Bøger

Det gyldne snit som søforklaring

Wolfgang Hofmann: »Goldener Schnitt und Komposition«, Heinrichshofen's Verlag, Wilhelmshaven 1973.

Af Per Nørgård

Wolfgang Hofmann's »Goldener Schnitt und Komposition« handler ikke, som titlen kunne bringe en til at tro, om det gyldne snit og komposition, men om W.H.'s »5 Stücke für Streichorchester« - hvori komponisten gør brug af det gyldne snits proportioner. Man må altså stadig savne en generel indføring i, og diskussion af, det gyldne snits anvendelse inden for rytme- og formforholdene i såvel vestlig som fremmedkulturel musik. Hypoteser om, at der skulle ligge »gyldne proportioner« til grund for fx jazzens særlige swing, har ofte været fremsat, men aldrig bevist, skønt netop det irrationelle ved det gyldne snit kunne tænkes at være analogt med det uhåndgribelige i swing-rytmen. Direkte hørbar som rytmiske motiver mener jeg at kunne registrere en »gylden rytme« i mauri-tansk musik, og komponisten Svend Nielsen har analyseret sig frem til »gyldne« formale proportioner i Tristan-forspil-let. (Og i anmelderens »Singe die Gärten« - komponisten uafvidende).

Men de mest dybtgående studier skyldes vel stadig ungareren Lindvay's analyser af Bartoks og Kodalys anvendelser af det gyldne snit i deres kompositionspraksis. Netop i forbindelse med Lindvay's forestående besøg på det jydske Musikkonservatorium kunne der være grund til at vurdere hans bøger kritisk. Noget i det gyldne snit synes ligesom 12- og andre talserier at friste til vidtgående spekulativ abstraktion, fjernet fra enhver perceptiv kontrol ... Denne faldgrube synes Hofmann's kompositionsmetoder at være faldet i, med begge ben. Hans redegørelse omfatter to måder at inddrage det gyldne snit: som formskabende faktor og som tonalitets- eller rettere: skala-generator. Ingen af dem forekommer mig desværre hverken interessante eller meningsfyldte. Hvad den formale - eller varigheds-inddelende - faktor angår, opstiller Hof mann et kompliceret, men vilkårligt, hierarkisk netværk - som imidlertid slutter sammesteds som Bartoks »gyldne snit«, nemlig før de enkelte tonevarigheders inddragelse i hierarkiet (modsat fx det viste mauritanske eksempel), så dér er der ikke noget nyt at hente. Nodeeksemplerne fra hans »5 Stücke« ligner også en blanding af Bartok og Boris Blacher, der jo også anvendte Fibonacci-tallene for sine taktinddeleinger. - Her er i øvrigt et punkt, hvor såvel Bartok, Blacher som Hof-mann afviger fra en egentlig gylden proportionering, som ikke må sammenblandes med F/&o/2#ca-tallenes 3,5,8 osv.

Det gyldne snit er jo irrationelt og vil altid være mindre end, eller overskride, de omtalte 3, 5, 8 osv., således som det i det mauritanske eksempel er udtrykt med de overbund-ne, »irrationelle« forslag. Det gyldne snit er lidt mere end 3 (til 5), lidt mere end 5 (til 8), lidt mere end 8 (til 13) osv. Heri ligger en vigtig pointe, som alverdens beskæftigelse med den »rene Fibonacci-række« (3, 5, 8, 13, 21 etc.) ikke griber.

Hofmanns skala-genererende brug af det gyldne snit (læs: Fibonacci-tallene!) er, så vidt jeg kan se, rent manipulato-risk vrøvl. Han udvælger den 3., 5. og 8. tone i en C-dur-skala (sic!) og finder - dursekstakkorden! Da han ligeledes i overtonerækkens 3., 5. og 8. partialtone finder en durakkord - ganske vist en kvartsekst-sådan - mener han, at der her foreligger mere end tilfældigt tal-spilleri (»Da de Zahlen drei, fünf und acht bei drei, verschiedenen Verfahren« -den tredje er, hvis man tæller 3, 5, 8 op i en kromatisk skala- »stets einen Durdreiklang bilden, dürfte der Proportion des O.S. bei der Akkordfindung mehr als nur die Rolle eines zufalligen Zahlenspiels zukommen«). At man ligeledes ville nå frem til en durklang, hvis man tog fx den 4., 5. og 6. partialtone (c, e, g) eller 5., 6 og 8. (e, g, c) synes ikke at være slået ned i Hofmann - eller også passer det bare dårligt i hans spekulative kram(bod). Ak ja. Men derfor kan de »5 Stücke« alligevel, muligvis, være høreværdig musik! Slige svælg mellem resultat og begrundelse er jo før iagttaget.

