New Wave og Avantgarde

Af
| DMT Årgang 56 (1981-1982) nr. 01 - side 33-37

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Komponisters musik svinger for tiden ofte som den bedste rockmusik - og new wave-grupper lyder tit som gamle avantgardisters musik. Vi har derfor bedt to unge musikere fra grupperne Ballet Mécanique og Cockpit Music lytte til avantgardeværker og fortælle om hvordan de opfatter dem i forhold til den musikde laver.

Cage: Three Dances for 2 prepared pianos (nr. 1) (Michael Tilson Thomas, Ralph Grierson - pianos)

Webern: Koncert op. 24 for 9 instrumenter (Boulez-indspildningen)

Det vi hørte her var eksempler på to hovedretninger i dette århundredes eksperimenterende komponistmusik — Weberns rækkemusik og Cages mere tilfældigt anlagte. Hvad mener to eksperimenterende unge musikere om sådan noget?

Torsten: Cage lod jo helt indonesisk Mange vestlige kunstnere bruger jo etniske gruppers musik som udgangspunkt og transformerer den til en form for vestlig kultur, det er sådan set ikke specielt »nyt«. Men Webern virker meget europæisk. Jeg tror at man med improviseren-de musikere der kender hinanden godt kan leve punktmusik med mere spænding i. Det er meget stift -selv om det var nyt da det kom frem, gjorde det sandelig ikke kulturen mere bøjelig.

Martin: Cage lød for mig som et stykke moderne popmusik, Weberns stykke kunne lige så godt have været tilfældigt, det sagde mig ikke så meget, det tog ligesom for meget udgangspunkt i formen, som om det skulle være interessant og anderledes. Instrumentalmusik er vel begrænset i sin kommunikation med publikum, det bliver hurtigt brugsmusik for intellektuelle. Jeg vil dog hellere høre dette end så meget andet, men det ender let i en kunst for kunstens skyld. Stravinskys »Sacre du Printemps«harenfunktionogbæ-rer en historie, instrumentalmusikken begrænser ofte sig selv, især når den er så tørsom hos Webern.

Nu er Weberns musik jo bevidst stram og tør, delvist som en reaktion mod romantikken - ligesom jeres musik vel også er en reaktion mod visse tendenser?

Martin: Ja - men jeg bedømmer det bare som det virker på mig i dag.

Torsten: D et historiske forløb består joaf reaktion på reaktion, menumiddelbart virker Kandinsky-billedet u-den på Webern-kasetten mere levende end musikken.

Pierre Schaeffer/Pierre Henry: Erotica og Scherzo af Symphonie pour un Homme Seul (konkretmusik)

Musik bygget på omverdenens lyde er det noget der tiltaler Jer?

Martin: Det er lidt farligt at focusere så kraftigt på en bestemt form eller stil. Det her virkede på mig lidt som »rige folks skægge søn, der har lavet sit eget båndstykke«. »Erotica« er alvorligt uden at være det- skæg alvor. Det er »interessant« og »spændende« på en tørmåde, men det siger mig ikke meget som menneske.

Torsten: Det virker isoleret. Når man spiller musik er det vigtigt, at det har en organisk kraft. Det er der mange ting der har i »den konkrete virkelighed«, og det kan man bruge i musikken - ureglementerede instrumenter og lyde kan bruges, men skal det virke på mennesker må det have en eller anden organisk karakter - ekstase eller vægtløshedosv. Denne musik når efter min mening ikke ud af sin laboratoriekasse, der er for langt fra studiet til den scene hvor musikken jo skal udspilles for at leve. Nye engelske og tyske grupper arbejder også med konkretmusik, men det er desværre tydeligt at de på en scene er ligeså skræmte som deres laboratoriemusik er. Koncerten er en visuel og klanglig forestilling, ogderernogetderkikser her - det bliver vinyl-avantgarde.

Martin: Men det er jo oppe i tiden at tage en masse ting og blande det sammen i en pærevælling og så kalde det avantgarde - det er ofte smagløst og på en måde sjofler man begrbet.

