At forstå ny musik

Symposion

I forsommeren bragte dagbladet Information en kronik om »Musikoplevelse og Hermeneutik« af Birgit Schmidt, der arbejder med et speciale om hermeneutik på Københavns Universitet.

Kronikken handlede om, hvordan musikværket virker på os (»Den gode musik (udførelse) og jeg mødes og forenes på dette (hermeneutiske) niveau af betydningsbærende tale, og i min tilegnelse af dennes griben af virkeligheden betyder den en udvidelse af min virkelighedshorisont.Således udgøres det hele forhold mellem musikken og mig, mellem musikken og virkeligheden, mellem mig og virkeligheden og mellem virkeligheden og virkeligheden af et netværk af grænseoverskridelser« ).

Om hvordan specielt den nye musik virker på os (»En lignende irrationalitet som den der præger den ufuldkomne udførelse, er den der gør sig gældende for hvad man kan kalde den teknologiske holdning til musikken, der præger en del nyere musik. Indbegrebet af denne teknologiske holdning er den eklatante misforståelse, at nyskabelse består i at skabe en vrælende kontrast til al hidtidig musik. Resultatet bliver et vrængbillede af musik, der hviner i ørerne og skærer i sjælen. En sådan musik bygger på sand og må forsvinde ud af tiden lige så hurtigt som et timeglas løber ud«),

Og om hvordan orkesterinstitutionerne og musikvidenskaben (overhovedet ikke) arbejder bevidst med disse faktorer i beskæftigelsen med og formidlingen af musikken (»De alt for mange vilkårligheder, der præger de fleste musikudførelser her til lands, får værket til at falde fra hinanden og fremstå som en irrationel sekvens af lyde. Men man hylder måske et nationalitetsprincip ved at have sat sig på følgende strofe af en typisk dansk folkehøj e skole sang: »På det jævne, på det jævne«). Og om musikvidenskaben: (»Som en sådan form for bureaukratiseret institution kan også den form for musikvidenskab karakteriseres, der mener musik kan op splitte s i dens konstruktive dele, og således ikke skulle være mere end summen af dens dele. En sådan indespærring af musikken i en videnskab side olo gi er på en made et forsøg på drab på den, da el seriøst musikværk essentielt er en irreduktibel syntese, og som sådan må man forholde sig til den, hvis det skal fungere for en«).

Kronikken resulterede i så mange svar til dagbladet, at man måtte vælge mellem at bringe alle eller ingen - og man valgte det sidste.

Vi tog derfor sagen op og bad Birgit Schmidt svare på Ivan Hansens svar-kronik.

Tak til Birgit Schmidt for hendes kronik om musikoplevelse og hermeneutik (Information 27/3) - et godt initiativ i retning af de samarbejder fagene imellem som er så nødvendige - grænseoverskridende netop.

Birgit Schmidt kommer i sin kronik ind på omkring 10 centrale punkter i vort forhold til musik, bl. a. musikoplevelse, interpretation, musikliv, musikvidenskab, ny musik,
musikkens udspring, musikkens udsagn, musik og virkelighed. Kronikken har været stimulerende, fordi det er så sjældent »ikke-musikere« ytrer sig om emnet men også irriterende fordi den viser så mange fordomme om musik.

I det følgende vil jeg tage punkterne op igen, dels for at supplere med nogle konkrete oplysninger, dels for at knytte nogle kommentarer og vurderinger til emnerne - set fra musiksiden.

Oplevelsen som centralpunkt

BS skriver, at hun som de fleste jo »ikke har noget teoretisk kendkab til musik«. Hun er imidlertid tydeligvis en god lytter, engageret i kompositionsmusikken - i kunsten generelt. Hendes udgangspunkt er Paul Riceurs »generelle hermeneutik«, som hun i dette tilfælde udvider og anvender på musikken (Riceours område er hovedsageligt den verbale, især den fiktive og poetiske tekst).

Det er selvfølgeligt helt legitimt og særdeles værdifuldt at have et helt andet udgangspunkt end det musikteoretiske, når det gælder oplevelsen af musik. Det eneste eksempel jeg har oplevet i den retning var udtalelsen fra et jysk metalarbejderforbund, som havde arrangeret en symfoniorkesterkoncert, om at den virkelig oplevelse havde været at det overhovedet var muligt for ca. 100 mand - her, lige nu, i flere timer - at arbejde så kollektivt sammen! Der er altså mange, forskellige, værdifulde indfaldsvinkler til musikken, denne den mest abstrakte, besværlige, unyttige og traditionalistiske af kunstarterne.

