Tàmás Vetö

Af
| DMT Årgang 55 (1980-1981) nr. 06 - side 294-299

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Modtag Seismografs nyhedsbrev
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Tàmás Vetö forlader her i foråret Danmark efter 23 år for at blive chefkapelmester ved operaen i Mannheim. Herhjemme har han været ansat på Det kongelige Teater, først som repetitør siden som syngemester. Han har gennem årene ledet forskellige ensembler fx Prisma, Cantilena og Studentersangerne og med disse opført meget ny musik. I interviewet fortæller Veto om årene i Danmark og om dansk musikliv, som har ændret sig i de sidste 20 år, om at blive sat i bås, om forventningerne til det nye og om - endelig - at få lov til at bruge sit passive repertoire.


Interviewer: Anne Kirstine Nielsen

FORVENTNINGER ...

Jeg har store forventninger til at flytte til Tyskland -for det er jo ingen hemmelighed, at det er et land, hvor operakunsten, i modsætning til forlydender andre steder fra, stadig er i fuld blomstring, - og hvor man både har en meget rig tradition og et interesseret og musik-hungrende publikum. Jeg glæder mig faktisk til - i en årrække - at komme ned til de breddegrader og koncentrere mig om at bygge noget op ét sted og komme ind i det pulserende liv, der findes dernede. - Ikke fordi jeg nærer forhåbning om at gøre verdenskarriere, men fordi jeg har måttet erkende sammen med andre musikere og kolleger, at vores musikalske formåen og aktivitet i Danmark desværre er ret lokalt betonet. Det er ikke på grund af kvaliteten, men der er et eller andet der gør, at man ikke kan blive anerkendt på samme måde som i andre lande. Folk, som ikke har været i Danmark, kender intet til de aktiviteter, der foregår her. Jeg regner med og håber på, på denne måde at komme ind i andre kredse, jeg trænger til nu med min alder og mine erfaringer at komme til at udforske ukendte områder.

Hvilke opgaver venter dig i Mannheim?

Jeg tyvstarter faktisk inden mit egentlige engagement træder i kraft, i slutningen af denne sæson skal jeg dirigere min første premiere, Aribert Reimanns nyeste opera »Leer«, efter Shakespeares drama. Reimann er en tysk, i Danmark ikke så kendt komponist, som er en af de stærkeste musikpersonligheder i tysk musik i dag, en ret strengt serielt komponerende kunstner, som samtidig er en fremragende pianist. Han er Fischer Dieskaus mangeårige akkompagnetør og gode ven. Operaen havde for to år siden ur-premiere i München - med Dieskau som Leer, siden er den blevet spillet i Düsseldorf og nu kommer den altså til Mannheim. Jeg får en meget fin instruktør, Meier Örthel, som er direktør for Wuppertal-oper, og det bliver - i hvert fald efter tyske forhold - med stjerne-besætning. Franz Mazura har tittelrollen, det danske publikum kender ham fra pariserudgaven af »Lullu«, hvor han var Dr. Schön. Så overtager jeg efterhånden de forestillinger, som jeg skal føre videre - det bliver hovedsagelig den tunge side af repertoiret - det man kalder »det tyske« repertoire. Ind imellem er der noget andet fx Boris Godunov og Carmen. Jeg har allerede dirigeret Lohengrin og Den Flyvende Hollænder dernede og også været på turné med dem i Luxemborg. Næste sæson starter med en genoptagelse af Don Carlos og Mestersangerne i Nürenberg, senere kommer Den solgte Brud og Sjostakovitj's Næsen, som vi har haft meget glæde af herhjemme. Mannheim er et af de tyske operahuse, der har det største repertoire, måske lige lovlig stort ind imellem, gennemsnitligt 45-50 operaer pr. sæson. Det er klart, at det kan blive et problem at holde alle forestillinger lige friske, men de forestillinger, jeg har overværet, var af en sådan standart, selv om det var helt almindelige aftner, at jeg kunne mærke, at kunstnerne er vant til selv at gøre noget ved det - selvfølgelig kan man ikke have så mange prøver på genoptagelserne, når man samtidig skal passe de nye opsætninger.

Det vil sige, at du bliver kastet ud i en masse opgaver, som du slet ikke havde haft mulighed for at få herhjemme?

