Debat - Accordeon - et falsum

Af
| DMT Årgang 54 (1979-1980) nr. 06 - side 299-299

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Danske Harmonikaspilleres Landsforbund beklager meget, at udtrykket accordéon har kunnet få adgang til skandinaviske fagskolers undervisningsplaner, og således har kunnet opnå en vis officiel anerkendelse. Der findes ikke argumenter der kan begrunde at gamle skandinaviske ord for vort instrument skal erstattes af fremmedord.

Ved opslag i relevante fagordbøger kan det fastslås at, (i alfabetisk rækkefølge):

Accordéon (fransk), accordion (engelsk),Akkordeon (tysk), Bayan (russisk), harmonika (dansk), harmo-nikka (finsk), trekkspill (norsk) etc. etc. er eet og samme instrument!

Vi er vidende om at der som begrundelse for benyttelsen af det nye ord hævdes, at der er tale om et andet instrument end det hidtidige. Dette er ikke rigtigt. Der er ingen teknisk, kunstnerisk eller pædagoisk baggrund for påstanden. Der er ikke kommet noget nyt til. Den påståede nyhed, baryton (melodibas) manual alene på basissiden, uden bas- og akkordværk, har været kendt i mindst 75 år. Altså intet nyt, det er stadig en harmonika.

En nok så absurd begrundelse er, at man har villet gribe tilbage til instrumentets oprindelige navn accordion, (betegnelsen hvorunder wieneren Cyrillus De-mian 23. maj 1829 fik patent på sin opfindelse). Cyrillus Demians originale påhit var: Automatisk koblede akkorder på bassiden. Deraf navnet accordion. Omkring 140 år efter, navngav man altså herhjemme et påstået nyt fribasisidéfænomén efter en opfindelse, der netop hviler på det princip man ønsker at forlade. Delvis anerkendelse af nybetegnelsen skabte basis for fabrikation af små instrumenter med udelukkende fri-bas (baryton - melodibas) på venstresiden, og udgivelse af småbørnslitteratur til disse instrumenter. Nærmere studier af nyfrembringelserne - som har fundet vej til en del kommunale musikskoler - afslører dyb uvidenhed om små børns behov og rækkevidde. Mange små hamonikatalenter har, ved indførelsen af denne pædagoisk fuldstændig umotiverede metode, oplevet musikalsk fiasko i forholdet til vort instrument. Adskillige musikskoler har måttet opgive, og instrumenterne har cirkuleret fra institution til institution, alt efter hvor man har kunnet finde nye godtroende aftagere.

Det er DHL-bestyrelsens indtryk, at alene personlige ambitioner - med andet sigte end det angivne - har ligget til grund for denne udvikling.

I disse år eksperimenteres forskellige steder med venstrehåndsmanual omlægninger. I forandringsive-ren synes man helt at glemme, at harmonikaens eneste originale egenartige bestanddel er bælgen. Kun ideer som kan virke intensiverende på bælgspillet - og derigennem på dynamiken, artikulationen og fraseringen -og således medvirke til yderligere kunstnerisk anerkendelse for harmonikaen, har vor interesse. Diverse fribassystemer giver naturligvis voksne og unge større kunstnerisk frihed, men de giver ikke små børn incitament til intensiveret bælgspil. Det gør derimod brugen af bas- og akkordværket, hvis indretning med åbning/spærring for mange lydkanaler samtidig ved blot enkeltvise tasttryk og -slip, kræver hurtigt skiftende større eller mindre luftforbrug. Dette tvinger til rask vekslende bælgtræk/trykintensitet. Denne foræring til det levende bælgspils opøvning, passer ydermere fortrinligt til de mindstes musikalske behov, idet bas- og akkordværket er oplagte klangelementer for de enkle rytmiske homofone former.

På avanceret niveau er accordéon endvidere blevet kendeord for en eensidigt styret - og derfor afgræn-sende - litteratur, som vi anser for at være farlig for harmonikaens videre eksistens. Instrumentets rige aspekter udnyttes i nordisk konservatorieregie langtfra fuldtud, givetvis på grund af ensrettede og derfor ufuldstændige informationer til komponisterne. De instrumenter man benytter i uddannelsen på højere læreanstalter i Skandinavien, har adskilt standardbas/akkordværk og barytonbas, eller automatisk mulighed for skift fra det ene til det andet. Instrumenter af førstnævnte type indførtes i begyndelsen af 1950erne i de nordiske lande. Dengang som nu hed disse instrumenter henholdsvis harmonika, dragspel eller trekkspill. Der er ikke siden sket instrumental-tekniske forandringer, der berettiger til navneændring og naturligvis godtager vi hverken forretningsmæssige hensyn eller socialt betingede musikalske mindreværdskomplekser, som legale årsager til samme. Danske Harmonikaspilleres Landsforbund beklager dybt, at kredse af seriøse fagfolk accepterede navneændringen. En monopolstilling- ansættelse af een og samme dansker i flere embeder samtidig, og tilmed på afgørende tidspunkt i harmonikaens kunstneriske udviklingshistorie - muliggjorde dette fantasiløse bedrag. Vi anmoder indtrængende om, at højere læreanstalter, private og kommunale musikskoler, og andre institutioner med musikundervisning på programmer, undlader brug af ordet accordéon i fremtidige skrivelser, og i stedet anvender de i Norden hævdvundne ord harmonika, dragspel og trekkspill.

Til slut skal det tilføjes, at man ingen andre steder i verden, i forbindelse med optagelse på højere læreanstalters studieplaner, har fundet anledning til navneforandring. Overalt hedder vort instrument fremdeles det samme som det altid har heddet.

Nærværende skrivelse vedtaget ved

DHL-bestyrelsesmøde 10. februar 1980

Årgang 54/1979-1980, nr. 06