Debat

Af
| DMT Årgang 56 (1981-1982) nr. 01 - side 48-50

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

»Seksbanden og Danmark«

(eller: »Boganmeldelse som påskud«)

Af Per Nørgård

»Det var dog en grusom salve: hele armeen udryddet med én eneste kanonade« - disse imponerende ord om en af Munchausens bedrifter måtte jeg mindes, med missende øjne, mens krudtrøgen langsomt lettede over slagmarken: »Arnold Schönberg og Per Nørgård placeret sammen med

Debussy, Richard Strauss, Langgaard, Stockhausen og tyske nazistiske »musikfilosoffer« ...i den primitiveste gruppe af musikæstetikker ...« Det er imidlertid ikke baron Münchausen, men komponist Svend Åquist Johansen, der med påskud i en anmeldelse af J. Pauli Jensens musikpsykologi (DMT nr. 6) sørger for at ekspedere ovennævnte, infame seks-bande ned i hundehullet for »reaktionære mystikere«.Da jeg som, indtil da intetanende, medlem af denne bande af hundehoveder havde gnedet mine øjne tilstrækkeligt, sagde jeg til mig selv: »Per! - hvad er denne Pauli Jensen dog for en ignorant, at han - tankeløst tiljublet af ekspeditionssekretær Johansen - kan være så rent ud idiotisk, at han tillader sig at placere Schönbert sammen med mig i det Primitiveste« af alle pritimive æstetiske hundehuller, nemlig dét, der, som der står få linier senere i anmeldelsen, er kendetegnet ved fravær af »kritiskvidenskabelige forsøg på klarhed«? Ved manden da ikke, at såvel Arnold som jeg har an vent særdeles megen tid og møje på »kritisk-videnskabelige forsøg på klarhed« - Schönberg bl.a. i sin Harmonilære, og jeg selv bl.a. i Hierarkisk Genesis (tiljublet sidste år i DMTs splater)?« Efter at have sagt dette til mig selv, anskaffede jeg mig Pauli Jensens bog for personligt at tage skandalen i øjesyn. Stor var min undren, da jeg i denne ikke fandt én linie der forbandt de omtalte seks, unægteligt meget forskellige, komponoster, til en veritabel seks-bande af reaktionære hundehoveder. Derimod bringes der ganske vist korte citater af de seks komponister, men det betones (s. 30), at »mange sådanne udtalelser kan hentes fra romantiske og modernistiske komponister«. Er anmelderen blind -eller blot enøjet?

Pauli Jensen betragter altså hovedparten af musikskabere (man kunne jo sagtens supplere med tilsvarende citater af Bach, Beethoven m.fl.) som hyldede i reaktionens mystiske tåger, og det er derfor vanskeligt at forstå berettigelsen af, at anmelderen, kom-misær Johansen just fremdrager de seks af P.J. tilfældigt citerede til offentligt udhæng i DMTs anmeldelses-sektion. Der må altså have været et formål. Hvilket?

Dette er nu næppe så svært at gætte sig til, for det pågældende afsnit (i anmeldelsen) indledes jo med ordene: »Tankevækkende for en komponist er det også at se de to komponister, hvis æstetik nok har haft største indflydelse i Danmark i de senere år, Arnold Schönberg og Per Nørgård, placeret sammen med Debussy« ... etc. »i den primitiveste gruppe« etc. »Alt for megen ære«, tænkte jeg og kunne måske tilmed være blevet smigret, hvis jeg altså ikke mærkede hensigten - og blev forstemt. Det er-jo meget diskutabelt - det dér med »indflydelsen«; Aaquist Johansen sigter vel på den hierarkiske kompositionsmetode -som han jo selv anvender, ganske vist nærmest under protest (herom senere!) - men den er da kun lidet udbredt og forstået, fx i forhold til de »konkretistiske« eller »pluralistiske« metoder repræsenterede med hhv. navne som Holmgreen, Buch, Abra-hamsen (delvis) og Nørholm, K.Å. Rasmussen, Ruders. Kun ganske få komponister har nemlig indtil nu arbejdet med den »hierarkiske metode«, men ved »Aaquist Johansens udnævnelse af »mystikerne« Schönberg og mig til hjemlige lederskikkelser, får han bekvemt sugge-reret en farlig generelt beklumret atmosfære i den hjemlige andegård, som han - Johansen - ved hjælp af Paulis påståede ord nu skal muge ud i. Dette er en så besynderlig procedure, at man tvinges til at tænke endnu videre og forske i de Johansen'ske motiver: Altså: Som sagt anvender komponist Aaquist Johansen selv hierarkiske (»uendelighedsrække«-) metoder, men - som han har noteret i en selvbiografisk skitse: dette sker såvel i forlængelse af, som i opposition til, mine ideer! - Jeg har prøvet at forestille mig, hvordan en så underlig

Hekse- og vildskud

Kære Per Nørgård! Det var dog en faretruende rumlen og brummen!