Som nævnt hos B.S. - man skal blæse på at »nogen mener man bør have musikvidenskabelig eller - teoretisk baggrund for at kunne snakke om musik«. Hvis man lytter aktivt kan man bruge sine erfaringer fra eget arbejdsområde (ofte analoge principper jo), og da er man for mig at se på farbar vej. Herfra kan man så bevæge sig ind på de musiktekniske områder hvis man har lyst.

Oplevelse afhænger imidlertid også af opleveren og her synes jeg der er noget der knirker i kronikken. B.S. må vel indrømme, at der kan være adskillige grunde til at vi ikke er musikmodtagelige - både musikken kan være dårlig, udførelsen kan være det og vi kan være det.

Men oplevelse af musik kræver, efter de indledende undersøgelser om kvalitet, hensigt etc., at vi stiller os helt åbne overfor den. B.S. har været uheldig med hovedstadssym-fonikoncerters dårlige opførelser - det skal jeg vende tilbage til -. Det undrer mig imidlertid, at B.S. som er engageret i nutidig fransk filosofi og dens udtryk lader sine musikalske oplevelsesgrænser sættes af kun etablerede klassikere - Handel, Schubert, Nielsen, Verdi. Hvordan B.S. har det med et Mahler-værk anno 1910 er endda uvist udfra kronikken: »Hvis jeg var gået direkte fra koncerten til en psykiater ville jeg have fået hæftet etiketten »psykose« på mig«.

Styrken i den vestlige tonekunst efter 1910 er jo bl. a., at den har bevæget sig ud mod de psykiske randområder - dét Mahler, som en af de første, i eminent udformning gjorde på baggrund af egen- og rællessituationen da. Med vestlige begivenheder siden in mente tør det da være et mindstekrav at også de mørkere sider af tilværelsen har deres plads i musikken - måske netop som »mørke sider«. Berg's »Lulu« må kræve voldsomhed for at blive meningsfuld, ikke sandt Birgit Schmidt?

Det officielle Musikliv

Tilstanden i det officielle musikliv er stadig mere holdningsløs og poppet end nogensinde. Det skyldes bl. a. en stadig større angst for glistrupisme og for ikke at kunne konkurrere med Mylius, Hjorting o. lign. - på disses præmisser.

Men som det er fremhævet i et læserbrev på Birgit Schmidts kronik (Inf. l. april) tror jeg heller ikke løsningen på problemet er at hoppe ned i pladeposerne til de multinationale. Tværtimod må man holde fast ved de gange hvor »de officielle« virkelig laver nærværende kunst (som i TV's Lulu-transmission, Det kgl. Teaters Parsifal, TV's Mestersangerne, DR's Mahler-symfoni nr. 10) og netop argumentere for, at disse ting bliver retningsgivende for et levende og engageret musikliv herhjemme.

Som iøvrigt også findes herhjemme hvis man går lidt uden for embedsmandskulturen: når for eksempel Århus Numus-festival laver fusions-koncerter med Berio, Stockhausen og Folkemusikhuset i Hoager, bryder kunstarternes grænser med Kagels groteske musikteater. Når DUT laver koncerttræf mellem forskellige improvisationsformer, når LYT laver komponist / forfatterkoncerter med Inger Christensen og danske komponister. Her er tale om engageret nutidskunst med en appel, der i virkeligheden nok er større end de fleste regner med. Kunst opføres her i omgivelser der i langt højere grad burde tiltrække f. eks. et blad som Informations læsere i samme omfang som ny teater, ny litteratur og ny film gør det. »Måske har den ny musik ændret sig mens De har været borte fra den«, som det hed i et Numus-program.

Den træghed jeg måske lidt dristigt antyder i B.S.'s musikoplevelsesmæssige grænseoverskridelse er hun imidlertid ikke ene om (den har klæbet til musikken siden romantikken). Netop i den forbindelse var det imidlertid bemærkelsesværdigt at opleve, hvor mange uvante koncertgængere -»intellektuel type« - der dukkede op til Henze-arrangementerne i januar og »åbnede for oplevelses-apparatet« på basis af Henzes stort opreklamerede politiske kompositionsmusik. Birgit Schmidt fremhæver Henzes musik blandt »det vrængbillede af musik« som den ny musik frembyder. Men netop i den påståede syntesesammenhæng med Mahlers og Bergs rædselsvækkende musik står Henzes jo unægteligt problematisk - i sin tid.

Fermt komponeret, stilistisk i besnærende (formildet) forlængelse af den svære Wienerskole, men udtryksmæssigt unægtelig yderst haltende, som hans programstykker »Hel-iogabalus Imperator« og »Aria de la Folia Espagnola« viste - især i forbindelse med opførelserne af Mahler og Bergs værker samme aften i januar. Er det virkeligt sådan, at når et politisk engagement holdes op foran partitur og symfoniorkester, så er de hjemlige intellektuelle klar til at acceptere det første, største programmatiske bulderværk - det er egentlig forbløffende.

