om noder

Mogens Winkel Holm: Galgarien for orkester

Ork.: 2fl, 20b, Cl, 2cl, 2fag, Cfag, 4cor, 4tr, 4trbn,

Cel, Arp, Pno, Tub.be Us, vl I-II, via, vlc, eb. Varighed: 20 min. (ifølge partituret) Score, Wilhelm Hansen Edition 4272 Pris: 159,95 kr.

Værket er i en sats, der udvikler sig i en stigningsform med flere og flere musikalske lag, der overlejres hinanden. Strukturelt er værket en slags raga over en overtonerække baseret på tonen As, - den indledende klaverskala illuderer endog tamburaens glissando over raga'ens toner. Værkets basale kompositionsprincip er ostinati og forskellige interferensprincipper, der parret med en »horisontal« instrumentering uddyber værkets méditative karakter. Denne »horisontale« instrumentering, der i princippet er en kanonisk fordobling (ekko!) af instrumenter, giver værket en sammenhængende udvikling uden store kontraster, og en transparens som, understøttet af den basale overtonerække, får værket til at lyse op i et mylder af nye overtoner. Jeg kan dårligt forestille mig værket, som andet end et yderst sympatisk og smukt værk, som ethvert orkester med sindsro kan tage på programmet, selv om de er bange for at jage publikum bort med »alt det der moderne«. Partituret har en god størrelse; selv om trykket er småt er det elegant, og læseligheden er stor. Enkelte sider er grafisk ikke heldige og det ødelægger overskueligheden disse steder (pg. 17 og 93 f.eks.). Det hænger sammen med, at pauserende instrumenters nodesystemer er udeladt - normalt øger dette overskueligheden - de her nævnte steder efterlader de imidlertid et stort åbent rum, hvorover det er svært at læse simultane hændelser. Nogle gange tager man også turen ud i tomrummet og den slags flyveøvelser er ikke behagelige! På side 42 og ved bogstav O på side 80 forsvinder violinerne ud i det blå luft, ligesom en tutti sat s på side 111 pludselig er væk på side 112. Den slags har en grafisk og læsemæssig bedre løsning f.eks. i 1. fløjten på side 42-43, hvor læsningen afvikles over en takt med pausetegn. En anden løsning ville være at skrive: »cut off!« -hvis det altså er det, der er meningen. Men ellers - både partitur og musik er rar at arbejde med!

Ivar Frounberg

Carl Nielsen & Thomas Laub

Danske sange, sahner og viser

LPWH 3017, Edition Wilhelm Hansen, pris 99,00 kr.

ingolf Olsen, sang og guitar

Der er udkommet et dobbeltalbum med »klingende eksempler« fra de Fem snese danske sange, salmer og viser, arrangeret for guitarakkompagnement, som i 1977 blev udgivet hos W. H. af Ingolf Olsen og Torben Schousboe, med førstnævnte som eneste udøvende kunstner. Til forskel fra de 5 nodehæfter er pladealbummet rent genremæssigt opbygget med en vis logisk konsekvens, som også slår igennem i en - næsten for - konsekvent delen-sol-og vind- og plade sider-lige mellem de to komponister. Ingolf Olsen er en fremragende guitarist, også som akkompagnatør. At han er det sidste bl. a. fordi han også har sans for at synge, leverer denne indspilning glimrende bevis for. Men - for det er et sådant - når man lytter til Ingolf Olsens udførelse af alle disse for det meste kendte og kære sange og salmer, kan man ikke undgå at notere sig, at denne fremragende guitarist i visse tilfælde ville have været bedre tjent med en lige så fremragende sanger end med den dygtige amatør på det sanglige område, som tilfældigvis også er ham selv. (Gad vidst om man fra en musikermæssig synsvinkel ville have tolereret det modsatte: altså en fremragende sanger og en tåleligt god guitarist?). Nu er det formentlig kun de færreste beskåret at have åndelige og fysiske kræfter til virkelig at perfektionere sig inden for mere end et område rent kunstnerisk. At kunstneren påtager sig en dobbeltrolle går i dette tilfælde ud over klanglig egalitet, både i registerovergange og hvad angår vokalforvning, og til dels over tekstty deligheden. vend!

Naturligvis kommer der en imponerende - og velgørende -præcision ud af, at en dygtig akkompagnatør akkompagne-rer sig selv. Men savner man ikke i virkeligheden spændingen i et gensidigt, tosidigt sammenspil? Trods disse indvendinger er det alligevel et høre og købeværdigt album, dersom det har været udgivernes mening at vise, at nodehæfternes intentioner kan efterleves. Ingolf Olsens udførelse er gennemmusikalsk og sober. Han forsøger virkelig at karakterisere de forskellige sange. Det er formentlig den stemmelige teknik, der ikke er på højde med guitarspillets, og derfor gør, at det er de lette, viseprægede ting, der lykkes bedst. Dem lytter man til med virkelig glæde.

Bodil Christensen