Kvindeballader

En af de arbejdsmetoder, en særlig teknik, vi bruger i balladearbejdet i Folkemusikhuset kalder vi »bytte billeder« .

At bytte billeder er at vise hinanden nogle af de billeder, vi ser, når vi synger- at tage hinanden med på den indre scene kunne man så sige.

Jeg skal her skrive om Folkemusikhusets Balladebog 2 »Selv træder hun duggen af jorden«, og det vil jeg gøre ved at fortælle om nogle væsentlige balladeoplevelser, jeg har haft undervejs mod »Selv træder hun duggen af jorden«, som er et bidrag til det at bytte billeder omkring balladen.

Calum Ruadh - en keltisk barde

En af de største sangere, jeg har mødt, døde i 1978. Han hed Calum Ruadh og boede på Skye, som er en ø i Hebriderne vest for Skotland. Calum var keltisk barde og sang alt muligt, og både på engelsk og gælisk. Mest holdt han af at synge sine egne sange, ballader og elegier, som handlede om alt mellem himmel og jord, lige fra hans elskede hunds død til et berømt krigsslag og til natlige besøg af feer. Jeg var med til at indspille mange af Calums ballader på bånd og vil her fortælle om dengang, jeg sammen med min mand Thorkild Knudsen skulle lave grammofonpladeindspilning af Calums ballade om slaget ved Culloden, som fandt sted i 1745. Det var et stort og grusomt slag og meget omtalt og berygtet i Skotland, fordi den dag tabte skotterne definitivt til englænderne, som de siden har været underlagt. Vi havde indspillet Culloden-balladen flere gange, men hverken Calum eller vi var tilfredse. Derfor gjorde vi det, som vi tit gør i vores indspilningsarbejde: vi lavede »sceneskift« ved at rejse til selve handlingsstedet for balladefortællingen, nemlig Culloden, som ligger ved Inverness på Skotlands fastland. Calum var nervøs. Og vi var nervøse. Det lå i luften, at nu skulle vi have indspilningen af Culloden-balladen.

Vi gik straks op og så den officielle mindesten, og vi vidste, at »nu skal det være«. Calum sang. Og sang dårligt. Alle var klar over, at »det gik altså ikke«.

Herefter slappede vi noget af og begyndte at gå rundt og se på slagmarkerne og det lillebitte hus, der var indrettet til museum. Calum forklarede os alt om slagets gang og om modsætningen mellem England og Skotland, dengang og nu. Vi travede rundt nogle timer, og det var som om Calum blev ladet op.

Pludselig stod vi foran en varde. Calum stod stille, så sig omkring - og begyndte at synge Culloden-balladen. Nu var ingen i tvivl om, at det var alvor: balladen havde taget fat i ham. Han var meget grebet, men ikke bevidstløs, tværtimod. Han var sig helt bevidst, at der var båndoptager på, og at tilhørerne ikke forstod selve de gæliske ord, han sang, så ind imellem kom der pludselige udbrud eller forklaringer på engelsk. Men selv om vi ikke kunne gælisk, så forstod vi nu godt, hvad det var Calum fortalte os. Han sang nok om et historisk slag, det var vi ikke i tvivl om. Men han sang først og fremmest om sin virkelighed: om Skotlands store nederlag. Det var som om slaget stod i går, og Calums hjerte blødte stadigvæk, når han tænkte på det.

Der er stadig store modsætninger mellem England og Skotland, og Calum kunne ikke døje englænderne. Jeg husker, når der var fodboldkamp mellem de to lande i fjernsynet, at Calum blev så ophidset, at han med mellemrum fór ud af stuen og travede rundt og rundt om huset for at falde lidt til ro.

Calum blev af og til kritiseret for ikke at kunne huske sine melodier ordentligt. Til stor forbavselse for ham selv. Forklaringen er den, at Calum brugte »åben form«, når han sang. Det vil sige, at han ikke har nogen fast melodi, men at han har et melodigrundlag, når han starter, og herudfra former han så versene forskelligt hver gang, - alt efter behov, omstændigheder og humør.