Ja, mit passive repertoire skal nu ombyttes til at være aktivt - og jeg må altså indrømme, at nogen gange er det ganske hårdt at stå og dirigere Lohengrin om aftenen, når man har haft én orkesterprøve. Det kan man gøre, når man har dirigeret den 50 gange før.

Men du har jo gjort det samme herhjemme, ofte sprunget ind og taget forestillinger med kort varsel...

- Hvis jeg ikke havde gjort det, havde jeg jo aldrig dirigeret de stykker - så jeg er glad for, at jeg har gjort det, men jeg vil samtidig sige, at jeg har gjort det for mange gange - hvis man ser det fra et kunstnerisk synspunkt, ind imellem skulle man gerne have så meget ro, at man selv har lidt kontrol med, hvordan det forløber, og det kan man hverken få eller forlange, når man bare går ned og dirigerer, men mærkeligt nok sker der et eller andet disse aftner, hvor alle i den grad er på mærkerne - nogen gange kan det ligne en festlig aften, men det er egentlig unfair. - Engentlig kan man ikke tage det fulde ansvar for det, der sker eller ikke sker. Det stiller uhyre krav til alle medvirkende, de passer lige så meget på én - og det er jo faktisk min opgave at passe på dem, det er sådan et lidt skævt forhold. Men jeg har været lykkelig og taknemmelig både over for sangere og musikere disse aftner.

Hvad er det for et hus du skal ned til i Mannheim, og hvad er det for et publikum?

Publikum er noget ganske særligt i Mannheim. De har et meget familiært forhold til deres hus, de føler det virkelig som deres eget. I pauserne og før forestillingen går man ned i orkestergraven og snakker med musikerne. Der er enorm begejstring på de gode aftner, og folk smider blomsterbuketter. Hér holder vi allernådigst tæppet oppe ét sekund længere efter den sidste fremkaldelse, så man lige kan nå at trække sit hoved tilbage - i Mannheim derimod, er det sådan, at hvis bare ét menneske vil udtrykke sin begejstring, så skal man komme frem foran tæppet, ellers fornærmer man publikum - uanset hvor træt man er efter en 5 timer lang Wagnerforestilling, og det synes jeg er meget betryggende.

Kommer du til at lave meget Wagner dernede?

Ja, det gør jeg. De spiller faktisk alle de kendte Wagner operaer - hele Ringen, Den flyvende Hollænder, Mestersangerne, Tannhauser, Lohengrin ...

Mestersangerne som det endnu ikke har kunnet lade sig gøre at lave her ...

Jeg kender ikke næste års planer her, men dengang vi lavede »Parsifal«, hed den jo oprindelig »Mestersangerne«. Jeg kan ikke rigtig se, med den økonomi Teatret har, at det er aktuelt at sætte Mestersangerne op, men det er i hvert fald den 12. time, hvis de vil ha' Ib Hansen som Hans Sachs.

Hvornår kom du egentlig til Danmark?

Det er altid svært at huske datoer, men det var i slutningen af oktober eller i begyndelsen af november -57. Da kom jeg med forhåbning om at blive. Første gang var jeg på besøg, det var i juli samme år med Janos Fürst, min dejlige ven, som jeg dengang ogs^ havde musikalsk »partnership« med. Vi spillede masser af kammermusik, han på violin og jeg på klaver, det holdt os i live i vores sultetid i Paris som ungarske flygtninge. Vi besøgte hans familie i Danmark, og jeg fik den idé, at det var et sted, hvor jeg godt kunne tænke mig at være.

EN UNGARER I PARIS

Du kom til Danmark fra Paris - havde studeret klaver og direktion bl.a. hos Boulanger - hvordan var din oplevelse af europæisk musikliv - i forhold til det, du oplevede, da du kom til Danmark _ hvordan så det ud der i 50'erne.

