Om stil hos Brats og Punks

Af
| DMT Årgang 56 (1981-1982) nr. 01 - side 4-15

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

* Tak til Anders Levy for ideologisk vejledning og til Poul Borum for hjælp med at høre nogle af teksterne.

- You've got to be realistic.
Johnny Rotten

Den første gang, jeg hørte punk-rock var i efteråret 1978 i Rockmaskinen i Christiania, hvor gruppen Lortet spillede. Gruppen er vist forlængst opløst, men det var en stor oplevelse.

Punk-rockens tilsynekomst er blandt de vigtigste ting, der er sket for musiklivet i mange år, og den danske gruppe Brats's plade 1980 (CBS 84327) er vel den bedste plade nogen dansk punkgruppe har udsendt. Der er derfor grund til at se nærmere på den.

Først nogle ord om punkmusikkens æstetik og nogle eksempler til diskussion af dens praksis. Punk-rocken er centrum, nerve, i en bevægelse, der dannede sig o. 1976 og som har udgangspunkt i engelsk underklasseungdom. Nogle sider af denne musik kan tages som udtryk for almindelig protest mod det omgivende bedre selskab. Den højtspillende (øresønderrivende), rå, voldsomme, vrængende (forvrængede) »uskønne« musik, de provokerende, sjofle og foragt-fulde tekster er anstødelige og isolerer bevægelsen fra samfundet i øvrigt, - netop som punks (udskud).

Men desuden, og mere præcist, så er musikken æstetisk udtryk for en aktiv des-illusion.

De drømme om det nære lykkeland, som store dele af 60-ernes såkaldte ungdomsoprør baserede sin æstetik på, føles hjælpeløst afsløret i en udsigtsløs verden, præget af arbejdsløshed, »krise«, og oprustning. Der er god grund til, for »60-ere« (som fx jeg), at gøre sig klart, at punken er en modbevægelse til de dominerende 60-erholdninger. Sid Vicious (som bl.a. spillede i Sex Pistols) sagde: »I didn't know 'summer of love' was happening. I was too busy playing with my action man.« Og det siges, at basspilleren Glenn Matlock blev hældt ud af gruppen Sex Pistols, fordi han fastholdt, at han godt kunne lide The Beatles.

Hvordan udtrykkes des-illusion i et formsprog? Det sker ved stramning, økonomisering, forenkling, koncentration, stilisering, renselse, »fremmedgørelse«. Og med indfrielsen af sådanne krav bliver punk-rocken en meget lødig musik, som, i forhold til tidligere rock og beat, nænner sig både komposi-tionsmusikken og folkemusikken (det sidste taget i egentlig, etnologisk, forstand). Den nye rock er eksistentiel manifestation mere end fx underholdning, dansemusik, eller vellyd. Den alvor, og den skal spilles højt.

Med deres geniale plade The Stooges fra 1969 har amerikaneren Iggy Pop med gruppen The Stooges allerede 6-7 år før punk-musikken opstod forudset punkens æstetik. (Da han mange år senere blev spurgt, hvad han mente, han havde udrettet, svarede Iggy Pop: »I think I helped wipe out the sixties.«) Des-illusion mødes i tekster som

(fra 1969)
All right
well it is 1969 o.k.
walk across the USA
it's another year for me and you
another year with nothin' to do

(fra No Fun)
No fun, oh my babe, no fun
no fun to hang around
afeelin' that same old way
no fun to hang around
freak out for another day

No fun, oh my babe, no fun
no fun to be alone
walking by myself
no fun to be alone
in love
with nobody
else.

Hvad musikken angår, så se sangen / wanna be your dog. tonemæssigt består sangen af:

[nodeeksempel 1]

derudover: ingen akkorder, ingen kruseduller, nothing. Lidt mere udførligt vist, men stadig forenklet fremstillet siger 1. vers (der er et vers til, som musikalsk set er magen til):

[nodeeksempel 2]

I en så økonomisk og nedbarberet komposition får detaljer stor vægt. Den rytmisk/metriske forskydning, vist ved stjernen

[nodeeksempel 3]

er blevet til

[nodeeksempel 4]

træder frem som en prægnant tanke, ligesom den påfølgende takts udvidelse af det indtil da brugte 3-tone-område med endnu 3 toner har en voldsom, noget beethovensk virkning.