Vi sammensatte engang et bånd med 8 meget forskellige udgaver af samme sang, som vi spillede for ham. De er faktisk så forskellige, at »normale« ører automatisk siger »det er da helt forskellige melodier«. Calums reaktion var: »ja ja, netop - sådan er melodien«.

Sidsel Katrine - en dansk balladesanger

I Danmark har jeg hørt gamle kvinder synge ballader, omend det kun er få, for balladerne har herhjemme været så hårdt trængt, at de næsten var helt uddøde. Selv om disse kvinders sang har gjort stort indtryk på mig, og selv om jeg føler mig i gæld til dem, fordi de har givet mig del i en stærk arv, så er det alligevel en helt anden balladeoplevelse, jeg her vil fortælle om:

Den handler om dengang vores datter Sidsel var 6 år gammel. Thorkild sad en dag og arbejdede med ballademelodier, da Sidsel kom ind og spurgte, hvad han lavede. »Jeg skriver en melodi«, sagde han. »Hvad er det for en melodi?« »Den hedder 'Maria Magdalene'. Nu skal jeg synge den for dig«. Det gjorde han så. »Den vil jeg lære,« sagde Sidsel. Hvor mange gange han sang den, før Sidsel kunne den, husker ingen af dem mere. Men næste dag kørte vi til Himmerland og besøgte Ingeborg Munch, som havde fødselsdag. Ingeborg, der døde i 1978, var som folkesanger medarbejder ved Folkemusikhuset, og sang i øvrigt også ballader. Sidsel skulle synge en fødselsdagssang for Ingeborg og sang nu hele »Maria Magdalene«.

Jeg ved ikke helt, hvorfor den oplevelse var uforglemmelig. Det virkede så selvfølgeligt, at Sidsel sang sådan en ballade. Og selvfølgelig var det imponerende, at hun havde lært den så hurtigt, for den var jo noget længere, end de andre sange hun sang.

Jeg kan huske, at jeg bed mærke i, at Sidsel kunne lide gode udfordringer, både de rent musikalske, men også mere fysisk prægede udfordringer som for eksempel ret svære danse. Jeg fik en fornemmelse af, at vi let kommer til at spise vores børn af med sukkerstads, når de er sultne. En fornemmelse af at vi sulter dem musikalsk og kulturelt, hvis vi ikke svarer ordentligt igen på deres krav (som ikke altid er formulerede) om ordentlige kulturelle måltider.

Noget af det, jeg skriver her, er efterrationalisering, det er klart. Men den stærke oplevelse havde virkning år efter, både intellektuelt, følelsesmæssigt og i praksis. Sidsels »Maria Magdalene« var i høj grad med til at åbne til balladerne for mig.

Balladen har givet mig mæle

Det var i 1975 at jeg begyndte at synge ballader. Hvorfor jeg gjorde det, ved jeg ikke helt. Engang Thorkild spurgte mig, hvad balladen havde betydet for mig, kom jeg til at sige, at »balladen har givet mig mæle«. Det røg ud af munden på mig, men siden har jeg tænkt over det og må sige, at det passer. Det er balladearbejdet - sideløbende med mit arbejde i kvindebevægelsen - der har gjort mig klar over de udtryksbehov og -muligheder, som jeg har, og som ellers sandsynligvis bare ville være blevet trykt flade og efterhånden helt være fortrængt. Som min yndlingsballadesanger Sidsel Jens-datter (1793-1871) siger det:

Din mor skal os hverken trykke eller klemme

så længe skib og gråganger kan føre os frem

Mit skib og min gråganger har i høj grad været balladen og kvindebevægelsen.

