Debat

I DMT nr. 6 maj 1980 bragte vi en artikel fra Danske Harmonikaspilleres Landsforbund med titlen »Accorde-on - et falsum«. Svarene har ikke ladet vente på sig, vi har fået 5 stykker - deriblandt to fra Sverige. Af Pladshensyn trykker vi blot de tre danske bidrag. Naturligvis kan man hævde, at en sådan diskussion egl. hører hjemme i fagtidsskrifterne. Alligevel kan det være interessant for udenforstående at få del i argumenterne for og imod et instruments udvikling.

Mogens Ellegaard svarer

DHLs læserbrev til Dansk Musiktids skrift er endnu en lille manifestation af den indre splittelse, som accordeonets store succes udadtil har skabt i hele den internationale harmonikaverden. Reaktionære harmonikafolk og fremadstræbende accordeonspillere står skarpt over for hinanden overalt - men ingen steder har den ideologiske kamp været så voldsom som i Danmark, hvor den også er intensiveret af misundelse, skuffede ambitioner og stærke personlige modsætningsforhold.

Min personlige adresse står også - uden navns nævnelse - i læserbrevet. Jeg tænker på afsnittet med, at »en monopol-stilling-ansættelse af een og samme dansker i flere embeder samtidig, og tilmed på et afgørende tidspunkt i harmonikaens kunstneriske udviklingshistorie - muliggjorde dette fantasiløse bedrag« (som DHL kalder accordeon-kulturen). Og det er desværre ikke første gang, at DHLs brevpapir udnyttes til en ukollegial personlig forfølgelse af mig og mit arbejde... ofte med anklager som grænser til injurier. Inderkredsen i den danske harmonikaverden ved, at der i DHLs bestyrelse bl.a. sidder et par intrigante harmonikalærere, som i mange år har benyttet enhver lejlighed til at genere mig. I 1970 protesterede en af dem i kulturministeriet over min ansættelse som accordeonlærer ved Det kgl. danske Musikkonservatorium - da han ikke selv fik stillingen. Han er i dag »konsulent for udenlandske anliggender« i DHLs bestyrelse, hvilket altså ikke hindrer ham i også at blande sig i de hjemlige. Hans kone er »konsulent for kunstneriske og pædagogiske anliggender« i samme bestyrelse. Hun søgte i 1970 optagelse i hovedskolen ved Det jydske Musikkonservatorium, men klarede ikke optagelseskravene. I dag vil fruen ansættes som harmonikalærer ved Det kgl. danske Musikkonservatorium, og til det formål har hun mobiliseret både lokale elevers og forældres underskrifter, samt hele DHLs effektive Organisationsapparat og imponerende brevpapir. Man har bombarderet de fem konservatorier, afdøde kulturminister Niels Mathiasen og hans efterfølger Lise Østergaard med materiale, som i hvert fald rent kvantitativt er enestående.

Jeg ser ingen anledning til her at skulle forsvare mig mod alle udokumenterede påstande og usaglige anklager. Jeg synes - i al ubeskedenhed - at de resultater jeg gennem de sidste 20 år har opnået gennem mit arbejde som udøvende musiker og pædagog - må tale for sig selv. Desuden har jeg i forbindelse med DHL bestyrelsens angreb på mig i den sag modtaget så megen moralsk støtte og udtryk for påskønnelse af mit virke - både fra elever og kolleger, konservatoriets ledelse, konservatoriernes fællesråd og ministeriet, såvel som fra andre nordiske musikkonservatorier, at jeg føler mig opmuntret til at fortsætte arbejdet med uændret målsætning.

Jeg vil dog gerne her imødegå et par af DHLs mest horrible usaglige og usande påstande:

1) Det er ikke korrekt, at accordeonfolket i Skandinavien vil forlade de automatisk koblede akkorder i standardbassen. Dem kan man med glimrende effekt anvende i mange situationer. Vi vil imidlertid have lov til at prioritere melodibassen som suverænt overlegen i kunstmusikken, og som et pædagogisk mere rigtigt venstrehånd-smanual i begynderundervisningen. Når vi sidenhen gerne vil introducere og bibeholde standardbassens bas-og akkord-værk som et praktisk supplement, er det bl.a. for også at kunne spille både en masse folkemusik og hele den harmonikalitteratur, som DHL kredsen åbenbart foretrækker at holde sig ensidigt til.

