ISME 1980

Af
| DMT Årgang 55 (1980-1981) nr. 01 - side 30-32

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

To rapporter

I dagene 6.-12. juli d.å. afholdtes i Warszawa, Polen, den XIV ISME-kongres. (ISME = International Society for Music Education).

Der var ca. 1200 kongres-deltagere fra omkring 50 lande. Fra Skandinavien var der omkring 110 deltagere - heraf over 40 danskere (fraregnet danske kor, foredragsholdere m.m.).

Kongressen afvikledes primært i det i Warszawas centrum beliggende store kulturpalads, der med sine fire hundrede rum i næsten alle størrelser var ideelt til formålet.

En række koncerter afholdtes dog i nærliggende koncertsale f.eks. i National Philharmonia eller i The F. Chopin Society.

De mange kongresgæster var indkvarteret på gode hoteller i - og omkring Warszawas centrum, og de fleste besøgende havde derfor kun ca. 10 minutters gang til »dagens arbejde« i kulturpaladset.

Kongresprogram

Programmet var meget varieret, righoldigt - for omfattende til, at den enkelte deltager kunne følge det i alle detailler.

Fra kl. 9 om morgenen til kl. 23 om aftenen var der hele tiden sideløbende tilbud samlet omkring følgende kategorier:

Plenary Sessions
Workshops, Demonstrations
Special Interest Sessions over flg. hovedemner:

a. Out of School Music Activities

b. Music in Schools and Teacher Training

c. Early Childhood Music Education

d. Music in Cultural, Educational and Mass Media Policies.

e. Music Therapy

f. Research in Music Education

Concerts.

Danmark var smukt repræsenteret gennem følgende:

Annette Løffler: Akkordeon (bl.a. Toccata af Per Nørgård) Gerda Alexander: How to Avoid Technical Difficulties in Playing Instruments.

Christian Foged: Traditional Folk Music, a Challenge in Contemporary Society and Education

Sct. Annæ Gymnasiums kor v/Bente Ettrup

Sct. Knuds Gymnasiums kor v/Carsten Mollerup.

Det vil være umuligt at omtale de mange arrangementer i detailler - at yde de mange spændende kor og instrumentalensembler fuld retfærdighed.

En bestemt koncert skal dog omtales, fordi oplevelsen affødte en diskussion, der - måske lidt provokatorisk - rækker ind i vor egen, hjemlige almen - og musikpædagogiske debat.:

De østeuropæiske børnekor og - instrumentalensemblers standard var generelt særdeles høj, men en koncert med det bulgarsdke børnekor Bodra Smiana var helt fantastisk. På spadsereturen hjem faldt så bemærkningen: Hvorfor må vi ikke lave sådan noget med vore børn - de er da født med de samme evner som børnene i Bulgarien?

Må ikke - er dette egentlig ikke sagt meget præcist?

Ud fra pædagogiske og politiske overvejelser må vi i Danmark næsten ikke »byde« vore børn sådanne anstrengelser -!

Som korleder føler man sig undertiden under anklage fra forældre, hvis man ikke giver børnene noget korstof, der bare går ud ad Vesterbro Ungdomsgård til -!

ISME i teori og praksis

ISME er medlem af IMC (International Music Council) og arbejder således ud fra UNESCOS idealer og intentioner for internationalt samarbejde. Siden ISMEs start i 1953 har vilkårene for det internationale samarbejde generelt ændret sig enormt: Verden er både blevet større (flere nationer) og mindre (afstandene), og succes'en for det internationale samarbejde er i meget høj grad afhængig af, om strukturen for arbejdet i en given organisation kan »opsuge« udviklingen på en positiv måde.

Jeg tror, at det nu er ISMEs tur til en struktur-debat.

Det er sammensætningen af ISMEs styrende organer, der får mig til at tro dette. ISME ledes af omkring 22 personer:

The Officers:

l ærespræsident

l præsident

3 vicepræsidenter

l generalsekretær

l kasserer

The Executive Board:

- har 13 medlemmer.

