Musikalsk akustik

»Music, Room, Acoustics« og »Vår Hörsel och Musiken«

Af Finn Egeland Hansen

Disse publikationer indeholder foredrag holdt ved to seminarer arrangeret af Kungl. Musikaliska Akademien i Stockholm. Bøgerne er udsendt i Kungl. Musikaliska Akademiens skriftsene som henholdsvis nr. 17 (1977) og 23 (1979). Disse seminarrapporter dokumenterer det kvalitativt og kvantitativt høje aktivitetsniveau omkring den musikalske akustik i Sverige og giver samtidig et udmærket indblik i de nyeste landvindinger især inden for psykoakustikken, den gren af den musikalske akustik, hvis mål er at relatere oplevede lydkvaliteter til fysiske egenskaber i lydsignalet.

De ialt 14 artikler er skrevet i et mestendels forståeligt sprog uden (ret megen) brug af svært tilgængelige matematiske udtryk; de er forsynet med mange og gode illustrationer, og hver bog er bilagt to grammofonplader med lydeksempler. Alt dette gør artiklerne let læst og egnede til anvendelse i undervisning på mange forskellige niveauer. Artiklerne spreder sig over mange emner:

MUSIC, ROOM, ACOUSTICS

M.V. Mathews: Analysis and synthesis of timbres

Ingmar Bengtsson - Alt Gabrielsson: Rhythm research in Uppsala

Johan Sundberg: Singing and timbre

Erik V. Jansson: On the acoustics of musical instruments

Vilhelm Lassen Jordan: Acoustical criteria and acoustical qualities of concert halls

Erik V. Jansson: On sound radiation of musical instruments

Ulf Rosenberg: The room, the instrument, the microphone

Håkan Sjögren: Music and the gramophone record

VÅR KORSEL OCH MUSIKEN

Reinier Plomp: Konsonans/dissonans och hörselns kritiska band

Reinier Plomp: Fysikaliska motsvarigheter till klangfärg hos Stationära ljud

Reinier Plomp: Kontinuitetseffekter i ljuduppfattning

Graham Caldersmith: En vag till nya konstruktioner av Stränginstrument

Erik Jansson - Alf Gabrielsson: Analyser av fiol- och gitarrklang

Johan Sundberg: Rent och falskt i klingande praxis

Det vil ikke i en anmeldelse som denne være rimeligt at gå ind i en detailleret omtale af hver enkelt artikel. Jeg vil derimod fremdrage et par eksempler på mere principielle problemer i psyko-akustikken, problemer i forhold til hvilke mange af artiklerne ikke forholder sig ganske afklaret. Et eksempel er Reinier Plomps artikel om konsonans/dissonansforholdets relation til hørelsens kritiske båndbredde. Der er ingen tvivl om, at en isoleret samklangs oplevede »ruhed« i meget høj grad er betinget af deltonernes placering inden for de kritiske bånd, men at relatere, næsten identificere denne ruheds-grad med konsonans/dissonansforholdet, således som det gøres, ikke bare i Plomp's egen, men også i Sundbergs »Singing and timbre«, er principielt forkert. Konsonans/dissonans-forholdet har semiologisk karakter. Konsonanser er bestemte intervalstrukturer, der i sig selv har en musikalsk betydning af »stabilitet« (= ikke opløsningskrævende). Det er netop en uhyre vigtig musikalsk pointe, at en sådan konsonans kan iklædes forskellig »instrumentation« og dermed klanglig ruhed uden derved at miste sin konsonanskvalitet. En dyb C-dur akkord spillet af fire baskrumhorn er mangefold mere ru end en C-dur septimakkord spillet i trestreget oktav af fløjter i pianolejet; alligevel er den første konsonerende, den anden dissonerende i dur/mol-harmonisk sammenhæng.

At Plomp godt er klar over, at der er et eller andet galt, fremgår af slutningen på artiklen, hvor han bl.a. skriver: »Nar vi bedomer de har resultaten, maste vi erinra oss att de utvanns ur experiment dar icke-musiker lyssnade på isolerade intervall. På detta satt försökte man undvika effekter av musikutbildning likaväl som av musikens kontext«.

Men det er just det, man ikke må, altså se bort fra musikalsk kontekst og konvention. Hvad Plomp's artikel handler om, er alene klanglig ruhed, et ikke-musikalsk fænomen. Konsonans/dissonans-forholdet er et musikalsk fænomen (og varierende fra stilepoke til stilepoke), og artiklen hjælper ikke til forståelsen af forbindelsen mellem ruhedsgrad og konsonans/dissonansgrad, og det kan ikke undre, da en sådan forbindelse næppe findes, og i hvert fald ikke kan forklares ad psykoakustisk vej.

Et andet eksempel findes i Sundbergs »Rent og falskt i klingande praxis«. Sundberg viser, at de fleste intervaller (selv oktaven) normalt intoneres lidt højere, end de teoretiske skala-konstruktioner ville lade formode; og han konkluderer:

»Vad kan vi dra for slutsatser just nu? Ja, talmystiken kring ren stämning tror jag vi kan forvisa till skuggornas värld, och det ar tveksamt om den pytagoreiska och den liksvävande tempererade skalan har något med den klingande musikverleugneten att skaffa«.

De har i allerhøjeste grad noget med den klingende musikvirkelighed at gøre. Den pytagoræiske skala er en teoretisk konstruktion, der lader tertserne fremstå som dissonanser, og som sådanne behandles de i middelalderens musik. Den rene stemning repræsenterer, om man så må sige, den åndelige sejr over den pytagoræiske, kvart-kvint dominerede skala. Med den rene stemning legitimeres tertsernes optagelse i det gode selskab af konsonanser, og at fornægte dettes betydning for den klingende praksis turde være ret hasarderet. Den ligesvævende temperatur (som iøvrigt har en helt anden teoretisk status end den pytagoræiske- og den rene stemning) repræsenterer de overvejelser, der var nødvendige i 1700-tallet for ikke at være i konflikt med den senbarokke praksis. Sundberg slutter:

»Redan iden att bygga teorier om skaltonsfrekvensernas inbördes forhållanden på fysisk grund i stallet for perceptuell ter sig, åtminstone i ljuset av vad som ovan visats, som rätt så dålig och på forhånd dömd att misslyckas. En intressant uppgift for musikteorin verkar vara att med utgångspunkt från Terhardt och andra hörselforskare tillverka en ny skala«.

Ingen kan anfægte det nyttige i et sådant arbejde, og resultatet vil utvivlsomt blive til nytte for instrumentbyggere af mange kategorier; men som det en musikalsk skala er, nemlig en struktur, der udgør begyndelsesbetingelserne for det musikalske sprog, har den ingen betydning eller interesse.

Det er naturligvis ingen brøde at forske i psykoakustiske forhold uden relation til musik. Når en række af artiklerne er kritisable (artiklen om rytmeforskningen i Uppsala og flere andre er undtagelser) er det først og fremmest fordi, de gennem deres terminologi og gennem formuleringen af deres konklusioner lader læseren tro, det er musik, der er tale om.