2) Betegnelsen accordéon er hverken motiveret af forretningsmæssige hensyn eller socialt betingede musikalske mindreværdskomplekser. Men så længe der findes harmonikaer uden melodibas - og en bred harmonikakultur styret af harmonikalærere, som udelukkende satser på det gamle venstrehånds manual med alle dets melodiske og harmoniske begrænsninger, er der både internt - i harmonikakredse, og udadtil - behov for en klar og utvetydig fagterminologi for de to instrumenttyper. Enhver harmonikaspiller skelner uden betænkning helt klart mellem pianoklaviatur, norsk eller svensk knapklaviatur i højre hånd. Det er ligeså indlysende at anvende fagord for instrumenter med og uden melodibas. Hvis man definerede begge typer med navnet harmonika, kunne harmonikaspilleren eksempelvis godt resikere at bestille »harmonikanoder« hjem, som senere viste sig at være uspillelige på »hans harmonika« - fordi de fordrede melodibas.

Det har altid været svært at skulle forklare ikke-fagfolk, hvad så sprogligt ulogiske betegnelser som barytonbas-harmonika, fribas-instrument eller harmonika med melodibas betyder. Med det smukke og velklingende navn ACCORDEON har vi fundet et ord, som er umiddelbart forståeligt i harmonikakredse. Den sproglige afstand til ordet harmonika er også så stor, at risikoen for forveksling i den øvrige musikverden er yderst ringe. Det ville i øvrigt være helt urimeligt, om den del af harmonikafolket, som i dag så hårdnakket nægter at følge med i udviklingen, skulle få lov til at høste frugterne af accordeonfolkets mangeårige arbejde for at etablere instrumentet i det almene musikliv. F.eks. ved at opnå ansættelse som »harmonikalærer« ved det danske konservatorium. Det KUNNE faktisk ske, hvis man havde affundet sig med én og samme fællesbetegnelse for de to instrumenttyper og spillekulturer.

3) Det er ganske afslørende for det faglige niveau, når DHLs bestyrelse påstår, at accordéon skulle være uegnet i børneundervisningen. Overalt i udlandet går tendensen jo i retning af accordéon - fra USA til Canada til Rusland, Tyskland, Frankrig og Skandinavien.

Det er desuden en grov fordrejelse af sandheden at insinuere, at accordéon undervisningen i Danmark har været en fiasko. Den blomstrer frodigt på utallige danske musikskoler ... overalt hvor den varetages af kvalificerede accordeonpædagoger. I et par tilfælde er accordeonundervisningen blevet overtaget af inkompetente lærere, bl.a. flere registrerede DHL lærere, fordi accorde-onpædagogerne har fået ansættelse ved andre institutioner. Det er selvfølgelig beklageligt, at der stadig er en så skrigende mangel på dygtige lærere. De antydede fiaskoer skyldtes hverken instrumentets utilstrækkelighed eller elevernes helt anderledes musikalske rækkevidde og behov.

Derimod finder vi det i accordeonkredse påfaldende, at en stadigt stigende strøm af tidligere harmonikaelever, specielt fra visse DHL lærere i Nordsjælland hvert år søger over til accordeonpædagoger - f.eks. ved musikskoler i Allerød, Holte, Kokkedal, m.fl. 4) DHL har ingen forudsætninger for at bedømme hverken konservatoriernes interne eller udadvendte aktiviteter. Man har fra den side i alle år totalt ignoreret vores art-bejde. Aldrig mødt op til hverken elevkoncerter eller gæstespil med accordeonsolister i verdensklassen. Jeg finder det ganske frimodigt, når man tillader sig at tale om ensidigt styret, afgrænsende litteratur, mangelfuld udnyttelse af instrumentets rige aspekter, etc. Ifølge eksamensordningen skal de accordeonstuderende ved den afsluttende musikpædagogiske eksamen også fremføre standardbas-litteratur, og kandidatens skriftlige afhandling ved samme eksamen indeholder altid omfattende lister over undervisningslitteratur for accordéon og harmonika, som de har gennemgået og agter at anvende i deres fremtidige pædagogiske virke. Under studietiden spiller eleverne altså ikke bare ensidigt styret, afgrænsende originalmusik for accordéon. De spiller også transskriptions-litteratur, kammermusik, folkemusik, jazz, becifring, gehørspil, ensemplespil... kort sagt alt hver der er pædagogisk anvendeligt og musikalsk forsvarligt at spille på accordéon - inclusive hele den bedste del af harmonikarepertoiret.

