Bøger - The memoirs of Dmitri Shostakovich

En morderlig begmand i fjæset ...

TESTIMONY

The memoirs of Dmitri Shostakovich as related to and edited by Solomon Volkov Hamish Hamilton, London 1979 oversat fra russisk til engelsk af Antonia W. Bouis

238 sider. Bogen udkommer på dansk i marts Schostakovich's (herefter forkortet S) erindringer er ikke skrevet af ham selv. De handler heller ikke så forskrækkelig meget om ham selv, og hans musik hører man ikke stort til, - der er ingen analyser og interessante udlægninger af dette eller hint. Hvad står der så? S. indleder selv således:

»De følgende erindringer handler ikke om mig. De er erindringer om andre. Andre vil igen skrive om os, og naturligvis vil løgnen trænge igennem, men dem om det.

Enten må man sige sandheden om fortiden, eller tie helt stille. Det er meget svært at huske, og det dur kun hvis det er i sandhedens tjeneste.« (s. 1)

Den unge sovjetiske musikolog Solomon Volkov l havde fra barnsben været glødende beundrer af S.'s musik, og allerede som 16-årig fik han lejlighed til at træffe den gamle selv og skrive en anmeldelse af den Sende strygekvartet. Det var i 1960. 11 år senere, skulle Volkov have udgivet en bog om unge Leningrad-komponister og bad i denne forbindelse S. skrive forordene. Det blev begyndelsen til en tættere kontakt mellem de to, og inden længe følte S. sig tryg nok ved Volkov - han turde nu give sig i kast med et længe næret ønske, nemlig at betro sig til og fastholde sine livsoplevelser overfor et andet menneske.

Det er en underlig og alt andet end uinteressant historie, der er kommet ud af deres samarbejde. De mødtes i S.'s arbejdsværelse, og Volkov måtte lodse sig gennem et morads af selvmodsigelser, hukommelsessvigt og en enorm, opdæmmet bitterhed, født og næret af begivenhederne under Stalin og 2. verdenskrig, hele det formørkede levnedsløb, der begyndte så godt og endte så tilsyneladende trøsteløst, blev mumlet hen over skrivebordet i en blanding af Zoschenkostil 2 , Gogol -og Dostovievskycitater, - S. sugede mere næring af Ruslands »store gamle« i litteraturen end musiklivet. Det har jo som bekendt været hævdet, at disse erindringer er intet andet end rene og pure forfalskninger, konstrueret med henblik på at puste sødt og giftigt til den til enhver tid brugbare anti-kommu-nisme. Det er jeg naturligvis ude af stand til at afgøre. Jeg har læst bogen på engelsk, som er en oversættelse fra russisk til engelsk, som igen er en rekonstruktion af Volkov selv fra hans egne kilometerlange stenografiske notater, kradset ned under de seje tovtrækkerier med S. (S. var ikke glad for båndoptagere). Hvis bogen virkelig er et falsum, der skal tjene førnævnte formål, så ligger den unægtelig noget fjernt fra de gængse nedgørelser af østblokaktiviteter, men naturligvis pynter det ikke på troværdigheden (når man altså kigger fra øst mod vest), at manuskriptet blev smuglet til vesten, og at Volkov i 1976 hoppede af til New York og færdiggjorde redaktionen dér. S. selv insisterede på at intet måtte offentliggøres før efter hans død. (S. døde i august 1975). Det eneste jeg vil æde min gamle mor på er manipuleret, er såmænd fotografiet på forsiden af bogens smudsomslag. Det viser S. sidde muttersalene og forladt på en tom stolerække med den ene hånd oppe foran øjnene, omgivet af andre, meget tomme stolerækker til alle sider. Ingen skal være i tvivl her er bogen om gigantens, titanens håbløse kamp mod ensomheden, uforstanden, dumheden, ondskaben osv.. Nuvel, - jeg er blevet spurgt om jeg ville anmelde TESTIMONY (vidnesbyrd) her i bladets spalter, og sagde naturligvis ja. Dels for at få fingre i et gratis eksemplar og dels for at lære noget nyt; det er jo sjældent til skade. Og jeg har valgt at tro på hvad der står. Skulle det hele være opspind, må jeg sige, at jeg