Det vil være lidt for flot af mig, hvis jeg svarer dig, som om jeg vidste alt om europæisk musikliv. - Jeg var knap 22, da jeg kom til Paris - havde ikke været andre steder i Frankrig på det tidspunkt, men jeg havde selvfølgelig en klar fornemmelse af, at jeg var i Europa. - Mere i Europa end man var i Ungarn, hvor der trods alt dengang var et meget blomstrende musikliv, men i Frankrig var det hele mere åbent, de tilbud der var til én, alt det man kunne opleve. De bedste af de bedste kom fra hele verden. Det var umuligt at opleve det hele - den ene aften hørte man Knappertsbusch i Teatre de Champs-Elysees dirigere en Brahms-aften og så Cleveland orkestret med Szell, eller Andor Foldes gav en Bartok aften eller Menuhin spillede - alt det som man ikke havde mulighed for i Ungarn på det
tidspunkt. Fransk musikliv har jeg ikke fået noget særligt positivt indtryk af - fordi man dengang hurtigt opdagede, at man kom til at tilhøre enten den ene eller den anden kreds. Men som studerende hos Nadia Boulanger var man trods alt heldig. Hendes kreds og hendes klike, som hun tydeligt var midtpunkt for, forgrenede sig så meget i fransk musik, at jeg kom rigeligt rundt på den korte tid, jeg var der. Jeg tror, det var min lykkeligste dag, da jeg fik lov til at vende blad for Poulanc. Det var skønne tider, men at starte en musikerkarriere i Frankrig var utænkeligt. Dér er man så chauvinistisk - man skal være franskmand. Janos og jeg spillede mindst én gang om ugen hos en meget fin Madame, og indimellem havde vi ikke engang penge til metroen, så vi startede til fods om morgenen for at nå derud i god tid. Dér fik vi vores ugentlige måltid, ellers spiste vi en pate, der var lavet af flæskesvær, vi købte et kvart kilo, og den lå som en sten i maven hele dagen. - Men jeg fik da en vis horisont, et vist overblik. I relation til ny musik, var vi kommet ind i temmelig konservative kredse - dér var det stadig udarteiser af »de seks«, som var det sidste ny bortset fra Stravinskij, han var Vorherre hos Nadia Boulanger, og jeg vil ikke ligefrem sige, at det var hende der skrev Stravinskijs musik, men hun kendte den i hvert fald lige så godt som han selv. Ved alle uropførelser sad Nadia Boulanger der for at sige, om der var noget der var rigtigt eller forkert. Da hun blev en ældre dame, sad hendes sekretær, som siges at have haft endnu bedre ører end Nadia, der i stedet for - og hvad Nadia så ikke kunne høre, det kunne Mademoiselle høre.

... OG I DANMARK

Du har været sammensmeltet med ny dansk musik i mange år. Var du den, der dirigerede ny musik, fordi der ikke var andre til det?

Jeg har altid holdt meget af »det sidste ny« - men »det sidste ny« for mig, da jeg var ganske ung, det var, har jeg opdaget, - meget gammelt nyt. Navne som Hindemith og Honneger var temmelig nye for mig - Hindemit fik vi lov til at høre og selv spille lidt af der omkring 54-55 i Ungarn, men selv nogle af Bartoks bedste værker var i min ungdom forbudt som formalistisk musik-og Wienerskolen kunne lige så godt have været en by i Rusland for mig, jeg anede ingenting. Jeg blev smidt ud i ny musik af Jolanda Rodio, som nu bor i Sweitz, og som dengang var en fantastisk dame - det er hun stadigvæk, jeg har lige mødt hende i København. Jeg blev præsenteret for hende af Sigurd Berg, som var musikanmelder ved Dagens Nyheder, vi snakkede lidt og Jolanda sagde: der er en koncertserie i DUT, der hedder Musikmalerier, og dér skal jeg lave Schönberg-sange, Alban Berg og Webern, og det skal du spille til. - Dér stod jeg. Jeg kunne dårligt stille noderne den rigtige vej, så de ikke stod på hovedet. Og da jeg så noderne!! - Webern sangene hvor man skulle krydse hænderne - det var en »katastrof« - men hun skulle lære dem, og jeg skulle lære dem - og sådan startede det.