Det er trist, at det nystartede landsforbund af danske harmonikaspillere har ladet sig udnytte for at give en lille håndfuld intrigante harmonikalærere mulighed for at ventilere deres aggressioner for et større, udenforstående forum af musikfolk. De krampagtige forsøg på at bremse den uundgåelige udvikling vil naturligvis ikke lykkes... uanset om man nu kaster sig over navnet accordéon, enkeltpersoner i accordéon verdenen, eller hele den samlede accorde-onkultur.

I denne situation er vi glade for at kunne markere afstanden - også rent sprogligt. Den dag hvor alle harmonikaer er forsynet med melodibasmanual, kan man begynde at anvende én betegnelse for instrumentet. Så spiller enhver under eget ansvar, uanset om han foretrækker at spille Lars Bjarnes arrangement af »Skæve Thorvald«, Mogens Ellegaards bearbejdelser af Scarlatti sonater eller Ole Schmidts Symfoniske Fantasi og Allegro for accordéon og kammerorkester.

Mogens Ellegaard musiker

Lille harmonika-forening i kamp mod verdensomspændende udvikling

Der er opstået en forening ved navn Danske Harmonika-spilleres Landsforening (DHL), der vil pådutte den danske musikscene en diskussion, som egentlig hører hjemme i interne fagkredse. Da DHL imidlertid mener at må tte gå offentlighedens vej og i den anledning benytte sig af et velanset musiktidsskrift, ser vi os nødsaget til at tage til genmæle.

I en rodet artikel prøver DHL at mistænkeliggøre en hel udvikling, der har ført til anerkendelse af et hidtil ugleset instrument - en udvikling, der er baseret på en afgørende ændring hhv. forbedring af selve instrumentet med deraf følgende nye og rige tekniske, klanglige, pædagogiske og kunstneriske muligheder samt en omfattende ny litteratur, skabt af førende komponister. Og ikke nok med det: gennem instrumentets udvikling til dets nuværende stade er det muligt til studieformål også at spille musik fra tidligere epoker - vel at mærke originalt d.v.s. uden skræmmende ændringer -, så at spillerne ikke mere behøver at være så ensidige og begrænsede i deres musikudøvelse, men nu kan dyrke musikken ud fra en musikhistorisk forståelse. Dette kun som indledning til et svar på artiklen »Accordéon - et falsum« i dmt nr. 6 - maj 1980. Det eneste, vi kan være delvis enige i med DHL, er kritikken af betegnelsen accordéon for det nye instrument, der jo bygger på en del af harmonikaens principper, omend den -gennem et ekstra enkelttone-manual i venstre hånd - har betydeligt udvidede og helt andre muligheder. Da accordéon (accordion, akkordeon) i næsten hele verden står som betegnelsen for den hidtil kendte harmonika, medfører denne benævnelse for en videreudviklet model af instrumentet i så lille et sprogområde som det skandinaviske en del international forvirring. Desuden kan skandinaver komme til at tro, at instrumentet hører til en helt anden gruppe (således spurgte en musiker mig engang, om det var en slags cembalo...). Men efterhånden er navnet så fasttømret i den skandinaviske musik verden, at en ændring vil være nærmest umulig. Og hvis en ændring skulle gennemføres, måtte denne besluttes i den faglige inderkreds, der så i fuld enighed måtte starte en kampagne. At belemre og forvirre andre musikkredse med denne problematik - tilmed gennem en kampagne af en mindre gruppe harmonikaspillere, der ikke har spor med den seriøse eller professionelle uddannelse af harmonika- hhv. accordeonspillere at gøre - er en forkastelig og for instrumentet skadelig affære. Lige en lille ting, der viser DHL's overfladiske måde at argumentere på: navnet harmonika er ligeså meget eller bedre sagt ligeså lidt dansk som betegnelsen accordéon. Dette kun nævnt i forbifarten.

