Erik Satie - en musikalsk original

Af
| Årgang 54 (1979-1980) nr. 04 - side 169-172

Det er ofte blevet hævdet, at Erik Satie ikke var nogen original musiker, men at han var en musikalsk original, derom kan der ikke herske nogen tvivl. Det er besynderligt, at denne mærkelige og på sin vis enestående komponist er så relativt ukendt herhjemme. Ude i verden er der en stadig stigende interesse for hans værk og hans person. I foråret blev der i Bruxelles afholdt en international Satie-festival, i Paris har Opéra Comique opført hans balletter og øvrige værker for orkester, den store opera har vist en Satie-udstilling i hele maj måned, og der er planer om at oprette et Erik Satie Museum i Paris.

Der er i dag rige muligheder for at gøre sig fortrolig med Saties musik, for alt, hvad han komponerede, er indspillet på plade, og man har - især i USA - drevet dyrkelsen af Satie så vidt, at man endog har indspillet en række af hans mere eller mindre skitseagtige indfald, hvad der næsten er for meget af det gode. Denne artikel skal da ikke primært handle om komponi-sten,men om mennesket Erik Satie. Desuden vil jeg,i det omfang pladsen tillader det, forsøge at give læseren et indtryk af en side af denne mærkelige mands talent, som vist er ukendt for de fleste herhjemme, nemlig hans talent som skribent.

1 1924, året før sin død, skrev Satie i Les Feuilles libres en selvbiografisk artikel, Recoins de ma vie, hvoraf jeg citerer nogle passager:

»Slægten Saties oprindelse kan måske føres tilbage til de ældste tider. Ja ... Jeg kan ikke bekræfte det, men jeg kan for resten heller ikke afkræfte det... Jeg går imidlertid ud fra, at denne familie ikke tilhørte adelen, men at dens medlemmer var brave og nøjsomme hoveripligtige på nåde og unåde, hvilket førhen var en ære og en fornøjelse (for den hoveripligtiges gode herre, naturligvis}. Ja ... Jeg ved ikke, hvad slægten Satie tog sig til under Hundredårskrigen; jeg besidder heller ingen oplysninger om dens indstilling til Trediveårskrigen (én af vore smukkeste krige) eller om den deltog i den. Måtte mindet om mine gamle forfædre hvile i fred. Ja...

Hvad mig angår, så er jeg født i Honfleur (Calvados) i arrondissementet Pont-FEvêque den 17. maj 1866 ... Jeg er altså halvtredssindstyveårig, hvad der er en titel som enhver anden ...

Efter en temmelig kort ungdom blev jeg en forholdsvis tålelig ung mand, ikke mere. Det var på dette tidspunkt af mit liv, jeg begyndte at tænke og skrive musikalsk. Ja.

Dårlig idé!... meget dårlig idé!... Det var det virkelig, thi jeg tøvede ikke med at gøre brug af en (original) originalitet, som var ubehagelig, uaktuel, antifransk, unaturlig etc. Livet blev mig i den grad uudholdeligt, at jeg besluttede at trække mig tilbage til mine besiddelser og henleve mine dage i et tårn af elfenben - eller et andet metal. Det var således jeg fik smag for misantropi, dyrkede hypokondri og blev det mest melankolske af alle mennesker. Det var en ynk at se mig - selv med en lorgnet af ægte guld. Ja.

