Plader

Carl Nielsen: Klaververk. - Viggo Eden (piano)

(Fermat, stereo, FLPS 30/31)

PUBLICERET AF Viggo Eden, Sätofta 8, S-24300 Höör,

Sverige

(anden forhandler er ikke opgivet)

At indspille alle Carl Nielsens store klaverværker på grammofonplade og gøre det således, at den musikalske oplevelse når fra rillerne ud til lytteren, er en stor bedrift. En sådan har den svenske pianist Viggo Eden præsteret med sit dobbelt-album på det svenske mærke Fermat, der bringer Carl Nielsens Fem Klaverstykker op. 3, Symfonisk Suite op. 8, Humoreske-Bagateller op. 11, Thema med Variationer op. 40, Chaconne op. 32, Suite op. 45, Tre Klaverstykker op. 59 posth., og Klavermusik for Smaa og Store op. 53, - altså et udblik over komponisten Carl Nielsens livsomspændende arbejde med klaveret, indspillet i kronologisk rækkefølge (bortset fra ombytningen af op. 40 og op. 32).

Viggo Eden er født i 1936 og er lærer i matematik ved Lunds Universitet. Han har gjort omfattende musikalske studier, specielt hvad angår netop Carl Nielsens klavermusik; bl.a. har han studeret den under den danske mester Arne Skjold Rasmussens vejledning, hvis intentioner da også naturligt har smittet af på Edens udførelse, der dog i høj grad tåler at stå alene for sin egen kvalitets skyld. Og den lille smule pladestøj på de ellers perfekte skiver generer mig ikke. Eden spiller på sit eget flygel, et Bechstein fra 1890 med en klar og varm, lidt sprød tone, der i høj grad klæder musikken og fremhæver liniespillet i Carl Nielsens

klaversats. Indspilningen er foretaget på een dag - i sig selv en bedrift - den 26. juli 1978 i Edens hjem, hvilket forlener gengivelsen med en charmerende, privat-vedkommende stue-atmosfære og gør oplevelsen direkte og nærværende. Så godskriver man gerne de få fejlslag og andre unøjagtigheder, som er blevet stående i rillerne; indtrykket af en »rigtig« levende koncert-oplevelse opvejer dem rigeligt. For selvfølgelig har det sin pris, at Viggo Eden vil spille Carl Nielsens ofte meget vanskelige klaverværker for os så direkte og næsten intimt, som han her har valgt at gøre det. De givne, selvvalgte indspilningsforhold har medført, at Eden til tider må have al sin opmærksomhed koncentreret om at få de rigtige noder med; og dette kan medføre en vis udtryksmæssig reservation, som f.eks. i anden og tredie sats af Symfonisk Suite, eller en neddæmpning af over-stemmen i samme værks tredie sats takt 28 ff. til det uhørlige, så at man kan tvivle på, om den overhovedet spilles, hvilket også gælder den afsluttende bas node i temaet i Thema med Variationer.

Det præg af privat, engageret og engagerende meddelelse, der som nævnt karakteriserer Edens indspilning, gør, at jeg finder det lidt meningsløst at fordybe mig i de få fejlslag m.m., som findes. Nogle enkelte, mere principielle forhold må dog nævnes. Viggo Eden har selv skrevet teksten på pladeomslaget - et verbalt bevis på hans engagerede forhold til musikken, men udelader desværre opusnumre ved værktitlerne, ligesom node-eksemplet med temaet fra Chaconne fejlagtigt angiver B i stedet for H i temaets tredie-sidste node. Øjensynligt har Eden haft adgang til at studere nogle af Carl Nielsens manuskripter til klavervær-kerne ud fra ønsket om at korrigere enkelte af de fejl, som skæmmer de trykte udgaver, som han (og vi andre) endnu må spille efter; dette er særligt åbenbart for Chaconne's vedkommende; nogen gennemgribende revision med konsekvens for udførelsen har der dog ikke været mulighed for. I Chaconne spilles således endnu den trykte udgaves dobbelttone cd som sidste anslag i højre hånd i takt 39, hvor komponistens to eksisterende manuskripter klart angiver enkelttonen d. Mere omdiskuteret er slutningen af Chaconne, hvor den trykte udgave angiver to dybe basnoder D; den sidste er nu anerkendt som en senere tilføjelse af Alexander Stoffregen og bør ikke spilles, men den første står tydeligt i begge manuskripter. Efter tilskyndelse af Arne Skjold Rasmussen spiller Eden ingen af de to basnoder og lader således musikken klinge ud i diskantlejet, hvilket kan være musikalsk logisk og smukt. Hos Eden er der her tale om en kunstners fortolkning, der går imod angivelsen i komponistens manuskripter.

