Rock er militærmusik

Af
| DMT Årgang 56 (1981-1982) nr. 01 - side 30-32

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Jan W. Morthenson er komponist og kulturskribent. Han har udgivet bogen Nonfigurativ Musik. I halvfjerdserne er han blevet kendt for sin metamusik, musik der kommenterer andre former for musik. Han skriver i øjeblikket doktordisputats i æstetik.

Der blev lagt mærke til JAN W. MORHTENSON da han i Nutida Musik 3-4 1967/68 opfordrede komponisterne til et »Move against the Beat«. Ellers var dette en tid hvor man i Sverige ligesom i Danmark havde fået »en angst for at isolere sig i finkulturen«. Vi har spurgt om rockens udvikling siden den gang har rokket ved hans standpunkter. Svaret lod ikke vente på sig.

Som komponist kan man dårligt have noget entydigt forhold til en så omfattende foreteelse som rockmusik. Diskuterer man »rock«, så må man selvfølgelig bestemme, hvilket niveau der skal gælde. At tale om rock som musik (harmonik, klange, sangteknik etc.) kan være noget helt andet end at tale om rock som kulturfænomen. Eftersom der produceres uhyrlige masser af rockmusik, giver det sig selv, at en del vil være strålende, set fra et rent musikalsk detailsynspunkt. Det er meget muligt, at der kan frembringes lige så meget ægte nyt inden for rockmusik som inden for modernistisk kunstmusik. Nye musikideer kan jo være utilsigtede tilfældigheder. Jo mere, der laves, jo større er chancen for at snuble over juveler. Det ændrer ikke på muligheden for at vurdere rockmusik som i grunden værende noget stereotypt og reaktionært.

Den interessante forskel mellem rock og nutidig kunstmusik ligger først og fremmest i udgangspunkterne - der er ingen garanti for, at den musikalske »kvalitet« i hvert enkelt tilfælde giver kunstmusikken overvægten. Selve musikken er en slags overflade, som man kan opfatte på helt modsat måde i forskellige lyttersituationer. (Til og med seriøse musikfestivaler slutter ofte med dans til rock, uden at særlig mange rynker på næsen.) Musik er blot et medium, det virkelige indhold og den virkelige problematik ligger langt hinsides det klingende og bevægelige. Derfor føler man ofte debatter, der tager udgangspunkt i det hørbare, så ufrugtbare. Det burde ikke bare dreje sig om rent sensuelle fornemmelser, men mere om koblingerne af de vurderinger, som styrer menneskers og kulturers liv.

Min personlige modvilje mod rock er ikke så meget grundet på rockens musikalske tristesse. Verden bliver oversvømmet af musiknonsens, men konsekvenserne af dét er ikke så alvorlige som rockmusikkens. Problemet rock drejer sig om kulturelle proportioner. En musikform, som med konsekvent kommerciel eksploitering gør kål på en hel generations evne til at have et intelligent forhold til musik og som umuliggør valgmuligheder, er ødelæggende, uanset musikalsk indhold. Men alligevel findes der naturligvis objektive egenskaber i netop rockmusik, som gør den velegnet til en så uhørt hård lancering. Hvilket så igen forklarer den næsten komiske holden fast ved klicheer. Det gælder om at presse citronen til sidste dråbe.

Når det drejer sig om voksenmusik, kan man pege på musikeres og mellemmænds ansvar. Sådanne begreber kan man næppe bringe i anvendelse, når man diskuterer rockmusik. Både udøvende og tilhørere savner det modne menneskes sociale bevidsthed. I stedet florerer myten om rock som protest og tagen afstand. (En musik, som har taget patent på det uniforme, burde måske være forsigtig med de store, dyre ord). Rockmusikkens egentlige baggrund er i virkeligheden økonomisk. Ansvaret er forretningsmæssigt, ikke kulturelt og kunstnerisk - mindst af alt politisk og moralsk, rock er en del af amerikansk kulturkynisme, præcis som volds-film, serieblade, TV-pladder og Muzak. Unge europæeres musikvaner formes af det, som giver profit til dem, der betaler reklamer i amerikanske radiostatioer. Vesteuropas ungdomskultur er et spin-off. Derfor hviler der et stort ansvar på det seriøse kulturliv. Historisk bevidsthed og identitet er (- om end nok så skrøbelige sådanne -) forhindringer for underholdningsindustrien.

EN MUSIKFORM SOM GØR KAL PA EN HEL GENERATIONS EVNE TIL AT HAVE ET INTELLIGENT FORHOLD TIL MUSIK ER ØDELÆGGENDE, UANSET MUSIKALSK INDHOLD.

Desværre er det blevet almindeligt hos yngre kunstnere og kritikere at se velvilligt på rock og dermed på dens følger. Man taler henrevet om sound, intensitet, aggressivitet, politiske tekster og frisk oprørs-ånd. Minsandten om ikke rocken er den bedste revolutionære ytring.