Jeg har forsøgt, - med den usikkerhed, der nødvendigvis må være -, at aflæse hele partituret fra pladen, hvad der for de første 8 takters vedkommende tår sig sådan ud:

[nodeeksempel 5]

Som det ses, er der fremdeles kun 3 toner at rutte med (dog fører den ene guitar de 3 toner igennem i kvints afstand, men det træder ikke så meget frem som selvstændige toner, det lyder snarere som forstærkede overtoner til bassen). Vigtigste tilkomst i forhold til det forenklede billede i ex. 2 er de rytmiske accentueringer og synkoper i trommer og i den ene guitar. Fra omkvædet og ud ser partituret sadan ud:

[nodeeksempel 6]

Kan man se, hvad jeg mener med stramning, økonomisering, forenkling, koncentration, stilisering, renselse, fremmegørelse? Der er tale om afgrænsning omkring grundlæggende kompositoriske manøvrer (»fundamentalia«): enstemmighed evt. parallelført i kvinter), få toner, ostinato-teknik, tonegentagelsen som princip, unuanceret dynamik, stor vægt på rytmiske (evt. metriske) forhold. Endvidere, som endnu et fremmed-gørende element, der modvirker den illusion, der hedder »det naturlige«: en kraftig elektrisk forvrængning af guitarklangen.

Den legendariske engelske gruppe Sex Pistols (med forsangeren Johnny Rotten) blev dannet i 1975 og opløstes et par år efter. Her er begyndelsen af deres Anarchy in the UK:

[nodeeksempel 7]

Udførelsen, som jo ikke kan ses i noderne, er præget af voldsomhed og fremdrift, uforsonlighed, vrængen (hånlatteren i takt 5-6), »gestisk« syngemåde (især tydelig i melismen på ordet be), pågående trommer. Men her er endnu 2 ting at iagttage, som kan bidrage til en bestemmelse af punkens stiltræk: 1) Barre-stil.

Der er tale om en udvidelse af den nøgne (evt. kvintfordoblede) enstemmighed, som man kunne træffe hos Iggy Pop and The Stooges. Her er den enlige stemme blevet til parallelførte durakkorder. Det er en praksis, som er helt væsentlig i punkmusikken, hvor de parallelførte durakkorder oftest tages med barre-greb på guitaren (om barre-greb, se ordlisten efter artiklen). På den måde kommer, som her, Fisdur- og E-dur-treklange til at optræde helt selvfølgeligt i D-dur.

Man får et dårligt indtryk af denne akkordbrug, når man prøver at spille noderne på klaver, for her træder hver tone i akkorden selvstændigt frem. På el-guitaren fungerer barré-akkorden:

[nodeeksempel 8]

snarere som en forstærkning af tonen g's overtoner. Disse dannelser skrives her i artiklen sådan (for overskuelighedens skyld):

[nodeeksempel 9]

Et typisk udtryk for punkens des-illusion kan ses i det faktum, at punkgrupper kun sjældent forfalder til det illusionsnummer, det er, at fade numrene ud på deres plader. Det mest gennemførte eksempel, jeg kender, hvad dét angår, er et nummer, som en af de bedste og mest afklarede (men forbavsende ukendte) engelske punkgrupper Sire spiller. Nummeret hedder Reuters og har følgende tekst:

Our own correspondent is sorry to tell, of an uneasy time that all is not well On the borders, there's movements, in the hills, there's trouble, food is short, crime is double. Prices have risen since the government fell, casualties increase ad the menemy shell, the climate's unhealthy, flies and rats thrive, and sooner than later the end will arrive. This is your correspondent, running out of tape, gunfire's increasing, looting, burning, rape.