Sammensætningen har en klar europæisk/hvid dominans: Ikke færre end 14 ud af de 22 er fra Europa - 2 er fra Skandinavien. Hele Afrika er kun repræsenteret med l person!

Forholdet er naturligvis historisk betinget, men bør nok give stof til eftertanke.

Følger af den hvide mands kulturimperialisme blev ganske godt beskrevet af en professor fra Zambia. Han beskrev levende, hvorledes den afrikanske musikkultur forsvandt der, hvor den hvide mand oprettede sine (katolske) skoler. I stedet for at danse og spille på tromme skulle de indfødte synge salmer og messer.

Ghaneseren fik kongressens længste bifald! Det står mig helt klart, at i takt med at de nye nationer - i Afrika og Asien - søger deres egen identitet også musikalsk, vil og må det afspejle sig i det internationale musiksamarbejde.

Hvorledes bliver man ISME-kandidat?

Jeg tror, at det er væsentligt for ISMES muligheder for tilpasning, at gældende praksis m.h.t. opstilling af kandidater til de styrende organer ændres.

Aktuelt foreslås kandidater af en snæver kreds. En fra denne kreds kan have hørt et godt foredrag af en hidtil ukendt person. Personen indstilles og anbefales på generalforsamlingen, hvor en række personer fra de forskellige lande ikke uden særlig grund ønsker at gå mod bestyrelsens indstilling.

I år har DK/NMPU siden januar søgt at ændre denne praksis. På hele NMPU's vegne indstillede vi en person (fra Norge) men denne blev ikke valgt.

NMPU vil nu arbejde videre med forslag til ændrede love for ISME og glæder sig over, at man i Schweiz arbejder i samme retning.

Vi håber at kunne få realitetsforhandlinger på kongressen i 1982.

ISME 1982

Forberedelserne til næste kongres er langt fremme og alt tyder på en veltilrettelagt kongres i England 1982.

Med erfaringerne fra ISME 1980 kan jeg kun anbefale flest mulige til at deltage - så: På gensyn! PS.

På mange skandinavers vegne: Tak til RT for veltilrettelagt fællesrejse!

Poul Milberg Petersen

Hvad er en musikpædagog for en?

Indtryk fra den XIV ISME-kongres i Warszawa

Jeg skal straks indrømme at det er en underlig måde at begynde en beretning fra en ISME kongres på, al den stund at mange af dette blads læsere lever af at undervise i musik. Men der findes faktisk lande rundt om i verden hvor en sådan person ikke findes, og som simpelt hen ikke har et ord der ækvivalerer med betegnelsen musikpadagog.

Dette oplyste Mweza Isaiah Mapoma fra Zambia om på den sidste plenarsession i et af de mest inspirerende indlæg jeg havde hørt på kongressen. Hvis nogle af deltagerne var kommet ind i det øjeblik han afsluttede sit indlæg, og hørt det bifald der spontant strømmede ham imøde, kunne de måske få det indtryk at han just havde afsluttet en sonate af Mozart eller Beethoven i den helt store stil. Men det var ikke tilfældet, han havde derimod sat det hele på plads med rammende argumenter og ligefremme ord. Efter at en række »præsidenter« og visse ditto havde haft indlæg om deres fortræffelige indsats inden for »research in music education«, ofte om ting man kunne regne ud på forhånd, kommer denne mand fra Afrika, og gør opmærksom på at der er en verden uden for den europæiske tradition.

Det er svært at gengive et indlæg der i den grad vakte en så spontan reaktion, men jeg skal efter hukommelsen forsøge at fremdrage et enkelt af de områder som viser forskellen på afrikansk musikkultur og europæisk.