Kan man sige noget om hvad der er avantgarde i dag?

Martin: Avantgarde bliver hurtigt en mulighed fordem, der ikke har noget at byde på, en misbrug af formen for at køre sig selv frem. Nogle mennesker udtrykker sig bedst på den ene måde, andre på en anden, og det er helt fint, men det er blevet så let at hylde sig ind i et slør af avantgarde, som i en kinesisk æske - man åbner æske på æske, og til sidst er der ingenting. Pladen her ville jeg måske for et par år siden have opfattet som spændende i sin abstrakthed og absurde form, i en naiv pubertetsglæde ved at »nu kunne universet da ikke blive større«. Men det duer ikke rigtigt mere bare at hælde affaldsspanden ned i et glas vand, røre rundt og så gurgle.

Torsten: Det er vel ikke mere nødvendigt at gøre opmærksom på at vi er i industrialderen, den er jo lige for øjnene af os. Det er vel vigtigere at give et lyttende publikum noget blod og nerve, tage det med på en rejse og løfte sløret for den tilstand vi alle ved vi går rundt i.

Tidligere ville jeg nok have syntes det var vigtigt at definere begrebet avantgarde i forhold til andre udtryksformer. Jeg brugte den selv som et middel til frigørelse, men nu stræber jeg mere efter en pluralistisk stil, hvor alle mulige stilarter kan være i. I Cockpit har vi på det seneste været mere optaget af etnisk musik end det man skulle tro hørte til »vor tid« - og på et tidspunkt havde vi et slogan er hed: Cockpit Musik - inspireret af alt fra neon til Bali, fra metal til sol.

Iannis Xenakis: Sappha 1975 (Gert Mortensen, slagtøj)

Martin: Det er så smukt og det er lidt synd at skulle analysere det konkret lige nu, ja bare at lytte på det er næsten synd - det skal næsten være del af en større situation når man skal opleve det.

Torsten: Det klanglige i det slagtøjstykke er jo utroligt flot. At det er splintret fra hinanden gør at det mangler lidt af den tilstand man finder i f. eks. afrikansk trommemusik - men det kommer jo så tilsidst. Mange jazz og rock trommeslagere kan jo lave det drive, tilstand med lige så stor intensitet oven i købet, nu er det jo som man kan forstå også spørgsmålet om at Xenakis vil fra en splintret fri rytmik hen mod en fast puls og det er jo noget andet. Og så er det jo flot at overvære opførelsen af stykket, hele dramaet omkring storetrommen osv. Xenakis er vel en af de stærkeste i avantgarden hvad angår dynamik, han kan jo få symfoniorkestre til at smide alt overbord - midt i deres kontortid så at sige.

Jeg tror ikke spørgsmålet om drive, tilstand og intensitet har noget at gøre med puls og improvisation ctr. komposition, de ting er jo snævert forbundne i virkeligheden. Kender man de folk man spiller sammen med godt, kan en given komposition improviseres i en vis grad og en improvisation kan, som undertiden hos os, lejre sig i en fast komposition, som kan genopføres når som helst. Det særlige ved os er vel, at vi især skriver musik tilvoresegengruppe, tilde folk vi kender- det ville nok være svært at skulle skrive til musikere vi ikke havde et personligt forhold til. Jeg har på fornemmelsen at der i den såkaldt klassiske musik er langt fra komponist til musikere til opførelse, der kunne jeg tænke mig et tættere rum - og det kunne vel også gøre alle disse diskussioner om rytme og teori knapt så splittede.

Slagtøjet...

Torsten: Europæerne har jo ofte været skræmte over de primitives trommemusik og har opfattet den som aggressiv - det har jeg aldrig kunnet forstå. Jeg opfatter den mere som et drøn der minder om liv, og det har Xenakis jo prøvet at få ind i musikken, her ligger han nok længere fremme end så mange andre - vesten har jo ofte en lidt steril måde at bruge slagtøjsinstrumenter på.