er blevet taget ved næsen på ganske fornøjelig vis, for det er en velskrevet bog, og - hvad man ikke skulle tro - temmelig morsom sine steder. Det traditionelle billede man i vesten har dannet sig af S. — den halvblinde, sygelige gamle flæbemikkel, som bliver hægtet rundt af to KGB-mænd fra koncertsal til koncertsal, tavst bukkende imodtage den rettroende applaus, - bliver gjort grundigt til skamme. I Volkov's spejl (naturligvis) virker S. både skarp, vidende og udstyret med en tiltalende ironisk-humoristisk sans» Jeg vil i det følgende koncentrere mig om nogle få punkter: S.'s syn på to af sine samtidige kolleger og landsmænd, læreren Glazunov samt hele den indviklede historie omkring Stalin og det specielle fænomen formalismen, - det stempel Sovjetledelsen satte på uønskede kunstnere. Jeg har valgt at lade bogen tale for sig selv ved længere citater (i min oversættelse). Det er først og fremmest interessant at læse hvad S. egentlig har ment om sine samtidige kolleger. Det hører man jo aldrig om. Til min overraskelse viser det sig at S. nærede stor beundring for den 22 år ældre Stravinsky. Man kan vanskeligt forestille sig to mere forskellige størrelser: på den ene side verdensmanden, verdensborgeren Stravinsky, den spidse pointes mester i både musik og tale, og så på den anden side S., den indesluttede, tavse, tunge symfoniker, der »blev hjemme« og »tog slæbet«. Men S. nød det meste af Stravinsky's produktion, uden misundelse og smålighed. Han ventilerer dog nogle mildest talt egenartede synspunkter desangående. Hør bare:

»Jeg har særlige minder med hensyn til Salmesym-fonien. Jeg transkriberede den for 4-hændigt klaver umiddelbart efter at jeg havde fået fat i partituret og vist det til mine elever. Jeg vil mene, at problemerne ligger i konstruktionen. Det er umodent udarbejdet (sic!), ufærdigt. Man kan se hvor det er syet sammen. I det aspekt er Symfoni i 3 Satser bedre. Generelt træffer man ofte dette problem hos Stravinsky. Konstruktionen stikker frem som et stillads. Der er ingen kontinuitet, ingen naturlige bindeled. Jeg finder det irriterende, men på den anden side gør klarheden det måske lettere for lytteren. Det må være én af hemmelighederne bag Stravinsky s popularitet.

Jeg kan lide violinkoncerten, og jeg elsker hans messe, vidunderlig musik. Kun tåberne mener at Stravinsky's musik er blevet ringere hen ad vejen. For mig forholder det sig stik modsat. Det er de tidlige værker jeg synes mindst om, f.eks. synes jeg at Sacre er umoden, meget af det er beregnet på ydre effekter og mangler substans (sic!). Jeg vil sige det samme om Ildfuglen, den bryder jeg mig virkelig ikke meget om.

Alligevel er Stravinsky den eneste komponist i vort århundrede, som jeg vil kalde stor, uden diskussion. Han kunne måske ikke alt, og ikke alt han er gjort er lige godt, men det bedste fryder mig.Os. 23-24)

I 1962 besøgte Stravinsky Sovjet for første gang efter at han forlod landet permanent i 1914. Om denne begivenhed skriver S.:

»Det var af top-politiske grunde at Stravinsky blev inviteret. Fra højeste sted var det blevet besluttet at udnævne hem til nationalkomponist nr. l, men dette skaktræk virkede ikke. Stravinsky havde intet glemt, hverken at han var blevet kaldt den amerikanske imperialismes lakaj eller spytslikker ved den katolske kirke - og at de samme, der havde kaldt ham det, nu modtog ham med åbne arme. Stravinsky rakte sin stok istedet for hånden til en af disse hyklere, som dermed var nødt til at trykke den, og således vise hvem der var den virkelige lakaj.« (s. 24)

I Robert Craft's store Stravinsky-journal The Cronicle of a Friendship står der ikke et ord om denne episode i afsnittet om sovjetbesøget, men Craft skriver: (fra The Cronicle ...s. 179)

»Indenfor i lufthavnsterminalen er der en uafladelig trykken hænder, og ligeledes gentagelser af »dobro pozhalovat« fra store, runde, smilende ansigter. De fleste af de tilstedeværende har ventet i bæven på dette øjeblik i et år, og nogle har håbet og frygtet at det skulle have taget længere tid.«

