Nutidighed er ikke et kriterium for kvalitet

Af
| Årgang 55 (1980-1981) nr. 03 - side 148-149

Ivan Hansen har svaret på min kronik om musikoplevelse i Information (27/3 80) bl.a. fordi han finder, at den »viser så mange fordomme om musik«. Når jeg har indvilget i at gensvare i dette forum, er det bl. a. fordi I. H.s svar forekommer mig på tilsvarende vis at røbe en mængde fordomme over for den »almindelige« kvalitetsbevidste musiklytter. Spørgsmålet er derfor, om denne diskussion har været en grænseoverskridende tilnærmelse fagkundskaben og lægfolket imellem eller fagene imellem? I. H. starter med at problematisere mit oplevelseskriterium for vurdering af musiks kvalitet. Der kan være adskillige grunde til at vi ikke er musikmodtagelige, fremfører han. -Ja, bestemt. Jeg ved f. eks., at hvis jeg over en periode er helt opslugt af et stykke arbejde, kan jeg ikke sætte mig hen en halv times tid og høre musik, musikken kræver mig lige så meget som arbejdet. Hvis jeg har hoved-, mave-, tandpine eller er deprimeret, går den heller ikke. Og man kan overhovedet mangle musikalsk opdragelse. Og man kan mangle velvilje og åbenhed over for det nye (hvor sætter du i øvrigt grænsen mellem total åbenhed og kritikløshed?). Men hvad vi end kan opregne af grunde til manglende musikmodtagelighed, skulle oplevelsen som sådan nødig falde under den absolutte vilkårligheds skygge. Jeg kan selvsagt ikke benægte, at oplevelse er noget individuelt, noget subjektivt. Men den subjektive oplevelse skulle rigtignok gerne være en, i det mindste tilnærmelsesvis, indfangen af »det objektive«, musikværket. Ellers ophører jo ethvert grundlag for diskussion, hvis man vel at mærke generelt anser diskussioner for forsøg på at indkredse en sag, og ikke for blot og bart sofisteri. Spørgsmålet om op-levelseskriteriets gyldighed overhovedet rummer således en helt central filosofisk problemstilling, nemlig subjekt / objekt-problematikken, spørgsmålet om erkendelse overhovedet. En afvisning af oplevelseskriteriet i denne sammenhæng implicerer i sin konsekvens en anerkendelse af subjektivitetens uovervindelighed, og så kan I. H. og jeg forsåvidt også godt stoppe al yderligere diskussion. Jeg betragter - med Hegel (citeret hos Adorno: »Philosophie der neuen Musik«, indledningen) - kunsten som en »udfoldelse af sandheden«, og ikke blot som et »blot behageligt eller nyttigt legeværk«. Og kunsten benytter sig som vi jo ved af andre meddelelsesformer end almindeligt deno-tativt sprog. Om jeg læser et digt, betragter et maleri eller hører et stykke musik, indgår oplevelsen som et helt in-dispensabelt erkendelsesmedium. Jeg kender ingen anden vej, ingen absolutte metoder eller principper. Det gør I. H. åbenbart, idet han mener at kunne sikre sig viden om »kvalitet, hensigt etc. «før han »lukker op for oplevelsesappara-tet«. Hvordan er det muligt at sikre sig denne viden forud for oplevelsen? Og bliver musikken selv ikke overflødiggjort på denne måde? Bliver der andet tilbage af den end et oplevelsessupplement til en erkendelse, man kan gøre bag om den?

At kunsten er en udfoldelse af sandheden betyder ikke, at den kan betragtes som en blot illustration af et forhold eller en idé, for så er den reduceret til at være blot og bart middel, kunsten skal tværtimod have sig selv som mål. Kunsten skal helt og holdent ville sig selv for at have sand-hedsgehalt - paradoksalt nok. Kun herved kan den være grænseoverskridende. Og om den har sandhedsgehalt er samtidig altafgørende for, om den er i stand til at bibringe os oplevelsen, denne har intet at gøre med nogle abstrakte skønhedsnormer.

