Musik og fællesskab

Grundlaget for et samfunds kultur beror på, hvordan dets mennesker forholder sig til hinanden, til den omgivende natur og til de vigtigste livsforhold.

Kunsten kan afspejle denne holdning og være et middel til at påvirke den. I et demokratisk samfund vil det, ifølge sagens natur, være mest nærliggende at søge at fremme den kunst og den kunstaktivitet, som skønnes bedst egnet til at øge fællesskabsfølelsen blandt samfundets mennesker. Et gammelt ord siger, at man kun kan diskutere med mennesker med hvem man er enig. Der mæ være noget givet - som det hedder i matematikken - som man kan gå ud fra, for derefter at se hvor langt man kan følges ad, inden man drager forskellige konsekvenser af de forhold, som man efterhånden må inddrage i diskussionen. Hvis jeg derfor i det følgende indlader mig på en drøftelse med tænkte læsere, vil jeg til at begynde med betragte den første sætnings vigtighed som given, uden at jeg på nogen måde kan sige at den udtømmer hvad ordene kunst og kultur omfatter. Det givne er at begrebet kultur er mere omfattende end begrebet kunst. Som udtrykt i den næste sætning foregår der en vekselvirkning mellem kunst og kultur der åbner mulighed for at den skabende kunstner bliver det mellemled - den katalysator, ville man vel sige i videnskabeligt sprogbrug - der indvirker på menneskers livsholdning ved det kunstværks hjælp som afspejler en holdning til virkelighedens forskellige led. Ordets kunstarter - digte, fortællinger, romaner og teaterstykker - er de kunstarter hvor det er nemmest at påvise en bestemt livsholdning - eller fravær af samme - og hvor man i enkelte tilfælde også kan påvise en direkte forbindelse til den virkning ordene var med til at fremkalde. Et klassisk eksempel - og vel et af de mest iøjnespringende - er Beecher Stowes »Onkel Torns Hytte«, som i høj grad var med til at starte den nordamerikanske der medvirkede til negerslaveriets ophævelse i De forenede Stater.

Men i billedkunst og skulptur er det i reglen vanskeligt at påvise, hvordan en bestemt holdning kommer til udtryk. I billedkunsten først og fremmest i århundreders gengivelse af religiøse motiver og i skildringer af den omgivende natur. I skulpturer den udprægede interesse for det menneskelige legeme i den europæiske kulturkreds og for fastholdelsen af den magiske virkelighed - eller de åndelige årsagssammenhænge - f.eks. i den afrikanske og den polynesiske kunst. At den sidstnævnte set med europæiske øjne først og fremmest bedømmes ud fra æstetiske synspunkter og ud fra disse tillægges høj værdi, viser blot den nøje forbindelse der i alle kulturkredse - og perioders kunst - er mellem den igangsættende inspirations og det kunstneriske resultats intensitet.

Vanskeligt kan det i første omgang synes at ligge, når talen er om at finde frem til den livsholdning, som kommer til udtryk i den på en gang mest abstrakte og mest direkte sanselige kunst: musikken. Ganske vist kan der ikke være tvivl om, at musik, der er knyttet til ord har muligheder for at forhøje ikke blot ordenes virkning som sådan, men yderligere kan forstærke den ved at udtrykke de følelser, som uudsigeligt ligger i forlængelse af dem. Til gengæld må vi ikke lukke øjnene for, at hvis vi skal tale om den virkning der herved efterlades i den modtagendes sind - og som ved at påvirke dennes livsholdning med deraf følgende mulig indflydelse på senere handlinger - er vi ude af stand til at påvise den direkte sammenhæng. Måske har Marseillaisen medvirket til at styrke den revolutionære holdning og salmesangen de troendes fromhed, men sandheden om musikkens etiske muligheder kan kun opleves subjektivt, af hver enkelt. Dette behøver dog ikke holde os tilbage, hvis vi vil gøre os nogle tanker om nutidens forhold til musik, sådan som den viser sig i holdningen til de tre hovedområder: den overleverede, såkaldt klassiske musik, den nutidige nedskrevne - også kaldet avantgarde musik og den rytmiske musiks område. Den sidstnævnte burde snarere kaldes den improvisationsprægede musik, fordi det snarere er det præg af spontan skaben der ligger i, at der kun i begrænset omfang er nedskrevet, end det er nogen større rytmisk variationsrigdom end »avantgarde-musikkens«, der adskiller de to områder fra hinanden. For øvrigt tror jeg man kan sige, at de to »nutidige« områder nærmer sig hinanden i deres behov for rent lydmæssig variation, i alt fald når det drejer sig om den mest eksperimenterende del af den rytmiske musik.

