Musik i skolen - Børnene bliver musikanalfabeter!

Af
| DMT Årgang 54 (1979-1980) nr. 05 - side 235-236

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Dagens Nyheter 18.1. 1980 rummede følgende artikel af Cecilia Lindqvist. Redaktionen fandt den væsentlig - lod den oversætte (af Merete Skouenborg), og sendte den til en dansk musiklærer (Mette Munk), som trods stor travlhed og kort varsel indvilligede i at kommentere den set fra et dansk synspunkt.

Faget musik i dagens svenske skole - situationen der er endnu mere tragisk end inden for litteraturundervisningen, skriver Cecilia Lindquist foranlediget af Karl Erik Lagerlöfs artikel den 7. januar.

For godt ti år siden kom jeg som lærer tilbage til den skole, hvor jeg selv har tilbragt hele min skoletid fra elleve- til tyveårs-alderen. Jeg er der stadig. Det giver mig mulighed for at sammenligne før og nu. Det meste har ændret sig, og det til det bedre. Men to forandringer har jeg aldrig accepteret. Den ene gælder svenskundervisningen. Jeg er helt enig med Karl La-gerlöf i hans rasende kritik af dagens litteraturundervisning. Den anden gælder emnet musik. Der er situationen endnu mere tragisk.

Årene 1943-1952. Vi havde gennem alle årene sang og korsang. Ikke i nogle tiloversblevne lektioner nu og da, men regelmæssigt. På samme måde som man nu mener, at kroppen har brug for sin daglige dosis motion, mente man dengang, at sjælen behøvede sin. Vi lærte at synge. At skabe toner. At bruge kroppen som resonansrum. At syge efter noder og skelne mellem kvart og kvint. Og vi lyttede til masser af musik og talte om den.

Og vi havde korsang. Vi sang komplicerede stykker og underholdningsstykker mellem hinanden. Nogle gange sad vi ret op og ned og sang salmer i timerne. Da vi læste om 1700-tallet, klædte vi os ud og opførte Bellmans »Solen glimmar« med dialoger og udråb. Og middelalderdansene i »Holger Danske« og »Jag sag en varg en rav en hare«. Vi sang og dansede dem og glemte at det var sang og historie - det var bare en måde at være sammen på.

Holde sig til sin stemme. Vente på de andre. Passe på at man ikke kom for sent ind. Jeg kan ikke forestille mig en bedre »skole« i samarbejde og fællesskab end sangen.

Sang findes ikke

Al den slags er borte nu om dage. Sang findes ikke længere i skolerne. I et antal dobbelttimer har man det såkaldte kunst- og musikhistorie, som musiklæreren og tegnelæreren deles om. Tiden er knap. Mange lærere har resigneret og sætter et lyd-billedbånd på. »Middelalderens musik«. »Klassicismen«. Eleverne får ingen karakterer (i og for sig udmærket), men ve den der ikke kommer til timerne. Så får man ikke D (=deltaget) i sin karakterbog til foråret og bliver ikke rykket op. Kan man tænke sig en mere negativ undervisningssituation?

Korsangen da? Den er også borte. En håndfuld elever fra forskellige klasser træffes engang imellem efter en »rullende« plan. De må synge på tidspunkter, hvor deres klassekammerater har almindelige lektioner, og de må bede om lov(!) til at gå fra undervisningen. Men er der skrivning eller en vigtig gennemgang i netop den time, så bliver der ingen korsang for eleverne fra den klasse.

Sådan er musik og sang placeret i gymnasiet i dag. I den såkaldte poesidel af læreplanen, hvor de overordnede mål for undervisningen beskrives, taler man om at skolens vigtigste opgave er at opdrage til solidaritet, fællesskab og ansvar.

Men i dag får eleverne ingen mulighed for at opleve fællesskab. De læser om det i forskellige fag, f.eks. i historie, når man beskæftiger sig med folkebevægelsens fremvækst i 1800-tallet. Men opleve fællesskab? Måske når man spiller basket i gymnastiktimerne? Andre eksempler kan jeg ikke komme i tanke om. At gøre noget sammen. At kunne indgå som et lille men nødvendigt led i noget større. Og mærke at dette havde ingen af os kunnet gøre alene, vi er alle en forudsætning for det - den oplevelse tog man fra alle Sveriges unge, den dag man afskaffede sang.

Lucia

Det er ikke mere end en måned siden, det var Lucia. Efter flere års defaitisme over for alkoholmisbrug og vold begynder festlighederne nu forsigtigt at komme igang i skolerne igen. Hvad bliver det så til?

Luciaoptog selvfølgelig. Nogle Christmas carols, fremført af sangglade elever som tidligere har gået i mu- . sikklasserne i Maria eller Adolf Fredriks skole. Udover det er der ingenting. Vi sad i tre kvarter og så et »dragshow«, hvor nogle drenge fra en anden skole havde klædt sig ud til Liza Minelli Show og mimede til en båndoptagelse af musikken fra filmen »Cabaret«. Så vidt er det altså kommet. Der findes ikke længere nogen, som kan synge selv. Man sminker sig, sætter musikken på max. og svæver frem og tilbage over scenen, mens man gør de berømte gestus og ser ud som om man gør det man ikke kan - synge. Sådan foregår det også i vuggestuer og børnehaver. Vores Clara og hendes kammerater klædte sig ud som ABBA og mimede til »Money, money, money« og de andre melodier, uden at en lyd kom over deres læber. Det stod på i månedsvis.