DHL mener, at det venstrehånds-manual, som debatten jo egentlig drejer sig om, har eksisteret i mindst 75 år og derfor ikke betyder noget nyt. De 75 år er nok noget overdrevet. Men det er sandt, at der både før og efter krigen fandtes enkelte solistinstrumenter »udrustet« med manualet. Denne sporadiske tilsynekomst betød dog i en lang række intet for instrumentets udvikling, fordi

a) de pågældende spillere ikke udnyttede manualet fuldtud, ja somme tider nærmest slet ikke benyttede det

b) spillerne ikke gjorde nok for at interessere komponister og pædagoger for de nye spilletekniske hhv. musikalske muligheder

c) der således ikke blev skabt en ny litteratur og metodik

d) de nye, rige muligheder altså kort sagt ikke blev opdaget og udnyttet.

Først efter krigen og særligt fra ca. 1960 kom instrumentet eller nærmere det nye manual til sin ret. I den udvikling, der fulgte, fik Danmark en førende position ganske særligt gennem een mand: Mogens Ellegaard. Denne store solist formåede at interessere utallige komponister for instrumentet, således at så store navne som bl.a. danskerne Per Nørgaard, N.V. Bentzon, Ib Nørholm, Leif Kayser, P.R. Olsen, Ole Schmidt, K.Å. Rasmussen, svenskeren Torbjörn Lundquist, nordmanden Arne Nordheim og mange andre skabte en helt ny litteratur, både solistiske koncertværker, kammermusik, koncerter med orkester og på den anden side en righoldig og værdifuld undervisningslitteratur. Jeg husker tydeligt den første gang Mogens Ellegaard præsenterede den nye musik for en tusindtallig skare på en international musikuge i Sydtyskland. Og jeg fornemmer den dag i dag det begejstringsbrus og den følelse af sensation, opførelserne skabte.

En større gruppe yngre pædagoger fra ca. 20 lande - deriblandt jeg - mødtes i de efterfølgende år for at udmønte de nye indtryk og muligheder i en grundlæggende ny pædagogik. Samtidig kæmpede vi for at få industrien til at bygge små børneinstrumenter med enkelttone-manual i venstre hånd. Først da dette sidste lykkedes for os, var den nye udvikling virkelig indledt og et nyt instrument skabt- et instrument i familie med harmonikaen men nyt alligevel.

For er det ikke et instruments muligheder, fuldt udnyttet i en artegen litteratur både for små børn og voksne solister i forbindelse med en egen undervisningsmetode, der kendetegner dets placering i musiklivet - mere end selve tonefrembringelsen gennem metaltunger sat i svingning af en luftbælg?

Jeg var den første, der indførte accordéon i børneundervis-ningen i Vesttyskland, da jeg dengang var leder af en musikskole i Flensborg med 1000 elever, deriblandt 100 harmonikaspillere. Efter kort tid begyndte spørgsmålene fra de mange ansatte lærere - bl.a. medlemmer af symfoniorkestret -, der havde hørt de »anderledes klange« gennem dørene. Efter min forklaring fulgte næsten altid omtrent det samme svar: »Det er jo et helt nyt instrument - tillykke med det!« I dag undervises der i næsten alle tyske byer på accordéon. Analog har udviklingen i Danmark og mange andre lande været.

DHL er helt galt afmarcheret, når bestyrelsen skriver, at »delvis anerkendelse af nybetegnelsen skabte basis for fabrikation af små instrumenter med udelukkende fribas (enkelttoner) på venstresiden...« Det har været lige omvendt: først da småbørnsmstrumenterae var fremkommet, blev betegnelsen accordéon for alvor indført - for nu først var en helhed skabt.