Og det er musikkens skyld, at alt dette har hændt mig. Denne kunst har voldt mig mere skade end gavn; den har gjort mig uvenner med en mængde personer af rang, agtværdige mennesker, mere end distingverede, meget 'comme il faut.«

I dette satirisk-ironiske »selvportræt« mærker man en undertone af bitterhed over den spot og mangel på forståelse og anerkendelse, Satie måtte lide under næsten hele livet. Han var en yderst sammensat natur, han kunne være venlig og imødekommende, beskeden indtil det selvudslettende og dog på samme tid kolerisk og nærtagende indtil det sygelige; han var selvhævdende og besat af forestillingen om at være et miskendt geni. I Honfleur var Satie elev af organisten Vmot, og i 1878 kom han på konservatoriet i Paris, kun 13 år gammel. Han blev betragtet som en doven elev, og han forlod dette »ubekvemme hus«, som han afskyede, uden at have gjort noget indtryk på sine lærere. Hans første kompositioner var et par valse, som han betegnede som sit opus 62! 11887 og 1888 skrev han sine Sarabandes og sine Gymnopédies, som mange år senere gjorde ham berømt, idet de blev betragtet som forløbere for Debussys og Ravels harmonik. Satie boede i sine unge dage i et lejet værelse i rue Cortot på toppen af Montmartre, hvor han, som han udtrykte det, »følte sig hævet over sine kreditorer«. I øvrigt ernærede han sig ved at spille klaver, først i Le Chat noir og senere i Auberge du Clou. En lille arv fra en tante satte ham i stand til at anskaffe sig tolv ens sæt tøj af gråt velour, hvad der indbragte ham tilnavnet the velvet gentleman.-De fleste afsættene blev for øvrigt ædt op af møl, før han nogen sinde fik brugt dem. Resten af arven formøblede han på udgivelsen af et lille blad, le Cartulaire, som var et »menighedsblad« for en religiøs orden med det besynderlige navn Eglise métropolitaine d Art de J ešus conducteur, som han havde grundlagt og som tilsyneladende ikke havde andre medlemmer end ham selv. Sit beskedne logi betegnede han med det pompøse navn »Notre Abbatiale«, og herfra udslyngede han i sit lille blad forbitrede bandbuller mod sine fj ender — virkelige som indbildte.

1 1898 forlod Satie Montmartre for at installere sig i et værelse i 22, rue Cauchy i Arceuil-Cachan, en sydlig forstad til Paris. Han transporterede selv sine få ejendele den lange vej gennem Paris på en trækvogn, og han blev boende i Arceuil de sidste 27 år af sit liv. Det er ikke til at forstå, hvad der fik ham til at vælge at installere sig i dette lurvede og trøstesløse arbejderkvarter. Det er og bliver en af de mange gåder i denne gådefulde mands liv.

Jeg besøgte for nogle år siden Arceuil for at se et hus, Satie havde boet i. Både rue Cauchy og de omliggende gader så i al deres grå hæslighed ud, som da han boede der. Det er ufatteligt, at værker som Sports et Divertissements, Parade og Socrate er blevet skabt i disse omgivelser. I de 27 år Satie boede i Arceuil, fik ingen levende sjæl nogen sinde lov til at betræde hans »elfenbenstårn«. Efter hans død fandt man bag de uigennemsigtige vinduer blandt spindelvæv, snavs og insekter de besyn-derligste ting, som han af grunde, som kun han selv kendte, havde moret sig med at beskæftige sig med. F.eks. fandt man en mængde gamle cigarkasser, som indeholdt i tusindvis af omhyggeligt tilklippede papirstykker, som han havde forsynet med kulørte ornamenter og smukt kalligraferede sentenser og meddelelser. Bag hans gamle klaver lå manuskripterne til den herlige lille marionetopera Geneviève de Brabant og den festlige Jack in the Box, begge skrevet 25 år før hans død. Man havde troet, at disse manuskripter var blevet tilintet-gjort, men de var altså blot gledet ned bag mesterens klaver, hvor de muligvis havde ligget det meste af et kvart århundrede.