I samme serie skulle Niels Viggo Bentzon spille klaverstemmen i Alban Bergs kammerkoncert, Niels Nilesen violin, og Ole Henrik Bruun skulle dirigere, de øvrige musikere var samlet herfra og derfra, - så sprang Niels Viggo fra 6 uger før opførelsen - jeg tror, han pludselig var blevet overrumplet af noderne og havde opdaget, hvor svært det var, og så syntes de, at det måtte jeg overtage. Jeg ved ikke, hvorfor de syntes det, - men jeg var så ung, at jeg ikke syntes, der var noget der var for svært. Jeg tror ikke, jeg ville vove at spille det i dag, men dengang - ork! Men det gjorde vi så, og så udviklede det sig efterhånden. DUT var fabelagtig - både under Friisholms og Jan Maegaards formandsskab. Min største og sværeste opgave i de år var, da Radioen skulle producere alle Weberns vokalværker med klaver, klaversangene, orkestersangene med forskellige besætninger og kantaterne - det var pragtfuldt!

Det er svært for mig at svare på, hvorfor der ikke var andre - og det er jo også noget sludder, for der har jo også været andre, men jeg tror jeg var ganske god til at lave disse ting, og jeg har altid følt, at jeg ikke gjorde det for på den måde at komme frem, men jeg ved også, at jeg på en måde har bødet for dét at spille så meget ny musik. Det er jo ingen hemmelighed, at man gerne vil sætte folk i bås, men det var nok lige tidligt nok at bedømme, om det var ny musik eller noget andet. - I mange år valgte de altid de nye værker ud, når jeg sendte repertoire, jeg har for eksempel aldrig fået lov til at dirigere en Carl Nielsen symfoni i Danmark. Danmark som nu pludselig er så stolt, hver gang en udlænding bare nævner Carl Nielsen - og jeg som er født under anden himmel og måske kunne have givet et pust af noget andet end det, man kalder den »danske fortolkning« eller »fynsk forår« i Carl Nielsens musik, men det ville man ikke. Det er det igen - jeg føler mig dansk, men måske netop derfor trænger jeg til at komme en lille smule væk for at kunne se tingene lidt fra oven og lidt på afstand. Jeg synes ikke, at man er opfindsom nok til at gribe disse muligheder fx med hensyn til interpretation eller med at bringe samarbejde i stand mellem musikere, som virkelig kunne lave noget fantastisk sammen. Jeg har sagt til min operachef, at når de for tredje gang lader Andras Mikoras sætte noget op og ikke én gang har kunnet tænke sig, at det måske kunne blive fantastisk, hvis det var mig, der dirigerede de operaer, han satte op - at vi måske sammen kunne lave noget der var anderledes, fordi vi taler det samme sprog og har fået den samme opdragelse og alt det her - så har det forbløffet mig. Der har været mange ungarske kunstnere her i årenes løb, og jeg har ikke haft noget at gøre med dem - en eneste gang - andet end at de spiser ungarsk gullash ude hos mig, når de er færdige med deres koncerter, jeg har siddet som tilhører.

Vi må vist desværre erkende dette naive træk hos os danskere - vi opdager det først, når det er for sent.

Til gengæld må jeg sige, at jeg ikke har belemret dansk musikliv med at spille for meget ungarsk musik. Hvis jeg skulle lave en statistik, så er det forbløffende lidt, jeg egentlig har haft mulighed for. Jeg fik fx aldrig gennemtrumfet en opsætning af Hertug Blåskægs borg i alle de år. Det nærmeste vi kom det, var i John Winters operachef periode - hvor vi havde dekora-tionsudkast, rollebesætning og instruktør, men så tog man stykket af, fordi man syntes, det var for mange penge at ofre på et stykke, hvor der kun var to mennesker på scenen.

Og så satte de en op på den lydske opera i stedet for.

Ja, ja.

Dit forhold til ny musik i Danmark har også meget med Prisma-ensemblet at gøre og Cantilena?