Men inden krudtrøgen - eller hvad det nu kan være - helt forblinder dine øjne, skulle du nu læse igen hvad jeg egentlig skrev, - jeg fremhæver for en sikkerhed skyld de ord du i første omgang må have overset i kampens hede:

»Tankevækkende for en komponist er det også at se de to komponister hvis æ-stetik nok har haft størst indflydelse i Danmark i de senere år, Arnold Schönberg og Per Nørgård, placeret sammen med Debussy, Richard Strauss, Lang-gaard, Stockhausen og - u den billig pa-rallellisering i øvrigt - tyske nazistiske »musik-filosoffer« under overskriften »Romantik og Ny-humanisme« i den primitiveste gruppe af musikæstetikker, dem der vil opfatte musik som budskab fra en højere, ikke human verden, og som JPJ tager stilling til med følgende citat af Wilhelm Reich: »AI mystik er reaktionær og det reaktionære menneske er mystiker«.

JPJ afviser ikke de åndelige oplevelser komponister har under skabelsesprocessen og lyttere og musikere under fremførelsen af musik, men han forstår dem som særtilfælde af ekstatiske tilstande som kendes fra mange andre forhold i livet. «

Nu skal jeg på min side afholde mig fra Radise-psykiatriske analyser af, hvilke indre sjælelige spændinger, der kan have fået dig til at plage dig selv med at fe j Hæse teksten så mennings-forvirrende som du har gjort, og specielt da at overse, at »den primitiveste gruppe af musikæstetikker« er klart defineret: »primitiv« i egentlig forstand, »oprindelig«, - som i »primitive religioner«, »primitive samfundsformer« etc., - en yderst respektabel primitivitet ...

opførsel mon kunne se ud rent fysisk og er foreløbigt standset ved billedet af bilisten, der med fuld kraft står på såvel speederen som eremsen. Jeg tror dog godt, at jeg kan ane, hvad det er for en indre splittelse han udtrykker på denne måde; på den ene side føler han sig påviseligt tiltrukket af de »progressive« uendeligheds-hierarkiske muligheder - men på den anden side frastødt af mine diverse arketypiske og mytisk-astrologiske påkaldelser af, for ham at se, værste reaktionære art!

Dette kunne absolut være en begribelig indre strid, og jeg skulle da gerne diskutere sagen med Johansen ud fra de opstillede præmisser. Jeg bryder mig bare ikke om, at kampen offentligt skulle indledes med så lyssky metoder som de her påviste. (DMT burde heller ikke bryde sig om det, for det er læseren, der er blevet Sorteper).

Ejheller har jeg noget ønske om at udnævne nogen Per i dette land til Sorte-Per, og jeg har hverken fantasi eller belæg for at tildele dig så vakre titler som dem du ødselt skænker mig, og som jeg ikke tør bære, så u-fortjente de er ...

1) De seks komponistnavne udgør sammen med nazi-æstetikerne, en fuldstændig opremsning af de eksempler JPJ giver på den »objektive idealisme«, den primitiveste i hans fænomenologiske sortering af musik-æstetik-typer, - og navnene er altså ikke udsøgt med skumle hensigter af mig! Det er en selvfølge, også i min formulering, at der er tusind andre.

2) »Tankevækkende« kalder man ting som man hverken anser for selvindlysende eller helt i skoven. En boganmeldelse forpligter ikke, og er ej heller det rigtige forum, til at udvikle de således vakte egne tanker udførligt.

3) »... også ...« står der i første sætning, fordi det afsnit der forarger dig står som ét af mine eksempler på, at JPJs arbejds-tekst er fuld af spændende løse ender som det er umagen værd for enhver at vende tilbage til, når man vel at mærke har tilegnet sig hele bogens tankegang og kan se hvor han vil hen med det hele (se anmeldelsen igen!)

4) JPJ beskæftiger sig med den »primitive mystik« i de musikæstetiske credo'er han citerer. Det er altså sagen aldeles uvedkommende, at f.eks. du og Schönberg også har søgt »kritisk-videnskabelig klarhed« i andre sammenhænge.

5) At fastslå at en komponists æstetik har stor indflydelse er ikke helt det samme som at udnævne ham til lederskikkelse, endnu mindre at »suggerere en farlig generelt beklumret atmosfære«.

6) En kompositionsteknisk metode (som f.eks. tolvtoneteknikken eller de nye såvel som de gamle hierarkiske metoder, herunder din uendelighedsrækketeknik) er ikke identisk med eller med nogen som helst logisk nødvendighed knyttet til én bestemt musik-æstetisk grundposition, selv om de to ofte indgår frugtbare intime forbindelser i enhver komponists privat-mytologiske univers ...