Jeg. skal afstå fra en sammenligning af Viggo Edens indspilning med andre lignende, hvoraf navnlig Arne Skjold Rasmussens to plader fra 1967-68 på Turnabout/Fona ville byde sig til; for nogle værkers vedkommende ville prisen gå til den ene, for andres vedkommende til den anden af de to pianister. Egentlig er Edens indspilning enestående og derfor usammenlignelig med andre, ikke mindst på grund af det private og nærværende i optagelsen, hvilket jeg betragter som noget meget positivt, og på grund af de omkostninger, som dette har medført for udførelsen, jvf. ovenfor. For mig er det vigtigste, at der her foreligger endnu en fremragende indspilning af Carl Nielsens store klaverværker, en indspilning, som med sin private atmosfære og gennemsigtige klang virker meget engagerende og vedkommende, og som ligefrem kan give lytteren lyst til selv at gå i lag med musikken på klaveret; og det er dog noget!

Torben Schousboe

Peter Maxwell Davies

Symfoni

Decca, Head 21

Peter Maxwell Davies1 58 minutter lange symfoni fra 1976 er ikke til at komme udenom, alene på grund af sit uhyre omfang. Det er jo ikke hver dag, at der diskes op med et firesatset værk komponeret i tydelig forlængelse af den romantiske tradition, altså en samling af de højeste menneskelige, kunstneriske og tekniske bestræbelser i den suveræne syntese, den pr. tradition fornemste kompositoriske manifestation, symfonien. D's materiale og ideer udvikler sig virkelig i den store stil, store buer plejer man vist at sige, hvorved associationen til brobygning hurtigt melder sig. Men det er godt gjort, vær vis på det. Symfoniens enorme længde medfører desværre, for mig i hvert fald, at der efterhånden melder sig en vis entropi, altså en gradvis udvisken af evnen til at opfatte detaljen efter et stykke tids lytten. D. instrumenterer - sin tæft for metieren til trods - besynderligt uvarieret, med en stereotyp anvendelse af subito-for-zando-piano-crescendo i messingets lange udholdte »støttebjælker«, som blir slynget ud i salen hvert andet øjeblik, og personlig kan jeg ikke døje den flimrende undertekst af marimbatremolo og klokkespiltin-geling, som D. garnerer hele det timelange forløb med (man kan jo fnise lidt over, at værket er tilegnet Sir William Glock, den tidligere leder af BBC og Darting-ton Summer School of Music).

Jeg hørte symfonien første gang ved en torsdagskoncert herhjemme i marts, dirigeret med imponerende ladhed af Elgar Howarth. Jeg satte mig spændt tilrette i sædet, ihukommende Bayan Northcotts karakteristik »... den skarphed og fart hvormed symfonien starter ...«, og så kom der ikke andet ud af det end en times væltet køkken. Derfor var det rart at blive udstyret med Simon Rattles indspilning med The Philharmonic Orchestra og et partitur (Boosey & Haw-kes), for her er faktisk flugt over feltet, det kan nok ikke gøres meget bedre. Rattle havde også næsten 2 år til at sætte sig ind i partituret, som er hundesvært: skiftende taktarter i et væk og bygevis af de gængse polyrytmer fra avant-gardens utømmelige forråd af manerer. Men notationen er alligevel praktisk. Umiddelbart skulle man tro - ved at lytte kun - at nodebilledet måtte ligne et spil domino af lutter 32te-dele og 64sindstyvende-dele, men D. anvender lange nodeværdier, 4de-dele og 8nde-dele i allegro og presto-afsnittene, hvad der nemmer overblikket og udførelsen.

Jeg føler ikke samme fascination ved symfonien eller de senere rent instrumentale værker fra D.s hånd for den sags skyld, som ved de musikdramatiske værker fra slutningen af 60erne, med deres næsten grovkornede stiliske sammenstød, dialektiske modstilling af gru og humor og direkte teatereffekter. Men kan det være, at symfonien sine steder virker søgt kontrapunktisk og patetisk-lærd, så bliver den aldrig overfladisk eller glat i udtrykket, hvad der ellers karakteriserer meget engelsk musik. Davies har altid noget befriende upoleret over sin musik, hvad der ikke skal misforstås som manglende »finish«.

Det klassiske 4-satsede regi i symfonien har sin egen historie. I 1973 bestilte The Philharmonic Orchestra et orkesterværk hos D., som så komponerede et en-satset værk med titlen »Black Pentecost«. Han syntes dog, at der manglede noget, og trak det derfor tilbage umiddelbart før uropførelsen (og det skal der noget til, ka jeg godt fortælle) for at komponere en sats til, hvorved han så åbenbart har set sig i stand til at tage skridtet fuldt ud og skabe en symfoni i den store stil, og i 1976 forelå det færdige partitur med den oprindelige Black Pentekost som anden sats: Lento. Pudsigt nok har D. lige komponeret et selvstændigt orkesterværk med titlen Black Pentecost. Som nævnt bliver ingen snydt ved at købe pladen, og man skal jo ligefrem alliere sig med partituret for at studse over enkelte balanceproblemer, som må skyldes fejldisponering hos teknikerne, da D. tydeligvis ikke er bleg for at anvende prim- og oktavfordoblinger for at fremhæve sine strukturer. Han siger jo selv, at værket ikke er »orchestrated« musik, men at han har valgt det store orkester, fordi han i dette medium fandt de bedste muligheder for at argumentere for sine komplicerede konstruktioner. Pladen fås hos Fona og koster sine små 70 kr.

Poul Ruders