Musik i Sovjetunionen

Af
| Årgang 54 (1979-1980) nr. 04 - side 204-205

- en portvinledsaget samtale


Af Karl Antz

Musik siges jo at være et verdensomspændende sprog. Taler man derimod om musik, er man henvist til at bruge mindre alment forståelige samtalemåder - og det kan sagtens gå hen og volde store problemer, når sprogene er forskellige, selv om man har en glimrende tolk. Da det russiske komponistforbunds delegation på to medlemmer, Boris Aleksandrovich Arapov og No-dar Kalistratovich Gabuniya, var i København i oktober 1979, holdt vi en rundbordssamtale om de musikalske forhold i Sovjetunionen. Som rundbordssamtaler har for vane, gik talen ikke blot i ring, men også hid og did. Det følgende er et forsøg på at samle trådene i denne samtale nogenlunde op - nu, et godt stykke tid efter.

Fra dansk side deltog ikke blot undertegnede og tolken, men også komponisten Svend Aaquist Johansen. Efter nogle indledende bemærkninger om glæden ved at kunne hilse på hinanden ( og om komponistforeningens portvins glimrende kvalitet) kom man til sagerne - med et spørgsmål om den sovjetiske musiks position nu. Det var jo rigtig nok lidt vanskeligt at besvare på stående fod. Men der var enighed om, at der ikke er tale om »musik for musikkens skyld«. Musik er formidler af et budskab, den vil udtrykke noget, sige noget om noget. For at kunne gøre det, må den benytte sig af alle de muligheder, der eksisterer i dag: serielle teknikker, dodekafoni, klangmusik, brug af folkemusikalske elementer m.m. Musikken må for så vidt gerne være fast forankret i traditionen. (Et eksempel på denne måde at skabe musik på er Schostakovich.) Da Sovjetunionen er et stort land, er der mange forskellige musikalske traditioner, og kunstmusikken suger så at sige næring af dem alle. Panelets komponist, SAa J, nævnte værket, han havde hørt i Berlin, hvori der sammensattes autentiske folkemusiksoptagelser fra de baltiske republikker med allehånde nye musikalske teknikker, og Arapov fortsatte med adskillige komponistnavne fra flere sovjetrepublikker, der netop anvender denne blandingsteknik - ikke nødvendigvis i ren form, men altid med denne forankring både i traditionen og nutiden. Det hænger igen sammen med grundsynet: musik skal være udtryk for den tid og den situation, den står i, den er ikke lukket om sig selv, men eksisterer netop indenfor et samfund. Og hvad nutiden angår, så nævnte Arapov, som er professor ved Leningrad Konservatorium, at der ikke blot findes bånd- og pladeindspilninger af det nyeste nye inden for østlig såvel som vestlig musik, men at konservatoriet tit får besøg af komponister fra hele verden bl.a. har Boulez, Nono, Lutoslawski og andre været der. Og bortset fra det viser jo et besøg som netop deres her i landet viljen til at informere sig om, hvad der foregår andre steder i verden.

Men når musikken eksisterer inden for samfundet, så skulle den helst også nå ud til samfundet, ud til et publikum. Vi spurgte, hvordan mulighederne herfor var, og fik at vide, at de er gode. Der er f.eks. festivaler for ny musik, som det i Leningrad, der foruden kammerkoncerter indeholder tre orkesterkoncerter. Hver republik har sine teatre og sine symfoniorkestre, og her bliver der spillet meget ny musik. Ganske vist spilles ikke alt, og det rejste spørgsmålet om, hvem der udvælger værkerne. Det gør komponistforeningen i samråd med koncertarrangørerne. Hvis vi holder os til Leningrad, så er der en serie af filharmoniske koncerter, og heri indgår både klassiske og nye værker. Arrangørerne af denne koncertserie planlægger den i tæt samarbejde med komponistforeningen (hvis organisation omtales senere). Men værkerne bedømmes ikke kun udfra partituret, men spilles på lukkede koncerter, så det er det akustiske indtryk, der er afgørende. Er et værk nu udtaget til offentlig fremførelse, så spilles det enten inden for abonnementskoncerter eller på en festival, eller det sendes landet rundt som gæstespil. For eksempel havde Leningrad Filharmonien lige været på en turne til Sibirien, hvor noget af den nye musik spilledes for arbejdere ved et vandkraftværk, Den slags aktiviteter koordineres af et bureau for propaganda i Moskva. En sådan måde at udtage værker til offentlig fremførelse rejser jo visse problemer, i al fald når komponistforeningens struktur, som i Danmark, er fagforenings-præget. Spørgsmålet blev bragt op af SAa J. Gabuniya svarede, at problemet i sidste instans er moralsk, hvilket så vist stiller store krav til udpegelseskommissi-onens medlemmer.

Styrelsen af komponistforeningen er valgt i de enkelte sektioner. Der er tale om en organisation på forskellige led: sektionerne i de enkelte sovjetrepublikker er delt op i undersektioner for orkestermusik, kammermusik, kormusik, børnemusik osv. Inden for disse sektioner vælges et repræsentantskab, der igen udpeger bestyrelsen, som så vælger en formand. Embeds-tiden er to år, men genvalg er ikke udelukket - er man populær nok, kan man altså teoretisk sidde i 30 år. Disse republik-sektioner sender så delegerede til komponistforeningens plenum, der vælger en bestyrelse for hele Sovjetunionen, og her er valgperioden fire år, men igen er genvalg muligt. Lige så lidt som musikken eksisterer komponisten i et tomrum: han er nød til at brødføde sig. Og der er situationen ikke så forskellig fra den i de vestlige lande. Spilles man tit, stiger ens indkomst, indtil man kan leve af den. Ellers er man henvist til at være noget andet ved siden af - at være tilknyttet et teater for eksempel eller at være professor i klaver, som Gabu-niya, eller i komposition, som Arapov. Spørgsmålet lå snublende nær: hvordan er komponistuddannelsen struktureret?

Man har lige ændret studieordningen. Uddannelsen varede før som nu fem år. Men før begyndte man med en uddannelse i harmonik, kontrapunkt, instrumentation m.v., inden man fra tredje år fik en egentlig undervisning i komposition i første og femte år og to i de mellemliggende. Sideløbende hermed undervises der i de øvrige musikalske discipliner, inclusive musikalsk pædagogik. Kompositionsundervisningen koncentrerer sig i de første to år om små formale og genreop-delte øvelser, så man er fortrolig med det musikalske grundhåndværk, inden man fra tredje år går over til at komponere større værker. Heri indgår uddannelse i alle musikalske genrer. Der skal årligt laves ti værker, og studiet afsluttet med en diplomopgave, som spiller på en åben eller lukket koncert. Siden skal det forsvares for bedømmelsesjuryen, som er sat sammen af lærere fra studentens konservatorium og fra et andet. Efter endt diplom er man sikret et arbejde ved et af Sovjetunionens 20 konservatorier. For særligt begavede komponister er der så en efteruddannelse, som indebærer, at man får andre lærekrafter end dem, man har haft indtil da. Desuden arrangeres der festivaler for unge komponister, bl.a. i Moskva. Her konkurreres der om priser.

Splinter af et billede, som muligvis kan fortælle lidt om de musikalske forhold i Sovjetunionen, takket være den russiske delegations tålmodighed, tolkens dygtighed, panelets nysgerrighed og komponistfore-ningens gode portvin (rækkefølgen er tilfældig).