Sjælens Musik - hos Augustin - og en nutidig musikalsk metafysik?

Betragtninger om og ud fra Jørgen I. Jensens bog: Sjælens musik, musikalsk tænkning og kristendom hos Augustin. Platonselskabets skriftserie/Gyldendal 1979, 153 sider

I. Indledning

Det følgende skal ikke opfattes som en egentlig anmeldelse af Jørgen L Jensens afhandling. Dels ville en anmeldelse af hans historisk ^ filosofisk -teologiske udlægning af Augustin falde noget udenfor en almindelig accepteret horisont for et musiktidsskrift (det gjorde nok ikke så meget) - og givetvis udenfor forståelseshorisonten, og dels føler jeg mig ganske enkelt ikke kompetent til at gøre mig til vurderer af en så lærd og indgående analyse af Augustins skrift om musikken, De musica, og dets placering i hans forfatterskab. Derimod vil jeg meget gerne på et mere almindeligt niveau fremhæve, at bogen giver en dybtgående og samtidig klar indføring i Augustins musikforståelses udvikling og først og fremmest understrege det, der efter min mening er hovedgrunden til at behandle bogen i et musiktidskrift, nemlig at Jørgen I. Jensen udlægger Augustin, så hans relevans for den nutidige musikalske situation er uomgængelig. Helt direkte dukker der enkelte henvisninger op til f.eks. Schönberg og Webern og til Per Nørgård. Men det er kun enkelte glimt, og væsentligere tror jeg det er, at hele den bevidsthed om musikken og tiden, som udkrystal-liseres gennem blotlæggelsen af Augustins tankeudvik-ling, er af afgørende betydning for den musikalske situation, vi befinder os i - her ved indgangen til 1980'erne.

II. Om Jørgen I. Jensens: Sjælens musik.

Som nævnt er der ikke meget direkte at læse i bogen om den nutidige musikalske situation. Formålet med afhandlingen angives klart til at begynde med som det at give en historisk skildring af Augustins forhold til musikken med tyngdepunkt i en behandling af tankebevægelsen i 6. bog af skriftet De musica.......(p-7).

Jørgen I. Jensen er kirkehistoriker, og hans afhandling holder sig sagligt indenfor den historiske fortolknings horisont. Det gør perspektivet til gengæld ikke. På samme måde som J.I.J. om Augustin skriver, at »... den kristne tradition og de bibelske tekster (bruges af Augustin) ved fortolkningen af et emne, der ikke er teologisk, og denne udlægning udvider ikke blot forståelsen for emnet, men også for den kristne tradition«, således var et væsentligt udbytte af afhandlingen for mig, at Augustins tankeverden kom til at udlægge vor nutidige musiksituation.

At det ikke er tilfældigt fremgår f.eks. af følgende citat: »Den erkendelse af den musikalske virkelighed, som Augustin når frem til i 6. bog af De musica, kan altså kaste lys over en række holdningsmæssige og psykologiske forudsætninger for den særprægede musikalske udvikling i Vesteuropa.« (p. 132). Det er i den forbindelse rimeligt at fremhæve den betydning, der ligger i, der her brydes igennem den i høj grad gældende opdeling af videnskaberne i fag, der kun kan røre hinanden perifert. Skønt bogen ingenlunde er let at læse, hvilket ikke skyldes dunkelhed, men helt enkelt tankedybden, er den uhyre givtig for den, der har mod til at lade sit musikalske univers gennemlyse af Augustins banebrydende tanker. Og det er ikke trivielt i vor tid at offentliggøre en teologisk afhandling, der som sit hovedbrændpunkt har musikken - at turde lade teologien udsige noget om et område, som den i lighed med så mange andre områder - gennem sækula-riseringen - har opgivet for at rendyrke et »eget« felt, sådan som i moderne tid alle videnskaber har rendyrket deres egne metoder og deres egen »virkelighed«. Heri ligger også en side af Augustins relevans, at han - som normalt i oldkirken og middelalderen - forbinder alle områder af tilværelsen og ser denne gennem sin tro, men også at dette suppleres med et skarpsyn og en dybdeboring, der selv for en moderne læser afdækker uventede perspektiver.

For en almindelig musikhistorisk betragtning er der nok mest perspektiv i Jørgen I. Jensens afdækning af de psykologiske forudsætninger hos Augustin for flerstemmigheden i den senere vesteuropæiske musikudvikling. Men set i sammenhæng med den musik, der skrives i disse år - også og måske i særdeleshed i Danmark og musikalsk beslægtede lande som f.eks. England og U.S.A. l] - er det nok alligevel Augustins musikalske metafysik, der har størst betydning.