Men det var nu ikke særlig ligetil for mig at begynde at synge ballader. De første ballader vi tog fat på at synge i Folkemusikhuset var fundet frem eller sat sammen af flere versioner af Thorkild. Når jeg havde sunget dem et stykke tid, blev jeg utilfreds med teksten og gik så til kilderne (oftest Danmarks gamle Folkeviser) for at lede efter andre versioner eller bare enkelte uddybende vers, som fik lys og skygge i balladen til at skifte for mig. For eksempel synes jeg, at Thorkilds udgave af »Elverskud« næsten kun handler om hovedpersonen, manden. Når jeg sang den, var kvinderne - ellepigen, kæresten og moderen - næsten som skygger i periferien af historien, og jeg måtte bruge for mange kræfter til at få dem til at træde frem. Jeg måtte lave »min egen Elverskud«, og det gjorde jeg så. Den blev dobbelt så lang som Thorkilds og måske en helt anden historie? For balladen er et spejl. Et spejl hvori balladesangeren ser sig selv og sin virkelighed, og derfor var jeg nødt til at skaffe mig min egen »Elverskud«: jeg så noget andet i spejlet end Thorkild gjorde.

Vi deler bevidsthed

Den balladesanger, jeg har arbejdet mest sammen med, er Lene Halskov Hansen. Balladen tog fat i os næsten samtidigt - og det tag er blevet stadig stærkere. Vi slider og herser med balladerne og har efterhånden prøvet talrige metoder som indgange til balladen - de allerfleste efter opfordring af Thorkild.

En af de mest spændende er metoden, hvor vi er to sangere om balladen på en særlig måde: andensangeren slutter hvert af førstesangerens vers med teksten fra første linje af næste vers, og denne linje bruges så af forsangeren som begyndelsen på næste vers. Det lykkes kun, hvis vi deler bevidsthed, mens vi synger. Det sker, at vi ikke er enige om, hvordan balladen skal slutte og må have en sangkamp, inden vi enten bliver enige, eller en af os overgiver sig til den andens ide. Det sker også, at vi pludselig slipper ordene og »hyler« - i en slags ekstase. Her gælder det samme som for Calum Ruadhs syngemåde: balladen er en åben form, og det gælder både tekst og melodi.

Det sker også, at vi deler bevidsthed, når Lene følger min sang med sin violin. Der er stor forskel på, om jeg bliver akkompagneret af én på et instrument, eller om balladen har lige så meget fat i hende, der spiller, som i mig der synger. I det første tilfælde er der nogle toner og rytmer, der ligger under min sang. I det andet tilfælde er vi to om balladen.

Selv træder hun duggen af jorden

Nu er jeg så ved at være fremme ved det, jeg skulle skrive om: Folkemusikhusets Balladebog 2 »Selv træder hun duggen af jorden«. Baggrunden for den bog er først og fremmest Thorkilds mangeårige arbejde med melodierne til Danmarks gamle Folkeviser, samt vores samarbejde om Folkemusikhusets Balladebog l, som handler om brugen i dag af 12 af Sidsel Jensdatters ballader.

Den første balladegruppe, jeg var med i, bestod af 12 personer, mænd og kvinder. Vi havde imidlertid ikke arbejdet så længe sammen, før kvinderne fik lyst til at prøve at arbejde med ballader alene. Vi havde brug for at snakke mere om balladernes indhold, end der blev plads til, når mændene var med, og både samvær og arbejde blev anderledes, når vi var kvinder alene. Vi havde brug for at finde ud af, hvordan vi så på balladerne, hvordan vi ville arbejde med dem, og hvad vi i det hele taget ville med dem, inden vi kunne mødes ordentligt med mændene i balladerne. Siden har jeg mest sunget ballader med kvinder, men jeg har tit savnet mændene og ser frem til den dag, hvor vi kan mødes igen og give hinanden gode udfordringer og inspiration.