For Henzes styrke for tiden ligger jo nok mere i hans »Montepulciano-projekt«, hvor han med et lokalsamfund arbejder på at integrere den ny musik i en bredere social sammenhæng. Netop sådanne ting skulle man meget hellere interessere sig for - herhjemme.

John Tchicai har i et interview med undertegnede1 udtrykt lignende forundring over at danskerne netop på disse områder halter så meget bagefter. Han er lige kommet fra en tourné i Italien hvor der spille »free-form« ny musik med stor publikumsopbakning. Her er man helt med på at placere musikalsk nytænkning i forbindelse med generel samfundsmæssig nytænkning.

Ny Musik - anno 1980

B.S.-citat: »En lignende irrationalitet som den der præger den ufuldkomne udførelse, er den der gør sig gældende for hvad man kan kalde en teknologisk holdning til musikken, der præger en del nyere musik. Indbegrebet af denne teknologiske holdning er den eklatante misforståelse, at nyskabelse består i at skabe en vrælende kontrast til al hidtidig musik. Resultatet bliver et vrængbillede af musik, der hviner i ørerne og skærer i sjælen. En sådan musik bygger på sand og må forsvinde ud af tiden lige så hurtigt som et timeglas løber ud«.

Birgit Schmidt's dom over musikken siden Mahlers 10. er hård. Kompositionsmusikken har jo siden hånd i hånd med bevidsthed og begivenhed i Europa oven i købet bevæget sig endog endnu længere ud - gennem strukturalistisk konstruktivisme i 12-tonemusik (forsøget på at skabe orden i det Mahler'ske kaos - kort fortalt), futurisme, dadaisme etc. op til efterkrigstidens (teknologiske) ved talrækker forudbestemte »serielle musik« (Boulez, Nono, Stockhausen i 50'ernes Darmstadt).

Men det er jo lang tid siden - de er nu klassiskere og må opleves som sådan. Guderne skal vide det ikke er kønt, meget af det er ovenikøbet dårligt - men de bedste værker har dog værdifulde egenskaber, hvis man bevæger sig ud over normale romantiske normer - og dét har vi jo været nødt til i mange andre områder af tilværelsen. Det er som sagt længe siden, at denne modernistiske holdning til musikken var enerådende - ligesom 50'ernes generelle teknologiske fremskridtstro. De bedste af vor tids komponister har nok taget denne »serielle erfaring« til sig, med dens konstruktionsmæssige fordele - men befinder sig iøvrigt helt, helt andetsteds, i særdeleshed efter 60'ernes fantasieksplosioner (happening, tilfældighed, fluxus, elektrofoni, beat, improvisation, musikteater) og 70'ernes sejge arbejde (protest, økologisk bevidsthed, forståelighed, traditionsbevidsthed, appel) Listen med danske komponister omfatter Pelle Gudmundsen-Holmgren, Per Nørgård, Ib Nørholm, Ole Buck, Mogens Winkel Holm, Hans Abra-hamsen, Bo Holten m.f L, m.fl.

Men der er sandelig udbredt mangel på kendskab om disse forhold blandt kulturbrugerne herhjemme - unik og bemærkelsesværdig i sammenligning med samme kulturbrugeres kendskab til f. eks. bildende og litterære områder!

Musikvidenskab

Grænseoverskridelser og den levende musikalske tales dynamik er ikke velsete i musikvidenskaben i dens bureaukratiske institutioner, fremhæver Birgit Schmidt, og det har hun jo ret i en stor del af vejen.

Den opsplittende, dissekerende værkanalyse har været utrolig hæmmende for beskæftigelsen med oplevelsen af musikken og netop den form for musikvidenskab stod i lang tid som den enerådende, tydeligt i megen tør, abstrakt form- og strukturanalyse eller teknologisk fikseret værkbeskæftigelse, med Darmstadt værker f. eks. De er selvfølgelig vigtige for visse aspekter af musikken og som en baggrundsforskning, men målet må vel være at bryde ud af denne specialisering og lukke op mod f. eks. oplevelsen af musikken. Og sådanne ting ser vi da også stadig mere dukke op. Der er faktisk musikforskere der arbejder med at åbne musikforskningen »mod virkeligheden«. Jeg kunne oplyse om et par af de nyeste eksempler: Jørgen I. Jensen's bog om musikalsk tænkning hos Augustin(2) - med henblik på dette århundredes »serielle« komponister (der bl.a. også berører det af B.S. omtalte »at høre for det indre øre«). Eller svenskeren Philip Taggs nu udgivne doktorafhandling om semantiske effektanalyser af popmusikken. (KOJAK - 50 seconds of Television Music: Towards the Analysis of Affect in Popular Music).(3)

Riceour og musikken

Føromtalte studier har netop forbindelse til B.S.'s synspunkt, »at der findes en fundamental musikalsk tale, en permanent musikalsk tankeform, som enhver komposition og udførelse - i sin originalitet - må være en genskabelse af, for at den skal kunne sige os noget«. Birgit Schmidt går via Riceour ud fra hypotesen om »at al sand musik, komposition som udførelse, er en form for hermeneutik - nemlig en fortolkning og - original - udlægning af Musikken.« (Min understregning).