III. Augustins musiksyn.

Her vil jeg nævne nogle hovedingredienser i det syn, som Jørgen L Jensen viser, at Augustin udviklede i tiden efter sin dåb i 387 og hvis mest markante nybrud kommer frem i 6. bog af De musica, sandsynligvis skrevet 388-89. Denne udvikling spores i afhandlingen videre op igennem Augustins forfatterskab og op igennem middelalderen.

En væsentlig forudsætning er Augustins fra antikken hentede opfattelse af musikken som en såkaldt fri videnskab. Musikken betragtedes som videnskaben om musikkens talforhold, de evige og uforanderlige tal, hvis forhold afspejler tilværelsens grundstruktur, fornuften, og som afspejles i musikkens lydlige dimension, der dog kun har interesse som udgangspunkt for musikvidenskabens stræben mod det ikke lydlige -nemlig altets rene og ulegemlige, uforanderlige talforhold.

Denne forudsætning brydes med Augustins kristendom, der i den antikke tankegang indfører en godkendt plads for det legemlige i verdensordenen. Musikken bliver på den baggrund også af selvstændig interesse - og bliver i den 6. bog af De musica til udgangspunkt for nogle overvejelser af, hvad der foregår i den lyttende, mens en salmestrofe synges. Disse betragtninger kan i en vis forstand betragtes som en form for musikpsykologi. Der tales om ørets funktion, om det at lytte med sjælen - at opfatte i modsætning til blot at høre lyde - der tales om erindringens betydning. Endelig tales der om de i sjælen iboende talstrukturer, der gør mennesket egnet til at vurdere den musik, der høres. En slags indbygget æstetik, der dog i den dybere analyse suppleres med tanken om en dette igen overordnet, på eviggyldige talforhold baseret målestok - ikke for musikkens æstetik, men for dens etik. Augustin selv benytter naturligvis ikke disse moderne betegnelser: De indbyggede talforhold i den æstetiske vurdering kalder han for Sensuales: Følsomhedens, smagens tal -(p.95). J.IJ. skriver om denne æstetiske indbyggede målestok i sjælen: »Sensuales, som i 1. halvdel af 6. bog var menneskets højeste musikalske evne, og hvis eventuelle udødelighed Augustin lod lærer og elev diskutere i fuldt alvor, er her afsløret som den formevne, der bedst formår at bringe menneskets sjæl i den forkerte retning. Overført til almindelig menneskelige handlinger, som Augustin selv senere kommer tilbage til, betyder det, at mennesket besidder en erkendelse af, hvordan handlinger og bevægelser tager sig smukt og korrekt ud, og at mennesket kan bruge denne viden med hensigter, som hverken er smukke eller korrekte.« (p. 103).

Her er forbindelsen til den kristne tanke om menneskets syndighed, der også omfatter sjælen, klar - og den nævnte, sensuales overordnede målestok er da også knyttet sammen med kristendommens åbenbaring af kærlighedsmålestokken (p. 104). Dette kædes yderligere sammen med tanken om kødets opstandelse, hvorved musikkens materialitet forankres - selv i det hinsidige, i Guds Riges fuldbyrdelse. »Det, Augustin her siger, er, at musikken som han nu forstår den, ikke skal forgå, når himmel og jord forgår: det er ikke blot tallenes evige lovmæssighed..., der skal eksistere i evigheden, men også de tal, der er i funktion ved de legemlige bevægelser.« (p. 108).

Afgørende i moderne sammenhæng er her nok først og fremmest, at Augustin på en konsistent måde bygger tanken om den hensigt, der ligger bag musikken, ind i sin musikforståelse, (p.45) skriver J.IJ: »... Augustin får fremhævet, at hensigten bag den musikalske udførelse er af afgørende betydning og bør være genstand for musikalsk erkendelse. I en moderne tankegang er det jo umuligt at inddrage hensigten bag udførelsen, fordi situationen som nævnt ikke spiller nogen videre rolle i moderne musik-kultur; og det er umuligt at høre eller se om kunstneren optræder for pengenes skyld eller for at erhverve indsigt.« Det hænger naturligvis hos Augustin sammen med, at musikken på intet tidspunkt bliver sig selv nok. Musikken har sin plads indenfor hele universet - som den også kom til at have det op igennem middelalderen og som først blev problematiseret gennem sækulariseringsprocessen og kunstens emancipation fra den kristne kult.