Af en eller anden uforståelig grund er DHL også imod brugen af accordéon (helt bortset fra navnet) i børneundervis-ningen, når de f.eks. skriver: »Nærmere studier af nyfrem-bringelserne... afslører dyb uvidenhed om små børns behov og rækkevidde.« Det lyder betænkeligt af »DHL alene vide«, mens bestyrelsen lukker øjnene for, at netop de mest kendte harmonikapædagoger overalt i verden efterhånden går over til det nye system i børnepædagogikken. Og betyder DHL's nærmere studier så, at man kommer til det resultat, at de børn, der vælger harmonikaen, har mindre behov og rækkevidde end de børn, der f.eks. vælger strygeinstrumenter, klaver el.L? Er det forkert at tilbyde børn og forældre valget mellem harmonika og det beslægtede accordéon, hvor de allerfleste så vælger det sidste, fordi de indser, at der dermed kan lægges et solidt og seriøst grundlag for en alsidig musikudøvelse på lige fod med andre instrumenter? Kan en ansvarsbevidst harmonikapædagog egentlig lade være med at beskæftige sig intensivt med den nye pædagogik, når den pågældende vil give sine elever en omfattende musikalsk uddannelse, som pædagogen selv kan stå inde for, og når denne i grunden ved, at han/hun ellers må fortsætte med at »lyve sig henover« hhv. »gå meget let henover« de begrænsninger, ja direkte fejl, harmonikaens venstrehånds-manual (med de faste akkorder i forkerte stillinger og melodispil i forkerte tonehøjder og med »oktavknæk«) frembyder?

Vi - d.v.s. de undertegnede (og vi ved, der er mange flere) - har en stor skare glade »accordeon-børn« bag os, der musicerer på livet løs og hvis »behov og rækkevidde« hidtil har understreget det rigtige i vores opfattelse. Når DHL skriver, at »mange små harmonikatalenter har, ved indførelsen af denne pædagogisk fuldstændig umotiverede metode, oplevet musikalsk flaško i forholdet til vort instrument«, vil vi tillade os at vende spørgsmålet om: hvor mange små mws7A:talenter har med harmonikaen oplevet en flaško i forhold til musikken i al almindelighed? Vi kender utallige.

Det er en direkte usandhed, når DHL påstår, at adskillige musikskoler, der havde indført accordeon-undervisning, har måttet opgive. Kun nogle ganske få musikskoler har haft fiasko af den simple grund, at de ikke kunne finde en kvalificeret underviser til accordéon. Mangelen på pædagoger er naturligvis en begrænsende faktor, der imidlertid vil blive afhjulpet efterhånden som konservatorierne udklækker fagfolk.

DHL's »afhandling« om bælgspil o.l. røber en forældet tankegang hidrørende fra den gamle »Trossinger skole«, som vi kan gå let henover, da vi også - og naturligvis -dyrker et kultiveret bælgspil. Blot behøver vi ikke at ty til bas- og akkordværkets ufuldkommenheder for at opnå det ønskede resultat.

Alle de andre ting i DHL's artikel om »personlige ambitioner« og »monopolstilling« af en bestemt pædagog o.l. vil vi ikke gå nærmere ind på, da de ikke er relevante i vores faglige argumentation.

Vi har måttet tage til genmæle og blev derved nærmest presset til kompromisløst at tage accordeonisternes parti. Det kunne derigennem se ud, som om vi var modstandere af den traditionelle harmonika. Må vi derfor til slut betone, at det ikke er tilfældet. Vi underviser på begge instrumenttyper og går ind for elevernes frie valgmulighed. På den anden side ser vi det som alle ansvarlige pædagogers pligt at oplyse om de to muligheder med deres fordele og ulemper.

Samtidig ville vi glæde os, hvis der kunne skabes en intern, frugtbringende debat med gensidig agtelse og forståelse.

Med venlig hilsen På underskrivernes Siegler, Odense

vegne: statspr.musikpæd. Gregor

Som medunderskrivere, der støtter denne svarartikel:

De statspr. musikpædagoger Jytte Niendorf Hansen, Padborg/Flensborg, Ketty Vedsten Larsen, Århus.

De musikstuderende

Jutta Bernack, Kay Tensfeldt, Leif Thomsen, Jytte Sørensen, alle Odense.

Musikskolelederne

Jørn Lorenzen, Søndersø/Fyn, Verner Mouritzen, Odense.