Satie foretrak altid at tilbagelægge den lange vej fra Arceuil til Paris til fods, og man kunne ofte træffe ham ud på de små timer på vej hjem fra Montmartre. Undervejs gjorde han talrige ophold på caféerne for at slukke sin latente tørst. Han var nu ikke længere kendt som »the velvet gentleman«, men havde tillagt sig et »borgerligt« udseende, som vakte lige stor forundring i de bohèmekredse, han stadig færdedes i, som i legrand monde, hvor man modtog ham, efter at han,takket være et frugtbart samarbejde med folk som Diaghilev, Cocteau og Picasso, var blevet berømt. På sine ældre dage havde han anlagt fipskæg, bar lorgnet og paraply og var iført knækflip, stram jakke, stumpede bukser, gamacher og bowler.

Saties ansigtstræk var blide, og han smilede næsten altid, men bag den venlige facade skjulte sig et stridbart og nærtagende væsen. Han var meget vanskelig at omgås, og før eller senere blev han uvenner med de fleste af de mennesker, han kendte, fordi rene bagateller i hans indbildning antog ernorme proportioner og blev til blodige fornærmelser. Da en af hans venner ved et uheld kom til at beskadige hans paraply, blev han så rasende, at han aldrig senere henvendte ordet til ham. En anden god bekendt tilgav Satie aldrig, at han ved en fejltagelse var kommet til at tage et stykke brød, der tilhørte ham, en dag, de spiste middag sammen. Hvis man kunne affinde sig med disse åbenbare ulemper i omgangen med manden, lønnede det sig i høje grad at dyrke hans selskab, for han var i besiddelse af en skarp intelligens og en stor viden på talrige områder erhvervet gennem ihærdig læsning, og han var berømt for sin vittige og spirituelle konversation. Hans dybe desillusionering røber sig i en bemærkning som denne:

»Da jeg var ung, sagde man til mig: „De skal se, når De bliver halvtreds år."" Jeg er halvtreds år; jeg har ikke set noget.«

Han har også sagt: »Personer i en vis alder fortæller Dem altid om deres erfaringer. Det er meget venligt af dem. Bare man vidste, om de nu også har nogen erfaring ...«

Satie yndede at omtale sig selv som »Monsieur le Pauvre«. Hans legendariske fattigdom var, i hvert fald i hans senere år, i nogen grad selvvalgt, for han nægtede hårdnakket at modtage mere end rent symbolske beløb for sine kompositioner, men når han en sjælden gang havde penge på lommen, elskede han at give dem ud og han satte stor pris på at drikke og spise godt. Bortset fra sin svaghed for de våde varer levede Satie yderst asketisk. End ikke erotikken synes at have spillet nogen større rolle i hans liv. Man ved, at han i sine unge dage havde en »affære« med malerinden Suzanne Valadon, Maurice Utrillo's mor, men senere blev hans uvilje mod kvinder næsten proverbial. »Jeg er en mand, som kvinderne ikke forstår«, sagde han ofte, men det er nok i lige så høj grad et spørgsmål, om han forstod kvinderne. Da han engang var blevet træt af en dames bekendtskab, valgte han at slå op med hende på en yderst original facon, idet han gik til politiet og forlangte, at damen fik et tilhold, der forbød hende at opsøge ham, da hun havde forulempet ham! Effektivt, men fantastisk uelegant. Satie yndede at forsyne sine kompositioner med anvisninger og kommentarer, i regelen af humoristisk-sati-risk art Undertiden kunne hans kommentarer dog antage et helt poetisk indhold som denne bemærkning til et af de korte stykker i Sports et Divertissements, »La Balançoire«:

»Det er mit hjerte, der gynger sådan. Det lider ikke af svimmelhed. Hvor har det dog små fødder. Vil det mon vende tilbage til mit bryst?«

Størstedelen af Saties egentlige litterære produktion stammer fra de sidste år af hans liv, da han var blevet en berømthed. De følgende uddrag af et par af hans artikler viser hans barokke humor.