Denne udvikling falder selvfølgelig helt udenfor horisonten i afhandlingen, men er til gengæld af uhyre betydning for at forstå vor egen tids situation - og dermed også for en forståelse af Augustins - og Jørgen I. Jensens afhandlings - betydning. Derfor vil jeg - uden at miste Augustin af syne - ofre lidt plads på en kort omtale heraf.2]

IV. Sækulariseringens betydning.

Den musikforståelse som Augustin kommer frem til har som sin modpol til den antikke ulegemlige musikvidenskab den liturigiske musik, der - som J.IJ. anfører i et kapitel om oldkirkens musikanskuelser - var en grundfæstet del af den kristne gudstjeneste fra begyndelsen af - faktisk en arv fra den gammeltestamentlige opfattelse (p.66).

For Augustin er musikkens plads at give indgang til det kristne budskab - teksterne, men mere end blot det, nemlig at være en »sjælens indre musik, der skaffer sig et hørbart udtryk - og det kan den kun - i overensstemmelse med una voce - tanken 3] - blive til i et musikalsk fællesskab« (p. 137). Her er tale om en musik »hinsides ordene«, der »ikke er en særlig kristelig musik, ... , men en ny form for sang, der, i overensstemmelse med hele Augustins musiktænkning, er uløselig forbundet med en særlig indre holdning og en særlig situation.« (alt citeret fra p.137). Dette udtrykker klart, at Augustin opfatter musikken som konstituerende for det kristne fællesskabs udtryk, og som dybt forbundet med kristendommens forkyndelse.

Historisk blev det for kirken ikke muligt at holde fast ved denne følsomme sammenknytning. I langt højere grad blev der tale om først kirkens overherredømme og censurering af, hvad der var kirkeligt akceptabelt af musikalske udtryk - og i den anden ende af komponisters opgør med indsnævrende normer, deres forsøg på at lade det musikalske udtryk løsrive sig og blive sig selv - i historiens løb efterhånden sig selv nok -nemlig når vi kommer om på den anden side af renais-sancen og i hvert fald fra det 19. århundredes begyndelse, hvor musikken endegyldigt havde gjort sig fri af kirkens omklamring og til gengæld måtte subjektivise-res, klare sig på sin individuelle originalitet, der igen blev baggrunden for den moderne krise i begyndelsen af dette århundrede - baggrund for krav om en ny objektivitet med tolvtonemusik og senere serialisme -også for at tilfredsstille krav, der udsprang af, at musikken igennem det 19. århundrede gradvist indtog pladsen som »de religiøse følelsers objekt«. 4] Hele denne - altfor skematisk - fremstillede udvikling er af voldsom betydning for den aktuelle musiksituation. Opgøret med den strenge modernisme, som i midten af 60'erae satte ind - herhjemme med Ib Nør-holm, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Henning Christiansen og på en anden måde Per Nørgård - og naturligvis mange flere - og som man f.eks. også har kunnet danne sig en oversigt over gennem Danmarks Radios udsendelsesrække om musikken fra 60'erne og ind i 80'erne de seneste uger, det var et opgør med en modernisme, der var blevet indsnævret af den umulige situation mellem objektivitetskrav og stadige krav om fornyelse og originalitet, hvoraf den stadig voldsommere kompleksitet udsprang. Tænk i den forbindelse på Boulez' og Stockhausens slagord i 50'erne: henholdsvis »II faut accepter la complexitée« og kravet om »nie erhörte Klänge«, som stod for forsøgene på at sprænge sig en vej ud af det indeklemte rum for musikken (J.U. nævner i denne sammenhæng - (p. 124) -Thomas Manns roman Doktor Faustus og Weberns ultra-korte musikstykker som udtryk for det modernistiske paradoks, 5]) gennem en helt kontant udvidelse af den menneskelige erindrings omfang. Selve bestræbelsen efter at komme frem til det objektive kan forså-vidt godt lignes med Augustin (jvnfr. igen p. 124), men for Augustin er der ikke noget behov for at sprænge sig vej ud gennem erindringen, for på dette plan er »de ... musikalske undersøgelser bundet til tiden som forløb.« Selve lyden er nemlig tallenes lys; lyden er betingelsen for, at vi overhovedet kan opfatte rytmiske gestalter« (p.98-99), men »vi søger ... altid de genstande, der svarer til vore sansers formåen ...« (p.98). Det hænger sammen med, at i Augustins (som i middelalderens) univers har musikken ikke nødig selv at skaffe sig objektivitet. Det objektive er givet i metafysikken gennem musikkens lighed med Guds evige tal-forhold (p.99 og p. 109).