Her kommer det spændende hermeneutisk set ind. For hvad er Musikken, med stort M? Et kulturelt sprog - »tilfældigt«, »kulturelt betinget«, ikke permanent? Eller er der i Musikken tale om et universelt kosmisk ordensfænomen hvor tonespændinger korresponderer med selv planeters omdrejningsfrekvenser? Er dur-molfænomenet et universelt udgangspunkt, hvorom vi bygger vore (kulturelt bestemte) vidtforskellige og mangfoldigt-tonale musik?

Spændende at fag-hermeneutikere tager fat på sådanne ting - for adskillige musikfolk har jo allerede været inde på de områder. Herhjemme Per Nørgård i »Hierarkisk Genesis - Trin hen imod en Naturlig Musikteori?«(4)(»Musikoplevelsen som interferens mellem forventning og realisering«), hvor udgangspunktet som B.S.'s (og Riceours) er, at musikken »når den siger os noget, på fundamental vis har med hele vores eksistens at gøre« - og hvor Nørgård bl. a. tilføjer at det er muligt korrekt at verbalisere om musikoplevelse, med den musikvidenskabeligt funderede analyse i behold. At »diatonikken« (vort dur/mol-baserede skalasystem) er en objektiv funderet konstruktion, og at musikken er »hierarkisk« og derfor åben for mange, forskellige oplevelsesplaner på en gang - en »myternes slagmark«, hvor man kan følge snart den ene, snart den anden. (En mikromodel af fortolkningsmåden i denne musikoplevelses-teori findes i Victor B. Andersens Maskinfabri 1975: artiklen »Musik er Billeder«, hvor »Elvira Madigan«-temaet analyseres på umiddelbar tilgængelig vis).

I tilknytning hertil og i sammenhæng med Riceour's tese om at den poetiske tekst ikke blot er »en historie« (= falsk historiemateriale), men at den i sit eget sprog siger noget ellers ikke erfaret om virkeligheden, optræder musikken vel stadig som en underlig én! Måske er musikken en udbygning af den poetiske tekst, en slags meta-metafor - en metafor2 (metafor i anden), der jo imidlertid slet ikke er »over-fjern« - tværtimod rammer den direkte og fundamentalt, men (endnu) på en mere fremmed måde end normal tale. (Spørgsmål om udnyttelsen af højre- og venstrehjernehalvdel trænger sig på).

Musikken og virkeligheden

Nu kan musikoplevelsens grænseoverskridelser jo gå mange veje - den kan f. eks. ende i stadig større resigneret lyttekonsum, »æstetisk potteplantedyrkning« - og den går jo ikke længere, udover hos Hans Georg Lenz.

Men kan musikoplevelsen da ændre samfundet? Men de »uskadelige opførelser« kan musikken efter al sandsynlighed ikke omstyrte samfundsstrukturen i demokratisk-socialistisk retning selvom det har været prøvet længe. Men musik kan udnyttes som et simpelt redskab i kommercielt og agitatorisk øjemed - og den kan altså, som vi ved det fra de bedste værker, give udsagn om den totale psyke, resulterende i grænseoverskridel ser på mange planer af personlig og politisk art.

Som sådan er musikken et af de blidere væsner i samfundet, men dem er der også brug for ved vi jo - fra andre sammenhænge. Her gælder det både Machaut, Haendel, pygmæsang, Mahler, Beatles, Nono og Cage. Hvor sætter du grænserne?

Ivan Hansen

(1) Vallekilde 5/4 1980.

(2) Jørgen I. Jensen: »Sjælens Musik«. Musikalsk tænkning og kristendom hos Augustin«.

(3) Philip D. Tagg: »Kojak - 50 seconds of Television Music: Towards the analysis of Affect in Popular Music (Departm. of Musicology, Göteborg 1979).

(4) Per Nørgård: »Hierarkisk Genesis« (Århus Konservatoriums tryk 1977), på engelsk (og revideret) i Dansk Årbog for Musikforskning 1978 (Musikvidenskabeligt Instituts Tryk 1979).