Netop i hendes tilfælde ser jeg så knivskarpt forskellen mellem hendes behov og de muligheder, skolen og samfundet tilbyder.

Heldigvis kom hun i musikklasserne via Maria og har en lektion sang hver dag. Hendes stemme er ikke bemærkelsesværdig. Men lige fra hun begyndte på Maria, har hun sunget dag og nat. Hun har indlemmet sang og musik i sine fantasilege om heste og bondegårde. Og når vi har puttet hende for natten, hører vi hende ligge derinde og synge sig i søvn med andenstemmen til »Hosianna«.

Efter en enkelt termin har hun et repertoire på en snes sange, hvor hun kan første eller anden stemme og vers efter vers af lange sangtekster.

Ved juletid opførte klassen en kantate med engle, hyrder og jomfru Maria i himmelblå slør. Alle havde de deres opgave - alle var nødvendige. De havde øvet og øvet. Deres udvikling tog et spring fremad, da de opførte deres spil.

Jeg kan høre indvendingerne. Dette er ikke muligt i almindelige skoler! Disse børn er specielt interesserede, det er derfor det kan lade sig gøre at gennemføre sådan noget !

Men det er kun delvis sandt.

Hundredevis af andre børn i Stockholm søgte optagelse i musikklasserne og ville hellere end noget andet gå der. Måske alle børn? Børn holder af at synge. De er af natur kollektive, de er gruppemennesker og vil gerne samarbejde.

Betoner det individuelle

Men vores skole fratager dem den glæde, de kan føle i gruppen, og hidser dem i stedet for op mod hinanden ved hele tiden at betone de individuelle indsatser i stedet for de fælles.

For mange børn bliver trykket så stort, at de overhovedet ikke vil lære noget.

Mangelen på en levende musikundervisning i skolen er en katastrofe, ikke bare for børnene, men for hele vores kultur. For hvordan ser den musikkultur ud, som eleverne beskæftiger sig med i fritiden? Og de voksne svenskeres?

Der er masser af musik- og sanggrupper i landet. Mennesker med behov for musik og fællesskab har søgt derhen. Men for de fleste er musik noget, der larmer i køkkenet mens kartoflerne koger, i bilen mens man forsøger at holde sig vågen undervejs til Jönköping, i butikken når man skal overtales til at købe en ekstra dåse krabber. Aldrig nogensinde musik som glæde og fællesskab!

Moderne gymnasiaster kan ingenting udenad, hverken tekst eller sange. De brummer og kører på med en linje tekst her og der. Men uden musik at støtte sig til bliver det overhovedet ikke til noget. Man sætter en plade på i stedet for. Den totale passiviseren!

Behov for musik

Dette er at snyde generation efter generation af elever for en af de fineste former for fællesskab, der findes. Vi tilbyder dem intet alternativ. Vi overlader dem uden at løfte en finger til den kommercielle ungdomskultur, hvis idealer på mange måder er fremmede for vores samfund.

De fleste unge har musikkassetter i metervis. De har tydeligvis et behov for musik, men skolen overser det fuldstændigt. Vi plager dem med fakta om musik, men gør aldrig et forsøg på at give dem en oplevelse af musik. De skal lære hvad gregoriansk musik er - men de må ikke synge den. De skal lære hvad middelalderens danseviser er - men de må ikke danse dem. Senere ser vi dem på diskotekerne. De jogger rundt, indesluttede i sig selv, mens musikken larmer rundt omkring dem, kommercialismens åndemanere uden kontakt med deres medmennesker - måske ikke engang med sig selv.

Musik er et sprog. Man må lære det. Det kræver tid og træning. Men mens vi i Sverige afsætter flere undervisningstimer til fremmedsprog end noget andet land, så ligger vores sangundervisning i bunden. Vores skole gør eleverne til musikalske analfabeter. Dette er farligt. For musikken giver os en enestående mulighed for indlevelse i andre kulturer, andre tider og tænkemåder. Fra et rent pædagogisk synspunkt er musikken ligeså værdifuld en formidler af fakta om en tid, som en tekst er det. Og den giver ofte en stærk følelsesmæssig oplevelse. •

Så lad os synge vore svenske koraler, skillingsviser, hyrdeviser, emigrantviser, arbejdssange, skæmteviser, politiske sange, studentersange og de engelske, tyske og franske sange fra de sidste et- eller totusinde år. Græske sange, tyrkiske, jugoslaviske, afrikanske, sydafrikanske, kinesiske!

Jeg tror det er på tide, påny at lade musik og sang indtage en central plads som kundskabs- og oplevel-sesfag i skolen. Lad os synge os tilbage ind i fællesskabet!

Årgang 54/1979-1980, nr. 05