Martin: Ur-drønet der ligger i slagtøjet og som er skønt har jo også en meget maskulin fremdrift der kan være problematisk - en slags testikelnarresut: »ned med jer dogs!« Psykologisk set er den meste rytmisk anlagte musik jo fallos-fikseret. Vi bruger selv pulsrytmikken i vores musik og j eg kan da godt se at der kan være mennesker der kan blive skræmt af det, men der er nu også noget fascinerende ved det ur-drøn ... selv i diskomusikken. Men der kan være et dilemma her mellem jeg og du, mellem udøver og publikum.

Torsten: Og der er jo også forskel på at banke på tromme og så spille trommer.

Hvad er Jeres baggrund og inspirationer?

Martin: Det er begrænset at sige noget om, jeg er meget ung. Men der har selvfølgelig været tale om en udvikling, men forbilleder og inspirationer er svært at lede ud. Jeg har spillet klassisk guitar i 6 år, men jeg opfatter mig i øvrigt ikke kun som musiker, de tekster jeg skriver betyder lige så meget for mig - jeg er en skriver inden for mange kunstarter, men jeg har valgt musikken som medium på grund af dens særlige spændingsemner.

Torsten: Jeg er opvokset i et ganske traditionelt miljø hvor der var »musik for voksne« og så rock for de yngre. Men jeg kom ret tidligt i forbindelse med John Tchicai, som boede i samme kommune som jeg. Han drejede ligesom hovederne på os derude. Vi 16-årige havde en virkelig begrænset horisont-det var det også var der det. Vi spillede med ham i mange år, hvor han lærte os at spille på egne indre energier, farver, stemninger osv., og det har jeg aldrig helt forladt som musiker. Efter 70erne har jeg taget mine inspirationer på et helt »globalt plan«-og jeg er som Martin lige så inspireret af lyd som af billedkunst og tekster.

»Billedbånd« og »lydbilleder« -der er jo ikke så stor forskel og jeg tror det for tiden er vigtigt at forholde sig aktivt til alle kunstarter og traditioner. Jeg har været snørklet ind i en masse ting med at jeg nok ikke kunne eksperimentere når jeg ikke mestrede hele traditionen - først Parker og så Coltrane etc., og det har gjort at jeg har fået et noget paranoidt forhold til at skulle tilhøre nogen lejr. Det vigtigste er at udtrykke hvad der sker i én, og her må jeg bevæge mig i et vægtløst rum stilistisk og genremæssigt.

Jeres musik ligger jo udtryksmæssigt ofte tæt op af ting som dada, fluxus og avantgarde, selv om I rubriceres i rock og jazz.

Torsten: Jeg har også været aktiv indenfor happening, poesi og musik, musik-teater,ogdeterklartatdethar bund i en kulturtradition - større virke har man jo heller ikke. I mange år lader man sig narre rundt i kategorierne - nogle klæber sig til »newwave-boxen«, andre til »avantgardeboxen« osv. Det hele må imidertid ses ovenfra nu ... alle disse begreber og stillejre. Jeg prøver at lave musik der rammer nuet - senere kan jeg føre det hen til forskellige traditioner. Det skal jo heller ikke føres derhen at vi tankemæssigt er nullite-ter, fordi vi ikke beskæftiger os med traditionen - vi er begge udmærket klar over hvad der er foregået rundt omkring i kunsten - men vi prøver på en vis måde at holde os fri af lænkerne. Ofte er det en lige så stor kamp med en selv med alle disse stilmuligheder.

Martin: I perioder får man kvalme af ting man har haft tæt på sig - og så tager man det lidt på afstand. Torsten: De forskellige miljøer der opstår viser sig jo ofte at blive konservative. Jazzmiljøet har jeg f.eks. aldrig befundet mig vel i - alt det med at man først skulle spille Parker før du kunne spille dig selv! Vores gruppe er blevet kastet fra miljø til miljø af samme grund.