V. 60'ernes opgør - og 80'erne?

I sin gennemgang af 60'ernes og 70'ernes betydning i den før nævnte radioudsendelsesrække fortolkede Karl-A^ge Rasmussen (d. 6. februar 1980 - program I kl. 23) det allerede nævnte opgør ved hjælp af attituderelativismen. Et opgør med netop ønsket om det objektive gav sig udslag i at rendyrke holdninger - musikalske fraser - som blotte attituder. Det er særdeles tydeligt bare fra adskillige titler fra 60'ernes danske musik: Strofer og marker (om satstyper og holdninger), Repriser, Udstillingsbilleder, Genklang etc. Og jeg tror, at Karl-Aage Rasmussen har ganske ret i sin vurdering i den nævnte udsendelse, at selve attituderelativismen i 70'erne fortyndedes og ikke viste sig bæredygtig.

Men jeg tror også, at der i det omtalte opgør var andre og mere bæredygtige elementer. Skridt på vej henimod noget, der måske kan genindføre begrebet: en musikalsk metafysik. En indbygning af musikken i et overordnet bygværk, hvor musikken ikke længere skal være enebærer af objektivt og/eller originalt indhold, men hvor musikken igen har fået en plads. I sammenhæng med det musikalske opgør er det nærliggende at betragte ungdomsoprøret i 60'erne, med dets om Jesu ord: »den, der ikke er med mig er imod mig« (f.eks. Mattæus-evangeliet kap. 12, vers 30) min-dende tanke, at der ikke findes et vacuum at have sine holdninger i, men at alt hænger sammen, at man ikke kan være neutral. Der var i det opgør en tendens henimod det altomfattende i den forstand, at man - i ret diffus forstand ganske vist - havde en forestilling om tilværelsen, der omfattede alle ens holdninger, ligesom byggede dem ind i et omfattende bygværk.6 Der er begge steder tale om et opgør med den opsplit-tede holdning, der, i eksistentialismen, i modernismen, i det moderne samfunds falden fra sig selv i ik-ke-sammenhørende dele, lader sandheden være noget man vælger. Og opgøret rummer så to former i musikken, l/ den nihilistiske fornægten mening overhovedet, hvor man kun vil kendes ved roller, attituder, der ingen som helst (absolut) værdi har. 2/ den anden holdning, der godt nok heller ikke kan lægge nogen absolut værdi ind i nogen enkelt-rolle, men som fra sammenhængen - det samlede bygværk - uddrager en relativ plads for den enkelte musikform, stilkliche, holdning i det hele taget - men dog en plads, der er relativ / forhold til noget. Det er her metafysikken kommer ind.

Det er ikke sikkert, at der er mange komponister eller tænkere i det hele taget, der vil kunne vedkende sig dette. Men jeg vil selv ikke tøve med at uddrage netop det af både 60'ernes opgør og af kristendommen. Heri finder jeg netop den umådelige aktualitet i Augustins musikalske metafysik. Også skønt J.I.J. naturligvis har ret, når han påpeger, at man ikke kan overføre Augustins tanker direkte til nutiden, så prægede de trods alt er af en antik opfatte-måde, der næppe er mulig i dag. Men J.I.J. nævner selv i sin indledning Per Nørgård som en komponist, hvis musik »ikke på nogen måde (er) en musikalsk konkretisering af Augustins tanker, men den rummer som Augustins tænkning en bestræbelse på en musikalsk orientering, der er bredere end det enkelte værk, og den er præget af en besindelse på musikkens elementære forhold« (p. 12). Dette kan med godt udbytte sammenholdes med Per Nørgårds egen diskussion af »Erfaring, eftertanke og tro - refleksioner på basis af kompositorisk praksis udfra uendelig-hedshierarkierne« 7]. Ligger der ikke i Per Nørgårds musikalske univers en overordnet metafysik? Personlig tror jeg dog, at netop den historisk-oriente-rede traditionsbevidste musik som f.eks. Poul Ruders og Karl-Aage Rasmussens - og jeg ved, at det gælder for min egen - rummer elementer, der kunne falde på plads i en kristen musikalsk metafysik indebærende historiens relativitet, grundlagt på dels noget tidsbe-tinget og dels noget universelt: l)/ den nuværende op-splittede kulturelle situation (også politisk naturligvis) - utallige modstillingspar kunne anføres i stil med opfattelsen af kunst overfor virkeligheden - endnu mere opsplittede holdninger til et begreb som musikalsk forståelighed, til stilforekomster i vort faktiske lydunivers 8], Hertil kommer så den bærende del af metafysikken: 21 tanken om tilværelsens enhed, verden som skabt, som den objektive enhed, som al kunst på en eller anden måde refererer til. Og den forbindende tanke i denne musikkens metafysik, der foreløbig står som et stort paradoks om enheden midt i det opsplittede er da kristendommens tanke om Kristus som den, hvori modsætningerne forsones, og som altså giver basis for at turde komponere i en opsplittet verden, tage de realiteter alvorligt - og samtidig turde formulere værker, der både er en enhed og dog afspejler det forrevne ærligt og uden falske udglatninger. At komponere - med andre ord - med alle forhåndenværende midler i et univers af alt forhåndenværende traditionsgods, nyt og gammelt - men i tro på, at det dog er en meningsfuld enhed, der udgør denne uoverskuelige og selvmodsigende verden. Det er en metafysik, i hvilken der kan skrives palimpsest-musik(f.eks. Karl-Aage Rasmussen), bruges stilbrokker og pasticher for fuldt pålydende uden ironi og uden at det er udtryksløst og uden at være repristinerende (f.eks. Poul Ruders).