Underskriverne underviser på hhv. leder følgende institutioner:

De kommunale musikskoler i Åbenrå, Sønderborg, Nordborg, Bov, Haderslev, Vojens, Flensborg, Søndersø, Tommerup, Skanderborg samt Århus Folkemusikskole, Margaards Musikskole og Det fynske Musikkonservatorium, Odense og Det jydske Musikkonservatorium, Århus.

Et ukvalificeret angreb

Bestyrelsen i Danske Harmonikaspilleres Landsforbund har vedtaget at betragte accordeon-kulturen som et falsum. Det har man tilkendegivet offentligt - ikke bare gennem et læserbrev til Dansk Musiktidsskrift, men også i en rundskrivelse i foråret til samtlige danske musikskoler. DHL er en 2 år gammel sammenslutning af harmonikavenner. Foreningen er, mod et årskontingent på 25-50 kr. åben for alle interesserede, uanset alder eller faglige kvalifikationer. Og det er helt tydeligt, at man heller ikke stiller fagligt pædagogiske krav til DHLs bestyrelsesmedlemmer. DANSK ACCORDEONLÆRER UNION (DAU) er en forening, som skal varetage accordeonpædagogernes faglige og kollegiale interesser, og som betingelse for medlemskab af ikke-konservatiorie uddannede pædagoger stiller DAUs optagelses-komité en række instrumentale, pædagogiske og musikteoretiske optagelseskrav, som størstedelen af DHLs bestyrelsesmedlemmer næppe ville kunne honorere.

Med de mange usaglige argumenter og fejlagtige postulater har DHL bestyrelsen da også afsløret en faglig inkompe-tance og uvidenhed, som gør det helt meningsløst at optage nogen form for saglig diskussion med den. På den anden side repræsenterer aktionen et særdeles ondskabsfuldt og ukollegialt forsøg på at kvæle den nye accordeon-kultur, som i de sidste 20 år har vundet fodfæste i dansk musikliv. DAU kan derfor ikke uden videre ignorere DHLs læserbrev. Vi føler os foranlediget til at korrigere og kommentere:

DHLs bestyrelse har i »relevante fagordbøger« fundet ud af, hvad HARMONIKA hedder på udenlandsk. Det havde været mere relevant at undersøge, hvilke betegnelser man i udlandet bruger for en harmonika med melodibas. Overalt i den internationale harmonikaverden anvender man nemlig konsekvent to forskellige benævnelser for de to instrument-typer, som vi i Danmark kalder harmonika og ACCORDEON. Det er en praktisk foranstaltning - en fagterminologi, som hverken har med socialt, musikalske mindreværdskomplekser eller diskrimination at gøre. Ved at bruge to betegnelser undgår man simpelt hen en masse unødvendige, irriterende misforståelser, f.eks. for uheldige harmonikaspillere som bestiller »harmonikanoder« hjem, der siden viser sig at være uspillelige på deres standardbas-harmonika.

På engelsksprogede node- og grammofonplade-omslag, såvel som i instrumentkataloger står der således altid »Free Bass Accordion«, »Bassetti Accordion«, »Chromatic Free Bass Edition«, m.m. Tysksprogede områder skriver »Bary-tonbass-Akkordeon«, »Melodiebass-Akkordeon«, »Akkordeon mit Manual III«, etc. På franske noder står der »Accordéon de Concert«, »Accordéon avec les basses chromatiques«, osv.... ait dette for at undgå forveksling med alle de udenlandske navne for harmonika, som DHL har fundet i deres ordbøger.