Cantilena blev jeg dirigent for i 1958 - og vi sang som det eneste kor dengang en kollosal bunke nyere vokalmusik, selvfølgelig afvekslende kvalitet. Flere komponister skrev værker til os, og vi uropførte adskillige ting. Vi medvirkede bl.a. ved Nordiske Musikdage. Det var faktisk mest fordi jeg fik så travlt, at jeg ikke også kunne passe korarbejdet også, at vi holdt op. Korsangerne skiftes også ud efterhånden - nogle af dem begyndte måske at finde repertoiret lidt vanskeligt, og det var én af årsagerne til, at det gik i opløsning. Ved siden af Cantilena startede Prisma ensemblet på Jolanda Rodios opfordring. Vi opførte Le Marteau sans maître af Boulez - det var i 63. Vi samlede nogle musikere og fik også vores debut, ikke i Danmark, men i Malmö. Det var signalet til mange års dejligt samarbejde. Grundstammen var dem, der var med i Ms M, og så udvidede vi efterhånden, når vi skulle bruge andre besætninger. Det var storartede og dejlige tider - det var ligesom om alting var i blomstring, det var så spændende - man skulle ikke lede efter stykker - de kom bare - det ene gode stykke efter det andet. Også masser af dansk musik. Ofte skrevet til os, men i hvert fald altid spillet af os. Vi kom også lidt rundt, til Polen, Finland, Norge og til Biennalen i Venedig, men sådan nogle ting hører op på et eller andet tidspunkt. Vi startede igen omkring Søren Barfoeds debut i 77 og virkede nogle år, men det ebbede ud af forskellige årsager, som er svære at forklare, men nok mest på grund af mangel på penge - tiderne har ændret sig. Det er ikke fordi interessen eller begejstringen hos de medvirkende er blevet mindre, men ...

Tilbage i 60'erne og i begyndelsen af 70'erne kunne man samle - selv i professionel sammenhæng - mennesker som havde amatørernes entusiasme, men det har ændret sig. Hvis man i dag skal samle folk til noget, er det første, der bliver spurgt om, »hvad det giver« - det hele er blevet et ræs, også inden for musikken. Folk skal tjene alle de penge de kan og har ikke tid og lyst til at gøre noget af passion. - For tiden prøver jeg på Verdis requiem, og korene er amatørkor med korsangere af meget forskellig kvalitet, ikke lige det som jeg i det daglige er vant til, uanset om jeg tænker på opera-koret eller universitetskoret MUKO, som også er et amatørkor, men man kan alligevel få så meget gennem entusiasme, så det kan virke professionelt, når der også er professionelle med. Den blanding virker kolossalt inspirerende på mig. Jeg husker også de gange, hvor jeg med amatørkor og Sjællands symfoniorkester lavede Carmina Burana af Orff og Schuberts ES-dur Messe - det lykkedes på en eller anden måde. Jeg stiller professionelle krav til amatørerne, og de elsker det og kommer til at yde noget, som faktisk ligger over deres egne forventninger og egentlige formåen. Men det andet er - at det må nødvendigvis blive et udvandet og trist musikliv, hvis der ikke er tid - tid til at dyrke musik udenfor der hvor det koster noget. Jeg har haft det held, at jeg kunne dyrke musik i så mange felter, fordi jeg har haft min faste stilling og har kunnet leve af den, men jeg kan godt se, at en stor del af min virksomhed (måske i virkeligheden det meste) kunne jeg ikke have tilladt mig, hvis jeg ikke havde siddet som fast dirigent eller fast syngemester på Det kongelige Teater. Der må være noget galt! Vi musikere må også indimellem kunne leve, dér kommer skattevæsnet for øvrigt også ind, for man bliver nogen gange ligefrem tvunget til at sige »nej« - fordi man ikke har råd til at sætte flere penge til. Man burde kunne sige/a eller nej til opgaver alt efter hvor stor en udfordring de er for én.

Hvis du tænker tilbage på det, du har lavet i Danmark, hvad har så glædet dig mest at arbejde med - hvad har været mest tilfredsstillende?