Problemet i denne metafysik bliver nok snarere formidlingen af denne musik. For det, der afspejler kulturens dødvande er vores museumskultur 9] - jvnfr. i den forbindelse J.I.J. f.eks. p.44 om situationens manglende betydning for musikkulturen nu. En gen-nemsnitsholdning, hvor alle kulturelle ydelser er led i et almindeligt opbud og aldrig ses udfra et holdningsmæssigt synspunkt. For ungdomsoprøret såvel som for det syn jeg her anlægger på musikkens plads er der ikke noget, der hedder kunstneriske ytringer i et vacuum. Og koncerter i dag er ofte et slags vacuum, hvor værker præsenteres som led i et udbud, som varer i en butik.

Men at skaffe en praktisk"" opførelsessammenhæng, hvor musikken indtager sin metafysiske plads, det er ikke helt enkelt, med mindre man kan - og tør - satse på musikkens teologiske karakter og opfatter den som igen sat på sin rette plads af gudstjenesten - jvnfr. Augustins etik for musikken og jvnfr. også Thomas Manns roman Doktor Faustus, hvor hovedpersonen, komponisten Adrian Leverkühn i lys af det moderne sammenbrud netop ønsker sig en slags tilbagevenden til musikkens underordnen sig i en kult - der dog der bliver en modkult 10].

At satse på musikkens teologiske plads betyder dog ikke, at der kun skulle kunne spilles musik i guds-tjenstlig sammenhæng, for den teologiske forståelse af musikken kunne sagtens angive en række både politiske og sociale sammenhænge, hvori musikken havde denne sin metafysiske funktion at skulle komponere og påstå en enhed ud af det musikalske univers. I alle fald finder jeg, at der her er et kolossalt perspektiv for Augustins tanke om æstetikken underkastet en etisk målestok, som nemlig ikke er æstetikken modsat, men snarere først giver æstetikken sin rette plads. For både Sensuales og den overordnede etiske tal-struktur er afgivet af Gud (jvnfr. p.90). Heri ligger udfordringen i Augustins tanker - for mig at se, for jeg vil gerne understrege, at denne udlægning af Augustins betydning står for min regning og ikke på nogen måde står at læse i J.IJ.'s behandling af Augustins tanker - fordi der her, hvad der er ret unikt i kirkens og musikkens fælles historie, er tale om et fællesskab af æstetik og etik. Ikke en fremmed moralistisk vurdering, der presses ned over den iøvrigt uafhængige musikalske æstetik, som vi så ofte opfatter forholdet mellem kirken og musikken i historien, og som det ofte har været, men derimod på hvert sit plan genskær af en guddommelig verdensorden. Springet herfra og til en moderne kri-stendomstolknings tale om tilværelsens enhed og meningsfylde (på trods af alle modsigelser) og det tilsvarende skitserede genskær på det musikalsk-æstetiske plan er for mig at se slående muligt.

