Symposion - En septembernat i Venedig

Uskarp og fuld af dovent europæisk øl står Schönberg her og dirigerer sin Serenade. Hans traditonsbevidste seksualdrift er nu således, at han er tvunget til at omprøve udløsningens egentlige væsen og musikkens inderste natur ved hver eneste takt, hvilket vanskeliggør dirigeringen og musikanteriet. Ligesom publikum synes, han spiller adspredt og fordærvet. Hans køn står. Ved en hånligt ironisk applaus fra publikum midt i det hårdest anspændte interval tænker Schönberg, at han lever i et ulykkeligt ægteskab med den europæiske tradition, og at denne hadkærlighed trods alt er lettere at udholde end fornemmelsen af at være den sidste på kællingen. Straks begynder han at længes efter en ludder, ung, helst dum, naturligvis uvidende, ukendt som han selv, og han afslutter koncerten med denne længsel.

»Shönberg dirigerede sin Serenade i Venedig i september 1925, og der spillede jeg næste dag min klaver-sonate, men ingen af os hørte den andens musik.«

Stravinsky i samtale med Robert Craft

I korridoren på bordellet passeres han af den lettere og hurtigere Igor Stravinsky, der er kommet til Venedig for at spille sin klaversonate næste dag. De to herrer bemærker ikke hinanden. Da Stravinsky når først frem til den eneste åbne dør, må bordelmutteren selv tage sig af Schönberg.

Om morgenen udspiller følgende didaktiske samtale sig mellem Schönbergs sengefælle Fur Mama og Stra-vinskijs veninde frøken Pergolesi, over en ussel morgenkaraffel chianti blandet med vand: Fru Mama: Hvordan var Deres kunde, henrivende frøken Pergolesi? Fortæl mig det! Frk. Pergolesi: Han tog mig slet ikke, gode fru Mama.

Han ville bare kigge på mig. Fru Mama: Hvilket godt og prægtigt sindelag!. Frk. Pergolesi: Men hvordan var så Deres kunde, gode fru Mama? Fortæl mig det! Fru Mama: Det lykkedes ikke for ham, henrivende frøken Pergolesi. Jeg lignede hans hustru for meget. Frk. Pergolesi: Hvilket tungt og ugemytligt sindelag! Bemærk hvor rent og smukt parret Stravinskij-Pergo-lesi fremstår. Ja, under Stravinsky's kenderblik fremstår den platte sidegadeludder Pergolesi som langt mere vidunderlig end den unge, friske skønhed Pergolesi, der døde alt for tidligt, knap 26-årig, i det 18. århundrede. Men lad os nu straks fortsætte luddernes didaktiske samtale over en ussel karaffel chianti blandet med vand denne friske septembermorgen i Venedig 1925.

Fru Mama: Hvor meget betalte Deres kunde, indtagende fik. Pergolesi? Fortæl mig det! Frk. Pergolesi: Ikke noget, stakkels fru Mama. Han havde jo bare set mig, ikke elsket mig, og ikke engang købt mig.

Fru Mama: Det var grimt gjort. Hvilket koldt sindelag!

Frk. Pergolesi: Men hvor meget betalte da Deres kunde, dyrebare fru Mama? Fortæl mig det! Fru Mama: Faktisk heller ikke noget, men han ønskede at testamentere det han efterlader til mig. Frk. Pergolesi: Det var smukt tænkt. Hvilket varmt sindelag!

Fru Mama: Ja, han begyndte selv at græde, så snart han prøvede på at komme ind på betalingen. Han græd, så jeg,blev helt våd!