Det er et svært spørgsmål, men jeg vil forsøge at koncentrere det ved at sige, at jeg har haft mest glæde af at arbejde med de faste ensembler, jeg har haft i tidens løb (Prisma, Cantilena, Studentersangerne). Jeg er et familiemenneske, og for mig er sammenholdet og venskabet, udstrålingen og det vi giver hinanden rent menneskeligt - af stor betydning - det gør at jeg kan yde -og det føler jeg har virket sådan gensidigt inden for de ensembler. I en foreløbig farvel vil jeg sige, at dér har jeg haft de største tilfredsstillelser. De største skuffelser har jeg haft på min faste arbejdsplads. Ikke fordi jeg ikke var glad for at arbejde der - faktisk stadigvæk er det, men fordi jeg ikke syntes, jeg blev udnyttet til fuld tilfredsstillelse hverken for huset - eller for mig selv i alle de år. Jeg har haft meget svære år med Kapellet. Det var nok til dels min egen skyld, det ved jeg godt - jeg startede for tidligt. Jeg var 23 år, da jeg første gang dirigerede en opera på Det kgl. Teater - og så gik der 9 år, før jeg dirigerede den næste. Jeg var frygtelig og sagde frygtelige ting. Det gør jeg også i dag. Jeg vil ikke undskylde mig med, at det er et led i min opdragelse eller mit temperament, men det er fordi jeg ikke kan lade være. Musik for mig er ikke leg, den ting vil aldrig ændre sig. Der er stor forskel på, hvad der gælder livet -og døden for den sags skyld, og på det der bare er leg. Jeg elsker dansk humor, jeg elsker gemytlighed, jeg har sagt til Inge, min kone, at jeg håber, at det som jeg har lært her, den venskabelige tone, som vi har musikere og sangere indbyrdes, at den omgangsform kan vi lære dem dernede, når vi nu skal til Tyskland. Men jeg har aldrig accepteret fuldt ud, at man midt i Verdis Requiem finder på at fortælle en åndssvag historie. Der står jeg af - men nu har jeg dog lært at lade være med at eksplodere. Nu hvor jeg har lavet Verdis Requiem, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at havde det ikke været mest naturligt, at jeg fik lov til at lave mit første Verdis Requiem med operakoret og Det kgl. Kapel? Men der er vi for fine - jeg kan huske dengang vi første gang havde Verdis Quattro Pezzi Sacri på programmet, og dirigenten Muti måtte sygemeldes, så aflyste man koncerten ... hellere end ... og sådan noget kan man ikke helt glemme!

Hvordan vurderer du dansk musikliv lige i øjeblikket?

Der er sket en enorm udvikling, siden jeg kom til Danmark. Man har mistet noget ved den decentralisering af musiklivet, som har fundet sted. Man har gjort alt for at få aktiviteterne lagt så mange steder som muligt, selv i de yderste hjørner af Danmarkskortet. Der mangler et eller andet samlingspunkt på en eller anden måde, om det så er omkring et bestemt ensemble eller en bestemt institution. Jeg må nævne DR, som i hvert fald i mange år var initiativtager, både som mæcen, som koncertarrangør, og som gjorde kolossalt meget for nye talenter og for ny musik og i det hele taget var som et samlingspunkt. Sådan er det ikke mere, og jeg har forstået, at det både havde politiske og økonomiske årsager, men desværre er der ikke nogen andre, der har overtaget det ansvar, som Danmarks Radio havde engang, og jeg er faktisk glad for, at jeg ikke i dag er 23 år eller 25, men at jeg har den alder jeg har, for jeg synes, det er katastrofalt vanskeligt at starte en kunstnerisk karriere som musiker i dagens Danmark.

Jeg kan lige nå at være i Danmark omkring Bartoks 100 års dag- 25. marts, selvfølgelig har Bartoks musik ikke noget med jubilæum at gøre - jeg spiller ham, når lejlighed gives, og jeg synes ikke, jeg har dyrket ham mere end anden musik, men selvfølgelig - det er altid en fest og noget der er skønt at få lov til. Her bliver min medvirken nu lidt mere beskeden - vi laver med lille MUKO de fire slovakiske folkesange, som er fire små perler, men jeg vil ikke lægge skjul på, at som dansker havde jeg haft lyst til at fejre ham lidt mere og med et større ensemble i et komplet program. Der er jeg altså Danmarks Radio megen »tak« skyldig, for at man har inviteret en japansk dirigent til at dirigere festkoncerten! Jeg tror slet ikke, de gør det for at gøre noget ondt, jeg tror bare, det er ubetænksomhed - og det synes jeg næsten er værre, end hvis de havde gjort det af personlige grunde. Derfor gjorde det ondt, da jeg opdagede det. Ikke mindst fordi »Cantata profana«, som står på programmet, havde vi planlagt og næsten programsat for 3-4 år siden, men så syntes man
ikke, at det var så oplagt et værk til en julekoncert, derfor droppede man den med et: den kommer senere.

