Bøger - Beetlemania

Philip Norman: »Shout!

The true story of the Beatles«

Elm Tree Books (Harmish Hamilton Ltd. London 1981). Pris 142 kr.

Af Per Nørgård

På bagsideomslaget fastslår udgiveren, at dette er »den definitive Beatles-bibliografi«, en krævende betegnelse som imidlertid nok skal vise sig at holde stik. I sit efterord ønsker Philip Norman, at han kunne have takket de fire ex-Beatles for deres u-vurderlige hjælp, men ingen af dem har desværre givet ham så meget som et enkelt interview. Desto mere imponerende er resultatet som er kommet i stand efter tre års arbejde, hvoraf de to er gået til research. Imponerende er således grundigheden, nærmende sig det pedantiske, i beskrivelsen af forretningstransaktionerne omkring (netop omrking) gruppen i de senere år af dens eksistens. Bevægende, og med indlysende inspiration fra den utrolige virkelighed, er bogen opbygget som en skabelsesberetning med efterfølgende ragnarok, med deltitlerne Wishing, Getting, Having og Wasting, Med langsom stigningseffekt samles de enkelte Beatles-biografier, herunder de to »udsparkedes«, Pete Best og Stu Sut-cliffe, hvor omkring det indiskutable kraftcenter Lennon og Mc Cartney gruppens selvbevidsthed øges i en stadig brattere vækstkurve, kulminererende i den pludselige kollektive 63-ekstases »Getting«. Det forekommer stadig ubegribeligt, at gruppen endnu i slutningen af 62 var aldeles ubekendt uden for Liverpool (og Hamburgs Reeperbahn) og før årsskiftet tilmed nede på et opløs-ningstruende depressionspunkt. I foråret 63 udsendtes uden større forventninger single-pladen Please Please Me og det »underlige« skete, at den simpelthen vakte opmærksomhed o-veralt den blev hørt. Således antog musikforlæggeren Dick James melodien efter en enkelt overhøring og fik TV-showproduceren Philip Jones til at engagere gruppen blot ved at lytte til singlepladen gennem telefonen! 2. marts var Please Please Me nr. 1 på Top Tyve-listen, senere i måneden udkom det første album (af samme titel), i oktober spillede de på Palladium og i november for den nysgerrige kongelige familie på Prince of Wales-teatret, - vidnesbyrdet om at »Beatlesmania« var brudt ud og omfattede såvel Upstairs som Downstairs ...

I 1964 blev USA erobret ( i øvrigt til Beatles egen forbløffelse, som har fulgt dem jævnt) og som Norman udtrykker det, erobrede de verden samtidig med at den for dem blev indskrænket til et omklædningsrum. 1966 optræder de offentligt for sidste gang - koncerterne var blevet dem et ulideligt mareridt af uophørlig skrigen -og i 1969 opløser John Lennon gruppen: 7 år der nok kan siges at have forandret verden. Normans dækning af alle de for ham tilgængelige facts er som sagt grundig, hvorved læseren får en oplevelse af uophørlig akkumulation, fra den private verden, over det snævre Liverpool- og Hamburg-miljø til det kollektive ekstasefænomen og de heraf udspringende, monstrøse internationale forretningspro-cesser. Endelig opløsningen, efte manageren Brian Epsteins mystiske dødsfald i 1967, hvorpå Beatles forsøgte at skabe en flower-power-orga-nisation, The Apple Corps, som gik til grunde i et kaos af inkompetence og uansvarlighed.

HELLER IKKE »PUNK« KAN DEMENTERE BEATLES.

Herunder belyses i bogen velkendte faser, såsom LSD-bølgen og »guru Maharishi«-meditationsperioden (at LSD fik en positiv indflydelse på alle fire i flere år forekommer forbløffende på baggrund af deres modbydelige indvielse til det psykedeliske univers: en »ven« droppede et sukkerknald i hver af Johns og Georges, samt deres pigers, kopper. Resultatet blev panik, flugt fra vennens lejlighed - hvorunder, i en taxi, John konstant hamrede sit hovede imod sidevinduet osv.). Sammen med de stadig mere nuanece-de karakteristikker af de fire, vokser et galleri af personer op omkring dem; modsvarende den arketypiske historieskildring, får rollehaverne -hovedpersoner, managers, producere, elskerinder og fans - så meget perspektiv, at der opstår næsten et Tå rot-spil af typer. I hvilken anden gruppe - bortset fra Marx brothers -finder man så indbyrdes afvigende individer som »oprøreren« John, »kunstneren« Paul, »mystikeren« George og »klovnen« Ringo? Hertil føjer sig den »tragiske vinder« Brian Epstein og den »gode fader-skikkelse«, Sibelius-elskeren George Martin, der aldrig havde troet han skulle have noget med pop-musik, men pludselig så »noget« i den u-kendte gruppe, engagerede dem og støttede dem kunstnerisk med tilsyneladende enestående uselviskhed gennem fremragende arrangementer og inspirerende forslag - heroverfor »taberen« Mike Smith fra Decca, der kort før Beatles' optræden for (Parlo-phones) George Martin havde afslået at engagere dem ... Det ligger i bogens natur, at Norman ikke forsøger nogen kunstnerisk vurdering af Beatles' kompositoriske og digteriske indsatser, selv om det konstant fremgår at han har sine klare standpunkter, med »Sergeant Pepper« (67) som den absolutte kunstneriske kulmination. Herom kan man diskutere, personligt opfatter jeg nok »Revolver« som den musikalsk set mest fascinerende LP, m.h.t. klanglige, rytmiske og melodiske fornyelser,

hvor Sergeant Pepper tangerer »camp« i sin pasticheladede psykedeliske nostalgi. Det tilbagestår stadig at begribe, hvori dette særlige »kollektive talent« bestod, der lod spændingen Lennon-Mc Cartney lyne ud i deres sprængfarlige underfundighed og senere tillade George at udfolde sig som stadig mere interessant komponist. Dette mangebundede kollektive talent gør sig bemærket i de store sange - i hver en frasering, hver en markering og har ikke sin lige i nogen anden gruppe efter dem. Heller ikke »punk« kan dementere Beatles. »Holdninger« kan aldrig erstatte talent.

Beatlesmusikken fødtes på Cavern Club i Liverpool Her ses køen foran klubben til en session ved frokost-tid.