S. var ikke i lufthavnen, han har formentlig været syg. Der står ikke noget om det i Volkov's bog, men hos Craft kan man læse:

»...det (besøget) skriver russisk musikhistorie, siger nogle, og andre må gnide øjnene for at fatte at det virkelig finder sted. Da Stravinsky læser et telegram fra Schostakovich, flyder nationalfølelsen over sammen med den nationale champagne og bliver endnu tykkere.«

Ja, den har ikke været let at tackle. Senere under Sovjetbesøget træffer Stravinsky S. Craft giver en beskrivelse af manden, som på det tidspunkt må have været 56, som lille, sky, kæderygende, han skulle hele tiden have kigget sig omkring, som om han var blevet grebet i et eller andet, og det harmonerer jo meget godt med de chikanerier og forfølgelser S. afslører i erindringerne.

Hvordan så med Prokofiev, hvis musik minder langt mere om S.'s end Stravinsky's? - S. bryder sig ikke om ham, hverken som komponist eller menneske. Han mener, at Prokofiev gjorde forkert i at vende tilbage til Sovjet. Han endte som suppehøne, siger S., der næsten må have haft et Prokofievkompleks. Jeg citerer:

»Prokofiev havde to yndlingsudtryk: »fornøjeligt«, som han brugte når han skulle vurdere hvad der foregik omkring ham, alt - mennesker, hændelser, musik. Han fandt at »fornøjeligt« karakteriserede

Wozzeck. Det andet yndlingsudtryk var »forstået?«. Det brugte han, når han ville være sikker på, at han havde udtrykt sig klart. Disse to udtryk irriterede mig. Hvorfor dette enfoldige kannibalordforråd? Kannibalen Ellocha - fra Historien om Ilf og Petrov 3 - havde et tredie ord i sit arkiv: »homoseksualitet«. Men Prokofiev klarede sig med kun to.

Prokofiev havde heldet med sig helt fra barndommen, - han fik alt hvad han pegede på, han havde aldrig mine bekymringer, men altid penge og succes, og resultatet var det ødelagte Wunderkind.« (s. 25)

Vedrørende spørgsmålet om Prokofiev's udlændighed og senere venden tilbage til Sovjetunionen skriver S.:

»Prokofiev var en indgroet spillernatur, og han vandt altid, i det lange løb. Også denne gang troede Prokofiev at han havde kalkuleret perfekt og at han ville vinde. I omtrent 15 år havde Prokofiev siddet mellem to stole - i vesten betragtedes han som russer, og i Sovjet tog man imod ham som en gæst fra vesten. Men så ændredes situationen og bureaukraterne i kulturlivets top begyndte at skele til Prokofiev, og spørge sig selv, hvem er egentlig denne pariser? Prokofiev troede at han ville få mere ud af at flytte til USSR. Sådan et træk ville han score points på i vesten, da alt sovjetisk var fashionabelt dér på det tidspunkt (1934), og i USSR ville de holde op med at betragte ham som udlænding, og sådan kunne han vinde hele vejen rundt. Forøvrigt var det hans kortspilleri der gjorde udslaget. Prokofiev stod i dyb spillegæld i udlandet, og han måtte have orden i sine pengesager i en fart, hvad han håbede at kunne få i USSR.« (s. 26).

S. var elev af Glazunov4 den »russiske Brahms». S. elskede ham og erindringerne er fulde af lovord og gemytlige anekdoter. Glazunov var vidunderbarn -han skrev sin første symfoni som 17-årig (den kunne jeg ikke slå, siger S., jeg var dog 19, da jeg komponerede min første) -, hørte som en ragekniv, var hjælpeløs dranker (vodka), ugift og boede hjemme hos sin mor. Som appetizer på de mere humoristiske sider af TESTIMONY vil jeg slå ned på denne passus:

»Mit gode forhold til Glazunov udviklede sig på et udmærket grundlag - spiritus. Nu må man ikke tro, at Glazunov og jeg plejede at sidde sammen og drikke og spise. Han var trods alt over 50 og jeg kun 13, da vore veje mødtes; vi ville næppe være blevet drikkebrødre, og jeg må tilføje, at Glazunov ikke drak for sin fornøjelses skyld. Han led af uophørlig tørst.« (s. 34) »... jeg lagde mærke til følgende: i sine timer lænede Glazunov sig undertiden hen over sit store direktørbord med en gryntende lyd, blev i denne position et stykke tid, og rettede sig så op med noget besvær. Meget interesseret intensiverede jeg mine iagttagelser af vor elskede direktør og nåede til denne konklusion: Glazunov lignede virkelig en stor baby, hvad mange yndede at sige fordi babyer altid rækker ud efter en brystvorte - og det var faktisk hvad Glazunov gjorde. Men der var dog en væsentlig forskel; for det første benyttede Glazunov et rør istedet for en brystvorte, et gummirør mener jeg bestemt, og i stedet for mælk, var det spiritus han suttede i sig.« (s. 43-44).

Det er jo da meget sjovt, og lige så pudsigt er det at høre Borodin 5 der var vanvittig optaget af kvindesagen og som i årevis ikke fik skrevet en tone, fordi han ustandseligt blev bedt om at holde foredrag i én eller anden kvindeklub. Filantrop var han også. Hans hus var til stadighed fuldt af vagabonder og andre hjemløse, fattige, unge kunstnere og rene og skære nassekarle. Der lå altid et eller andet miskendt geni og snorkede på sofaen hjemme hos Borodin. Men så er det også slut med moroen.

Erindringernes hovedtema er og bliver forholdene under Stalin, - forfølgelserne, forvisningerne, processerne og den evige angst for stikkeri og arrestation. Det kan ikke undre nogen, at dette uventede opgør med fortiden hos S. har trukket linierne op på den ideologiske grønsvær og fremprovokeret påstanden om forfalskning. Volkov skriver i sine forord:

»Stalin kom for at se Lady Macbeth fra Mtsenk (titlen blev senere ændret til den nu anvendte Katerina Izmailova. P.R.). Den 28. januar 1936 kunne man finde den ødelæggende artikkel »Forplumring i stedet for Musik« i det officielle partiorgan Pravda, dikteret af Stalin. »Man bliver komplet konfus fra første øjeblik af operaen af en bevidst uimødekom-mende, rodet flom af lyde. Melodiske småbidder, embryonale musikalske fraser drukner, forsvinder, og drukner endnu engang i sammenstød, skærende lyde og skrigen. Det er svært at følge med i denne »musik«. At huske den er umuligt.« Ugen efter kom der en ny artikel i Pravda, denne gang med det formål at nedgøre S,'s musik til en ballet ved en opsætning på Bolshoiteatret. Komponisten og alle i kredsen omkring ham var sikre på, at nu ville han blive arresteret. Hans venner holdt sig væk.

Som så mange andre på den tid, havde han altid en lille kuffert pakket og parat. S. sov ikke. Han lå og lyttede, ventede i mørket.«

S. siger selv inde i bogen:

»Denne artikel på side 3 i Pravda ændrede mit liv. Den var trykt uden signatur, som ved en leder, hvilket vil sige at den afspejlede partiets synspunkt. I virkeligheden afspejlede den Stalins synspunkt, hvad der var meget vigtigere.« (s. 85)

Og i forlængelse heraf:

»Kritik i Sovjet er noget forunderligt noget. Den udlægges efter det famøse princip: man bliver slået og man får ikke lov at græde. Før syndfloden var det ikke sådan i Rusland. Blev man hængt ud i pressen, kunne man svare i et andet litterært medium, eller ens venner tog parti for én. Og hvis det værst tænkelige skulle ske, kunne man altid give sin fortvivlelse frit løb hos vennerne. Nu er det anderledes. Mere avanceret.

Hvis man bliver svinet til med mudder fra top til tå, efter ordre fra læreren og lederen, så lad være at tørre det af. Man skal bukke, takke og bukke igen« (s. 211).