Det er sagen helt uvedkommende, at melodibas ikke er noget nyt. Faktum er, at den hurtigt voksende accorde-on-bevægelse i hele den internationale harmonikaverden har nødvendiggjort en sproglig sondring mellem standardbas-instrumenter og instrumenter med melodibas. Det har alle andre end DHLs bestyrelse forlængst erkendt. Og det vidner om en utrolig uskyldighed, når man kan påstå, at melodibassen hverken åbner nye tekniske, kunstneriske eller pædagogiske muligheder. Også i Skandinavien er det velmotiveret at have en klar fagterminologi for de to instrumenttyper, og DHL folkene husker forkert, når de hævder, at de første melodibas-instrumenter her i Norden i begyndelsen af 1950erne blev kaldt harmonika, dragspel eller trekkspill. Allerede dengang opererede man med klumpede og forvirrende bindestregs-betegnelser som »barytonbas-harmonika«, »melodibas-dragspel« eller »kon-sert-trekkspill«. Det smukke og praktiske navn ACCORDEON, som har været brugt siden starten af 1960erne er en betydeligt smidigere læsning. De to navne forveksles ikke så let. Og kun kværulanter - eller ideologiske modstandere af accordeon-kulturen - finder indvendinger mod de rent sprogligt-historiske aspekter af selve navnet. Og DHLs voldsomme angreb på benævnelsen ACCORDEON er efter vores mening mest en afledningsmanøvre... en brik i spillet for at mistænkeliggøre hele accordeonkultu-ren. Man vil standse udviklingen, tvinge os alle til at blive hængende i den gamle harmonika-kultur. Men den barske sandhed er jo, at harmonikaens alvorlige melodiske og harmoniske begrænsninger i venstrehånds-manualet begrænser spillerens musikalske udtryksmuligheder i betænkelig grad. I hvert fald hvis han har lyst til at spille andet og mere end de »enkle rytmiske homofone former«, som DHLs bestyrelse gør så energisk reklame for i læserbrevet. Standardbassen fungerer glimrende, når man vil levere et enkelt - for ikke at sige primitivt - rytmisk-harmonisk dur eller mol akkompagnement til en højrehånds-stemme. Med de færdigsyede og fastlåste bas akkorder, som spilleren ikke har nogen som helst indflydelse på, har fabrikanten på forhånd sat snvære grænser for mulighederne. Standardbassen er praktisk taget ubrugelig i kunstmusikken. I harmonikaens mere end 150-årige historie vil det også være svært at pege på blot én eneste betydningsfuld komponist, som har skrevet ét eneste betydningsfuldt originalværk for harmonika. Og det skyldes ikke ensidig eller ufuldstændig information. Edvard Grieg nærede dyb afsky for trekkspillet. Hugo Alfvén foreslog i 1907, at alle dragspel skulle hugges i stykker og kastes på lossepladsen. 50 år senere udtalte Sten Broman i svensk radio, at »av alla instrument ar dragspelet det allra lågaste i heia världen«. Omtrent samtidig forsikrede Knudåge Riisager de danske fjernsynsseere om, at harmonikaen i hvert fald ikke ville blive optaget på Det kgl. danske Musikkonservatorium, så længe han sad i direktørstolen. Trods ihærdige forsøg på at animere komponisterne til at skrive harmonikamusik kan man helt nøgternt konstatere, at harmonika-litteraturen stagnerede overalt allerede i 50erne... længe inden accor-deon-bevægelsen var begyndt at gøre sig gældende for alvor.

Også på den pædagogiske front er harmonikaen stedse blevet afvist. I Sverige blev instrumentet i 50erne og 60erne totalt bandlyst i aftenskoleundervisningen, og i Ungarn forkastede Kodaly harmonikaen som et direkte upædagogisk instrument, totalt uegnet i al begynder- og børne-mu-sikundervisning.

