En kritisk revideret udgave af Carl Nielsens klaverværker: berettigelse, rækkevidde og mål

I forbindelse med, at copyrighten på Carl Nielsens klaverværker er ved at udløbe, er det af største vigtighed at vurdere de nuværende nodetryk og at formulere fremtidige udgivelsers berettigelse, rækkevidde og mål.

Der er adskillige ret store uoverensstemmelser mellem Carl Nielsens originale manuskripter og de publicerede udgaver af klaverværkerne.(1) Disse uoverensstemmelser indebærer ikke blot tekniske og fortolkningsmæssige problemer, men fordunkler også Carl Nielsens musikalske ideer og hans kompositionsstil.

Der er flere grunde til disse misforhold. Fra Carl Nielsens biografer og nære venner ved man, at han var forbavsende dårlig til at læse korrektur og ofte overså åbenlyse fejl, som udgiverne havde begået. Sandsynligvis har hans intense arbejde med at dirigere og opføre sine værker samt at undervise yderligere begrænset hans mulighed for at gennemrette de trykte partiturer. Hvad angår klaverværkerne har det endvidere spillet ind, at Carl Nielsen, der ikke selv var nogen fremragende pianist, hyppigt tillod musikerne at indføre deres egne modifikationer. Meget tyder på, at disse ændringer ikke sjældent blev indkorporeret i efterfølgende udgivelser uden komponistens vidende eller accept.

Set ud fra såvel et musikvidenskabeligt som et opfø-relsesmæssigt synspunkt må det være en magtpåliggende opgave at få udryddet disse uoverensstemmelser. I nogle tilfælde, f.eks. hvor der er tale om fejltrykte noder, kan en omhyggelig gennemgang af manuskripterne pege direkte på specifikke rettelser, der er nødvendige i offentliggjorte pariturer. I mange andre tilfælde er flertydighederne langt mere komplekse og kræver en afklaring af, hvad der er den bærende idé i et givet værk. For at kunne rette uoverensstemmelserne på en måde, der både teknisk og æstetisk er æstetisk over for værkets ånd, er det nødvendigt at blive sikker på, hvad der har været Carl Nielsens hensigt, ikke alene ved sammenholdning med hans ofte ufuldendte manuskripter, men også ved brug af historisk og dokumentarisk kildemateriale. Endelig må man ty til musik videnskabsmænds indsigt og til musikere, der har et direkte kendskab til Carl Nielsen og hans værker.

Chaconnen, opus 32: et skoleeksempel - Originale manuskripter og Wilhelm Hansens udgave

Chaconnen opviser mindst 257 uoverensstemmelser ved en analytisk sammenligning mellem de to autografe patiturer, man kender til,(2) og den første udgivelse af værket.(3) Desværre er værket på ingen måde en undtagelse, hvad unøjagtigheder angår. Uoverensstemmelserne omfatter dynamik, artikulationer, fraseringer og fortolkningsmæssige forskrifter såvel som hyppige tilfælde af tilsyneladende fejltrykte noder. De belaster i betænkelig grad kompositionens fortolkning og opførelse, og som følgende eksempler viser, griber de signifikant ind i værkets bærende idé.(4)

I. Chaconnnes soniske arkitektur

Ved teoretisk analyse af chaconnen ser man, at værkets dynamiske hierarki spænder fra »ppp« til »fff«. Denne gradvist intensiverende dynamik vekslet i logisk sammenhæng med den voksende kompleksitet i værkets fortløbende struktur. Variationer af lignende dynamisk intensitet falder sammen i grupper, sådan at der er dynamisk kontrast mellem disse grupper snarere end inden for hver gruppe eller i individuelle variationer. I Carl Nielsens chaconne er dynamisk kontrol af lige så stor betydning som den tematisk-motiviske udvikling i kompositionens form og vækst.

Uoverensstemmelser mellem de autografe originaler og den første udgivelse i de dynamiske indikationer for den tredje og den nittende variation har mærkbare konsekvenser for værkets dynamiske helhedsplan. Carl Nielsens originale indikationer i den tredje variation tyder på, at han havde til hensigt at skabe en dynamisk stige i chaconnens tema og de første fire variationer. I blækautografen indicerede Carl Nielsen et »crescendo« i takt 28 og et »diminuendo« i takt 32, som er variationens sidste takt. Skønt disse anvisninger er relative, forekommer de inden for »piano«, hvorved der lægges et dynamisk loft over »crecendo«. Nok lægger dette loft op til en dynamisk intensivering, men ikke desto mindre er variationen holdt inden for »piano«ets rammer. Denne dynamiske basis, fastlagt i åbningen og i de fire første variationer, er væsentlig for kompositionens udviklingsstruktur.