Martin: Der er tale om en krigsførelse imod dem der hele tiden vil sætte os i bås. Det er ikke sådan at vi vil strække os over så-mange-ting-som-muligt, der opstår bare situationer hvor netop dette ene er bedst i forhold til andre løsninger. Det har f.eks. heller ikke været meningen at vores gruppe Ballet Mécanique kun skulle være en musikgruppe sådan som det nu fremstilles i medierne. Torsten: Arrangører har så svært ved åbent at tage imod sådanne ting. Vi må finde alle mulige huller for at komme ud med de ting vi laver -teater, billedkunst, poesi osv. Martin: Bare det at arrangører spørger os om musikken nu er »new-wave« og beordrer 3 x 45 minutters sæt viser lidt om åbenheden. Vi tager ikke de former højtideligt.

Nu er I jo eksperimenterende musikere - hvorfor arbejder I for eksempel ikke på Konservatoriet?

Torsten: Jeg er fjenden af institutioner hvor man dræber den tone der skulle være ens egen tone. Vi aner ikke hvor vores kulturelle arne er. Konservatorierne dræber i de fleste tilfælde elevernes evne til at skabe musik på stedet eller i hvert fald være fleksibel.

endnu værre er det at konservatorierne begynder at beskæftige sig med jazz og rock, hvilket faktisk gør det endnu mere firkantet. De musikformer har aldrig været skabt til at skulle eksistere under sådanne omstændigheder. Disse musikformer skal ikke skoles på den måde - snarere det modsatte, og konservatorier skaber fast grobund for kultur men ikke for udfoldelse.

Nu kæmpes der jo for at få netop jazz og rock ind på konservatorier og også et decideret jazz/rock-konservatorium!

Torsten: Ja det er lidt ligesom at lave Amtsskole-rockbands, jeg tror ikke det skal ses fra den vinkel.Der er måske en dårlig kulturel samvittighed hos liberale klassiske musikere - de tror de tramper en masse under fode og nu må de hjælpe .Derer tale om en slags »græsrods-musik« som man nu vil prøve at gøre til institutioner.

Du mener altså at rock og jazz helst skal leve sit undergrundsliv udenfor institutionerne?

Torsten: Musikformer som disse lever jo af en konfrontation mellem musikere og publikum, og på den anden måde kan det hurtigt blive videnskab i stedet for glæde, følelse og kreativitet.

Der er jo politisk vilje til at støtte disse ting. Skal man så hellere sætte ind med støtte til lokale aktiviteter- én musiker der én komponist der og et miljø der - du har jo selv haft en lærer i Tchicai f.eks.

Torsten: Ja - vejledning er nok det der er brug for rundt omkring i lokalmiljøerne.

Hvorfor laver I som eksperimenterende musikere ikke koncerter hos DUT?

Martin: Hvad er DUT?

DUT er en organisation der medstøtte fra staten arrangerer koncerter med ny dansk musik.

Torsten: Hvis DUT spurgte - ja så er vi der. Det er et sted vi aldrig har opfattet som samarbejdsgrundlag. Det virker som en institution der heller ikke rigtig ved hvad der sker uden for murene. Hertil kommer at når vores band har været involveret i arrangementer af »kulturelkvalitet«, der har publikum reageret som var det en film - passiv måben. Og det er ikke tilfredsstillende når man er vant til direkte respons.

Ligeti: Continuum (Antoinette Vischer, cembalo)

Vi snakkede før om puls, stilblanding og anderledes instrumenter ...

Martin: Det her var umiddelbart smukt- og det opfordrer til aktivitet.

Torsten: Det er enerverende smukt-

Torsten: Det er enerverende smukt det stykke her. Det understreger at - hvad melodi, rytmik og harmoni angår - befinder vi os i en åben situation. Vi arbejder også både med puls og svævende rytmik, tonalt og atonalt og i flere lag samtidig - der er virkelig et åbent spektrum nu. Men sætter man sig stramt på de her kategorier er mulighederne for at arbejde med mange og forskellige ting bandlyst.