Under udførelsen af denne, må man sige, temmelig des-illusionerede tekst bruger gruppen henimod slutningen en metaforisk kompositionsteknik, idet musikken og sangen går langsommere og langsommere til den går helt i stå. Det er selvfølgelig et billede på korrespondentens bånd, der løber ud, eller hans båndoptager, der går i stå. Men selv denne illusion får ikke lov at blive stående, for Wire spiller efter det en enkelt, diskret slutakkord, som fuldstændig »ødelægger« den netop opnåede effekt.

En anden engelsk gruppe The Clash begyndte i 1976 og de eksisterer endnu. De har lavet en del gode sange på deres første plader. En klassiker er Garageland, hvor tendensen mod forenkling og »renselse« fører til en børnesangslignende melodi:

[nodeeksempel 10]

Også her ses oktaver mellem bas og melodi (takt 3-12), udstrakt brug af hurtige tonegentagelser, samt barre-teknik (takt 8-12). Dertil endnu følgende 3 ting:

1) Generalpausen, takt 7. Sådanne opremsninger er meget brugt i punkrock, og de virker fremmedgørende i brechtsk forstand i forhold til musikkens strøm.

2) Simpel responsorial teknik (takt 8-11), - det må igen regnes som en fundamental kompositorisk procedure.

3)Unisono-kor (takt9,11,12.) Det er reglen i punk-rock, at kor udføres unisont, igen fundamentalia (enstemmighed).

En lignende børnesangslignende enkelthed findes hos den fremtrædende danske punkgruppe Sods i deres Television sect, som slutter sådan:

[nodeeksempel 11]

Igen fundamental enstemmighed (barre-stil), unisono-kor, tonegentagelser, få-tone-melodi, simpel responsorial teknik. Og hvor ellers dansk rock i 70-erne var gået over til at synge på dansk er Sods's tekster (som de fleste danske punkgruppers tekster) engelsksprogede. Altså igen fremmedgørelse.

Nu Brats. Gruppen, som har haft skiftende besætning, bestod på pladeindspildningstidspunktet af Yenz (forsanger og basspiller), Hank (guitar), Denner (guitar) og Monroe (trommer). Sangene er mest skrevet og komponeret af Yenz, men Hank har lavet musik til nogle af numrene. Man kan på Brats's plade mærke nogen påvirkning fra de hårdtslående engelske Heavy Metal grupper (Saxon, Iron Maiden, m.fl.), men det er først og fremmest umiskendeligt punk i en personlig udgave, hvad der igen træder frem i den udtalte brug af barré-og ostinato-teknikker, og de stiliserede melodiforløb. Her er fx et par ostinatoer, gennemført i barre-teknik:

[nodeeksempel 12]

Det sidste af disse har tydelige pentatone træk.

I nummeret tame me (insomniac) synges verset over følgende ostina-to:(Ex 13)

[nodeeksempel 13]

Omkvædet ser sådan ud:

[nodeeksempel 14]

Sanglinjens unuancerede, lige lange toner (fjerdedele) i de første takter er et eksempel på, hvad jeg kalder melodiens stilisering. Det samme gælder melismen sunget på sidste stavelse af ordet domesticate. At bemærke er også korets unisono-sang i responsorial brug. Og endelig er også musikkens opdeling af ordkæden: to get insomnia off my back, en fremmedgørende virkning. Guitarakkorderne er præget af barre-teknik, og sådanne akkorder med kun grundtone, kvint og oktav, som ses i nederste linje, kan udmærket tages i barre-sammenhæng, idet der så kun slåes på de 3 dybeste strenge. I øvrigt kommer senere i sangen, som efterspil, et hurtigt barré-ostinato, udviklet af ostinatoet i ex 13, og med pentaton basis:

[nodeeksempel 15]

En lignende bartoksk konception findes efter 2. vers af heavy rocker i et ostinato, udført af 2 guitarer med barre-greb, »bitonale« sammenstød, og med imponerende drive:

[nodeeksempel 16]

Nu et par ord om den stiliserede melodik hos Brats. Melodien i oy-906 er helt igennem bygget over 3-4 toner og udføres over en baslinje af hurtigt gentagne toner. Der er ingen egentlige akkorder, så vidt jeg kan høre på pladen, eller hvis der er, så er de så svage, at de for den lyttende drukner i bassens linje:

[nodeeksempel 17]

(Mht. melodien, jvf. Sods' melodi i ex 11, og måske også begyndelsen af Iggy Pop's, ex 2.) I nogle sange bygges melodierne over én treklangs 3 toner, ofte med særlig fremhævelse af grundtone og kvint. Her, et par af disse »formelagtige« melodier:

[nodeeksempel 18]

[nodeeksempel 19]

I heavy rocker findes en tilsvarende »skeletsang« bygget (især) over de 3 toner fis, h, e. - Fremtrædende erde 3 kvintspring O.K., All Right, og Oh Yeah. Melodien synges over et ostinato, som er en variant af ex 12,3:

[nodeeksempel 20]

Til sidst en gennemgang af melodien til det langsomme nummer don't destroy me, et af de bedste på pladen. De første 4 linjer synges over følgende ostinato : (se ex 21, næste side)

Yenz's melodi til disse 4 linjer er (igen) en stiliseret treklangssang, men her med den finesse, at der skiftes mellem dur- og molterts, hvad der igen hænger sammen med ostinatoet, som i hver anden takt har cis (til A-dur) og i hver anden har C (til C-dur) : (se ex 22 side 14)

[nodeeksempel 21]

[nodeeksempel 22]

I omkvædet, som følger umiddelbart efter, sker der en gradvis udbredning af node værdierne. Bevægelsen bestod af langsomme ottendedele, men her synges først på gentagne fjerdedele, og siden, ved head, synges i halvnoder i en lang melisme. En meget konstruktiv-stiliseret, og en meget lidt naturligsovset måde at lave en melodi på.

Kun 2 ai B rats's 11 numre på pladen fades ud, og de synges alle sammen på engelsk.

Gruppen er (desværre) blevet opløst i den sammensætning, den havde, da pladen blev lavet. Det skal blive spændende at se, om den bliver videreført i en ny skikkelse. Punk har ikke gode vilkår her i landet. Der mangler koncertsteder, og Radio/TVs bestyrere spiller hvad de kan lide, og de kan ikke lide punk. Mange punkrockgrupper har en meget kort levetid, men der dukker hele tiden nye og gode grupper op, så det skal nok gå.

Ordliste

barre-greb- guitar-greb, hvormed man kan tage den samme akkordbygning på et hvilket som helst tonetrin, idet venstre hånds pegefinger lægges over strengene som en capo.

fremmedgørelse (i kunstværker): at man ved bestemte midler eller kunstgreb mindes om, at kunstværket ikke er selve virkeligheden, men en kommentar til den.

melisme - en kæde af toner sunget på én stavelse.

ostinato: figur eller bevægelse, ofte med markant rytme, som bliver stadig gentaget.

pantaton: femtonig. Her tænkes især på skalaer af samme bygning som rækken af sorte tangenter på et klaver.

responsorialsang: vekselsang mellem forsanger og kor.

unisono: at flere synger (spiller) den samme tonekæde samtidig.

Rocknumre omtalt i artiklen

Iggy Pop and the Stooges:
I wanna be your dog findes på The Stooges (1969) Elektra Eks 74051, og på No Fun (1980) Elektra XGE-7095, endvidere (noget anderledes) live på TV-eye 1977 live RCA PL 12796

Sex Pistols:
Anarchy in the UK på Never mind the bollocks (1977) Virgin V 2086

The Clash:
Garageland på The Clash (1977) CBS 82000

Wire:
Renters på Wire (1977) EMI ST 11757

Brats:
Brat's plade hedder 1980 (1980) og har nummeret CBS 84327

Årgang 56/1981-1982, nr. 01