Det står naturligvis selv seriøse kulturarbejdere frit for at begejstres over rockdrønet, men det er dis-kvalificerende ikke først at diskutere rock som et stort set negativt fænomen. Man kan ikke tale om kvalitet, pluralisme, frihed, udvikling, eksperiment, demokrati, socialisme og lignende, samtidig med at man sluger rockmusik med hud og hår og EMI. Kunst og profitmageri via suggestioner må i princippet være uforenelige begreber; i praksis forekommer der selvfølgelig krads spekulation selv i såkaldt ikke-kommerciel-le sammenhænge. Seriøs kunst lever tilvisse sjældent op til sine idealer. Men dét er ikke hovedsagen her. Det vigtige er ideologien, dialektikken, den stadige selvkritik og fornyelse - det humanistiske perspektiv, som kunsten må og skal stå i et eksplicit forhold til, positivt eller negativt. Kunst og kultur er unike begreber i det ellers rent materialistiske samfund. Kunst står for det nødvendigvis urimelige, et reservat for det menneskelige i mange aspekter over for en mere og mere robotiseret omverden. Rockmusik, sådan som den rent faktisk er kommet til at fungere, strider både æstetisk og ideologisk mod grundlæggende kultur- og demokratinormer. Rock er militærmusik, både musikalsk og samfundsmæssigt.

ROCKMUSIK, SÅDAN SOM DEN RENT FAKTISK ER KOMMET TIL AT FUNGERE, STRIDER BADE ÆSTETISK OG IDEOLOGISK MOD GRUNDLÆGGENDE KULTUR-OG DEMOKRATI-NORMER.

Rock er en del af det kapitalistiske industrisamfunds nedbrydning af individer og klarsyn. Også den er en drug og dermed et væsentligt instrument til at få oppositionelle unge holdt væk fra de vigtige spørgsmål, rockens pseudoprotest er gefundenes fressen for de virkelige magthavere, som kan operere frit, mens en hel generation ligger og dorsker mellem højtalere og har grandiose visioner.

Først nu begynder det at gå op for unge mennesker, hvad det er, der er sket, mens de var absorberet af at leve sig ind i popverdenen. Nu smækker fælden, unge er slået ud, før de overhovedet har nået at tage det første skridt. Det anti-intellektuelle popsprog har desuden spærret flere veje til personligt at bearbejde det dilemma, som nu snart millioner af unge mennesker er havnet i.

Kulturlivets opinionsdannere har ladet dette ske med et træk på skulderen eller med en quasi-anarkistisk henrykkelse. Mange har forvekslet den seriøse og borgerlige kunsts mere eller mindre blodtørstige frembringelser med dens filosofiske vurderinger. Men det faktum, at kunstnerisk kreativitet p.t. svigter i flere lande, betyder ikke, at hele den borgerlige og socialistiske kulturs fundament slår revner.

Det er tværtimod fantastisk, så meget der lever videre efter mere end to tusind år. Den kommercielle kultur fører derimod lige lukt og hurtigt ind i det gennemførte robotsamfund med total ensformighed og sejr for det mest nivellerende. Det er måske allerede for sent at gøre noget ved underholdningsindustriens fremmarch. De fleste er mentalt programmeret til at trives med rytmisk dunk, action og go.

ROCK OG DENS VARIANTER ER ET AF DE STÆRKESTE VÆRKTØJ FOR EN FASCISTOID SAMFUNDSUDVIKLING.

Skolen og kulturlivet har snart givet op, politikere har ikke noget imod at folk vender sig fra den potentielt foruroligende kunst. Kunstnere, som er »vokset op med rocken«, forstår ikke, hvad det er, man råber op over.

I en verden af massemedier, luksusteknologi, profittænkning, liberalisme og fremmedgørelse er det kulturelle resultat givet. Dermed også det politiske. Det bevidstgørende element i kulturen kan aldrig hævde sig mod underholdningsindustriens behagelige bedøvning.

Lyst vinder i længden altid over ulyst og anstrengelse. Det er et spørgsmål om tid, inden kunstnere officielt erklæres for samfundsskadelige. Rock, disco, frisco eller pis-co bliver et udtryk for de mest positive strømninger i det nummererede folk. Altså - hvis jeg troede på menneskers evne til at modstå bevidsthedsindustriens voksende manipulationer, ville en ting som rockmusik være en uskyldig og en under tiden musikalsk fornøjelig forettelse. Nu er rock og dens varianter et af de stærkeste redskaber for en fascistoid samfundsudvikling. Derfor kan jeg ikke gøre andet end at fordømme rockmusik, ganske uanset hvad jeg synes om den.

(oversat fra svansk af Sv. Ravnkilde)

Årgang 56/1981-1982, nr. 01