Plader

Musikalsk bunkebryllup

Det er med musikstykker som med parforhold: de enkelte må finde formen fra gang til gang. Ligesom der i sin tid var ægtemænd og elskere var der også firesat-sede trioer og fugaer for orgel. Nu er der glidende overgange mellem det hele og formen er udelukkende det punkt på glideturen hvor man standser op, tilstrækkelig forelsket eller inspireret til at holde på formerne et kort og vigtigt øjeblik. Man ser denne tilbøjelighed på tre nye plader med (fortrinsvis) yngre dansk musik, hvor det karakteristisk nok netop er de to ældste der bruger traditionelle titler som Concertino (Weis) og Stabat Mater (Lewkovitch). Ellers er der et sandt bunkebryllup af ægteskaber og frie forhold i de fleste titler som f.eks. Pava-ne-fantasi (Holten) og Arcetypon (la Cour). De tre plader indeholder tolv værker af ti forskellige komponister. Det er utvivlsomt et meget godt tværsnit af dansk musik netop nu, skrevet af folk der er født mellem 1927 (Lewkovitch) og 1947 (Holten). Flemming Weis er ganske vist født allerede i 1898, men han står alene som repræsentant fra sin generation. Når man som jeg dukker fra en stor pladesamling med klassisk og moderne musik ned i en halv snes intense gennemhøringer af de tolv værker er der især én ting man hæfter sig ved. Det er noget fælles ved temperaturen i disse værker uanset hvor (kolossalt) forskellige de ellers kan være. Der er en egen svalhed over musikken, en beherskelse af midlerne som på den ene side er velgørende og professionel, men som på den anden side også bliver til en selvbeherskelse, som man nogen gange ville ønske blev sparket til side for en eller anden vildskabs skyld. I perioden jeg har levet med disse plader har jeg indimellem sat mig til at høre Ligeti og Webern. De ligner overhovedet ikke hinanden, men de har vildskab.

Det er måske allerede en uretfærdig betragtning jeg her har fremsat. For det første fordi alle disse nudanske værker er små med hensyn til længde og besætning. For det andet fordi denne svalhed når det kommer til stykket nok er noget særligt nordisk - altså snarere en egenskab end en mangel. Et særligt kultu-relt-psykologisk gen. For det kan jo godt være at al dansk musik i de her tider ejer mere følsomhed og indføling end egentlig lidenskab og jeg skal være den sidste til at tale dårligt om følsomhed og indføling. Og så er der endelig (mindst!) tre af disse tolv værker som jeg allerede er trådt i et kærlighedsforhold til. Det er et ganske stort output inden for den verden der består af kærlighed og/eller kompositioner. 25 %. Mindst!

Ved Det fynske musikkonservatoriums halvtredsårs jubilæum 1979 blev der udsendt en række plader med tilknytning til konservatoriet. Fra DMT fik jeg to tilsendt: nr. 7 der udelukkende indeholder musik spillet af (og for to af de tre stykkers vedkommende også skrevet til) Den fynske Trio - og nr. 8 som indeholder orgelmusik.

Udgivelsen af disse plader er overordentlig prisværdig. I forhold til den smule ny dansk musik der udsendes på plade er det lige ved at være forrygende. Og hvis kvaliteten af de øvrige numre i serien er lige så god som af disse to bør det blive en publikumssucces. Hos det lille publikum der eksisterer for ny dansk kammermusik!