VI. Slutning.

Jeg har forbigået et aspekt af Augustins tanker, som har stor aktualitet, nemlig Augustins tidsopfattelse og hele hans forståelse af lagene i sjælens lytning til musik. Der er tale om et kompliceret samspil af erindring, forventning og nuets oplevelse, som jeg vil mene er et meget relevant fortolkningsredskab til f.eks. Per Nør-gårds rytmiske flerstemmighed. Det er i den forbindelse værd at bemærke, som J.I.J. gentagne gange gør det i bogen, at det ikke er nogen tilfældighed, at Augustin udelukkende beskæftiger sig med den rytmiske side af musikken - i videste forstand. Også tidstan-kerne sætter det hørte ind i en større sammenhæng, den lineære tidsopfattelse, der er Augustins og som er kristen i modsætning til den græske cirkel eller evt. spiralbevægelse, og som igen har at gøre med musikkens afspejling af verdensordenen, musikken, der forløber lineært i tid selv, med en begyndelse og en ende. Hvor meget man kan få ud af dette aspekt - og af mange andre i sig selv spændende oplysninger i bogen - kan jeg ikke overskue, men det forekommer mig, at der i 60'ernes opgør med serialismen og materialemusik også er ansatser til et opgør med en statisk -dvs. cirkulær tidsopfattelse - hen i retning af den lineære, som tydeligvis præger den traditions-orienterede musik, mens f.eks. Pr Nørgårds musik måske i højere grad må betegnes om spiralformet i tidsopfattelsen.

I hvert fald er der her - og i meget mere end jeg har kunnet komme ind på fra Jørgen I. Jensens afhandling - mængder af stof og fortolkningsredskaber til brug for dem, der interesserer sig for vor tids musiks filosofi -og måske metatysik.

Februar 1980

Nils Holger Petersen

Noter:

1) I det følgende bliver der kun talt om dansk musik. Her vil jeg nævne to typiske komponister for det nybrud der er tale om -henholdsvis George Crumb fra U.S.A. (præsenteret ved en række DUT-koncerter og også i DMT, 1978 nr. 5) og Peter Maxwell Davies fra England, der også er blevet opført en lang række gange i Danmark. Typisk for dem begge er deres indop-tagen af musikalske elementer fra traditionen, specielt fra middelalderen.

2) En nærmere redegørelse for disse synspunkter har jeg givet

a) i »Kredsen«, 1978, nr. 2-3, p.64-79: Den tvetydige sækula-risering - musikken i det tyvende århundrede - belyst ved hjælp af Thomas Manns roman Doktor Faustus, og

b) i Organist-Bladet, marts 1980: Musik - kirke - tradition.

c) Særdeles instruktiv er også den amerikanske historiker H.G. Koenigsberger i sin afhandling Music and Religion in Modern European History, i: The Diversity of History, Essays in Honour of Sir Herbert Butterfield, London 1970.

Her trækkes en række linier op for forholdet mellem kirken og musikken, der også er relevante for perspekti1 verne fra J.U.'s bog, der iøvrigt også refererer til Koenigs-berger. I de under a) og b) nævnte artikler refererers Ko-enigsberger også.

3) una voce i.e. med én stemme - blev betegnelsen for den oldkirkelige opfattelse af musikkens funktion, nemlig at udtrykke menighedens fællesskab. J.I.J. redegør (p.67-69) for una voce tankens gradvise inderliggørelse, der er en forudsætning for Augustins opfattelse.

4) Se Koenigsberger, jvnfr. note 2c)

5) Jvnfr. note 2a)

6) Læs f.eks. Notater om ungdomsoprør og teologi, i: Kirkehistoriske Samlinger 1975, p. 173-217. Forfattet af en gruppe te-ologistuderende og af Jørgen I. Jensen. I konklusionen p.216 skrives: Ungdomsoprøret var en kortvarig samling af alle kræfter, der ville gøre op med det etablerede og den opfattelse af virkeligheden, det gamle samfund repræsenterede ..... Bag denne altomfattende protestholdning kan man skimte en bestræbelse på at finde et nyt enheds- eller helhedssyn, en stræben mod et punkt, hvor alt kan anskues i sammenhæng. Denne bestræbelse er nok baggrunden for,at ungdomsoprøret efterhånden nåede frem til religiøse problemstillinger og på en måde blev selvforsynende med teologi.

7) »Kredsen

3 1978, nr.2-3 p.80-89.

8) Jvnfr. 2b), hvor der mere detailleret redegøres for en musikkens teologiske plads.

9) Jvnfr. igen 2b). 10) Jvnfr. 2a) p.66-67.