Hvis vi skulle gøre os nogle tanker om, hvilke af de to nutidige musikområder der klarest afspejler typiske træk i nutidsmenneskets livsholdning slipper man nemmest om ved det ved at henvise til de tekster, som er knyttet til musikværker inden for de to områder. Jeg tror at man kan sige, at da den nedskrevne musik i det store og hele benytter sig af - eller prøver på at forny - den klassiske musiks mere sammensatte former, har den mulighed for at afspejle mere komplicerede og modsætningsfyldte følelser og tankegang end den rytmiske musik. Den får herved ofte et indhold -og formidler derved let en holdning -som føles i overensstemmelse med de værdi-nihilistiske eller -relativistiske tanker, som var så meget fremme i halvtredsernes og tressernes filosofi. Klarest bliver disse tanker sammenfattet i slagordet om den kontroversielle kunst, som den der skulle foregribe fremtidens livsholdning og et dertil svarende ønskesamfund. Det positive i denne indstilling kommer naturligvis frem i de værker, hvor holdningen er gennemlevet med særlig intensitet, og kan objektivt fastslås i de rent materialemæssige landvindinger, som navnlig blev nået på de lydmæssige områder. For mig at se ligger den rytmiske musiks fortrin - fremfor den nedskrevne nutidsmusik - i retning af på samme tid at give originale udtryk for væsentlige træk ved samtidens livsholdning og at blive forstået af et større antal musikinteresserede, hovedsagelig i 3 forhold. Den har været mindre optaget af at forny det melodiske og samklangsmæssige materiale og er derfor nemmere at høre og erindre. Dens brug af en intensiv rytmisk-mo-torisk stil svarer utvivlsomt til et behov for at forny den forbindelse mellem musik og bevægelse som af forskellige - i sig selv positive - grunde er forsømt i europæisk kunstmusik. Og endelig svarer dens tilknytning til andre musikkulturer til den voksende forståelse af andre kontinenters kulturer og disses værdi fremfor den nutidige europæiske til de strømninger i retning at forholde os til hele omverdenen som én, som vor fælles fremtid synes at blive mere og mere afhængig af.

Til en vis grad kan man også betragte det som et fortrin, at den nutidige musiks udvikling af den musik, hvorfra den stammer - den amerikanske jazz - er foregået langt mere gradvist end den nedskrevne musik, hvis udvikling i ikke ringe grad har været præget af tilsyneladende brud, somme tider i udtalt protest mod en forudgående »generation«. Typisk for et sådant brud er f.eks. Hindenmith's bemærkning ovenover en finalesats: »Tonschönheit eine Nebensache«. Til gengæld har det nok skadet den rytmiske musiks omdømme i andre musikkredse, at man i det store og hele har undladt at formidle muligheden for at skelne mellem den traditions-prægede underholdning og den musik, der satte sig andre mål i kvalitets- og indholdsmæssig henseende. Hvis man sammenligner nutidsmusik-kens stilling med de andre kunstarter hvad angår forholdet til den overleverede kunst, er det givet at den bliver mindre brugt og forstået end fx den nutidige litteratur. Måske kunne man sige, at den nedskrevne musik først og fremmest lider under, at den bliver for lidt brugt, medens den rytmiske musik er for lidt anerkendt. Dette har i praksis været afspejlet i de midler der skulle kunne komme de to områder til gode, at det offentlige af hensyn til den overleverede musik har sørget for, at der er orkestre og operaensembler, der står til rådighed for den symfoniske og dramatiske musik, mens den rytmiske musiks trivsel dels har været afhængig af sin anvendelighed til underholdningsformåi, dels af sin meget stærke appel til unge musikudøvere, amatører såvel som halveller helprofessionelle. Det er i dag så almindeligt anerkendt, at en levende, skabende kunst er nødvendig for et folks kultur, at det har givet sig udslag i forskellige love, hvis virkning sikres med - mere eller mindre tilstrækkelige - tilsvarende økonomiske midler til rådighed end dens formulering forudsatte, førte til visse broderstridigheder inden for de ovennævnte tre hovedområder. At den overleverede musik tilsynelandende var gået af med hovedparten skyldtes dog efter min mening kun, at forlængst lovfæstede midler til landsdels-orkestre førtes ind under loven: uden at ønsket om mere hensyntagen til samtidens komponister var blevet befæstet.

