 3 findes på pladen: Rosen aus den Süden (Schönberg), Wein, Weib und Gesang (Berg) og Schatz-Walzer (Webern), - Kajservals-instrumentationen er en senere foreteelse fra 1925. Berg føjer et harmonium til det øvrige instrumentarium - som en slags fjernorkester-effekt, hvad der i mine øren lyder forstyrrende og forkert, man kommer til at tænke på Bethestas mødelokaler, hvor vin, kvinder og sang nok skal have trange kår.

Pladen er dog være at anskaffe sig, alene på grund af Kajser-valsen, - de øvrige udsættelser er lidt trægere kost, synes jeg. Boston Symphony Chamber-players har ramt stilen rigtig pænt - professionelle er de unægtelig, og det så det vasker sig

Poul Ruders

Ib Nørholm

Tavole per Orfeo - Per Nørgård: Sub Rosa -Karl Aage Rasmussen: Når jeg var lykkelig skrev jeg ingen sange.

Edith Guillaume, sang, Ingolf Olsen, sang og guitar. Dansk Musik Antologi Philips D.M.A. 036 En mycket lyckad platta. Det beror utan tvivel på att Edith Guillaume och Ingolf Olsen totalt behärskar dessa stycken. Och det är härligt att kunna luta sig tillbaka med full tillit till interpretationen.

Styckena är inte heller fy skam. Det ar tio år sedan Ib Nørholm skrev siná Tavole per Orfeo till Poul Borums diktér och fast all den stilpluralism som avhörts sen dess utan tvivel har tagit udden av en del overraskningseffekter så lyser den lyriskt-melodiska rôda tråden igenom desto klar-are. Brokigheten upplevs som uppfinningsrik spännvidd. Intimitet karakteriserar Per Nørgårds Sub Rosa. Men med enkla medel spänns en vid bage som skvallrar om att verket tillkom i samma period som 2:a symfonin och Gilgamesh. Alla de underordnade detaljerna kan man härleda till kända aspekter av Nørgårds klanguniversum: övertonsserien, differenstoner, vokaler och konsonanter som Ijudelement samt oandlighetsserien.

Karl Aage Rasmussen var 19 nar han skrev Når jeg var lykkelig, skrev jeg ingen sange, och verket är därför inte så karakteristiskt for sin upphovsmann som de två andra. Men i Ingolf Olsens känsliga tolkning forsvarar den sin plats, samtidigt som den trots allt ger uttryck för den känslosamhet som i öppen eller dold form alltid visar sig i Rasmussens verk.

Upptagningen av Claus Byrith på Det Jydske Musikkonservatorium är också bra.

Hans Gefors

Fridas Andra Bok av Birger Sjöberg

Artist ALP 2004/5. Distribution: Nordiska Musikforlaget

En skandinavisk produktion: Den danske kvartet, den norske gitarristen Erik Stenstadvold och sångaren Lars Bertil Jönsson från Helsingborg. Och det var i Helsingborg som Birger Sjöberg verkade på den numera nedlagda Helsing-borgs-Posten innan han försökte - och misslyckades - med att etablera sig som seriös författare. Det var på 20-talet Sjöberg fick sitt genombrott med de fan-tasifulla Fridas visor som han själv framförde på landsomfat-tande turnéer till gitarrackompanjemang. Sjöberg kunde inte själv noter och det var organisten i Mariakyrkan Hjalmar Johansson som hjälpte honom med nedskriften. Hjalmar Johansson ar nu död men under hans livstid stod Lars Bertil Jönsson i nära kontakt med honom.

Man kan också lägga marke till den ambitiösa autenticiteten på denna dubbel-lp. Med stråkkvartett förutom gitarren så kan både det dänslosamma och det pittoreska komma fram, men man skali inte stanna i bara musiken. Lyssnar man till texten, och den kommer tydligt fram i Lars Bertil Jönssons föredömliga textning, så kan man förnimma oron och djup-sinnet i den småstadsvarld som speglar den större världen. Fridas andra bok utkom posthumt efter Sjöbergs förtidiga död 1929. Den inleds med den välkända »Längtan till Italien«. En av skivsidorna tar dessutom upp visor komponerade innan Fridas forstå bok sammanställdes. Lars Bertil Jönsson sjunger visorna med varm och fyllig rost och Erik Stenstadvold och Den danske kvartet följer smidigt och stilmedvetet.

Hans Gefors