En bog om Muzio dementi

Af
| Årgang 55 (1980-1981) nr. 03 - side 142-142

Leon Plantinga: Clementi. His Life and Music. London (Oxford university Press) 1977.


Af Carsten E. Hatung

Muzio dementis navn huskes stadig væk af mange - ikke mindst på grund af hans små nydelige sonatiner - men han hører ikke til musikhistoriens koryfæer, og monografierne om ham og hans værk er få. Den bedste, Max Unger: Muzio dementis Leben, udkom i 1914, og det er jo i hvert fald længe siden.

Unger valgte at beskrive dementis liv frem for hans musik. Meget forståeligt, for dementis mangesidige virke som klavervirtuos, pædagog, musikforlægger og klaverfabri-kant, som bragte ham på adskillige rejser rundt i Europa og i personlig kontakt med både Mozart (i Wien), Haydn (i London) og med Beethoven, er nok mere interessant for eftertiden end de fleste af hans kompositioner. Bedre end gennem de store komponisters levnedsbeskrivelser illustreres her de nye livsvilkår, som den borgerlige musikkultur bød en begavet musiker, hvis kompositioriske anlæg ikke rakte til mesterklassen, men som til gengæld havde talent for mere end blot at spille selv. Clementi var ikke blot en betydelig pianist, han var - eller blev i det mindste med årene - også en dygtig forretningsmand, lige flittig og omhyggelig, hvad enten det gjaldt køb eller salg, og hans forretning blomstrede.

Men når Max Unger lod musikken ligge, havde det nok også en anden årsag, dementis musikalske produktion var på det tidspunkt uoverskuelig. Et kaos af udgaver forskellige steder fra, og et virvar af uforenelige opus-rækker. I dette vildnis ryddede Alan Tyson op, og siden udgivelsen af hans Thematic Catalogue of the Works of Muzio Clementi har det været en ulige mere taknemlig opgave at vurdere Clementi også som komponist. Tysons arbejde er en klar forudsætning for denne nye Clementi-biografi. Leon Plantingas bog er et meget grundigt arbejde, der omhyggeligt viser forfatterens forhold til kilderne (som han har kunnet supplere med en hel del nyopdagede) og til den tidligere litteratur, og det er dertil en særdeles velskrevet bog, som man læser med fornøjelse, dementis liv inddeles i syv perioder, og for hvert af disse livsafsnit disponeres beretningen i en biografisk del og en kritisk vurdering af kompositionerne for dette tidsrum. Måske antyder dispositionen, at Plantinga nødigt har villet udsætte læseren for en samlet afhandling om musikværkerne. Adskillige kølige kommentarer i disse partier af bogen viser klart, at det ikke er forfatterens hensigt at dølge årsagerne til den skæbne, der har ramt store dele af produktionen. På den anden side fremhæves en række klaverværker som ufortjent o versete, eller som Plantinga bedre formulerer det: »as good as any piano music of the time«. Som bogen skrider frem, mærkes forfatterens hovedformål med at skrive den, nemlig at søge en rimeligere historisk vurdering af såvel manden som hans værk.

I de biografiske afsnit møder læseren et væld af samtidige beretninger om musiklivet, citater af breve og anmeldelser, der i høj grad er med til at nuancere beskrivelsen af Cle-mentis vilkår og muligheder. Det hører med til bogens fortjenester, at disse dokumenterende citater aldrig er længere, end argumentationen gør det påkrævet. Og dokumenternes indhold prøves omhyggeligt, til tider med ganske nye vurderinger som resultat. Således f.eks. beretningen om kla-verduellen med Mozart ved kejserhoffet i Wien 1781. Clementi har senere godkendt Mozarts beretning om dette møde (der vel i sit indhold svarede til det, vi kender fra Mozarts breve), bestred altså ikke Mozarts overlegenhed, men Plentinga kan sandsynliggøre, at en konkurrence på grevinde Thuns pianoforte, som sikkert har været et fremragende instrument, og som Mozart flere gange lånte til koncertbrug, på forhånd må have betydet et handicap for Clementi, fordi han, »klaverets fader«, indtil da i det store og hele havde spillet på cembalo. (Mozan kalder ham da også i et brev, lidt nedladende: »ein braver Cembalist«.) Plantinga stiller sig også meget tvivlende over for beregningerne (f.eks. af Heinrich Dessuer og W.H. Grattan Flood) om dementis udnyttelse af sin elev, John Field, som ledsagede ham på rejse i 1802, og af hvis forældre han havde modtaget betaning for hans fornødenheder. Plantinga kan vise, at kilderne til disse beretninger begrænser sig til en mere behersket beskrivelse i nekrologen over Field i Allgemeine musikalische Zeitung fra 1837 og lidt mere udførlig i Ludwig Spohrs en del år senere nedskrevne selvbiografi. Disse beskrivelser har eftertiden fantasifuldt digtet videre på, selv om de var langt senere end det, de beskrev. Men i Spohrs dagbog fra 1802, da han ligesom Clementi og Field var i St. Petersborg, findes intet nedsættende om Clementi. Sådan kan en myte manes i jorden!

I et par afsluttende kapitler om Clementi og klaveret og om Clementi som komponist drages konklusionen af den detaljerede fremstilling, og Plantinga tegner her et utvivlsomt mere vellignende portræt af Clementi, end nogen anden før har kunnet gøre det, ligesom han tildeler ham en tilsyneladende holdbar plads i musikhistorien ved nøje at gennemgå hans relationer til fortiden (D. Scarlatti), samtiden og eftertiden. Måske ligner bogen i sit anlæg en lang række andre komponistbiografier, men den hævder sig ved sin stofrigdom, de overbevisende vurderinger og den engagerede fortællestil, der på intet tidspunkt får lov til at løbe løbsk, men som holder læseren fangen hele vejen igennem.