»Religionen er en privatsag«

Af
| DMT Årgang 54 (1979-1980) nr. 06 - side 295-297

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Om Rued Langgaards opera »Antikrist« og dens historie - i anledning af uropførelsen i Danmarks Radio 28.6.1980


Af Bendt Viinholt Nielsen

Antikrist, Cremátio, Afgrundsfyrsten, Kremàsco, Modkrist, Stjerneskam, Ildovnen, Ré-verber% Fortabelsen, Sidste Tider, Perdisiön, Dyret fra Afgrunden, Anticristo, Høstens Tid, Finisterre er den brogede mangfoldighed af titler, hvormed Rued Langgaard har betegnet sit hovedværk. Det synes godtgjort, at den titel, han i sidste ende har foretrukket, er den, han allerførst betitlede operaen med: »Antikrist«. En opera, ja, eller rettere: Kirke-Opera, for dette synes at være den undertitel, Langgaard til sidst fandt passende efter en rigdom af forslag, der viser, at han egentlig var i tvivl om sit værks genre:

Koncertstykke, Orgiastisk Musikdrama, Apokalyptisk Festspil, Allegorisk Opera, Et moderne Mysterium, Kirke-Opera, Et religiøst Feberspil, Fantasi over Tiden efter 1874, Musik-Mysteriespil, Oratorium, Bibel-Opera, Mysterieopera, Symbolsk Opera-T able au-Vivant s, Final-Opera, Kirkelig Fantasi-Opera.

Den første libretto skrev Rued Langgaard fra 6. juni til 16. juli 1921. Dagen efter tog han fat på at sætte teksten i musik. Den sommer - 1921 - opholdt han sig i Fredensborg, fuldstændig opslugt af arbejdet med operaen. Orkesterskitsen (particellen) er slutdateret 25.3.1922, altså efter godt 8 måneders arbejde, der formentlig kun var afbrudt af en koncertrejse til Karlsruhe i januar 1922. Her uropførte han 15. januar sin 6. symfoni »Det Himmelrivende« og dagen efter sit kla-verværk »Afgrundssalmer« (senere version: »Af-grundsmusik«). Particellen bærer på bindet påskriften »1. Aften«, hvilket antyder, at »Antikrist« var påtænkt som første led af et endnu større værk, vistnok en trilogi, hvis anden og tredje del ikke er bekendte. Så sent som i 30'erne tænkte Langgaard på at placere værket i en trilogi, en såkaldt »Orgel-Opera« i 3 aftener, bestående af: »Messis (Høstens Tid)« for orgel -»Antikrist« - og »Juan« for orgel.

Det renskrevne partitur til første version af »Antikrist« (en karl på 305 sider) blev færdig 2.2.1923. I musikken havde Langgaard citeret brudstykker af tidligere værker: Sinfonia interna, en scenisk symfoni fra 1915-16 (på mange måder en slags forløber for operaen), »Sfærernes Musik« og ikke mindst symfonien »Det Himmelrivende«, komponeret 1919, der står som en symfonisk parallel til operaen.

Værket skulle naturligvis sættes op på Det kgl. Teater, og Langgaard indleverede det derfor - i første omgang kun teksten - til bedømmelse i marts 1923. Otto Borchsenius, den da næsten 80-årige forfatter, var censor. Allerede 19.4.1923 modtog Rued Langgaard sin tekst og sit i mellemtiden indleverede partitur retur. Teaterchefen tilskrev samtidig Langgaard:

»... at denne Opera ikke vil kunne antages til opførelse med den foreliggende Tekst, som forekommer Censuren dunkel og meget lidt tilgængelig. Under disse Forhold mener jeg, at den musikalske Censur bør udskydes indtil Spørgsmålet er afgjort, om Tilvejebringelsen af en anden Tekst er mulig.«

Langgaard talte med teaterchefen (Grev Brocken-huus-Schack) og fik lov at indlevere partituret påny til musikalsk cencur. Georg Høeberg bedømte værket og, ifølge Langgaard, fandt han musikken strålende. Men om værkets skæbne beretter Det kgl. Teaters protokol lakonisk:

»Retur 8. Juni 1923 forkst.«

Formentlig foretog Rued Langgaard herefter i hast nogle ændringer i librettoen, der medførte, at operaen for tredje gang blev indleveret, efter at Langgaard den 11. juni 1923 havde haft lejlighed til på teatret at forsvare sin komposition. Langgaard fik den besked, at han senere skulle erholde svar.