Det drejede sig om at han, Mweza Isaiah Mapoma, der selvfølgelig var opdraget i det Zambianske samfund, også skulle stifte bekendtskab med den europæiske musiktradition. Dette betyder at han får en klaverlærer. En dag siger denne lærer til ham, at nu skal de igang med noget meget vanskeligt, hvor man har en tredelt takt i venstre hånd, medens man i højre har en firedelt. Til lærerens store overraskelse demonstrerer Mweza Isaiah Mopoma at det for ham er den letteste sag af verden. Hvis læreren ville have det, kunne han slå to i højre fod, tre i venstre, fire i venstre hånd og fem i højre hånd. Dette blot for at vise at polyrytmik ikke er noget problem for en afrikaner, og som han sagde: Kodalý eller andre europæiske systemer er ikke særlig relevante i rytmisk sammenhæng.

Men der var for øvrigt allerede givet et par prøver på denne problemstilling først af Habib H. Tourna som repræsentant for de arabiske lande der talte over emnet: »Cultural Heritage as Determining Factor for Aesthetic Knowledge in Arabian Society«. Der hvor det virkelig differerede fra den europæiske musikundervisning var det at lære at spille et instrument. F.eks. havde en ragaspiller nogle »lærlinge« som han lærte at spille sine egne »kompositioner«, og bortset fra hans egne sønner var der ikke andre der kom til at kende hans musik. Bl.a. dette gør at musikken får en anden betydning for livsførelsen i den arabiske verden. Tran Van betydning for livsførelsen i den arabiske verden. Tran Van Khe fra Vietnam redegjorde for musikundervisningen i Asien. Her kom han ind på musikkens stilling i hans land, og hvilken betydning den havde for den nationale kultur, der i århundreder havde været »trådt under fode« af »velmenende« europæiske kultur-eksperter, der vidste hvad der måtte være godt for et underudviklet folk.

Han gav et par prøver på vietnamesiske sange, og demonstrerede hvordan disse sange lidet egnede sig for solmisation (do-re-mi o.s.v.), med deres kvarttone-interval og glisandi på den enkelte tone. Dette blev gjort uden at forulempe Kodalý-systemet, kun for at vise dets utilstrækkelighed i dette tonesprog.

Med tanke på kongressens hovedtema var de ovenfor citerede indlæg noget af det mest befriende og vægtige der er sagt om musikundervisning i flere år. Jeg håber de kommer i sin helhed i ISME's Year Book. I denne sammenhæng kan det jo synes mærkeligt at lande som USA og Japan centrerer undervisning og forskning om en flerehundrede år gammel europæisk tradition. F.eks. så jeg en brochure fra den afgående ISME præsident Naohiro Fukui's musikkonservatorium, hvor buster af Bach - Beethoven - Mozart strengt sad og overvågede at det hele gik rigtigt til, og at japanske musikstuderende spillede deres musik i den rette ånd. For øvrigt mindede brochuren til forveksling om et katalog over »Sony« products jeg har (forstærkere og kassettebåndoptagere) .

For USA's vedkommende er det næsten utroligt at man importerer Orff - Kodalý - Suzuki for at stive den amerikanske musikundervisning af. Man kan jo undre sig over, hvor alle de fine undervisere i jazz- og rockmusik er henne. Hvor befinder Beerkly Universitets mange fine udgivelser af undervisningsmateriale sig? Hvor befinder pædagoger som Dave Baker, John La Porta, John Mehegan o.a. andre sig i denne sammenhæng?

Nu er USA's væsentligste bidrag til det 20'ende århundredes musik jazz og rockmusikken med f.eks. Duke Ellington, Miles Davis, John Coltrane, Charley Parker for blot at nævne nogle.

Med temaet for kongressen »National Culture - Inspiration For Music Education«, havde der faktisk været rig lejlighed til at vise en folkemusikform som bluesmusikken, dens betydning for den musik der spilles og synges af langt de fleste amerikanere, og for den sags skyld også i vores del af verden.