Med denne summariske redegørelse for min kunstopfattelse mener jeg at kunne svare på samtlige I.H.s indvendinger mod min kronik. Jeg er ikke en træg lyttekonsu-ment, der er stoppet op ved romantikken, for herefter hører musikken jo op med at være smuk og velklingende, ikke sandt? I. H. er tydeligvis også lidt forvirret med hensyn til hvordan min opfattelse af Mahler og Berg skal forstås. Når jeg fandt DR1 s opførelse af Mahlers 10. med Sanderling rædselsfuld, er det ikke fordi jeg ikke kan lide Mahler, men fordi jeg kan lide Mahler, og det man kunne høre til denne koncert var ikke Mahler. TV's transmission af Bergs »Lulu« bibragte mig en oplevelse, jeg ikke er i stand til at beskrive. Selv Schigolch's astmatiske røst kan jeg stadig høre for mit indre øre, og den bringer mig mindelsen om noget meget smukt jeg har oplevet. Smukt, selv om man ikke kan påstå, handlingen i operaen har et særligt lykkeligt forløb, ejheller kan Bergs musik siges at være i overensstemmelse med »romantiske normer« eller abstrakte skønhedsidealer. Skønhedsoplevelsen af et sådant værk beror på dets konkrethed, dets fuldkomne overensstemmelse mellem intention og udtryk, mellem form og indhold, handling og musik. Et sådant helstøbt værk har monumental karakter. Det er mimetisk og dog helt sig selv. Det er en musikalsk gengivelse af verdens irrationalitet, men den i musikken således udtrykte irrationalitet går over i sin modsætning og bliver rationel - til forskel fra den irrationalitet, der præger den blot meningsforladte musik. Det er denne sidste irrationelle irrationalitet, der »hviner i ørene og skærer i sjælen«. Det skønne er det sande på kunstens gebet. Jeg kan i forlængelse af ovenstående ikke give L H. ret i, at musik generelt er en abstrakt kunstart. Abstrakt er kun dårlig musik, hvor forholdet mellem intention og udtryk forbliver et udvendigt forhold og ikke et dialektisk. Abstrakt bliver også den dårlige udførelse, hvor udtrykket ikke helt ud i mindste detalje er gennemsyret af intentionen. Derfor er det himmelråbende forkert at karakterisere Kansgeorg Lenz1 s anmeldervirksomhed som »æstetisk potteplantedyrkning« og »resigneret lyttekonsum«. Hvori består en anmelders opgave, hvis ikke i en stadig årvågenhed ved koncertopførelser og pladeindspilninger over for, om denne interpretation nu får værket til at fremstå i sin konkrethed og derved tillader oplevelsen, sandhedserkendel-sen, grænseoverskridelsen. Der er ikke noget galt i at vurdere musik ud fra et æstetisk ståsted, tværtimod, det er det eneste rigtige. Men det er nok æstetik i en lidt anden betydning af ordet, end den hvori I. H. her har anvendt det. På baggrund af redegørelsen for min kunstopfattelse må jeg også afvise I.H.s venligt formulerede antydning, at jeg skulle være faldet kritikløst for H. W. Henzes musik, blot fordi den røde fane vajer over partituret. Hertil kan jeg kun sige, at jeg ikke er enig i I. H.s vurdering, i følge hvilken Henzes musik falder ind under, hvad jeg har defineret som abstrakthed i musikken. Kunstens politiske funktion beror på dens overskridende potentiale, hvilket som ovenfor anført igen beror på dens villen og væren sig selv. At det også er sådan Henze opfatter kunstens politiske muligheder fremgåer af interviewet med ham i Information 17/1 80. Det er noget ganske andet end at betragte kunsten som redskab i en politisk sags tjeneste. I. H. opfatter altså Henzes musik som politisk programmusik. »Er det virkelig sådan«, spørger han, »at når politisk engagement holdes op foran partitur og symfoniorkester, så er de hjemlige intellektuelle klar til at acceptere det første, største programmatiske bulderværk ..«. Er det virkelig sådan, kan jeg til gengæld spørge, at blot fordi nutidig musik ikke er helt igennem rædselsvækkende, så holdes den for ganske og aldeles upålidelig af den ny nordiske musiks væbnere herhjemme? Med mine overvejelser om musik og hermeneutik har jeg nu hverken tænkt på planeters omdrejningsfrekvenser eller »udnyttelsen af højre- og venstre hjernehalvdel«. Musik-ken, med stort M, er for mig et udtryks- og erkendelsesmedium, der ikke kan erstattes af noget andet, hvad musikken »siger os« kan ikke udtømmende verbaliseres. Ideen om, at musikken skulle være en »udbygning af den poetiske tekst« eller en »meta-metafor« må jeg derfor også afvise. Musikken er ikke et metasprog, den forholder sig ikke til en tekst, men til virkeligheden (lige så vel som den poetiske tekst), og dermed til sig selv. Det er på denne måde musikken »på fundamental vis har med vor hele eksistens at gøre«.

Og tilslut problemet om nyhed/tradition. I.H. undrer sig over, at jeg som interesseret i nutidig fransk filosofi på det musikalske område er så reaktionær, at jeg fælder en endegyldig dom over al musik siden Mahlers 10. Det turde forhåbentlig fremgå af ovenstående, at mine kvalitetskriterier er noget mere nuancerede end som så. Min interesse for nutidig fransk filosofi er ikke eksklusiv (det har eksempelvis beredt mig stor glæde at læse Pascal) lige så lidt som min kærlighed til den »etablerede« klassiske musik. Nutidighed er ikke i sig selv kriterium for kvalitet, lige så lidt som fortidighed alene fratager den klassiske musik dens krav på gyldighed for os i dag. I. H. slutter med at spørge mig, hvor jeg sætter grænserne. Jeg sætter ikke grænsen ved et årstal, jeg sætter den mellem musik der har sandhedsgehalt og musik der ikke har det, mellem sand musik og musikalsk sofisteri.

Birgit Schmidt