En bedre fremtid for de to nutidige musikområder kunne dels befæstes herved, dels ved - for den nedskrevne musiks vedkommende - at der blev ydet større og mere direkte bevillinger til at den nutidige musik, der skrives for de klassisk sammensatte ensembler, blev direkte skrevet for amatører med hensyntagen til deres formåen og almindelige holdning til musik, det vil sige som et udtryk for tanker, følelser som er dele af en livsholdning som ikke kun bevæger sig æstetisk på overfladen. Og hvad den rytmiske musik angår - som jo takket være det improvisatorisk-kreative i det store og hele er selvforsynende hvad det kompositoriske angår - ved midler til skabelse eller opretholdelse af professionelle ensembler, som også ville være eksempelgivende i kvalitets henseende; og ved støtte til og etablering af undervisningssteder og uddannelse af undervisere til disse. I forbindelse med ovenstående er der grund til særlig at gøre opmærksom på det område inden for den flerstemmige musik, der i en vis forstand er det, som næsten alle har det naturlige instrument til rådighed for at kunne deltage: de flerstemmige kor. Det er jo i forbindelse med sammensang og i de enklere former for instrumentalt sammenspil at samhørigheden ikke blot med forskellige tiders musik, men også med de forskellige generationer er størst. Generationskøften kendes kun lidt i amatørmusikverdenen. Hvad den nedskrevne musik angår er det samtidig her, at muligheden for direkte kontakt mellem amatørerne og komponisterne har været størst; og det synes nærliggende at forvente, at en del af de tendenser til en enklere udtryksform, som man møder blandt den yngste generation af komponister, også kunne give mulighed for værker, der både stod til rådighed for professionelle og fremskredne amatører. I modsætning hertil synes den flerstemmige korsang at være det område, hvor man vanskeligst kan tænke sig, at den kreative improvisation vil kunne finde udfoldelsesmuligheder. Det hører jo også med til nutidens musikalske billede, at f.eks. kompositioner, der benytter sig af optisk notation i og for sig hører til i den improvisationsprægede gruppe. Til gengæld er det her, at fornemmelsen af motoriske rytmiske impulser er mest fraværende. Til slut kunne man spørge: hvis der ikke er nye midler nok til ovennævnte formål, ville det da være rimeligt at begrænse de midler der hovedsageligt kommer dyrkelsen af den overleverede musik til gode? Hvis jeg for mit vedkommende skal give et svar herpå må jeg henholde mig til den tredje sætning i mit udgangspunkt: »I et demokratisk samfund vil det, ifølge sagens natur, være mest nærliggende at søge at fremme den kunst og kunstaktivitet, som skønnes bedst egnet til at øge fællesskabsfølelsen blandt samfundets mennesker«.