Peter Maxwell Davies: Songs for a mad king (1. sang) (Julius Eastman & The Fires of London)

Er tiden inde til galskabens musik nu ?

Torsten : Ja lad os få den såkaldte galskab ind på scenen! Det er måske et tidsfænomen. Vi er jo i teknikkens vold såvidt at vi næsten helt er holdt op med at tale om at vi kan få kontakt med Peking på et minut - og det får nogle »gale« følelser op. Spørgsmålet er så hvor gale de følelser egentlig er - de er måske mere udtryk for liv bag maskinsamfundet. Jeg følte ikke denne musik skinger og gal, nærmere mere naturlig end meget af det andet vi har hørt. Martin: Man skal ikke stræbe efter at lave gal musik til tiden nu. Men det-her virkede - og virkede som god teatermusik. Og det er klart at jo mere overvældende omgivelserne bliver, jo mere må man svare på et. Og her var der en tekst, der var noget at hænge den musik på, og det gør det mere engagerende at lytte til, i forhold til en lignende instrumentalmusik.

Terry Riley: In C (Rileys gruppe) Steve Reich: Octet (S.R. and Musicians)

Det her er jo avantgardemusik med puls og improvisation osv.

Torsten: Repetitionsprincippet har mange muligheder, også i det kontrapunktiske med de modulationer der opstår- det er godt både for musikerne og for lytterne. Det er jo konkrete titler her, Octet og In C, men de åbner alligevel for en masse billeder i lytteren.

Det er også en brugsmusik, den kan bruges som ramme til ting fra andre kunstarter og det kan bruges som lyt-temusik. Det er jo strålende. Jo mere man arbejder sig ind i musik, jo mere kræver den en forenkling, føler jeg ofte, og det lykkes fint her.

Martin: Det er nøgternt og alligevel utrolig smuk musik.

Stockhausen: Sternklang - Parkmusik for 5 grupper (1975-udga-ven) Stockhausen og 5 ensembler

Torsten: Det var meget sjovt at høre og der ligger noget i en sådan ny udnyttelse af koncertform og kunstværket. Det vi hørte lød ret flot det skal nok have været en god oplevelse i parken dér.

Martin: Det er måske at prisgive det lidt at udsende det på plade af samme grund - man skal næsten være der i parken.

Torsten: Vi laver jo også tekster og billeder og man skal nok røre ved koncertformen, som der også gøres hermed en blandet placering af musikere og publikum - den kan fjerne lidt af idoliseringen og passiviteten, fremmedgørelsen.

Martin: Her er det jo ofte de gamle rockgruppers tradition man må forsøge at bryde .Deter svært og man må jo ofte gå ud og spille netop i de sædvanlige og normale spillesteder med alle de kompromisser det indebærer.

Torsten : Vi har ofte af samme grund tyettilandremiljøerenddedecidere-de koncertsteder og deres stramme musikpolitik.

Kagel: Exotica (1970-71) for div. eksotiske instrumenter.

Martin: Ironien er på en eller anden måde oh så dansk, ironi er ubrugelig som det er her, man må være seriøs. Detdermedatlaveenplademedlyde fra folk der går på toilettet er der nogle der elsker ogsyneserinteressant... det er håbløst!

Torben: Det er farligt at gøre det i det tilfælde det handler om den 3. verden, det fastholder publikum i en eller anden opfattelse af hvordan den tredje verden er. Det burde mere intelligente mennesker ikke beskæftige sig med. I musikken her virker det lidt bagermesteragtigt- bl.a. ved at de der laver den tror den er forståelig for alle. Men ironien kan være fantastisk kulturafslørende ... At arbejde med den 3.verdens instrumenter på den her lidt distancerede måde er sådan set at hævde, at det er os her i Vesten der har opfundet hele det kulturelle rum. Bare de dog havde taget et par hundrede etniske instrumenter - og var begyndt at spille på dem. Den her tvetydighed, man opererer med i den gamle avantgarde, er ofte problematisk.