S. og utallige andre blev i denne periode anklaget for »formalisme«. Volkov definerer begrebet således:

»Formalisme har været en almindelig floskel i sovjetisk kunst siden 1920erne. Som historien har vist, har ordet ikke noget æstetisk indhold. Det har fungeret som betegnelse for allehånde kreative skikkelser og retninger, alt efter den politiske linie og personlige smag hos sovjetlederne til enhver tid. Lad os citere en typisk Sovjet-definition af begrebet: »Formalisme i kunsten udtrykker den borgerlige ideologi, som er en fjende af det sovjetiske folk. Partiet har aldrig ét øjeblik standset sin årvågne kamp mod blot den mindste manifestation af formalisme.« (s. 220)

Tonen er fortvivlet og bitter hos S. når han kommer ind på disse spørgsmål. Udrensningerne, forvisningerne og ikke mindst jødeforfølgelserne ramte hans omgangs -og vennekreds, som blev næsten totalt udryddet. S. nævner, at når han tænker tilbage, ser han kun lig, bjerge af lig. S. slutter frygtelig desillusioneret og runder af med at sige, at han håber at de erfaringer han har gjort kan være til gavn for den unge generation, så den ved hvor og hvornår den skal passe på. Bogen er en morderlig begmand i fjæset på den del af det officielle sovjetiske kulturliv, der har halet S. frem som det endegyldige bevis på, at socialistisk kunst rummer både den nødvendige loyalitet mod partiet og den i sig selv hvilende kunstneriske kvalitet, og følgelig er den fantastisk provokerende for alle der måtte dele den opfattelse og som har kombineret deres oplevelse af S.'s musik med dette ideologiske mønster. Det skorter ikke på nåle i diverse Kreml-tro dukker, som har haft og stadig har magt. Men, hvordan man nu end placerer sig, så er bogen værd at læse. Volkov er langtfra dum - han skriver blændende og virker enormt velinformeret. Som nævnt i starten på anmeldelsen, så diskes der ikke op med nogle analyser, eller blot nogenlunde detaljerede beskrivelser af de enkelte partiturer, men bogen vrimler med spændende og værdifuld russisk kulturhistorie, fra Tchaikovsky og fremefter. Der er mange interessante oplysninger om S.'s forhold til Mayakovsky,6 Sollertinsky7 og Meyerhold8.

Bogen indeholder en fyldig kronologisk udarbejdet li-«te over S.'s værker og diverse titler og udnævnelser.

Poul Ruders

Fodnoter

1) Volkov, Solomon. Født 1944 i Lenningrad.

Musikolog og violinist. Redaktør af Sovetskaya Muzyka. Har skrevet en 300 artikler om russisk musik. Emigrerede i 1976 til USA, hvor han nu er tilknyttet Columbia University, New York.

2) Zoshenko, Mikhail Mikhailovich. 1895-1958.

Satiriker og skuespilforfatter. Nær ven af S. Efter 2. verdenskrig blev han voldsomt angrebet af Sovjetledelsen. Hans litterære stil havde stor indflydelse på S.'s måde at formulere sig på.

3) Ilya Ilf (Ilya Arnoldovich Fainsilberg. 1897-1937). og

Yevgeny Petrov (Yevgeny Petro vích Kataev, 1903-1942, populært satiriker-team.

4) Glazunov, Alexander Konstantinovich, 1865-1935.

Direktør for Petersborg/Petrograd/Leningrad-konservatoriet fra 1906-1928. Komponerede symfonier og balletter. Forlod Sovjet i 1928 for bestandig. Døde i Paris.

5) Borodin, Alexander, 1833-1887.

Komponist, læge. Berømt for operaen Fyrst Igor. Medlem af gruppen »De Fem«: Cécar Cui, Mili Balakirev, Modest Mussorgsky, Nicolai Rimsky-Korsakov.

6) Mayakovsky, Vladimir, 1893-1930.

Futuristisk digter. Støttede fra begyndelsen af sovjetledelsen efter oktoberrevolutionen, sammen med filminstruktøren Sergej Eisenstein. Skrev sig bogstavelig talt til selvmord. Forfatteren Boris Pasternak karakteriserede ham: »han blev lanceret med magt, ligesom kartoflen under Katarina den Store. Det var hans anden død, og denne gang var det ikke hans fejl.«

7) Sollertinsky, Ivan, 1902-1944.

Musikolog og S.'s nærmeste ven fra 1927. Kom under stort pres under anti-formalistkampagnen i 1936, men fortsatte med at forsvare S.

8) Meyerhold, Emilyevich, 1874-1940.

Teaterdirektør og skuespiller. Teoretiker indenfor avantgarde-te-atret. Blev anklaget for formalisme og forsvandt sporløst.