Den fynske Trio er speciel alene derved at det er en klarinettrio. Violinen i den klassiske trio er altså skiftet ud med en klarinet. Det er et godt bekendtskab man gør med trioen på denne plade. For nu at begynde med gæsterne: Atli Heimir Sveins-son er islænding (født 1938) og har skrevet et værk han kalder noget så lyrisk som »Plutôt blanche qu'azurée«. Det optager den ene side af pladen. Ifølge komponisten er udgangspunktet en sommerdag - fra morgen til sen aften - på Langeland. Og vist er det rigtigt: så behagelig og banal er en dansk sommerdag. (Eller rettere: den var det, stykket er skrevet i 1976 hvor der endnu var somre i Danmark.) Værket, som spiller 22 minutter, er bygget op af en serie kadencer i de forskellige instrumenter, nu og da tæt sammenvævet, nu og da svirrende hver for sig. Det er meget stemningsfuldt og meget smagfuldt. Men det er et af de værker der ikke vinder ved nærmere bekendtskab. Hvor man en gang talte om tonemaleri kan man her tale om tonebroderi. Klangmættetheden og manglen på nogen anden tydelig struktur end netop klangkontrasternes gør på een gang stykket overlæsset og tyndbenet. Hen mod slutningen bryder en vestafrikansk aften løs på Langeland, en slags højt klimprende muzak som får en til at tænke på baggrundsmusik til en TV-film. Det er gjort med elegance, men efter min mening er stykket alt for langt i forhold til sin idé. Det kommer til at virke substansløst, hvor det i en mindre udgave kunne have levet sit eget lille liv som akvarel. Karl Aage Rasmussen har skrevet et fast og sikkert stykke musik »Le Tombeau de Père Igor«, bygget over tre motiver fra Far Stravinsky s opera »The Ra-ke's Progress«. Der er, om ikke humor, så i det mindste humør i den musik. Det er ikke sørgemusik i traditionel forstand (hvad afdøde utvivlsomt også ville have undret sig over). Der er en begavet drilagtighed i de to første satser (som mest får mig til at tænke på »Historien om en soldat«) og en smuk, ligesom tilbageholdt sørgmodighed i den sidste langsomme sats, hvor klaveret fastholder en slags sørgemarch mens klarinet og cello bevæger sig hen over det - for at udstikke nye veje for musikken som jo ikke har lagt sig til hvile på San-Michele i Venezia ved siden af Père Igor.

En aquamanile er en klassisk romersk vandkrukke i dyreform, oprindelig anvendt ved rituel håndtvætning. Sven Erik Werner har kaldt sit knap ti minutter lange værk, skrevet til Den týnské Trio i 1975, for »Aquamanile«. Det er et meget fascinerende og overraskende stykke musik. Det synes at bestå af stærkt kontrasterende små satser - først en lyrisk, indadvendt, så en voldsomt dramatisk, så atter en dvælende etc. De går lige over i hinanden og lever i hurtige blink som lysblink i en vandflade, men de holdes usvigeligt sikkert sammen af vandet og bliver på den måde snarere udtryk for forskellige stemninger i den samme tonemasse end de bliver til satser i en suite. Således bliver det lille værk både let og monumentalt, ja, indimellem får det næsten en symfonisk-kompleks fylde, som Den fynske Trio mestrer at give fuldstændig udtryk. Det er meget intens musik. Conservatorium 8 hedder Det fynske musikkonservatoriums anden plade i denne ombæring. Det er orgelpladen.

Den ene side indeholder to så forskellige stykker som Flemming Weis' Concertino fra 1958 og Niels la Cours »Archetypon« fra 1970. Mere forskellig musik bliver der næppe skrevet i Danmark i dag. Ikke bare i udtrykket, men i holdningen.