Berio: Sinfonia

Torsten: Det er sådan noget musik der kke kunne lykkes, hvis man ikk i programmet i forvejen vidste at det var Martin Luther King, Mahler, Decket osv. man brugte. Becket har jo den styrke, at man ikke behøver at have nogen særlig forudviden for at opfatte ham, hvorimod dette kræver usandsynlig meget forhåndsviden, før man kan opleve det og forstå det. Når hele den europæiske kulturarv skal pilles fra hinanden og sættes sammen igen, så bliver det ofte uoverkommeligt for oplevelsen ... det er interessant, men det minder mere om en slags kulturel forstening ...

Martin: Tingene her har en funktion hver for sig - men her er det næsten ligesom at sætte ti mennesker ind i en telefonboks for at kunne bevise, at de kan være der... også når de er derinde opstår spørgsmålet: hvad skal vi dog bruge det her til.

Torsten: Den forstenede kompleksitet... ja her vender vi næsten tilbage til hvor vi startede.

Punk æstetisk ordbog

En pladetitel siger mere end tusinde billeder ...

Ad 1984 (us) - Clockwork Generation - voyage rec.
Accidents (uk) _ Blood Splattered with Guitars - hookline rec.
Activity Minimal (uk) - Television game - open eye rec.
Addicts (uk) - Organized Confusion - dining out records.
Afrika Krops (us) - Music to kill by - kleencut record
Albertos Y Los Trios Paranoias (uk)
- Dead Meat - logo records
Algebra Mothers (us) - Modern Noise - aftertaste records
Alleycats (us) - Nothing means Nothing anymore - dangerhouse records
Alternative T.V. (uk) - What you see is what you are _ funcity records
Anal Surgeons (uk) - Aylesbury goes placcid _ flaccid records
Anemic Boyfriends (us) - Guys are not proud - red sweater records
Anonymous (us) - Snake Attack -flatt records
Anti Social (uk) - Teacher Teacher - dynamite records
Art (us) - The only record in the world
- brainchild project records (planden er indspillet stereo med forskellig musik / hvert spor, kan høres SAMMEN eller hver FOR SIG efter behag.

ART and Language (uk) - A Portrait of Lenin in the STYLE OF Jackson Pollack - rouch trade rec.
ART FAILURE (US) - Sceam of PAIN - rockburgh records
Bad Brains (us) - Pay TO Gum -bad brains records (sandsynligvis det første negroide punk-band
B.B. and The Atomic Bums (us) -Land of the Free - twintone records
Bastards (schw.) - Impossibilities - zaki records
Bauhaus (uk) - Bêla Lugosi's Dead - small WONDER records
Belugh & The HUMAN Ashtrays (us) - Mars needs Women - sounds good records
BLAH Blah Blah (uk) - In the Army absurd records
Caberet VOLTAIRE (Uk) - Do the Mussolini - rouch trade records
CHAOS (aust.) - Get out of my Pocket - of course records
Citizen Kafka Singers (us) - IT's a MELTDOWN - beet records

Punkæstetisk ordbog (forts.)