En dag i slutningen af 1976 satte Lene og jeg os ned og lavede en liste over alle de kvinder, vi kendte, som vi tænkte ville være interesserede i at bruge en weekend på at synge og snakke om ballader. Listen blev på 14 kvinder, der alle sagde ja til at deltage i et sådant seminar. Det blev holdt i januar 1977 og blev så indholdsrigt og vigtigt, at deltagerne knap var ude af døren, før Lene og jeg besluttede at tage initiativ til et opfølg-ningsseminar. Det blev til 3 seminarer, før vi blev enige om, at gruppens oplevelser og erfaringer burde fast holdes på tryk, sådan at andre måske kunne få glæde af dem i deres balladearbejde, og vi besluttede at lave et hefte. Gruppen havde 7 seminarer, inden bogen var færdig, men herudover arbejdede hver enkelt videre med balladerne i hverdagen, enten alene eller i små grupper.

Undervejs kom efterhånden mange modsætninger frem i Balladegruppe 77, som vi kaldte os, - modsætninger som vi ikke altid var gode til at få noget konstruktivt ud af, og efter 2 års arbejde opløstes gruppen. Men ingen af kvinderne har siden sluppet balladerne helt, - vi arbejder videre hver for sig og i mindre grupper.

»Selv træder hun duggen af jorden« er måske en svært tilgængelig bog. Det er der i hvert fald nogen, der mener. Det har jeg svært ved at se, for mig er den så soleklar: den beskriver, hvordan 12 (2 faldt fra) kvinder arbejdede med balladen i 2 år, dels på 7 weekend-seminarer, dels i hverdagen.

Fra weekenderne stammer samtalerne om to ballader »Agnete og havmanden« og »Skipper og jomfru«. Det er ikke samtaler med klar linje og struktur. Nej, det er en gruppe kvinder, der »bytter billeder« om ballader. Og den redigerede båndaflæsning holder sig tæt til denne udtryksmåde.

Bogen indeholder eksempler på, hvordan kvinderne bruger ballader i deres hverdag og på deres arbejde: for eksempel med en gruppe psykotiske børn, på et børnehaveseminarium og i kvindebevægelsen. Og der er eksempler på ballader, som er lavet i dag:

Noget om at skrive sig en ballade

Sylle: Min første oplevelse af balladerne var meget begej-strende. - Det var det første balladeseminar. Men så skulle jeg jo selv til at arbejde med dem, og det viste sig at volde mig kolossalt besvær. Jeg tænkte »jeg kommer aldrig nogensinde derhen hvor jeg får et spontant følelsesmæssigt forhold til sangene« og det var egentlig temmelig ulykkeligt. Da jeg havde arbejdet mig langt nok ned, så tænkte jeg »nå men der er sikkert ikke andet at gøre end at prøve at lave en selv« - altså ligefrem for at komme helt tæt ind på stoffet. Jeg tror det var det jeg skulle, det var ligesom nødvendigt, og så skulle jeg til at finde ud af hvad man kunne bruge til at lave en ballade over og hvad der er det mest karakteristiske ved balladerne. Og det karakteristiske er jo det som vi så tit har snakket om, det er billedet - og så valgte jeg dét som jeg synes er det mest nærliggende i ens eget liv, som er virkeligt billedsprog - og det er jo drømmen. Så valgte jeg mig en drøm som stod meget klart for mig som jeg havde drømt for seks, syv år siden - omkring da mine forældre døde. Da var jeg temmelig forstenet i det ydre liv, til gengæld drømte jeg altså meget voldsomt om natten, og så valgte jeg en af de drømme og prøvede at lave nogle sprogbilleder, som ikke havde noget med analyse at gøre, men hvor jeg bare skulle prøve at finde de ord som tydeligst dannede et billede. Så jeg gjorde det først at vælge en melodi som kunne tænkes at passe til den drøm, jeg prøvede forskellige, og på den måde var der også en hel masse om balladerne der gik op for mig. - Men jeg valgte altså en melodi og jeg synes at »så let der ganger da dansen« (»Elverskud« Dg F 47) var god. Med »så let der ganger da dansen« havde jeg sådan en fornemmelse af at det hele går videre og videre, mens der er én hos hvem lynet pludselig slår ned. Så tog jeg sådan set det hele fra en ende af og skrev det ned. Der opstod selvfølgelig forskellige vanskeligheder undervejs som jeg måtte løse, bl.a. det med den hvide pige og den røde pige - de var der ikke i drømmen.