Niels la Cour var 26 år da han skrev sit stykke som bygger på fire af Jungs arketyper: Punctum solis (al-tings midte), Anima, Energiens konstans og Den evige genkomst. Det er et ambitiøst program for et værk der spiller mindre end 12 minutter, men det siger noget om de krav la Cour stiller til sin musik. Som Per Nørgaard (hvis indflydelse man aner) vil han udtrykke livsfølelsen i en slags fuldstændig musik. Men gud ske lov glemmer man som tilhører programmets tyngde - det har utvivlsomt sat la Cour i gang, men det er la Cours musik der sætter tilhøreren igang - med eller uden Jungs arketyper i rygsækken. Og på den måde bliver man (musikalsk) bevæget. I Anima-delen er det en meget lille, næsten enfoldig figur der bevæger sig over et orgelpunkt, med stor rumlig og melodisk virkning. I slutdelen en monumental, messiaensk apoteose. Det er patetisk, men let og strålende musik. (Som Poul Børch også gør sit til at få op at flyve). Flemming Weis var 60 år da han skrev sin Concertino for orgel. Det er underholdningsmusik, smagfuldt, sa-lonfáhigt og dybt uinteressant. Når jeg står over for denne slags knibske dannelsesmusik (man møder den også hos Tarp, Schultz og Riisager) bliver jeg altid forstemt. Jeg forstår ikke hvad de komponister nogen sinde har villet og jeg sætter Poulenc på grammofonen. Det er heller ikke stor musik, men han har dog en melodisk hittepåsomhed, som i nogen grad opvejer pasticherne og den instrumentale monotoni. Jeg må tilstå at jeg heller ikke ved hvad denne serie har villet med Weis' lille tresatsede værk. Det står stift som en kegle midt i en flok spillevende hunde. Første sats i Weis' Concertino får mig til at tænke på en tyrkisk march for begyndere i en fjern barndoms nodehefte. Det kunne der være kommet meget fornøjeligt ud af - men det bliver ved den magre idé som enfoldigt gentages (tænk på hvad la Cour fík ud af sit enfoldige Anima-tema!). Anden satsen er en træt men alligevel anmassende Aria. Tredjesatsen har mere humør og lidt flere farver. Jeg spurgte mig selv om opførelsen (Ib Bindel) ikke kunne have været lidt mere inspireret. Men så kan man jo også spørge: inspireret af hvad?

Underholdningsmusik kan man også kalde Ib Nør-holms »3 stykker for fløjte og orgel« fra 1966. Men der er en verden til forskel. Det er enkelt uden at være forenklet, det er naivt uden at være enfoldigt. Ind imellem synes man at høre César Franck med en de-bussy'sk gestus, men der er alligevel hele tiden et umiskendeligt præg af nutid, f.eks. i de åbne linieudgange. Stykkerne (som lyder så smukt med Jan Aagaard, fløjte og Niels Henrik Jessen, orgel) burde være folkeeje. Tænk bare på den svale pietistiske hengivelse i den afsluttende koral.

Ib Nørholms andet værk »Forespørgsler - Overtalelser« fra 1970 er et vildt og alligevel spændt værk af en helt anden art. Man kan sige at Nørholm spørger med Terry Riley og overtaler med Messiaen. I det mindste indledningsvis. Men det er umiskendeligt Nørholmsk og dets udvikling er spændende. Det er karakteristisk, farverigt, rytmisk fascinerende og - som altid når Nørholm er bedst - enkelt og raffineret på samme tid. Let og vægtigt. Der er gennemlyste, oprivende passager og omvendt helt blide, dvælende øjeblikke. Hen mod slutningen duver en langsom trampolinverden i pedalerne mens diskanten foretager skærende overflyvninger. Og stykket ender med en lang pebret treklang. Det bliver prægtigt udført af Inger Marie Thomsen.

Wilhelm Hansen har udsendt en plade »Ny dansk kormusik« med MUKO, koret af musikstuderende fra København, der bliver ledet af Poul Jørgensen. Netop for dem er pladens fem værker - om ikke skrevet - så selvskrevne.