Bartok som etnolog

The Hungarian Folk Song

By Béla Bartók

Edited by Benjamin Suchoff

Translated by M. D. Calvorcoressi

With Annotations by Zoltán Kodály

Af Vagn Holmboe

I hundredåret for Bartóks fødsel har »The New York Bartók Archive« udsendt en ny udgave af Bartóks betydelige musiketnologiske værk: »Den ungarske folkemusik«. Bogen udkom første gang på ungarsk i 1924 og o versattes straks efter til tysk og engelsk; men denne reviderede og udvidede version indeholder foruden de over 300 tekster og melodier også nogle nye oversigtstabeller tillige med de forbedringer som Bartók foretog i 1933-40, samt Kodály s særlige systematisering og hans kommentarer fra 1932-33. Udgiveren, Benjamin Suchoff, har til denne udgave (der om kort tid vil komme på tysk) skrevet et betydningsfuldt forord, der ikke blot bringer en kort Bartok-biografi med de både faglige og personlige relationer til vennen Kodály, men desuden giver et etnologisk-historisk overblik over det ungarske folks betingelser og udvikling. Inden for den sammenlignende musikvidenskab er værket banebrydende og fremstår, ikke mindst nu efter de forskellige revisioner, som et værdifuldt systematiserings-grundlag for al folkemusik-forskning.

God bog om dansemusikkens historie

Friedemann Otterbach:

Geschichte der europäischen Tanzmusik.

Heinrichshofen 1979, 320 sider. Pris 17 DM,

Af Jørgen S chou Pedersen

»Die Geschichte der europäischen Tanzmusik« synes et næsten uoverskueligt stort emne for en pocketbook. Friede-mann Otterbach starter da også bogen med at koncentrere emnet om selskabsdansemusikkens historie og kun se musikken til folkedans og kunstdans i relation hertil. Til gengæld bestræber han sig på også at vise dansemusikken som reflektion af ånds- og socialhistorie, ligesom han også vil inddrage psykologiske spørgsmål og aspektet mode. Bogen er som en traditionel historiebog inddelt i epoker; hver epoke har sin indfaldsvinkel til emnet. Afsnittet om antikken går således ud fra en vurdering af forholdet mellem musik, dansk og digtning, kirkens fordømmelse af dansen er temaet i afsnittet om middelalderen; renæssancen er koncentreret om den stigende sekularisering og opsplitningen i folkedans og selskabsdans. Dansen som dramatisk udtryksmiddel og den spirende ballet er hovedtemaet i barok-afsnittet, som også behandler begrebet dansesuite. Popularisering af dansen er et vigtigt tema i klassikken, hvor også begreberne struktur og symmetri har fået en måske lidt for stor plads. Romantikken koncentrerer sig om forholdet mellem klassisk musik og underholdningsmusik, og endelig afsnittet om det 20. årh.s dansemusik omhandler hovedsagelig dansemusikken i ideologiens tjeneste. Der er lagt vægt på at understrege de flydende overgange mellem epokerne, og trods de skiftende indfaldsvinkler og en lidt svingende intensitet er der en god kontinuitet i bogen. Der drages løbende paralleller mellem de forskellige epoker, bl.a. ved hjælp af et veludviklet fodnoteapparat. Friedemann Otterbach er uddannet som musiker, musikvidenskabsmand og filosof, men har tilsyneladende ingen speciel praktisk eller teoretisk dansebaggrund. Beskrivelsen af de ældre danseformer forekommer da også lidt fjern og teoretisk, medens det 20. årh.s danseformer er beskrevet med meget større indlevelse. Begrebet dans er vel defineret i forhold til andre kunstarter, men jeg savner en dybere psykologisk diskussion af fænomenet dans. Begrebet dansemusik lader sig hverken skille fra dans eller fra anden musik. Skal dansemusikkens historie imidlertid gøres til genstand for en vurdering, kommer den uvægerligt til at fremstå som en overlapning af dansehistorie og musikhistorie, og bogen føles da også på en måde lidt splittet mellem disse to emner.

Men bogen levendegøres meget af en stor og varieret citatrigdom. Den overvejende del er fra tyske kilder, og den ellers omfattende litteraturfortegnelse rummer så godt som udelukkende tysk litteratur. Ligeledes er flere af bogens afsnit, specielt afsnittet om det 20. årh., koncentreret om tyske forhold. På det punkt kunne man måske nok ønske sig bogen lidt bredere anlagt.

Men alt i alt synes jeg, bogen giver et godt overblik og på en udmærket måde opfylder en af sine væsentligste hensigter: at skærpe bevidstheden over for problemet splittelsen mellem seriøs musik og danse/underholdningsmusik.