Det moderne samfund bygger først og fremmest på en udstrakt arbejdsdeling, hvor de forskellige led kan siges at være forudsætnning for hinanden. Der opstår herved et interessefællesskab, som er en af forudsætningerne for fællesskabsfølelse. Fællesskabet kommer også til udtryk ved de forskellige områder hvor vi i kraft af vor skattebetaling muliggør opretholdelsen af vort skole- og hospitalsvæsen, sociale udgifter m.m. Man kan sige, at vi netop nu oplever at fællesskabsfølelsen - eller i denne sammenhæng erkendelsen af fælles interesser - truer med at virke overanstrengt nu hvor den enkeltes realindtægter er dalende.

Erkendelsen af fællesskabets betydning kan aldrig være musikkens sag, da den ikke egner sig til at være er-kendende på andet end det hørliges område, og fremfor alt ikke til at være argumenterende. Hvad musikken derimod kan medvirke til, er styrkelsen af fornemmelsen af samhørighed, lovmæssighed og meningsfylde. Forudsætningen for den flerstemmige musik er selve tonematerialets lovmæssige opbygning som kommer til udtryk allerede i den enstemmige musik, hvis foretrukne intervaller er de samme som senere bliver de foretrukne i flerstemmighedens harmonier, og som igen svarer til overtonerækkens lettest hørlige led.

Hvad enten denne lovmæssighed bliver den musikudøvende - og den nydende bevidst eller ej, er den forudsætningen for fornemmelsen af ikke blot at opleve det samme som de omkringværende, men også det samme som komponisten i sin tid havde ønsket at fastholde og videregive til sine samtidige. Når denne fornemmelse af en tidsoverskridende samhørighed forbinder sig med den rent øjeblikkelige glæde ved det hørte, opstår samtidig en følelse af meningsfylde som umiddelbart føles knyttet til de tanker og følelser, man fornemmer kommer til udtryk i musikken. Herved styrkes et af de elementer, som er en betingelse for egentlig fællesskabsfølelse: fællesskab om de tankesammehænge, som har at gøre med de vigtigste livsforhold. Erkendelsen af »de andres« nødvendighed for ens eget udbytte af helheden er antagelig stærkest for den der deltager i udførelsen af et musikstykke. Og det er der for kun rimeligt, når man i de senere års støtte til kulturen (kunsten) i særlig grad har ønsket at støtte amatøraktiviteter. At denne - navnlig hvad musikken angår - væsentligst udfolder sig i forbindelse med den overleverede musik skyldes først og fremmest, at hvert enkelt menneskes mulighed for at skelne i det hørte udvikler sig på samme måde som den europæiske musik fra enstemmighed til flerstemmighed, fra let overskuelige - eller overhørlige -samklange til mere komplicerede strukturer hvad melodi, harmoni og rytme angår. At samklange til sidst ender for de fleste som lyde, og at også lyde kan påvirke den, der lytter, nævnes blot for fuldstændighedens skyld. Jeg tror i øvrigt det gælder for de fleste, at jo mere sammensat lydbilledet er desto mere mister man fornemmelsen af lovmæssighed og meningsfylde, og af at opleve det samme som andre ved det hørte. For en sikkerheds skyld skal jeg dog tilføje, at selv om jeg af mange grunde tror at den overleverede musik -og den del af musikken, som i dag vedkender sig den som udgangspunktet for at finde nye udtryksmidler - i særlig grad er egnet til at øge fællesskabsfølelsen blandt vort samfunds mennesker, så ville det være forkert, hvis samhørighed med den kultur vi alle er vokset ud af, skulle spærre vejen for bestræbelser på at forstå nutidens kunst, som en vej til at forstå det, der gør sig stærkest gældende i nutidens menneskers tanker og følelser. Men ligesom det kræver en udviklet høreevne og evne til opmærksomhed at skelne, hvad der rent akustisk sker i sammensatte musikformer, på samme måde kræver det en særlig opmærksomhed at efterprøve hvilken påvirkning af ens egne tanker og følelser der kommer i stand ved dette eller hint stykke musik. Vi vil selv helst føle os både som frie og ansvarlige mennesker. Samfundets trivsel er til gengæld afhængigt af, at vores frihedstrang ikke bliver stærkere end vort ansvar over for vore omgivelser. Øget fællesskabsfølelse er det bedste middel til at modvirke dette.