Bernhard Lewkovitch' »Stabat Mater« fra 1969 er et eksempel på hvor levende man kan tænke z traditionen. (I modsætning til Weis der bare tænker traditionelt.) Det er et kort, lysende værk, som overrasker én ved hver gennemhøring. Svalt og intenst, noget nær billedet på nordisk katolicisme hvis der findes sådan noget. Med meget fine midler sætter musikken af fra traditionelle udgangspunkter og bevæger sig umiskendeligt ind i sin egen verden for så at ende i traditionen igen. Ligesom værket ender i en sagte musikløs messen af stor virkning. Lewkovitch' andet værk »Tre madrigali di Torquato Tasso« fra 1954-55 er af mindre omfang. Smuk, lidt bleg musik hvor afståelsen af musikalske virkemidler mere bliver en dyd end en pryd. Pelle Gudmundsen-Holmgreen skrev i 1970 »Eksempler« til tekster af Hans-Jørgen Nielsen, Henrik Nordbrandt og Charlotte Strandgaard. De enkelte tekster (seks i alt) lyder (ret) forskellige, men hemmeligheden er at de er bygget op over helt de samme toner. Holmgreen har sat et tonegitter op, et system til at fange digtene. Mest spændende lykkes det stort set med de mest systemiske tekster: Nielsens »Ikke blot hende« og Strandgaards »Barn rødkindet«. Sidstnævnte digters »Morgen« (som er en strukturløs og mager tekst falder ligesom ud gennem tremmerne og bliver væk). Det lykkes tilsyneladende ikke at lave socialrealistisk musik. Henrik Nordbrandts raffinerede tekst »Gammel mand i meditation« er blevet det mest komplekse af stykkerne. Det tynder ud og vender sig ind i sig selv ligesom teksten. Det er påfaldende at dette lille værk af Holmgreen er det eneste der bruger danske tekster på denne plade. Det er også tankevækkende. Læser danske komponister ikke dansk lyrik? -eller skriver danske digtere ikke godt nok? - eller føler en komponist ganske enkelt at hans muligheder for at blive opført ude omkring i verden svinder ind hvis hans musik bærer det lille danske sprog på skuldrene? Bo Holtens »Pavane-fantasi« er fra 1974. Det er ejendommeligt værk, både underfundigt og smukt og ikke sådan at få stillet på plads på den indre pladehylde. Stykket bygger delvis på Orlando Gibbons »Lord Salisbury Pavane« fra begyndelsen af det syttende århundrede. Det starter i traditionen, men man forstår snart at det ikke agter at ende dér efter rejsen, sådan som musikken gør det hos Lewkovitch. Pludselig sættes en Shakespeare-sonet i pastiche-musikalsk dragt og senere, i værkets tredje del, blandes trådene og et skærende nutidigt, spøgefuldt og lidt oprivende lys kastes ind over det gennem en solistgruppes antifone udfoldelser. Der er lidt teater i denne musik, en slags Mauricio-Kagel-kritisk analyse af (musik)historien. Det er gjort med megen finhed, ja, næsten ømhed. Og han mod slutningen kommer der en sopran med en smuk Espansiva-lignende figur. Så er vi tilbage i Danmark igen.

Per Nørgårds »Singe die Gärten« til tekst af Rilke er fra samme år som Holtens værk. At formen er stram og indholdet samtidig uforbeholdent strømmende siger noget om omfanget af Nørgårds musik. Ud over koret er stykket skrevet for et lille instrumental.ensemble, der ligesom løfter stemmerne op i en himmelsk verden, meget lysende, men helt klar og langt fra romantikkens forestillinger om en himmel. De høje stemmer først i værket, støttet af fløjte, harpe, rørklokker etc. kan give indtrykket af en musik der bliver spillet på undersiden af krystalhimlen. Indtil den samler sig, bliver en anelse mørkere og langsomt drypper ned mod jorden igen. Hvis der i vores del af verden havde været en helt anden og mere kosmisk tænkende kirke, hvilke kantater og passioner ville Per Nørgård ikke skrive til den! Nu er det verdslig musik, men det er det kun fordi vi traditionelt trækker grænserne så fantasiløst. Det gør Per Nørgård ikke.

Jeg skrev at jeg var trådt i et kærlighedsforhold til (mindst) tre af de tolv værker jeg her har givet mine indtryk af. Løsningen står altid til sidst. Og det er så heldigt at der er eet af værkerne på hver af de tre plader. Man har altså ingen undskyldning for ikke at stifte bekendtskab med alle plader hvis man er nysgerrig. De tre værker er: Sven Erik Werners »Aquamanile«, Ib Nørholms »Forespørgsler - Overtalelser« og Per Nørgårds »Singe die Gärten«.

Sven Holm