Punkt 6 er det interessanteste i enhver forstand, og det kunne være gi-vende at diskutere den sag ved lej lighed, - i så fald kommer vi nok længst hvis du frafalder dit krav om at opstille diskussionens præmisser! Men punkt 6 fjerner heldigvis også grunden til din bekymring for min sjælelige tilstand: splittelsen fordamper som dug for solen i samme øjeblik metoden frigør sig fra æstetikkens besidde-glade favntag! Til sidst et par ord om fremrøring af filosofi-drevne kompoistoriske køretøjer:

Det er faktisk muligt at betjene bremse og speeder vekselvist så hurtigt, at det kan se helt samtidigt ud! Det er ganske vist anstrengende, belastende for de stive dele af karosseriet, og den rykvise fremfart kan desværre forvirre de øvrige trafikanter, - men det er også morsomt og stimulerende. Det kaldes »dialektik« ! En anden metode består i mere eller mindre samtidig betjening af speeder og kobling. Det er mindre farligt, og det giver en roligere, jævnere trillen, en friere og smukkere kørsel. Ulempen er selvfølgelig at store mængder af ufuldstændigt forbrændt filo-gas lukkes ud i atmosfæren og ganske kan omtåge de nærmeste med-trafikanter, ligesom dunsten og drønet i grelle tilfælde af føreren selv kan forveksles med kanonsalver og krudtrøg og forlede ham til at tro han bliver beskudt. Med de bedste hilsner

Svend Aaquist Johansen

(indehaver af lille kørekort)

Information, Interview med Per Nørgård 1974

., at musikken virker direkte på vor organisme,« siger han.

»Ved at være et fuldgyldigt udtryk for billeddannelser dybt i vort væsen, ved at være af samme struktur som hele vor organisme, både fysisk og psykisk, bliver musikken selv i sin mest banale form en bekræftelse af vor menneskelighed og et vidnesbyrd om en højere virkelighed uden for tid og rum.«

»I kulturer, hvor der herskede overensstemmelse 1~ lem kunst, reli^' skab. W-

Jørgen Pauli Jensen: Musikkens psykologi og sociologi, s. 29 (Munksgaard 1977)

»Ved at være et fuldgyldigt udtryk for billeddannelsen dybt i vores væsen, ved at være af samme struktur som hele vor organisme... bliver musikken i sin mest banale form en bekræftelse af vor menneskelighed og et vidnesbyrd om en højere virkelighed udenfor tid og rum.« (Komponisten Per Nørgaard, 1974**).

**) Citeret fra et interview i Information 30.1.1974.

Dialektaktik

Kære Svend

Da du har været så venlig at lade det meste aftrykke af det omtalte anmel-delsesafsnit, er det bekvemt for læseren at verificere flg.: a) Det fremgår ikke af din anmeldelse, at »primitiv« skal forstås som »oprindelig« osv. jeg har ikke overset nogen definition, da der ingen definition forekommer. Tværtimod tyder konteksten ikke på nogen som helst »respektabilitet« (nazisterne som »oprindelige«?)....

b) Det fremgår ikke af din anmeldelse - som du påstår under din » kendsgernings« listes pt. l - »at der er tusind andre« (primitive, reaktionære mystikere). Som jeg selv anførte, er det kun hos Pauli Jensen at man kan læse denne kendsgerning.

c) Det fremgår ikke af din anmeldelse - som du påstår i pt. 4 - at JPJ bringer seks citater. DTMs læsere må u-vægerligt få det indtryk, at de omtalte seks komponister ikke har søgt »kri-tisk-videnskabelig klarhed« (da dit relevante anmeldelsesafsnit desværre stopper før denne konklusion, henvises læserne til din anmeldelse i DMT nr. 6).

Hvad dine øvrige semantiske overvejelser angår, skal jeg indskrænke mig til at ønske at dit udtryk »tankevækkende« havde dækket over, at du havde fået vakt tanker og undret dig over det mig tillagte citat i JPJs bog. Som det fremgår af dette citat (bragt andetsteds på siden) er der nemlig tale om citatfusk. Ved at udelade ordet »selv« (uden at overhovedet antyde nogen udeladelse) får JPJ det til at se ud, som om jeg skulle mene, at musikken når den var mest banal var mest menneskelig! Hvad jeg sagde var, som det stod i Informationsinter-viewet (der handlede om muzak, en kontekst JPJ nok burde have nævnt), at »selv den mest banale musik« bekræftede vor menneskelighed, (min fremhævelse).

Og jeg har naturligvis gjort Munks-gaards forlag opmærksom på fejlen og bedt om at få den berigtiget i videst muligt omfang. Med lidt anstrengt hilsen

Per Nørgård

Årgang 56/1981-1982, nr. 01