Men det der tæller mest er de levende resultater, i modsætning til tørre foredrag. Derfor får man mest ud af det når det pædagogiske arbejde er omsat til »klingende« spil. Noget af det der fascinerede mig var et folkemusik-ensemble »BAKONY« fra Veszprem i Ungarn, der havde en 14 års pige som primas. Her var sang og spontan spilleglæde i bedste ungarsk Zigeunertradition.

Et andet fint eksempel på arbejde med folklore var »MALE PODHALE«, fra Polen ledet af Andrzej Haniaczyk. Her var tale om børn fra ca. 10 til 16 år, hvor man bl.a. spillede på koklokker i forskellig tonehøjde samt andre folkemusikinstrumenter. Her indgik for øvrigt dansen i de forskellige numre, og man inviterede de tilstedeværende musikpædagoger med. Her var virkelig tale om en levende demonstration af et godt stykke musikpædagogisk artbejde. Nogle eksempler på kreativ musikundervisning gav Maria-Apagyi, Ungarn, hvor nogle elever viste prøver på klave-rimprovisationer.

Iren Vass viste sammen med elever fra underskolen i Kecskemet i Ungarn, nye forsøg med hørelære. Og et andet ungarsk indslag gav Rudolf Nemeth fra Belå Bartok gymnasiet i Budapest med nogle elever der sang nogle af Bartok's Microcosmos.

Men det må siges at man fra værtslandets side samt ISME's planlægning havde gjort et stort arbejde, således at de fleste musikundervisere kunne få deres faglige interesser tilfredsstillet.

Det meste foregik i Kongreshuset, hvor også en del af koncerterne var lagt, medens andre koncerter var forlagt til Filharmonia Narodowa (National Filharmonisk Koncertsal).

Her blev der på åbningsdagen opført et til lejlilgheden komponeret oratorium »Czego chca dzieci swiata« (Hvad Hele Verdens Børn Ønsker). Musikken var komponeret af Marian Sawa og teksten var af Zbigniew Stawecki. Her var virkelig lagt et kæmpearbejde i instruktionen idet Warzsa-was musikskoler og kor medvirkede, op mod 600 medvirkende. Det hele fik en meget fin udførelse og efterlod et meget stærkt indtryk.

Men værtslandet stod også for et andet højdepunkt, nemlig opførelsen af Krzysztof Penderickis »Diably z Loudun« (Djævelen fra Loudun). Denne fik en meget fin udførelse, navnlig med de to hovedkræfter Anna Vranova som søster Klara og Andrzej Hiolski som Urban Grandier. Men de blev også støttet at et velsyngende ensemble og godt spillende orkester dirigeret af Mieczyslaw Nowakowski. Det er svært at give en berettiget kritik og bedømmelse af et værk man hører første gang. Det kræver indblik i værkets disposition, nærmere kendskab til musikken, og den dramatiske gang.

Det jeg har sagt hidtil kunne måske tydes derhen at jeg undervurderede den traditionelle musikpædagogiks betydning. Dette er langtfra tilfældet idet man kunne konstatere at instrumental, sang, orkester og korarbejde efterhånden ligger på et fantastisk højt plan. Og her kunne man så atter høre orkestre og kor fra Østeuropa der lå flere længder forud for den øvrige verden, såvel i teknisk kunnen som i interessantere programvalg og kunstnerisk udførelse.

Når jeg ovenfor har fremhævet det synspunkt, at det ikke kan være meningen at ISME skal stå for udbredelsen af Europæisk traditionalisme, er det fordi jeg mener at det knapt kan være så interessant at høre et orkester fra Tokio eller Chicago spille Vivaldi, som at høre de forskellige lande spille deres egen musik.

ISME er underlagt FN gennem UNESCO og tegner herigennem hele verdens musikliv. Og som følge heraf må det være dette verdensbillede der skal gengives i kongressens hovedtema: »Den Nationale Kultur- Som Inspiration For Musikundervisningen.

Preben Fahnøe

Årgang 55/1980-1981, nr. 01