Til »Antikrist«s L version ønskede Langgaard kun en dekoration. Dette udkast af Langgaard selv er fra 1923 og gengivet i Nationaltidende 1924. I Nationaltidende lyder billedteksten: »Dekorationen er tænkt som et Symbolpaa Livets arkitektoniske Villie til Udvikling. Til venstre ses Lysets Alter (Hengivelsen) ved Siden af Drømmens Engel Til højre Mørkets Alter (Villien) ved Siden af Stridens, Dagens Engel. I Midten: Antikrists Alter paa Baggrund af Uendeligheden, hvorfra han kommer.«

Der hengik 2 år, inden han fik dette svar fra den nye chef for Det kgl. Teater, William Norrie:

»... Deres Tekst til Operaen [anses] nu som tidligere ikke for brugbar, hvorefter jeg ikke ser mig i Stand til at antage Deres Værk til Opførelse.«

Det var 12.5.1925.

Efter afvisningen følte Langgaard sig ilde behandlet. Først og fremmest, fordi kapelmester Høeberg og sceneinstruktøren Johannes Poulsen havde sagt god for værket. Sidstnævnte havde aflagt privat, besøg hos Langgaard og havde, stærkt interesseret i operaen, udtalt: »Teksten er aktuel - ikke just en Maler, som er forelsket i en Sypige - og kan iscenesættes med stor Virkning.« Denne hændelse refereres af Langgaard i et indlæg i Nationaltidende 29.4.1926. Langgaard har pressen med sig for en gangs skyld, og Nationaltidende henvender sig til teatercensoren med spørgsmålet om, hvorvidt en libretto alene kan medføre, at en opera afvises. Hans Brix, Borchsenius1 afløser, svarer:

»... Bedømmelsen af librettoen vil altid, for saavidt, være et underordnet Moment i Forhold til Bedømmelsen af Musikken, der er den overvejende Faktor ... Baade min Forgænger og jeg har udtalt os imod Hr. Langgaards Tekst (den »manglede menneskeligt indhold«). Hvis imidlertid Teatret paa Trods deraf for Musikkens Værdiers Skyld alligevel bestemt ønskede at opføre Operaen ville Sagen dermed være afgjort ...«

Påstand står mod påstand. En ganske tankevækkende forklaring på uoverensstemmelsen imellem teaterledelsens afvisning og censorernes bedømmelse af »Antikrist« bringer Kristeligt Dagblad 4.5.1926. Under overskriften »Smaa Mænd« konkluderer bladet, at man ikke kan lægge ansvaret for operaens forkastelse på censorerne, der enten har bedømt værket positivt eller har fralagt sig ansvaret for forkastelsen:

»At lægge Skylden paa Direktør Norrie vilde, som enhver ved, være taabeligt ... Det kan fornuftigvis ikke antages, at Professor Brix eller hans Formand i Censorembedet har haft nogen grundsætlig Uvilje mod religiøse Opførelser ... Men derimod kan det med Grund antages, at Fru Nina Bang (den socialdemokratiske undervisningsminister, hvem Det kgl. Teater var underlagt) har noget imod dem. Hun er netop et saa enestaaende fanatisk og egenraadigt Stykke Socialistprogram i Skørter, at det ligefrem er umuligt at tænke sig andet end, at det er hende, der sidder paa Kuskesædet og kører de smaa Mænd i stramme Tøjler. »Religionen er en privatsag«, siger programmet og følgelig maa »Antikrist« [ikke] opføres ...«

Med denne antydning af, at affæren er mere speget end den umiddelbart lader antage, slutter første kapitel af »Antikrist«s rent ydre historie.

I løbet af årene 1926 til 1929 udarbejdede Langgaard en ny libretto og reviderede operaen. Revisionen blev omfattende. Den omarbejdede teksts blev reelt en helt ny libretto, den gamle teksts tilløb til handling blev næsten helt elimineret. De oprindelige 5 billeder blev ændret til 6 billeder plus en prolog. Dette betød, at musikken - for at passe til den nye tekst - måtte om-redigeres betydeligt. Langgaard klippede og klistrede i partituret, udelod en del (særlig første versions pompøse slutning) og komponerede lidt nyt (en del af 3 billede er komponeret 1929). Ganske interessant er det, at sangstemmerne stedvist blev ændret radikalt og at visse instrumentale afsnit blev til sangafsnit og omvendt.