Bemærk hvor inderligt og personligt forholdet mellem Schönberg og bordelmutteren fremstår. Et forhold så dybt, at kontant erkendtlighed knap nok kan diskuteres. Så kompliceret, at end ikke fru Mama selv ved, om hun virkelig er blevet udnyttet. Så gribende, at tårer er den eneste mulighed for at klare situationen og afslutte forretningerne. Ja, bemærk, hvor Schönberg mangler evnen til at »tage« en udviklet og færdig form så vel fra fortiden som fra samtiden - som her f.eks. fru Mama, der visselig var mindst lige så fortidig som samtidig, da hun lå og forsøgte at adsprede hans grublerier. Og bemærk endelig her den selvfølgelige sammenligning med Stravinski), han der uden mindste tilløb til betaling stjal nydelsen ved synet af hvilke som helst udviklede og færdige former, lige meget fra hvilken tid, hvilket sted og hvilke omstændigheder, de var udsprunget - som her frk. Pergolesi, der villigt, med hængende bryster og tør som en mus lod sig eksponere og eksploitere, eftersom det ikke kostede hende nogen fysisk eller psykisk anstrengelse. Men lad os nu afslutte de to ludderes didaktiske samtale over en ussel karaffel chianti blandet op med vand denne friske og historiske septembermorgen i Venedig 1925, hvor Schönberg og Stravinsky havde forladt bordellet efter at have udviklet deres respektive forhold til traditionen og samtiden, de forhold det egentlig drejer sig om, de forhold i henholdsvis modificeret Es-dur og kaotisk, fri tonalitet, fra hvilke en udvej må findes -og så videre. Den ene med sin koncert foran sig, samme dag, den anden med sin koncert definitivt bag sig, thi det var i går. Ja, nu vender vore didaktiske luddere endelig tilbage, mere platte og kødfulde end du overhovedet kan forestille dig, o tilhører. Fru Mama: Endnu, hede frk. Pergolesi, kan jeg mærke fugten af min kundes tårer mellem mine lange bryster.

Frk. Pergolesi: Mig, blide fru Mama, kom min kunde aldrig nær. Og græde gjorde han ikke, lige så lidt som han lo. Min kærlighed er hævet over alle følelser, sagde han, thi den er fra Gud. Fru Mama: Det var bemærkelsesværdigt sagt. Hvilket interessant sindelag. Frk. Pergolesi: Ja, det var en interessant kunde jeg

havde, milde fru Mama.

Fru Mama: Min grædende kunde, blide frk. Pergolesi, behandlede også emnet Gud. Med blikket næsten formørket af tårer meddelte han mig, at han så Gud i mellemrummet mellem sin gråd og sit system, hvad det så kunne være. Med denne Gud kunne han desværre ikke mene mig, sådan som jeg er mellem mine lår, hvor mine lår er indtil videre ret ens. Han sagde, han gerne ville have dem mere forskellige, ja, ligefrem afrevne, så han kunne græde mere frit imellem dem. Frk. Pergolesi: Det var sandelig bemærkelsesværdigt sagt. Hvilket overordentlig interessant sindelag! Fru Mama: Ja, det var en overordentlig interessant kunde jeg havde, lille dumme frk. Pergolesi! Frk. Pergolesi: Jeg var præcis så lille og dum, som min kunde ønskede det, skabagtige fru Mama. Og det er jeg glad for.

Fru Mama: Og jeg var lige så tilpas hæmmende og hed for min kunde, rare frk. Pergolesi. Og det er jeg ansvarlig for.

Frk. Pergolesi: Jeg må ud og vaskes, elskede fru Mama. En sortmalet amerika-irlænder med hvidmalede læber og forgylt saxofon skal have mig klokken ti. Fru Mama: Og selv jeg må vaske mig. En hr. Gershwin eller Berlin har booket den resterende plads, hvor jeg må holde til og det med både slagstøjsbat-teri og en masse penge.

Efter disse afsluttende replikker takker vi nu den europæiske tradition, sådan som den manifesterede sig en klar septembermorgen i Venedig 1925 over en ussel karaffel chianti blandet med vand. Med sin klaversonate under armen går Stravinsky til byens bedste flygel. Med sin væmmelse under kransen af hår omkring issen går Schönberg til nye opgaver. Bemærk, hvorledes begges polemiske forhold til tradition og samtid får form af opdagerlykke og opdagertrængsler i et bordel, som vi kan kalde fortiden helt frem til samtiden.

Bemærk også de to ludderes kritiske granskning af deres potens og betalingsevne, eller potenser og betalingsevner. Men nu begynder jeg at græde; polemikken gjorde dem begge til mandfolk, gjorde dem til kunstnere, og kunstnere er yngre end alle andre mennesker. Yngre og nærmere end alle andre mennesker. Efter Schönbergs død stod ingen ham nærmere end Stravinsky. Hermed vil jeg slutte, selv om jeg nu ikke rigtig kan. Fru Mama: Jeg har luftet ud i værelset hele morgenen, men der føles alligevel ikke rigtig udluftet. Frk. Pergolesi: Det kunne aldrig falde mig ind at lufte ud efter sådan en nat.

Oversat af Poul Borum

Erik Beckman er en svensk digter