Clash (uk) - REMOTE CONTROL cbs records
JWAYNE COUNTY & The Electric CHAIRS (us) - Cream in my Jeans -(il 976 var det Wayne Conty men efter kønsskifte er öei jayne COUNTY)
DOA (can) - TRIUMPH of the tgno-ro/cte-LIVE 12"" ep
THE Damned (UK) - Smash it UP-chiswick rec
DANZIG Mogul & THE Vomiting Deluzionz (uk) - Last resort - vole rec
DEAD Kennedys (us) - Holiday in Cambodia - 415 RECORDS
THE DESPERATE BICYCLES (uk) - The Medium was Tedium - refill REC
Ebba Grön (sv) - UNG och sänkt
MISTLUR records
EPPU NORMAALI (fin) - Aknepop - POKO rec
EXPLODING sea GULLS (uk) „ Johnny RUNS FOR Paregoric _ Fried EGG records
Fad GADGET (uk) - BACK to NATURE - mute rec
FALSE IDOLS (uk) - Marbled HANDS - old knew wave rec
Franco Falsini - COLD NOISE- Ip
FILTHY Mc Nasty (UK) - Move over - bridgehouse records
FISH TURNED human (uk) -Turkeys in China - SEQUEL REC
Carbos Celluloid HEROES (uk) -Won't you come ty my funeral -big bear rec
GERMS - No GOD - dangerous records
GLORIA Mund i (u k) - Glory of the WORLD -rca rec
GONG (us) - Gong est mort -carto PRINT rec
GRAFFITI Merchants (US) - Pens Pencils & Punks - hell records
GRISEN SKRIKER (sw) - Ettusen Punks 45 ep ps
HALF Japanese (us) - 50.000.000. 000.000.000.000 - WATTS REC
HERMINE (uk) - Toture - salome REC
RICHARD hell & THE Voidoids (us)
- LOVE comes in spurts - vertigo
Homosexuals (UK) - ???????? -' BLACKNOISE REC
N. Y. Niggers (us) - Just like Desden -45 - NYN records
NASAL BOYS (schweiz) - Die wüste lebt? - periphery PERFUME records
NASTY MEDIA (uk) - Spiked copy lightning rec
Negative trend Meathouse - heavy manners
NERVOUS REX (us) - dreamland rec
New FORM (uk) - BLOCKHEAD -
z block rec

1984 - SALTED CITY - skydog rec
No Fun (can) - The Man whocollectede diseases - werewolf t

Punkæstetisk ordbog (forts.)

shirts records
NOISE (us) - Noise/Agony - noise rec
Notsensibles (us) - I'm in love
WITH Margaret Thatcher - snotty snail rec
The NUNS (us) - Decadent lew 415 rec
OINGO BOINGO - rhino rec
ORIENTAL Football SQUAD (uk) - Tango's lightning rec
OVERHEAD Music - OHM SWEET ohm - 003
PVC 2 (UK) - Dreanged Demented & FREE - ZOOm rec
THE PANIK (uk) - It won't sell-rainy city rec
PERE U BU (US) Datapanik in the year ZERO - radar rec
The Pigs (uk) - Youthanasia - new bristol rec
PLASTIC Bertrand (bei) - Ovais Ovais Ovais Ovais - vogue
Police (UK) - PEANUTS- a+m rec
Propaganda (UK) - Calling on Moscow ~ eipc/cbs
THE PSYKEDÊLIC Furs (uk) -Sister Europe - CDS rec
Public IMAGE Ltd (uk) - Death disco - VIRGIN rec
Punkz (aus) - GOOD TIMES - mushroom rec
Radio Actors (uk) - Nuclear WASTE /Digital love - CHARLY REC
Eric RANDOM (uk) - That's what I like about me NEW hormones rec
READYMADES - Lolita - 415 rec
Residents (us) Third Reich'n'roll - ralph rec
RODNEY & Burnettes (US) - Holocaust on SUNSET Blvd - bomp rec
Root Boy Slim & The Sex Change Band (us) - Dare to be fat - illegal records
SAINTS (aus) - Prehistoric sounds - harvest rec
Sex Pistofs (UK) - Great Rock'n'roll Swindle _ virgin rec
SHIT DOGS - Not responsible - oblique rec
Snatch (us) - When I'm bored - LIGHTNING rec
Static (US) - My relationship - a theoretical record
FRANK Sumatra & THE Mob - Tedeum - small wonder rec
Teenage Jesus & the Jerks (us) - Freud in flop - migraine/lust/unlust record
Travolta KIDS (sv) - Veckans brott
THE Typewriter Went Crazy (uk) -
Gotta change my socks - Zambi rec

informationerne er »tyvstjålet« med redaktionens samtykke fra Volume: international discography of the new wave. One Ten Records 110 Chambers Street New York, N.Y. 10007 Pris 7.955
- slut

Årgang 56/1981-1982, nr. 01