Men DHLs bestyrelse mener, at harmonikaens standardbas passer så fortrinligt til de mindstes musikalske behov og rækkevidde, fordi den danner et oplagt klangelement for »de enkle rytmiske homofone former«. Man kan så spørge om små harmonikaspilleres musikalske behov og rækkevidde da fra naturens hånd er helt anderledes end små klaverspilleres? - Eller foretrækker seriøst arbejdende klaverpædagoger i dag også at opfylde de mindste elevers musikalske behov ved at lade dem spille »enkle rytmiske homofone former« - på et el-orgel med fabriksproducerede dur og mol akkord taster... de første 5-6 år??? Ifølge et TV-program for nylig lader de mest avancerede DHL lærere deres elever starte med at spille Melodica. Næste etape er en mini-harmonika med pianoklaviatur og standardbasser. Efter disse ubegribelige afstikkere lader man eleven overgå til knapharmonika, og når eleven så på dette instrument i en længere årrække har beskæftiget sig med »de enkle rytmiske homofone former«, får de mest talentfulde spillere lov til at skifte til et specialbygget koncertinstrument med melodibas... i 16 kilos og 30-40.000 kroners klassen. (For selv i DHLs inderkreds erkender man jo, at melodibassen giver voksne og unge en større kunstnerisk frihed end standardbassen). Melodibas-kulturen forbeholdes med andre ord en lille minoritet af solistisk begavede spillere, som drømmer om verdensmesterskaber og en professionel karriere. Det er efter vores mening et ulogisk og direkte upædagogisk undervisnings-system, som afskærer det store flertal af harmonikaelever fra at udvikle sig musikalsk og instrumentalteknisk i andre og flere retninger, som måske kunne have givet eleven langt større oplevelse og tilfredsstillelse. Her er der tale om ensidig manipulation. Ensrettet og ufuldstændig information fra DHL lærernes side. Koncentrationen om den traditionelle harmonika-litteratur var forståelig for 25 år siden, hvor harmonikaindustrien endnu ikke havde muliggjort en bred accordeon-bevægelse på alle niveauer. I dagens situation er det utilgiveligt -uansvarligt over for eleverne: enhver harmonikafabrik med respekt for sig selv producerer i dag accordéons i alle størrelser og prisklasser... fra de mindste børnemodeller til store koncertinstrumenter. Denne instrumenttype er den naturlige, og uundgåelige videreudvikling af harmonikaen. Et instrument med alle harminikaens fordele - men uden de alvorlige begrænsninger, som altid har fået den øvrige musikverden til at afvise instrumentet som primitivt. For det bør vel også her nævnes, at accordeonet - bortset fra de allermindste børnemodeller - er forsynet med BÅDE standardbas og melodibas. Man kan altså også på et accordéon spille hele harmonikarepertoiret. Instrumentets to enkelttonemanualer i højre og venstre hånd (melodibassen har op til 4l/2 oktavers toneomfang) åbner så oplagte muligheder for at opøve både øre og fingre i unisont, polyfont spil - og de »enkle rytmiske homofone former«. Melodibas-manualets geniale konstruktion som en spejlvendt version af højrehånds-klaviaturet lægger op til en parallel opøvning af de fingertekniske færdigheder i begge hænder. I modsætning til den traditionelle harmonika-undervisning, som ofte motiverer eleven til at »kunne alt i højre hånd - og ingenting i venstre«. Ud over de stero-type umpapa-bas figurer. Netop de evindelige akkompagnements-klichéer på bassiden sløver i øvrigt let elevens øre for venstrehånds-spillet.

Påstanden om at bas- og akkord-værkets konstruktion skulle være et incitament til et intensiveret bælgspil er for resten så primitivt usagligt, at man som fagmand har svært ved at tage det alvorligt.

Accordeonet er simpelt hen på alle måder harmonikaen suverænt overlegen - kunstnerisk, teknisk, pædagogisk. Praktisk taget hele eliten af seriøse spillere i den internationale harmonika verden er gået over til accordéon. Komponisternes interesse for instrumentet er nærmest overvældende. Herhjemme har næsten alle vores betydeligste komponister - fra Per Nørgård, Vagn Holmboe, Niels Viggo Bentzon og Ib Nørholm til Pelle Gudmund-sen-Holmgreen, Hans Abrahamsen, Poul Rovsing Olsen og Leif Kay ser - skrevet flittigt for accordéon. Det har fået en naturlig plads på koncert-tribunen og på konservatorierne, i de kommunale musikskoler, osv. osv. Når DHLs bestyrelse alligevel foretrækker rollen som reaktionære bagstræbere, mistænker vi, at man - ud over den faglige usikkerhed - måske er mere motiveret af egen ambition, kommercielle hensyn og stærke private modsætningsforhold til ledende personligheder i den danske accordéon verden. Det er beklageligt, at man får lov til at misbruge et principielt udmærket landsforbund af danske harmonikaspillere til at fremme private interesser.

Med venlig hilsen

Peter Anders

Dansk Accordeonlærer Unions bestyrelse