I en artikel betitlet Ce que je suis (Les Feuilles libres, 1924) skriver han:

»Alle mennesker fortæller Dem, at jeg ikke er musiker. Det er korrekt

Lige fra begyndelsen af min karriere har jeg henregnet mig til phonometrograferne. Mine arbejder er den rene phonometri. Hvad enten man tager le Fils des étoiles eller Morceaux en forme de poire, En habit de cheval eller les Sarabandes, så vil man fornemme, at overhovedet ingen musikalsk idé har medvirket ved skabelsen af disse værker. Det er den videnskabelige tanke, som dominerer. For øvrigt nar jeg større fornøjelse af at måle en lyd end af at lytte til den. Med mit phenometer i hånden arbejder jeg muntert og sikkert. Hvad har jeg ikke vejet eller målt? Alt af Beethoven, alt af Verdi, etc. Det er meget interessant Første gang, jeg benyttede mig af et phonoskop, undersøgte jeg et middelstort b. Jeg forsikrer Dem for, at jeg har aldrig set noget så ækelt Jeg hidkaldte min tjener for at vise ham det På phono-vejeren blev et almindeligt, meget ordinært fis registreret til 93 kilogram. Det udgik fra en meget tyk tenor, som jeg også vejede ... Jeg tror, jeg tør hævde, at phonologien er musikken overlegen. Den er mere afvekslende. Det pekuniære udbytte er større. Jeg skylder den min formue. Ved hjælp af en motodynamophon kan en phonomå-ler med ringe øvelse i hvert fald let nedskrive flere lyde, end den dygtigste musiker vil være i stand til i samme tidsrum. Det er grunden til, at jeg har skrevet så meget Philophonien har således fremtiden for sig.«

I sine Mémoires d'un amnésique (En hukommelses-•svækkets erindringer)morer Satie sig med at beskrive sin samling af forfalskninger:

»At leve omgivet af berømmelige kunstværker er en af de største glæder, der findes. Blandt de ædle monumenter for den menneskelige tanke, som min beskedne formue har tilladt mig at udvælge ..., vil jeg nævne en pragtfuld falsk Rembrandt... I mit arbejdsværelse vil De også kunne se et lærred af en ubestridelig skønhed, genstand for en enestående beundring: det herlige Portræt tilskrevet en ukendt…

Det, som dog overgår disse mesterværker, som knuser dem under sin geniale storheds enorme vægt, hvis blændende lys får dem til at blegne? et falsk manuskript af Beethoven — mesterens sublime uægte symfoni — pietetsfuldt erhvervet af mig for ti år siden, tror jeg.

Blandt den storslåede musikers værker er denne endnu ukendte 10. symfoni, et af de mest pragtfulde. Proportionerne er vide som et palæ; idéerne er talrige og friske; udviklingerne er præcise og korrekte. Denne symfoni måtte eksistere: tallet 9 kunne ikke være beethovensk. Han elskede decimalsystemet: „Jeg har ti fingre"", forklarede han.«

Satie kunne ikke fordrage »skoler«, og det er derfor en skæbnens ironi, at han skulle blive »fører« for en skole. Det gik til på den måde, at en lille gruppe af unge musikere, hvoraf de mest kendte var Roger Désormière og Henri Sauguet, kårede ham til deres mester, deres »bon Maître«, og således opstod L'Ecole d'Arceuil, et navn, som blev valgt »af godhed for en gammel beboer i denne forstadskommune«, som Satie selv forklarede det. Det er ofte blevet hævdet, at mennesket Erik Satie var vigtigere end musikeren, at hans store musikhistoriske betydning mere skyldes den påvirkning, han udøvede, end hans eget værk. Komponisten Roland Manuel har udtrykt det på denne måde:

»Saties betydning hviler ikke så meget på det, han har skabt, som på det, han har foranlediget skabt.« Satie døde den 1. juli 1925 på Hospital Saint-Joseph, hvor en af hans aristokratiske velyndere havde sørget for at skaffe ham en seng. Nogle sagde, at han døde af lungebetændelse, andre hævdede, at han døde af druk, men ét er sikkert: han døde, som han havde levet, »uden nogen sinde helt at ophøre med at smile«.