Efterhånden er den holdt op med at være en drøm. Nu er den ligesom blevet noget man har lavet fordi den er bearbejdet på den måde. Det viste sig at balladeformen egner sig godt hvis man har lyst til at prøve den slags, egner sig fantastisk godt til drømme - netop fordi man drømmer så meget i billeder og så -Annelise: Koncentreret. Sylle: Ja og enkelt og konkret.

Sylles ballade

Der leger to børn på elleve år
ud for muren til den kirkegård,
så let da ganger da dansen
De travle voksne går forbi,
de smiler og nikker kun fordi.
De smile fordi de ikke ved,
den ene har en hemmelighed.
Den ene er hvid, den anden er rød,
den hvide mærker, at legen er sød.
»Ja legen er sød, det jeg forstår,
vi fletter blomster i vort hår
men hvis du sværger mig under ed,
fortæller jeg dig min hemmelighed«.
»Jeg sværger, jeg sværger«, siger pigen rød
»Ja, så skal du vide, at jeg er død,
jeg har fået mit liv i flere år,
blot jeg aldrig går ind på en kirkegård
for hvis jeg går ind på en kirkegård,
skal jeg selv grave mig ned i den sorte jord«.
»Jeg lover jeg sværger, mit ord du har,
men se der kommer min gode far«.
Den far han er så sort en degn,
han vil vise børnene sommervejen.
»Og hør kære børn I følger med mig,
så viser jeg jer en prægtig vej.
Så åbner han den gitterport,
den fører alt ind til den kirkegård.
Den røde pige husker ingenting.
»Kom du med os gennem gitterporten ind«.
Den hvide pige bli'r så klam,
hun vil så nødig gi' dem skam.
Så sætter hun foden på den kirkegård,
nu taber hun blomsterne ud af sit hår.
Hun flytter sin fod, hun flytter den træt,
nu ved hun, hun har tabt sit liv.
Hun siger det stille, som hun er nød,
hun siger: »Min far og mor er død,
og når I tilbage går,
må jeg blive på den kirkegård«.
Så finder hun et redskabsskur,
så finder hun sig en skovl der du'r.
Så går hun sig til graven hen
stikker skovlen ned i den sorte jord.
Nu graver hun sin egen grav,
men der står en kvinde ved siden af.
Den kvinde graver, har intet sagt,
hun har en pose fra Brugsen bragt.
»Det er skik og brug på stedet her,
man gaver til de døde bær«,
Og da den lille i posen så,
to flasker vin på bunden lå.
»Den vin skal ned i den sorte jord,
som gaver til din far og mor«.
»De døde behøver ingen vin,
men jeg har brug for livet mit«.
Så stjæler hun ud af plasticposen fin
halvdelen af den røde vin.
Så kaster hun skovlen langt væk fra sig,
med vinen løber hun sin vej.
Hun løber hurtigt fra kirkegården ud,
til vennerne deler hun vinen ud.

Om syngeefter-øvelser

Vi har ved vores seminarer ofte hørt bånd fra Folkemusikhusets arkiv: sange og udsagn fra Ingeborg Munch, Marie Mide, Julie Petersen, Erna Andersen - for blot at nævne nogle få »gamle« stemmer. Folkemusikhuset har lavet et par »synge-efter-bånd«, hvor en »gammel« synger en linje eller to af en sang. Derefter er der plads (eller pause) til, at en »ung« kan synge det samme. Den »gamle« synger det samme en gang til, og igen er der plads til den »unge«, inden den »gamle« går videre med næste linje i sangen. Og på den måde fortsættes indtil sangen er færdig.

Vi brugte en optagelse, hvor Ingeborg Munch synger »Øst og vest«. Da alle havde prøvet at synge-efter nogle gange, havde vi en runde om eksperimentet. Her er klip fra reaktionerne:

Annelise: Jeg har lagt mærke til at balladerne dør for mange af de unge fordi de kommer til at synge dem ligesom vi sang salmer i gamle dage: da dum da dum da dum.

