Nye bøger om filmmusik

I en ny bog kalder forfatteren Roy M. Prendergast filmmusikken for »a neglected art« og udtrykker forundring over, at der ikke findes »a body of intelligent and perceptive writing on the subject«. Selv om der bestemt er mangler i den eksisterende litteratur om filmmusikken, står det dog næppe så galt til, som Prendergast hævder, og gransker man litteraturlisten i hans bog, bliver det da også klart, at han faktisk ikke er videre godt orienteret i emnet og åbenbart kun har kendskab til den engelsksprogede litteratur. Kaster man et hastigt blik på dette område af film- og musiklitteraturen, må man nemlig konstatere, at der faktisk er en forholdsvis righoldig litteratur at øse af. Den polske Zo-fia Lissas »Ästhetik der Filmmusik« (der udkom i Østberlin i 1965) er med sine 450 store sider det mest omfangsrige værk om et flimæstetisk emne overhovedet og et meget seriøst videnskabeligt arbejde, der behandler så at sige alle tænkelige æstetisk/filosofiske - men nok i mindre grad de specifikt musikalske - aspekter ved filmmusikken. Et andet centralt bidrag til litteraturen er Th. Adorno og Hanns Eislers fælles værk, »Komposition für den Film« (af politiske grunde oprindelig udsendt under Eislers navn alene som »Composing for the Films«, New York 1947, men i 1969 udgivet i sin originale tyske version på Münchener-forlaget Rogner & Bernhard).

Bogen drøfter, i en mere polemisk-dialektisk end videnskabelig form, en række væsentlige æstetisk-historiske og so-ciologisk-økonomiske forhold ved filmmusikken og dens placering i filmindustrien. Endelig må man fremhæve Henri Colpis »Défense et illustration de la musique dans le film« (Paris 1963), hvor et væld af informationer og materiale er samlet i en måske nok noget kaotisk helhed. Dertil kommer kortere ting som Sergej Eisensteins lettere vanvittige men interessante artikel om brugen af Prokofiev-musik i Aleksander Nevskij (i »The Film Sense«, London 1943), afsnit i Siegfried Kracauers og Ernest Lindgrens filmæstetikker (hhs. »Theory of Film«, New York 1965, og »The Art of the Film«, London 1948), og det kunne måske opfattes som falsk beskedenhed, hvis jeg undlod at nævne mit eget bidrag i »Den fortællende film« (København 1972). De nyeste bøger om emnet er generelt præget af en temmelig overfladisk og ureflekteret holdning. Der bydes sædvanligvis på et overblik over filmmusikkens historie fra stum-filmstiden til nu, en mere eller mindre tilfældighedspræget gennemgang af diverse filmkomponister og filmeksempler, dertil nogle løse betragtninger over filmmusikæstetiske emner, f.eks. spørgsmålet om filmmusikkens selvstændige musikalske værdi, om den skal være billedsidens lydige tjener eller spille en autonom rolle i helheden, om brugen af kendt klassisk musik i denne sammenhæng er tilrådelig eller angribelig.

Prendergast, der som nævnt stiller sig an i en unødigt selvretfærdig attitude, følger faktisk præcis denne opskrift, men det må indrømmes, at hans bog - uden at byde på særlig meget nyt og især ikke på den videnskabelige stringens, der lægges op til - faktisk har et fortrin i gennemgangen af en række filmmusikeksempler. Forfatteren har åbenbart en vis musik-teoretisk skoling, hvilket afgjort kommer hans analyser til gode, men det er påfaldende i hvor ringe grad, han er i stand til at redegøre for musikkens og filmens æstetiske relationer, specielt ikke forholdet mellem det auditive og det visuelle. At det hele drejer sig om musikledsagelse til et billedforløb med de deraf følgende æstetiske betydningsrelationer, får mærkelig nok ingen nævneværdig konsekvenser for Prendergasts analyser, hvilket også giver sig udtryk i, at bogen anfører en lang række - til dels stærkt nedfotograferede og derfor undertiden vanskeligt læsbare - nodecitater, men ikke ét filmbillede! Prendergasts bog er bestemt nyttig, informativ og læseværdig, men afstanden til andre udgivelser på området er ikke så stor, som forfatteren selv vil gøre den.

Et ældre værk fra den autoritative Focal Press-serie, Roger Man veil og John Huntleys »The Technique of Film Music«, som i 1975 er kommet i en nyrevideret udgave ved Richard Arnell og Peter Day, ligger faktisk tæt op ad Prendergast. Her er tale om et ret systematisk værk, der sobert gennemgår filmmusikkens historie og æstetik. Bogens vigtigste afsnit belyser musikkens funktion i filmen gennem overskuelige eksempler (med noder, billeder fra filmstrimlen, dialog og handlingsbeskrivelse) fra sekvenser i Henry V (med musik af William Walton), Louisiana Story (Virgil Thomson), Julius Caesar (Miklos Rozsa) og Odd Man Out (William Alwayn). Bogen rummer desuden nytteige kronologiske oversigter over vigtige film og deres musik samt omfattende bibliografiske henvisninger. De nye bøger af Mark Evans, Irwin Bazelon og Tony Thomas er mere diffuse. Evans' bog rummer biografisk stof om komponisterne, overfladiske afsnit om filmmusikkens historie og løse kommentarer til æstetiske spørgsmål, nogle nodecitater og filmillustrationer der kun bruges som pynt, men ingen dybere refleksioner over forholdet mellem musik og billede. En ret overflødig bog. Irwin Bazelons bog er af samme type, men har i det mindste en håndværksmæssig indfaldsvinkel. Bazelon er selv filmkomponist af de mindre betydelige: Han gør meget ud af sin musik til en dokumentarfilm om Israel. Bogen består for halvdelens vedkommende af nodeeksempler og en lang række interviews med komponister, der arbejder i den amerikanske filmindustri, bl.a. Elmer Bernstein, Leonard Rosenman, Jerry Goldsmith, John Williams, Richard Rodney Bennett, David Raksin og Bernard Herrmann for nu at nævne nogle af de vigtigste.

Tony Thomas - der er blandt de typiske musikteoretisk såvel som filmteoretisk øjensynlig temmelig ukyndige filmmusikentusiaster - udsendte for nogle år siden »Music for the Movies«, en noget anekdotisk gennemgang af de vigtigste komponister i amerikansk film. Hans nye bog er ligeledes personcentreret: 20 komponister - stort set de samme som behandles i den foregående bog (bl.a. Aaron Copland, Miklos Rozsa, Hugo Friedhofer, E.W. Korngold og den skoledannende Max Steiner) - portrætteres gennem deres udsagn om filmmusik. De professionelles job talk, selv-analyser og historier om genvordighederne i filmbranchen er altid ganske underholdende læsning, men kun af begrænset brugsværdi.

Roy M. Prendergast: Film Musik - A Neglected Art. W.W. Norton & Company, New York 1977 (The Norton Library).

Roger Manvell & John Huntley: The Technique of Film Music, revised and enlarged by Richard Arnell and Peter Day, Focal Preess, London (and New York) 1975.

Mark Evans: Soundtrack - The Music of the Movies, Hopkinson and Blake, New York 1975 (Cinema Studies Series).

Irwin Bazelon: Knowing the Score - Notes on Film Music, Van Nostrand Reinhold Company, New York 1975.

Tony Thomas: Film Score - The View from the Podium, A.S. Barnes and Company, New York & Thomas Yose-loff, London 1979.