Den første udgivelse, hvor der er tilføjet et »crescendo« i takt 29 og en »poco f«-anvisning i takt 30, ændrer denne dynamiske grundstruktur. Den øjeblikkelige og pludselige intensivering af dynamikken, der er angivet i Wilhelm Hansens udgave, forstærker på et for tidligt tidspunkt den aktivitet, der allerede er øget af overfladerytmerne i variationens sekstendedelsnoder og af dens imiterende motiviske bevægelse. Disse forskrifter, som ikke finder berettigelse i Carl Nielsens manuskripter, overdriver og ødelægger derved værkets raffinerede dynamiske vækst.

Wilhelm Hansens udeladelse af »piano« i takt 154, første takt i nittende variation, har også mærkbare konsekvenser. Carl Nielsens »piano«-indikation bidrager på fundamental måde til den dynamiske struktur i chaconnen som helhed betragtet. Denne dynamik danner en dramatisk kontrast til de intense »ff-fff«-grader fra den femtende til og med den nittende variation og tjener til at genetablere det dynamiske niveau fra begyndelsen af værket. Den efterfølgende coda bibeholder dette »piano«-niveau, før den glider over i »ppp« i chaconnens sidste takter.

Ved opførelse af enhver given komposition burde det være en primær bestræbelse at understrege værkets dynamiske struktur. I chaconnen vanskeliggøres denne opgave urimeligt meget af en udgave, der nærmest dølger de omtalte musikalske pointer.

II. Carl Nielsen contra Stoffregen

Der er al grund til at tro, at mange af afvigelserne i den syttende variation (takt 138-145) mellem de to autografe partiturer og den første udgivelse kan forklares ud fra begivenheder i forbindelse med førsteopførelsen af chaconnen.(5) Ved den opførelse indførte Alexander Stoffregen adskillige vigtige ændringer, vel nok i et forsøg på at gøre værket mere pianistisk. F.eks. ændrede Stoffregen registreringen af diskantakkorderne i denne variation (se eks. 1). Disse ændringer viste sig at være med i den første udgivelse.

På trods af Stoffregens åbenbare hensigt om det modsatte vanskeliggør disse ændringer fremførelsen og gør det ikke lettere at præstere en logisk fortolkning af den passage. Den skiftende registrering af diskantakkorderne og tredoblingen af bastonerne, for eksempel, griber forstyrrende ind i den klare artikulation af 1/32-delsmotivet og hæmmer det fremadstræbende i tempoet, som Carl Nielsen lægger op til i den forudgående variation (takt 130).

III. Rekonstruktion af Carl Nielsens definitive hensigter

Da man mener, at trykkeforlægget til førsteudgaven af chaconnen er blevet ødelagt, kan blækautografen regnes for at være den mest troværdige gengivelse af Carl Nielsens egne intentioner. Det må imidlertid pointeres, at disse intentioner ofte er uklare i autografen, og at de i disse tilfælde må rekonstrueres ved brug af en metode, der gør det muligt at betjene sig af flere kilder. Det vanskelige ved at fortolke Carl Nielsens intentioner kan måske bedst illustreres ved en komparativ analyse af chaconnens sidste takt, som den står at læse i hhv. de originale autografer og i den første udgivelse.

I codaens slutakkorder er blyant- og blækautografen forskellige på flere mindre punkter. Det drejer sig bl.a. om registreringen af bastonen D (se eks. 2A og 2B). I blyantsautografen havde Carl Nielsen oprindelig noteret dette D i diskantnøglen, men senere har han overstreget tonen og anbragt den i basnøglen, tre oktaver dybere. Blækautografen er langt fra definitiv. Der står et »giv agt«.tegn så langt til venstre for den omtalte tone, at den også simpelt hen kunne være ment som en påmindelse om den generelle omlægning af oktavleje.

En undersøgelse af indikationerne i den første udgivelse komplicerer yderligere analysen. Det trykte partitur adskiller sig drastisk fra indikationerne i begge autograferne i kraft af de bredere akkorder og ved tilføjelsen af et dybt D (se eks. 2C). Det kan dokumenteres, at den ekstra bastone i førsteudgaven er en tilføjelse fra Stoffregens førsteopførelse.(6)

Hvis det skal lykkes at gengive Carl Nielsens intentioner på forsvarlig måde, er det vigtigt at indarbejde elementer fra begge manuskriptversionerne i næste udgave. I nærværende forfatters forslag til en revision lader den omvendte registrering af bastonen D formode, at blyantsautografen er det mest utvetydige bevis for Carl Nielsens intention (se eks. 2D). Desuden peger denne registrering tilbage til chaconnens åbningstones okatvplacering og understreger den symmetri, der ligger i, at Carl Nielsen i de sidste takter genindfører indledningens simple faktur.