Anne: Var det meningen man skulle prøve at efterligne Ingeborgs frasering?

Annelise: Ja, jeg mener ikke vi allesammen skal lære at synge som Ingeborg, men vi skal lære at åbne vores ører.

Anne: Jeg vil sgu ikke synge ligesom Ingeborg, for jeg vil synge den på min måde.

Lene: jeg ved ikke hvor mange gange jeg har hørt Ingeborg synge »Øst og vest« men det er mange, men jeg har aldrig lagt mærke til de ting som jeg har hørt på det bånd. Det var jeg egentlig rystet over det der: »forggglllemmer dig min ven« og: bbblllå«, hun bliver på »b« og på »l« jeg forstår ikke hvordan.

Sylle: Jeg tror i hvert fald heller ikke man skal være bange for at der skal gå noget af ens egen personlighed tabt ved at man imiterer andre i begyndelsen i hvert fald, tværtimod tror jeg det kan bidrage til en slags smidiggørelse og dristighed.

Annelise: Man må da arbejde med sit instrument hvordan man så vil gøre det... det her kan jo være en af måderne.

På et week-end seminar i januar 1979 tog vi en ny runde om at »synge-efter«. Godt og vel halvandet år efter vores første runde. Vi havde nu mere erfaring i brugen af »synge-efter-båndene«.

Lene: Jeg bliver overrasket hver gang vi laver de her »synge-efter« øvelser, jeg synes jeg har langt igen med at få åbnet ørerne.

Annelise: Jeg tænker på ... Lene tror du der er nogle andre der kan ha' glæde af sådan et bånd eller tror du der kan være en fare i det?

Lene: Det kommer selvfølgelig an på hvordan det bliver brugt, sådan som vi har brugt det sammen her på vores seminar synes jeg i allerhøjeste grad andre også kan. Uanset hvem der synger for så skal man synge efter vedkommende. Ingeborg synger altså ikke: »da-dum, da-dum, da-dum« men hun synger: »da dum bum« eller et eller andet andet. Faren ved det er hvis nogen får det galt i halsen eller det bliver brugt som »nu skal hele Danmark synge som Ingeborg«, det mener jeg er en fuldstændig misforståelse af båndet - det er det med at få åbnet ørerne.

Trine: Jeg lyttede i mange år inden jeg selv begyndte at synge. Når jeg hørte Ingeborg, Marie Mide og Ida Hansen og alle de andre »gamle« da forestillede jeg mig overhovedet ikke at jeg selv kom til at synge, det vil sige at jeg lyttede, lyttede og lyttede og sugede til mig, jeg synes det var vidunderligt at høre på. Og så opdagede jeg lige pludselig at jeg kunne nogle af Ingeborgs sange. Det er de gamle der er mestrene og os der er lærlingene. Til at begynde med bliver man nød til at underlægge sig den der erkendelse. Når Ingeborg synger som hun gør er det noget der er gået videre fra generation til generation, det er sådan en forbrydelse hvis man bare tager skallen af sangen. Det er akkurat det samme hvis man skal lære sig et eller andet praktisk stykke arbejde.

Balladebog 3

Balladen lever videre, så længe der er nogen, i hvem den vil slå rod, vokse og blomstre.

Balladegruppe 77 er opløst, ja. Og mange af gruppens erfaringer er nu fastholdt på tryk. »Selv træder hun duggen af jorden« lukker ikke balladen, men er for mig en åbning til det næste, der skal ske, og som allerede er godt i gang: Balladegruppe 79 er i gang med Folkemusikhusets Balladebog 3, som nok bliver mere teknisk præget, og som sandsynligvis kommer til at hedde »Indgange til balladen«. Det er især metoderne omkring det, vi kalder »talesang«, »råb« og »dans« vi vil beskrive, og vi håber, at både Balladebog l, 2 og 3 bliver gode bidrag til det Folkemusikkonservatorium, som er under opbygning.