Du sagde, at vi savner en institution, som kan mobilisere musikalsk energi - du har selv haft børn i folkeskolen, hvor man næsten ingen musikundervisning giver - tror du ikke, de ting hænger sammen? Kan der opstå en sådan, som det ser ud i dag?

Der er ikke nogen, der skal bilde mig ind, at det hænger sådan sammen. - Jeg ved godt jeg ikke skal sammenligne dansk og fransk og ungarsk musikopdragelse - jeg nævner blot de to som kontrast til danske forhold. Frankrig har jo meget stor tradition for musikopdragelse og det har Ungarn selvfølgelig også, men der har man desuden et kæmpe materiale i kraft af sin folkemusik. Har man ikke folkemusik, kan og må man gribe til noget andet. Men det bliver på en eller anden måde let en undskyldning for, på højere niveau, ikke at gøre noget ved tingene - man kan hævde, at vores børn ikke får nogen musikalsk opdragelse, når de ikke vokser op med musik. Så må man begynde et andet sted - lad mig nævne detteher fantastiske Pompidu center i Frankrig, der er ingen der skal fortælle mig, at alle mennesker dér er fuldstændig musikkyndige, og at alle børn i de franske skoler synger Max Reger fra bladet, men derfor kan der alligevel opstå en institution. Nu er det måske ikke det bedste eksempel, for det er meget eksklusivt, men alligevel - det er noget som indgyder respekt for kunst og musik, og det må smitte af på andre ting. - Og så for himlens skyld: - jeg elsker demokratiet, det er en af grundene til, at jeg var og er lykkelig her og har boet her i Danmark, - men der er grænser for udfladigelsen og nivelleringen: erkend at der skal talent til i livet for at blive til noget! Og så: plej de talenter - det skal ikke være en skam, at nogen er bedre til noget end andre. Vi andre vi bliver også bedre af at se det. Man vil aldrig have en leder mere, nogen steder. Det må til for at opelske disse personligheder, som vi alle sammen har brug for at se op til, og som vi gerne vil være i følgeskab med. Tingene kan kun blomstre, hvis der sidder nogen mennesker, som man anerkender og som man erkender skal kunne øse af deres kunnen og viden om tingene. Så blomstrer det hele, det går ikke uden. Vi er ikke alle sammen lige gode - det skal vi heller ikke være!

At sammenholde med den store forandring i dansk musikliv inden for de sidste 25 år?

Ja, og når du kommer udefra, så konstaterer du, at der er ikke mangel på talent eller antal af talenter i Danmark, og du ærgrer dig, for der er lige så mange store talenter her som i andre lande, men de er på et eller andet tidspunkt blevet stoppet, de har ikke fået udfoldelsesmuligheder. Man vil ikke have en første-solospiller, man vil ikke have en første-koncertmester, alle skal være ens - to første klarinetter og to første af ditten og datten. Det skal, for himlens skyld, være vores alle sammens hemmelighed, hvem af de to der er den bedste. Det viser sig alle steder i det danske samfund.

Er du rent politisk bekymret over at flytte til Tyskland?

En lille smule, jeg bliver måske mere bekymret, når jeg kommer derned. Jeg har ikke været politisk aktiv her i Danmark, det holdt jeg mig udenfor - og det er måske forkert, sådan var jeg ikke, da jeg var ganske ung, men jeg tror, at jeg har raset det ud dengang, da jeg var aktiv i politik. Men, i mange år har det været utænkeligt for mig at slå mig ned i Tyskland - fordi jeg har været barn under verdenskrigen. Der var så mange ting, der var svære at forene. Jeg var ikke vred på nogen, og det er jeg heller ikke nu, men der skulle gå et antal år - jeg kunne ikke engang lide at rejse igennem Tyskland. Det er nu forbi, og derfor er det på en måde vigtigt for mig, at jeg kommer derned - det er en form for forsoning. - Min beslutning om at tage imod den stilling har egentlig ikke noget med det at gøre og måske alligevel. Bekymret er jeg selvfølgelig fordi, mens man sidder trygt og godt her i Danmark, kan man konstatere, at de skriver så meget om ny nazismen, og håbe på, at det bare er sporadisk. Jeg håber virkelig ikke, at jeg kommer til at opleve for meget af den slags mere - det vil kræve mere af mig, end jeg har lyst og overskud til.

Årgang 55/1980-1981, nr. 06