Der er tydeligvis behov for en revideret udgave af Carl Nielsens klaverværker. De alvorlige mangler, de eksisterende udgaver er behæftet med - altså de talrige uoverensstemmelser i originalmanus Kripterne og manglen på en kritisk kommentar - stiller sig hindrende i vejen for en virkningsfuld opførelse og for historisk forskning. Den kendsgerning, at klavermusikken i modsætning til mange andre værker af Carl Nielsen er forholdsvis ukendt og sjældent spilles uden for Danmark,(7) skyldes blandt andet de nuværende partiturers mangelfuldhed og, at de er svært tilgængelige. Derudover er opførelserne af Carl Nielsens musik, selv i Skandinavien, præget af unøjagtighederne i disse udgaver.(8)

Ved udarbejdelsen af en revideret udgave bør der lægges den største vægt på at gøre disse kompositioner og deres historiske kontekst lettere tilgængelige og forståelige for både musikere og musikvidenskabsmænd. Dette mål kan nås ved en udgivelsespraksis, som undgår tvetydigheder ved at fremlægge en syntese af de originale manuskriptkilder det tilgængelige historiske materiale og enkeltpersoners indsigt, når det drejer sig om folk, hvis akademiske, musikalske eller personlige erfaringer indeholder bevis for Carl Nielsens intentioner. Den reviderede udgave må ledsages af en kritisk kommentar med et detaljeret noteapparat, som ikke alene analyserer og opløser uoverensstemmelser, men også behandler tekniske og æstetiske spørgsmål af betydning for et stykkes fortolkning.

Eksemplerne fra chaconnen turde demonstrere:

1) De store opførelsesproblemer kræver en diskussion af pianisters særlige problemer og forslag til en angrebsmåde.

2) Tvetydighederne ved opløsning af uoverensstemmelserne kræver et noteapparat med de data og metoder, som blev brugt til analysen og opklaringen af disse uoverensstemmelser. Råd til pianisten bør ikke begrænses til mekaniske løsninger af en musikalsk passages udførelse, men udstrækkes til et sæt angrebsmåder, som kan forsyne pianisten med en passende ramme for de tekniske og fortolkningsmæssige overvejelser, der skal kombineres.

Nærværende forfatter anser en sådan udgivelse for at være af den største vigtighed og forestiller sig den som noget, hvori de sammenhænge og faktorer, som samles i noteapparatet, kan bruges til et videregående studium af Carl Nielsens musik, sådan at disse klaverværker kan sættes i forbindelse med komponistens intellektuelle og kunstneriske udvikling på en systematisk måde.

Notits:

Mina Miller, PH.d. fra New York University. Disputats om Carl Nielsens klavermusik. Har første opført CN's samlede klavermusik i Amerika - New York 1976. Modtog Phi Delta Kappa Dissertation Award 1978 for disputatsen. Underviser nu på University of Kentucky. Bor i øjeblikket i Danmark dels for at færdiggøre en revision af CN's klaverværker, dels for at sammenstille en bibliografi - økonomisk støtte fra Danmark - Amerika Fonden.

Noter

(1) En væsentlig del af nærv. forf.s doktorafhandling udgjordes af en systematisk undersøgelse af de eksisterende manuskripter til hver enkelt af klaverværkerne, og en opregning af afvigelser derfra i de udgivne versioner. »The Solo Piano Music of Carl Nielsen: An Analysis for Performance«, Diss. New York University 1978.

(2) A. Fuldstændig blyantsautograf: Ciaconne, Carl Nielsen samlingen, mu. 6510-1267, København: Det Kgl. Bibliotek, udateret, 12 sider, folio.

B. Fuldstændig blækautograf: Chaconne for Pianoforte, autograf-samlingen: X:90:2, Stockholm: Det Kgl. svenske Musikakademis bibliotek, udateret, 15 sider og titelblad, folio.

(3) Chaconne for Piano-Forte, Op. 32, København & Leipzig: Wilhelm Hansen /16743/, 1917, 17 sider.

(4) Fra nærv. forf.s forslag til en revideret udgave af chaconnen (august 1979), uoffentliggjort.

(5) Førsteopførelse: 13. april 1917 af Alexander Stoffregen ved en »Dansk Vise-Aften« på Carl Nielsens og Thomas Laubs initiativ i Odd Fellow Palæet i København.

(6) Torben Meyer beskriver denne forandring i: Meyer og Frede Schandorf Petersen, Carl Nielsen: Kunstneren og Mennekset (København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1948), II, 139.

(7) Nærv. forf. har givet koncerter på New York University med flere af Carl Nielsens klaverværker og antager, at det har været første gang i Amerika. Humoreske-bagatellerne op. 11 indgik i en koncert den 22. maj 1975; en ren Carl Nielsen-koncert den 27. maj 1976 bestod af chaconnen op. 32, Tema med Variationer op. 40 suiten op. 45 og de tre klaverstykker op. 59. Disse opførelser var de amerikanske førsteopførelser af alt undtagen op. 40, som blev spillet 1971 af Gabriel di Piazza ved en forelæsningskoncert på North Texas State University.

(8) Se anmeldelse af en nyere indspilning af Carl Nielsens klavermusik: Torben Schousboe, »Carl Nielsen: Klaverværker. -Viggo Eden,« Dansk Musiktidsskrift, 54, nr. 6 (1980), s. 314-15.