Den nye versions renskrevne partitur blev sendt til bedømmelse på Det kgl. Teater i marts 1931 under titlen: »Dyret fra Afgrunden«. Og historien gentog sig: Operaen blev indleveret flere gange for til sidst at blive endelig afvist 22.3.1935 - igen var tekstens ueg-nethed årsagen, en årsag, som teatret ikke mente sig forpligtet til at begrunde.

Også Danmarks Radio refuserede værket - i 1934. Man fandt det ikke egnet for radio. Langgaard ønskede en begrundelse, men fik den ikke. Langgaard var dog utrættelig. 1936-38 rettede han lidt på teksten, udarbejdede resumeer af operaens emne

og sammenstillede et kompendium af uddrag af mere eller mindre lødige halv-religiøse og -filosofiske bøger. Der er tale om citater, der underbygger og legitimerer operateksten. Hermed ville Langgaard påpege, at emnet stadig var aktuelt og betydningsfuldt. Andreas Møller, den tredje teaterchef, blev i februar 1938 præsenteret for »... en lille Oversigt, som i 36 Ord siger, hvad min Opera nu i Virkeligheden udtrykker ...« Langgaard håbede, at værkets opførelse kunne tages op til fornyet overvejelse. Han kunne nu ikke udtrykke sig klarere: »... selv et Barn vil kunne forstaa [Teksten], ikke mindst i den meget enkle Fremstilling og med den Musik ...« mente han. Et andet sted skrev han: »En dansk Mysteriekomponist skal måske, som Shakespeare siger, »Rive sig selv i stykker, drikke Eddike, sluge Krokodiller«, for at gøre det hele klart? Det har jeg gjort.« Og lige meget hjalp det. Langgaard blev bitter, og ganske karakteristisk slutter hans måske sidste brev til Det kgl. Teater: »En anden Ting er, om Det kongelige Teater kun repræsenterer Stat, Demokrati og Carl Nielsen og at der (hvilket jeg høfligst tillader mig at antyde) muligvis! -overhovedet ikke eksisterer andet.« Så prøvede Rued Langgaard igen Danmarks Radio, det var i april 1938, og værket blev positivt bedømt, formentlig fordi Launy Grøndahl fandt det interessant. Launy Grøndahl var en god mand for Langgaard. I hans periode som konsulent for Danmarks Radio blev en række af Langgaards værker antaget til opførelse. Den 22.5.1940 uropførtes operaens 5. og 6. billede i Danmarks Radio, dirigent: Launy Grøndahl. Operaens forspil har været opført flere gange, første gang 26.9.1923 i København med Rued Langgaard selv som dirigent. I sin helhed opføres operaen af Danmarks Radio for første gang (med den såkaldte koncertslutning, tilføjet 1933) 28.6.1980. Opførelsen dirigeres af Michael Schønwandt.

Når værket derefter er blevet mere kendt, vil det vise sig, om en scenisk opførelse trænger sig på. Rued Langgaard gjorde, hvad han kunne for at få værket frem på scenen, skønt han tilsyneladende var i tvivl om, om det måske retteligen burde betragtes som et koncertsalsværk: et oratorium.

Efterskrift: Langgaards beskæftigelse med sin opera og dens emne holdt ikke op med de sidste rettelser i librettoen. I 1939 omkomponerede han store dele af værket til »Endens Tid« - et koncertstykke for soli, kor og orkester med følgende dele: »Antikrist« (Præludium for orkester) - Ved Endens Tid - Mod Ragnarok - Katastrofen. Stykket blev uropført af Danmarks Radio 18.12.1945 med Launy Grøndahl som dirigent og har ikke senere været spillet. En anden, endnu kortere, version »Vildstjernelys« er stort set identisk med den oprindelige operaversions 1. billede. Dette værk komponerede Langgaard 1944-46. Modsat »Endens Tid« opfattede han dette værk (også) som et sceneværk. I hvert fald findes sceneangivelser i partituret, og teksten indsendtes i 1944 til bedømmelse på Det kgl. Teater. Værket er uopført.

Årgang 54/1979-1980, nr. 06